Re: Særlige datoer

[Urtekussen]

Jeg har heldigvis kun prøvet at miste en.
Min farfar døde i 2014, og han havde nået en høj og flot alder.

Jeg forsøger at komme på kirkegården tit, men sidst jeg var der var på hans dødsdag.
Det var ingen andre der kom end mig og min far (som havde blomst med fra min farmor).
Det synes jeg er hårdt - når det endda er første årsdag.

Men andre sørger jo ikke altid som en selv. Jeg har det godt med at komme der. Også på hans fødselsdag.

[Dime]

Jeg er ret ocd-ramt omkring sådan noget med mærkedage, i en sådan grad at min hjerne også kan finde på at regne i "så mange sekunder siden at noget skete" osv.
Det giver selvsagt mange ting at fejre/mindes, og jeg gør det ved at lukke verden ude et par minutter, lukke øjnene og tænke tilbage.
I langt de fleste tilfælde er det rigeligt for mig at gøre sådan, men der er enkelte undtagelser hvor jeg tager på kirkegården med en blomst, og sætter mig og snakker lidt med vedkommende.

[Mi55y]

Vi mistede et yngre familiemedlem i en ulykke, og han blev først fundet flere dage senere udenfor i frostvejr, så der er ingen sikker dødsdato for ham. Så dagen hvor han blev fundet er sådan en træls dag i vores familie. Så kan man gå der og spekulere på, hvor længe han mon lå der, før han døde og genkalde sig situationen, hvor man får beskeden. Så lige præcis den dato er bare en dag, der skal overståes.

Til gengæld bliver han stadig fejret på hans fødselsdag med en familiemiddag - og det er altid en rigtig god dag!

[Pussikat82]

Er ked af at læse om din far, Yvooonne. Det må have været voldsomt. Ja, også I andres historier. Mindedage er altid svære. For mig personligt er mors dag noget af det sværeste, fordi der er så meget fokus på "mor" på den dag, og alt det dejlige, man burde lave med hende. Min mor døde af kræft i 2004, da jeg var 22, og jeg savner hende meget. I dag bor jeg desværre langt væk fra hendes gravsted, men hvis jeg boede tættere på, ville jeg omkring kirkegården på dagen og lægge noget. I hvert fald på mors dag og hendes fødselsdag. Når vi er i Jylland, forsøger vi at komme forbi kirkegården så ofte som muligt. Vi har netop været forbi med blomster, da vi skulle til Jylland kort tid efter hendes fødselsdag.

Kæresten mistede sin bror for 10 år siden. Det er en svær dag, især for hans forældre, så vi har tradition for at ses på hans fødsels- og dødsdag. Så spiser vi sammen og laver noget, der kan få dem/os til at abstrahere fra de værste tanker. Vi er også på dagene forbi kirkegården med blomster eller et lys. Han døde i foråret, så det er ofte for koldt til at sætte blomster derop (fordi vandet fryser og får gravvasen til at revne).

[lillebjoern]

De dage, mine forældres forældre døde, der mindes vi dem, og tager på kirkegården - bortset fra min mormor og farmor, som ligger begravet på hhv. Fyn og i Jylland. Men ellers har vi faktisk ikke noget. Det kunne jeg godt tænke mig at have; at vi værnede om et eller andet, men det er næsten også kun trist at samles omkring døden.

[tjald62]

En særlig dato for mig er d. 7-7 mine forældres bryllupsdag og den dag går jeg over og lægger en blomst på min mors gravsted.

[hotlips]

Jeg har været forskånet for folk der er døde,jeg har 2 mærkedage,en god en en dårlig.

17 oktober er den dag jeg gik til lægen for at få en henvisning til en fys,jeg havde ondt i min ryg og troede jeg bare i dårlig form.jeg kom ud med ordre om at blive sygemeldt og holde mig i ro,stød,skub og hårdt fysik arbejde var forbudt, min ryg var så deform at jeg risikerede hvirvlerne skred og rev nerverne over.
Det var virkelig en lortedag,jeg havde penge og havde tænkt jeg skulle rå shoppe bagefter,min læge,er lige overfor et storcenter men jeg måtte vende om lige inden for svingdøren,jeg hylede og var fuldstændig i chok.
Det var første gang jeg mødte min læge og hun har siden fortalt hun er ked af hun bare lod mig gå i stedet for at sætte mig med en kop kaffe og tilbyde at ringe efter nogen til at hente mig,men det kom også fuldstændig bag på hende,min ryg var 60 grader skæv og mit ene skulderblad var tydeligvis fuldstændig skubbet ud af position,hun siger også at af de 10 oplevelser hun kommer til at huske når hun går på pension bliver den dag en af dem.

Jeg tænker ikke så meget på det ellers medmindre jeg bliver mindet om det som her,men jeg husker det den dag hvert år,det bliver 11 gang denne oktober.

Min gode dato er den dag jeg fandt ud af jeg var gravid,det er 31 marts og min søsters fødselsdag,jeg var til supersjov fødselsdag, kom hjem og fandt 200 kr udenfor taxaen da jeg steg ud og så testede jeg lige inden jeg skulle sove,det var 5 dage før forventet menses så jeg var ikke nervøs,jeg ville bare ikke ligge vågen og spekulere på det,det var første måned vi forsøgte og jeg var 33 og fik medicin fast så jeg regnede med det mindst tog 2-3 mdr.
Det var sent onsdag før skærtorsdag og jeg sad hele påsken alene i min lejlighed,fuldstændig rundt på gulvet af lykke,samtidig med jeg dårligt turde tænke tanken at jeg rent faktisk ville få et barn,jeg har aborteret 4 gange tidligere.

Jeg tænker vist egentlig mere på da jeg var gravid og da jeg fik min baby den dag end når han har fødselsdag,måske er der bare bedre tid for han har i december hvor der jo altid er nok om ørerne.men det ændrede en masse ting at han kom,jeg blev dræbende træt da jeg var få uger henne,så jeg holdt op med at være vågen i uger i træk,det hjalp på smerterne i ryggen ,og har gjort det nemmere at håndtere,så måske er det bare fordi jeg igen fik et liv fremfor en eksistens den dag.

Jeg har flere dage jeg husker og i visse tilfælde gør noget ud af men de 2 er dem jeg aldrig misser

[hotlips]

Hold da op - det lyder godt nok voldsomt med ryggen

Det var det også,jeg var blevet opereret 14 gange på det tidspunkt så den slags var jeg vant til,men jeg kunne se på min læge at den var helt,helt gal.

Jeg fik sat stænger ind til at rette mig nogenlunde op,jeg har donorknogler og 10 beslag i ryghvirvlerne og jeg fik skader på nerverne da de satte dem ind,så idag er jeg førtidspensionist og får morfin fast.

Så de havde jo også sagt jeg skulle vente det værste hvis jeg blev gravid,men bortset fra jeg brækkede mig til mine tænder var smadrede gik det helt fantastisk,så de 2 dage er vel sådan set også værste og bedste overraskelse der har defineret alt for mig siden.

[Thestral]

Den første dato jeg har er den 8 juli (1998) som er den dag jeg fødte min datter. Den næste er 5 dec. (1998) som er den dag jeg gik fra faderen til mit barn. En rigtig luset mand som dominerede mig totalt så jeg mistede min selvtillid. Fødslen af min datter fik løvemoderen i mig til at vågne op. Ikke på vilkår skulle min lille pige vokse op og se sin mor i sådan en situation. Hun gav mig modet til at leve igen. De første 6 år fejrede jeg 5. dec som var det juleaften. Den sidste er 4. juli (årstallet taler vi ikke om) hvor jeg fyldte 30. Det var som om jeg vågnede for alvor og indså at ikke alle mænd var nogle svin og kort efter mødte jeg den mand som nu har været min kæreste i 11 år

[Akehurst2]

Jeg husker særlige datoer, men det er ikke så vigtigt for mig at gøre noget særligt på dem.

De dage, mine forældre døde husker jeg, og jeg ville som sådan gerne gå på kirkegården på selve dagene, men de ligger begravet meget langt fra mig, så det er ikke så nemt. Og jeg synes ikke, det er så vigtig med dagen, at jeg vil gøre en masse ud af at komme derned lige på dagen - så kommer jeg lige så gerne en anden dag.

På samme måde synes jeg ikke det er helt vildt vigtigt at holde fødselsdag på dagen eller at fejre bryllupsdag - bare den huskes.

[Fru Sunshine]

27/7. Min søns fødselsdag

11/11. Min datters fødselsdag

5/10 2012. Den aften, hvor jeg fik fortalt min ekskæreste, at det var slut. At jeg ikke ville finde mig i hans rædsomme opførsel mere. At jeg var træt af af være bange for ham og hans udbrud, når jeg gjorde eller sagde noget forkert eller nægtede at finansiere hans overforbrug, mens han bare sad på sin flade og gav verden, jobcenter og mig skylden for, at han ikke havde arbejde.

23/5 2012: Da min eks omsider flyttede ud og mit hjem ikke længere var Helvede at befinde sig i.

2/8: Vores bryllupsdag. Det er ingen hemmelighed, at min mand og jeg kendte og havde et godt øje til hinanden længe inden vi fandt sammen, men de romantiske følelser fik først frit spil, da vi begge var blevet fri af eks-kærester.
Vores bryllup var den ultimativt dejligste dag man kunne ønske sig i kærlighedens navn.
(og mine børn, der holdt tale og optrådte for os sagde alt.
Især min datter, da hun tårevædet erklærede for min mand:"Du gav os vores mor igen.")

[Fru Sunshine]

Meget rørende

Det er også svært at sige, hvem der tudede mest: mig eller hende.

[Delfin]

Jeg gør ikke noget bestemt på mærkedage. Nogle, ret få faktisk, husker jeg datoen for, og resten skal jeg regne lidt på.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg har det sådan. Når jeg hører, hvordan andre omtaler mærkedage, føler jeg mig lidt sær, men jeg kan virkelig ikke få ind i mit hoved, hvorfor jeg fx skal tænke mere på afdøde lige præcis den dag, end alle de andre dage. Jeg besøger også meget sjældent grave.