Jeg er klar til at få et ny barn. Eller er jeg?

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
CarloMonte
Indlæg: 6
Tilmeldt: 20. dec 2016, 11:10
Kort karma: 0
Likede indlæg: 1

Jeg er klar til at få et ny barn. Eller er jeg?

Indlægaf CarloMonte » 8. feb 2018, 23:05

Jeg står i et dilemma.

Mig om min kone blev forældre i en meget ung alder. Vi er begge i starten af 30'erne og vi har i dag tre børn på 14, 8 og 6 år.
Det har selvfølgelig haft nogle konsekvenser at blive forældre i en ung alder, såsom et begrænset ungdomsliv, men det har dog aldrig genreret os. Jeg har personligt set store fordele i at få børn i en tidlig alder, fordi jeg tænkte at når vores blev voksne, så var mig og min kone stadig "unge" og havde (har) et langt voksenliv foran os, og kan i bund og grund gøre lige hvad der passer os. Af samme årsag har jeg ikke ønsket mig flere børn, fordi at det ville bare forlænge den periode hvor vi var bundet af børn, og ville forkorte vores tid til at dyrke hinanden som par, samt vores personlige frihed.

Min kone har ønsket sig flere børn, men hun kunne også godt følge mig i min tankegang og hun har i dag ikke "behov" for at få flere børn. Hun har accepteret at tingene er som de er er, og hun er glad for tilværelsen. Det er jeg også, men..............

Jeg begynder så småt at ønske mig flere børn. Tanken om at mine to små piger på 6 og 8 år, ikke er så små længere, piner mig faktisk lidt. Min søn på 14 er allerede blevet "voksen", og det har jeg accepteret, men det har også været forholdvis let for mig, da mine piger stadig har været små. Nu begynder de dog så småt at nå den alder, hvor det barnagtige forsvinder og det selvstændige individ kommer frem. Det er naturens gang, men jeg har bare lidt svært ved at forene mig med tanken om, at jeg snart "mister" mine børn (hvis i forstår hvad jeg mener).
Det ville helt sikkert hjælpe at få et nyt barn, men kun for en tid. Det udsætter jo kun det uundgåelige, og det kan heller ikke være rigtigt, at det skal være hovedårsagen til at få et barn.

Det ville dog ikke være hovedårsagen til at få et nyt barn, fordi jeg føler at mine følelser rammer dybere end blot det, at jeg er ked af at mine børn vokser for hurtigt. Jeg føler at jeg ville blive oprigtig glad for en familieforøgelse. Jeg elsker min kone, jeg elsker mine børn og jeg elsker vores familie og jeg tror at dette ville være det rigtige valg for vores familie. Når det så er sagt, så taler den praktiske del i mig, imod.

Hvis vi får et ekstra barn, så går der længere tid til at mig og min kone kan nyde vores voksentilværelse sammen, hvilket jeg virkelig har glædet mig til. Vi bliver også nødt til at købe en ny bil og vores hus, som jeg allerede synes er for småt, må ombygges for at få den nødvendige plads. Det kommer også til at sætte en stopper for diverse ferier de kommende år. Oplevelser som jeg godt kunne tænke mig at give mine børn, mens de stadig er forholdvis små. Alt bliver dyrere og mere besværligt. Jeg er heller ikke så glad for tanken om kun at få et barn, for jeg ved af erfaring hvor godt det er med søskende der er aldersmæssigt tæt på hinanden. Samtidig virker det for uoverskueligt med to børn.

Jeg ønsker i skrivende stund ikke at dele mine tanker og følelser med min kone. Som jeg har skrevet, så har hun tidligere ønsket sig flere børn, men jeg har stået fast ved mit og fået hende overbevidst om, at det er rigeligt med tre børn. Jeg er 100% sikker på at hun ville blive lykkelig hvis jeg sagde at jeg ønskede mig flere børn, men jeg er også 100% sikker på, at hun ville være enormt skuffet, hvis jeg lukker døren igen, efter at jeg har ladet den stå på klem.

Har nogen af jer været i den samme situation, og hvordan håndterede i det? Hvad er jeres tanker om overstående? Giver mine tanke nogen mening og har i nogle gode råd? Hvad siger jeres mavefornemmelse?

Mange spørgsmål og mange tanker. Jeg beklager at det blev så langt og rodet, men jeg havde bare brug for at dele nogle tanker med jer :)
0
Brugeravatar
Æble
Indlæg: 2420
Tilmeldt: 5. jan 2016, 18:26
Kort karma: 346
Likede indlæg: 4073

Re: Jeg er klar til at få et ny barn. Eller er jeg?

Indlægaf Æble » 9. feb 2018, 06:22

Ikke helt samme situation, men lignende. Har en søn på 14 og en datter på 8 og så vores lille efternøler på næsten 10 mdr. (Vi er ca 40 år)

Efter vi fik vores første datter ville jeg rigtig gerne have en mere. Min mand ville ikke. Forenede mig med tanken og vi har haft flere år med "nemme" børn og voksenfrihed.

Så skiftede min mand mening. Jeg var i dilemma, mest pga min alder og aldersforskel på børnene. Endte med at sige ja. Det var ikke så ukompliceret som da jeg var yngre, mistede to gange undervejs og det tog lidt over 1,5 år inden jeg var gravid med en blivende graviditet.

Men nu har vi hende. Det er vidunderligt. Den følelse af at ens børn "forsvinder" fra en når de bliver større kan jeg genkende. Og er meget opmærksom på at nyde hvert er øjeblik med vores lille efternøler.

Hendes to store søskende forguder hende. Hun har jo faktisk 4 omsorgspersoner og har det som blommen i er æg. Hun er en kæmpe glæde for os alle.

Er ikke så bekymret for at hun bliver "alene", hun har sine store søskende og ellers er der jo masser af enebørn der klarer sig fint. Derudover er min søster ved at stifte familie, så der vil være færre og kusiner i hendes alder (de to store har ingen fætre og kusiner i samme alder).

Hvis jeg var 30 og eller bare 35 så ville jeg gerne have en mere.

Hvis det er realistisk at flytte og få ny bil så ville jeg helt klart gøre det. Selvfølgelig skal det være økonomisk forsvarligt at få børn. Men derudover tror jeg på at sådan et lille ønskebarn skaber så meget glæde at de materielle savn blegner.
2
IrmaPigen
Indlæg: 3480
Tilmeldt: 17. apr 2016, 06:38
Kort karma: 352
Likede indlæg: 4216

Re: Jeg er klar til at få et ny barn. Eller er jeg?

Indlægaf IrmaPigen » 9. feb 2018, 09:00

Som du selv nævner er det lidt som at tisse i bukserne at få et barn til. Det dækker måske dit behov lige nu og her, men om 7-8 år står du samme sted igen.

Måske er det derfor følelsen af at "miste" dine børn, du skal have bearbejdet? For i virkeligheden handler det jo om, der er nogle forskellige faser i et barns udvikling og liv - og ikke om at du mister dem. Det er jo uundgåeligt, at børn bliver mere selvstændige, og at de en dag er voksne og flytter hjemmefra. Den helt naturlige udvikling kan du ikke stoppe, uanset hvor mange børn, du måtte få.

Mit råd til dig må være, at finde en terapeut, psykolog eller deslige, som du kan tale disse ting igennem med og få sat ord på dine følelser, inden du melder noget ud til din kone. Måske kan det gøre dig lidt klarere på, hvad du i virkeligheden ønsker.

Som du selv nævner det, så vil det være lidt ufint at begynde at vifte din hustru om næsen med et ønske om et barn til, hvis du ikke selv er helt afklaret.
7
Brugeravatar
hotlips
Indlæg: 2094
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:01
Kort karma: 242
Likede indlæg: 4214

Re: Jeg er klar til at få et ny barn. Eller er jeg?

Indlægaf hotlips » 13. feb 2018, 04:46

Jeg har en dreng på syv, jeg kan godt genkende den der med at han er ved at være stor og at det ændrer dynamikken i vores hverdag, han er meget orienteret ud mod verden og har ikke længere så meget brug for at jeg er på hele tiden.

Det betragter jeg helt sikkert som noget positivt, at han er klar og at de værste ting er overstået, alle de der bekymringer om at tale, udvikle sig motorisk, og have tillid til at hoppe ud i verden og kunne få venner og finde ud af hvad der nu er spændende i hans øjne, selvom jeg er meget på med at lære at læse og den slags, så er det jo småting i forhold til at stå med en helt ny baby og skulle starte fra 0.

Men for mig er det også noget der betyder det ville være perfekt at få flere børn nu, jeg ved godt mange helst vil have dem rimeligt tæt på hinanden, men efter at de fleste har fået børn af venner og bekendte og de også har fået en alder hvor man kan se hvordan det går så er det noget jeg selv er glad for ikke blev sådan for os.

Alt det der med biler og et bygge til.. Der har vel også været noget da i fik de andre børn, sådan nogle fylder, koster og er til besvær, det kan ikke være anderledes.

Der er en del i min drengs klasse der har helt små søskende og jeg synes der er en verden til forskel for både børn og forældre i forhold til den der med at se forældre der kæmper for at få tøj på en mens den anden er så lille at de enten slår sig eller får splittet noget ad hvis man lader dem rende et par minutter, der er ikke nogen små der render alene i skolen, børnene er så store at de har en forståelse af at de skal passe på de små, og de små er i høj kurs hos de der ikke selv har små søskende, min egen dreng er fuldstændig tosset med de små og han er vildt stolt hvis han har kunnet hjælpe med noget.

Jvis man er kommet godt igennem så de store ikke kræver så meget så synes jeg det er helt fint hvis man har lysten til at få en mere, jeg tror der er forskel på hvor godt man selv fungerer med at have små børn, for nogle er de første år jo noget der bare skal overleves, for andre er det en helt særlig tid, jeg hører helt sikkert til de sidste, og når jeg bliver en ældgammel dame så bliver det helt sikkert nogle af de år jeg kommer til at tænke meget på, men det er jo ikke fordi der er noget rationelt i det, det er der ikke nogen der er i at få børn, men følelserne, den der uendelige glæde af at få sådan en lille atombombe af energi som et nyt barn er, det er der bare ikke noget andet der kommer i nærheden af.

Og ja, man kunne sikkert gøre en masse spændende og pædagogiske ting med de andre børn for det et barn mere koster, men det er jo en større bestanddel af ens identitet om man har søskende end ret meget andet.

Folk idag bliver jo også ældre på en væsentligt anden måde end da vi var børn, de der holder sig aktive bliver ved og det er helt almindeligt at de slet ikke når til det der med at sætte sig i lænestolen, min mor er 62 og hun har skisme fart på, min ene grandonkel har vi ikke set i et par år, han er omkring de 80 og har opdaget det her med at tage på afbudsrejser, og det er ikke en noget høj alder blevet en kronisk livsstil..

Jeg har iøvrigt også en søster der er gravid, og det ville også tælle for mig at få lov til at have det der med at de vokser op sammen, jeg har ikke selv haft det men jeg har været så misundelig da jeg var barn, og fra et voksent perspektiv tænker jeg også at det må give noget mulighed for at tingene bliver en smule nemmere, det kan være noget tungt at danse med en familie hvor de fleste andre ikke har haft små børn de sidste 20 år og jeg tror det må være noget meget særligt at få lov til at have små børn samtidig med sine egne søskende, så det kan jeg godt forstå man tæller med.
0
CarloMonte
Indlæg: 6
Tilmeldt: 20. dec 2016, 11:10
Kort karma: 0
Likede indlæg: 1

Re: Jeg er klar til at få et ny barn. Eller er jeg?

Indlægaf CarloMonte » 15. feb 2018, 21:53

Der er ikke kommet så mange svar (endnu), men jeg sætter stor pris på de svar og gode råd der er kommet :).

Jeg har den samme tråd kørende andre steder på nettet, blot for at for så mange meninger som muligt, og hver gang jeg læser et svar der er "imod" en lille ny (gode og velargumenterede svar), så er jeg meget enig i det der bliver skrevet. Det ville helt sikkert være klogere at være fri nok til at kunne nyde mine nuværende børn fuldt ud, og give dem som mange oplevelser som muligt, samtidig med at mig og min hustru kan komme tættere og tættere på hinanden. Det er nemmere, det er billigere og det er generelt bare fornuftigt. Der er bare et lille men. Jeg bliver nemlig ikke særlig glad af at læse de svar.

Når jeg derimod læser de svar der er "for" at få en lille ny, så bliver jeg bare så glad indeni. Jeg smiler, jeg bliver rørt og det føles bare rigtigt.
Jeg ved at mine to yngste ønsker sig en lillebror/lillesøster, så det burde ikke være et problem, og det med pengene og den manglede plads, er heller ikke et problem der ikke kan løses. Det er i hvert fald ikke den udslagsgivende faktor.

Pt. er jeg nok mere for end imod, men jeg er slet ikke færdig med at tænke det hele igennem :)
1
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 11138
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 1310
Likede indlæg: 24802

Re: Jeg er klar til at få et ny barn. Eller er jeg?

Indlægaf DetSorteCirkus » 15. feb 2018, 23:10

Jeg kan godt relatere til dit dilemma, bare med omvendt fortegn.

Jeg fylder snart 37 og står for at skulle blive gravid med mit første (og efter al sandsynlighed eneste) barn. Jeg har egentlig lyst til at springe ud i det, og der er ingen praktiske forhindringer, men jeg tøver uden helt at vide hvorfor. Jeg tror, at det primært handler om identitet. Jeg kender mig selv og mit liv, som det er nu; jeg kender det derimod ikke med et barn. På samme måde kender du ikke til et voksenliv uden små børn, og den usikkerhed kan godt være med til at motivere dig til at få et fjerde barn og på den måde udsætte forandringen. Måske er det også bl.a. den faktor, der får dig til at nikke genkendende til indlæg på nettet, som anbefaler en familieforøgelse.
Omvendt er der heller ikke, hvis dit ønske om et til barn er dybfølt og utvungent, nogen grund til at afvise det, blot fordi du lever i en kultur med en herskende norm om, at vi skal ud og realisere os selv, når børnene er blevet teenagere. Måske vil din kone og du simpelthen hellere bruge de år på flere børn? Det er der intet galt i, så længe det ikke bliver en flugt fra et uundgåeligt tidspunkt, hvor I ikke længere er småbørnsforældre.

Under alle omstændigheder tror jeg, at du gør klogt i at undersøge dit behov for flere børn nærmere. Ikke fordi det er forkert, men fordi du har mistanke om, at det til dels handler om, at du har svært ved noget, der ikke kan udsættes i det uendelige; nemlig at være voksen uden små børn. Jeg mener ikke kun, at du her gør dig selv en tjeneste, men også dine børn, for jeg kunne godt forestille mig, at frygt for livet uden små børn i familien på sigt ville kunne gøre dig utålmodig i forhold til børnebørn.
0
ajnaM
Indlæg: 2473
Tilmeldt: 23. feb 2016, 08:02
Kort karma: 279
Likede indlæg: 5695

Re: Jeg er klar til at få et ny barn. Eller er jeg?

Indlægaf ajnaM » 16. feb 2018, 16:38

CarloMonte skrev:Der er ikke kommet så mange svar (endnu), men jeg sætter stor pris på de svar og gode råd der er kommet :).

Jeg har den samme tråd kørende andre steder på nettet, blot for at for så mange meninger som muligt, og hver gang jeg læser et svar der er "imod" en lille ny (gode og velargumenterede svar), så er jeg meget enig i det der bliver skrevet. Det ville helt sikkert være klogere at være fri nok til at kunne nyde mine nuværende børn fuldt ud, og give dem som mange oplevelser som muligt, samtidig med at mig og min hustru kan komme tættere og tættere på hinanden. Det er nemmere, det er billigere og det er generelt bare fornuftigt. Der er bare et lille men. Jeg bliver nemlig ikke særlig glad af at læse de svar.

Når jeg derimod læser de svar der er "for" at få en lille ny, så bliver jeg bare så glad indeni. Jeg smiler, jeg bliver rørt og det føles bare rigtigt.
Jeg ved at mine to yngste ønsker sig en lillebror/lillesøster, så det burde ikke være et problem, og det med pengene og den manglede plads, er heller ikke et problem der ikke kan løses. Det er i hvert fald ikke den udslagsgivende faktor.

Pt. er jeg nok mere for end imod, men jeg er slet ikke færdig med at tænke det hele igennem :)



Jeg synes, det her indlæg opsummerer det hele meget godt. Det at få børn skal i mine øjne ikke være en rationel beslutning - bevares, det må gerne være fornuftigt også, men det skal ikke være derfor, man får dem. Man skal få børn, fordi man har lyst.



Personligt er jeg i starten af 30'erne og har jeg to børn på snart 6 og 2, og jeg skal ikke have flere. Jeg har synes, det var vanvittigt hårdt begge gange, primært i forhold til søvnen - og jeg kunne sagtens mærke forskel på at være 26 og undvære søvnen og at være 31 og undvære søvnen.

Derudover kan jeg mærke, jeg fryder mig lidt indeni, hver gang jeg kan mærke, børnene bliver større. Og jeg får lidt mere frihed, samtidig med at de udvikler sig til 'rigtige mennesker'. Det synes jeg er helt fantastisk at opleve - og jeg håber, jeg bliver ved med at have bare lidt af den følelse, i takt med at de bliver ældre. Men jeg ved godt, det er nemt at sige, når jeg stadig har en lille, rundkindet og totalt afhængig størrelse. Måske jeg ændrer mening, når han pludselig er 8.
1
Brugeravatar
Anilara
Indlæg: 2498
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:43
Kort karma: 335
Likede indlæg: 3969

Re: Jeg er klar til at få et ny barn. Eller er jeg?

Indlægaf Anilara » 16. feb 2018, 18:19

ajnaM skrev:Jeg synes, det her indlæg opsummerer det hele meget godt. Det at få børn skal i mine øjne ikke være en rationel beslutning - bevares, det må gerne være fornuftigt også, men det skal ikke være derfor, man får dem. Man skal få børn, fordi man har lyst.


Ok, her er jeg godt nok uenig.
Det skal da så absolut være en blanding af lige dele lyst og rationale at få børn, efter min mening.
Hvis man ikke har råd, evner, overskud, tid og hvis man ved det vil gå ud over for mange andre vigtige ting, så er "lyst" et sølle argument, som kan risikere at gå ud over barnet, de andre børn, partneren og en selv.

Jeg har set alt for mange som har fået børn, som kom til at overse/glemme udfordringerne lidt for meget, og så ender det mere ulykkeligt end lykkeligt.

Det kan godt ske udsagnet ikke er tiltænkt som en generel holdning, og så skal mit indlæg tages med et gran salt - for trådstarter ser bestemt ud til at have lige dele rationale og følelser inde i overvejelserne.
0
ajnaM
Indlæg: 2473
Tilmeldt: 23. feb 2016, 08:02
Kort karma: 279
Likede indlæg: 5695

Re: Jeg er klar til at få et ny barn. Eller er jeg?

Indlægaf ajnaM » 16. feb 2018, 19:48

Anilara skrev:
ajnaM skrev:Jeg synes, det her indlæg opsummerer det hele meget godt. Det at få børn skal i mine øjne ikke være en rationel beslutning - bevares, det må gerne være fornuftigt også, men det skal ikke være derfor, man får dem. Man skal få børn, fordi man har lyst.


Ok, her er jeg godt nok uenig.
Det skal da så absolut være en blanding af lige dele lyst og rationale at få børn, efter min mening.
Hvis man ikke har råd, evner, overskud, tid og hvis man ved det vil gå ud over for mange andre vigtige ting, så er "lyst" et sølle argument, som kan risikere at gå ud over barnet, de andre børn, partneren og en selv.

Jeg har set alt for mange som har fået børn, som kom til at overse/glemme udfordringerne lidt for meget, og så ender det mere ulykkeligt end lykkeligt.

Det kan godt ske udsagnet ikke er tiltænkt som en generel holdning, og så skal mit indlæg tages med et gran salt - for trådstarter ser bestemt ud til at have lige dele rationale og følelser inde i overvejelserne.


Jeg tror ikke, man helt kan forudse udfordringerne. Man ved ikke, hvilket barn man får. Man ved heller ikke, hvordan man selv reagerer, eller hvordan det hele ser ud om 5 år. Men man kan meget, når lysten driver værket. Omvendt kan det hurtigt blive uoverskueligt, hvis man faktisk ikke havde lysten til at begynde med.

Jeg er med på, at der er nogle situationer, der måske ikke er optimale at få børn i. Men faktisk tænker jeg, at det er ret få. Børn klarer rigtig meget, og det behøver ikke være hverken dyrt eller svært at opdrage et barn. Det vigtigste er, og det mener jeg virkelig, at man elsker det og har lyst til at være sammen med det.
3
Brugeravatar
Anilara
Indlæg: 2498
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:43
Kort karma: 335
Likede indlæg: 3969

Re: Jeg er klar til at få et ny barn. Eller er jeg?

Indlægaf Anilara » 16. feb 2018, 19:55

ajnaM skrev:
Anilara skrev:
ajnaM skrev:Jeg synes, det her indlæg opsummerer det hele meget godt. Det at få børn skal i mine øjne ikke være en rationel beslutning - bevares, det må gerne være fornuftigt også, men det skal ikke være derfor, man får dem. Man skal få børn, fordi man har lyst.


Ok, her er jeg godt nok uenig.
Det skal da så absolut være en blanding af lige dele lyst og rationale at få børn, efter min mening.
Hvis man ikke har råd, evner, overskud, tid og hvis man ved det vil gå ud over for mange andre vigtige ting, så er "lyst" et sølle argument, som kan risikere at gå ud over barnet, de andre børn, partneren og en selv.

Jeg har set alt for mange som har fået børn, som kom til at overse/glemme udfordringerne lidt for meget, og så ender det mere ulykkeligt end lykkeligt.

Det kan godt ske udsagnet ikke er tiltænkt som en generel holdning, og så skal mit indlæg tages med et gran salt - for trådstarter ser bestemt ud til at have lige dele rationale og følelser inde i overvejelserne.


Jeg tror ikke, man helt kan forudse udfordringerne. Man ved ikke, hvilket barn man får. Man ved heller ikke, hvordan man selv reagerer, eller hvordan det hele ser ud om 5 år. Men man kan meget, når lysten driver værket. Omvendt kan det hurtigt blive uoverskueligt, hvis man faktisk ikke havde lysten til at begynde med.

Jeg er med på, at der er nogle situationer, der måske ikke er optimale at få børn i. Men faktisk tænker jeg, at det er ret få. Børn klarer rigtig meget, og det behøver ikke være hverken dyrt eller svært at opdrage et barn. Det vigtigste er, og det mener jeg virkelig, at man elsker det og har lyst til at være sammen med det.

Ja, det er bestemt essentielt. At man evner det, er i mine øjne bare lige så vigtigt. Og gerne mere end bare med det yderste af neglene. For familiens skyld. Tingene skal kunne hænge sammen. Og ja, børn klarer meget, særligt i ressourcestærke familier som jeg har indtryk der er tale om her. Men for mig bør rationale fortsat være mindst 50%. Hvis det rationelle og fornuftige er rimelig på plads, kan de sidste 50% lyst og følelser og alt det så få lov at fylde mere, helt naturligt.
2
ajnaM
Indlæg: 2473
Tilmeldt: 23. feb 2016, 08:02
Kort karma: 279
Likede indlæg: 5695

Re: Jeg er klar til at få et ny barn. Eller er jeg?

Indlægaf ajnaM » 16. feb 2018, 21:39

Anilara skrev:
ajnaM skrev:
Anilara skrev:
ajnaM skrev:Jeg synes, det her indlæg opsummerer det hele meget godt. Det at få børn skal i mine øjne ikke være en rationel beslutning - bevares, det må gerne være fornuftigt også, men det skal ikke være derfor, man får dem. Man skal få børn, fordi man har lyst.


Ok, her er jeg godt nok uenig.
Det skal da så absolut være en blanding af lige dele lyst og rationale at få børn, efter min mening.
Hvis man ikke har råd, evner, overskud, tid og hvis man ved det vil gå ud over for mange andre vigtige ting, så er "lyst" et sølle argument, som kan risikere at gå ud over barnet, de andre børn, partneren og en selv.

Jeg har set alt for mange som har fået børn, som kom til at overse/glemme udfordringerne lidt for meget, og så ender det mere ulykkeligt end lykkeligt.

Det kan godt ske udsagnet ikke er tiltænkt som en generel holdning, og så skal mit indlæg tages med et gran salt - for trådstarter ser bestemt ud til at have lige dele rationale og følelser inde i overvejelserne.


Jeg tror ikke, man helt kan forudse udfordringerne. Man ved ikke, hvilket barn man får. Man ved heller ikke, hvordan man selv reagerer, eller hvordan det hele ser ud om 5 år. Men man kan meget, når lysten driver værket. Omvendt kan det hurtigt blive uoverskueligt, hvis man faktisk ikke havde lysten til at begynde med.

Jeg er med på, at der er nogle situationer, der måske ikke er optimale at få børn i. Men faktisk tænker jeg, at det er ret få. Børn klarer rigtig meget, og det behøver ikke være hverken dyrt eller svært at opdrage et barn. Det vigtigste er, og det mener jeg virkelig, at man elsker det og har lyst til at være sammen med det.

Ja, det er bestemt essentielt. At man evner det, er i mine øjne bare lige så vigtigt. Og gerne mere end bare med det yderste af neglene. For familiens skyld. Tingene skal kunne hænge sammen. Og ja, børn klarer meget, særligt i ressourcestærke familier som jeg har indtryk der er tale om her. Men for mig bør rationale fortsat være mindst 50%. Hvis det rationelle og fornuftige er rimelig på plads, kan de sidste 50% lyst og følelser og alt det så få lov at fylde mere, helt naturligt.


Jeg kan sagtens se, hvad du mener og er også enig et stykke hen ad vejen.

Men samtidig mener jeg ikke, man kan dele det så enkelt op. Nu bevæger vi os helt væk fra TS' situation, men jeg har set ressourcestærke mødre knække helt sammen - og har også selv stået i det, efter jeg fik min sidste (og nok også min første, men det havde jeg ikke lige selvindsigt nok til at gøre noget ved). Samtidig har jeg set helt unge eller på andre måder ressourcesvage mødre klare det uden at kny. Nogle af dem vokser op i et hjem uden bogreol og klaver, men det er vel heller ikke det, der er succeskriteriet?

Selvfølgelig skal hjemløse narkomaner og andre i den liga ikke have børn. Børn har brug for en eller anden form for tryg base og nogle forældre, som kan tage sig af dem. Men derudover mener jeg ikke, man kan opsætte ret mange regler for, hvornår man 'evner' at være en god forælder. Altså bortset fra, om man har lyst til at være sammen med sine børn.
3
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 1029
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 251
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 4043

Re: Jeg er klar til at få et ny barn. Eller er jeg?

Indlægaf Tanten » 16. feb 2018, 22:03

Jeg er i dag 49, og mine sønner 21 og 23.

Jeg ville gerne have haft flere børn, men sådan ville omstændighederne det ikke.

Jeg kan i den grad nikke genkendende til den følelse af "tab", der også er forbundet med glæden ved, at ens børn vokser til, modnes og bliver mere selvhjulpne - uden at man af den grund holder ungerne tilbage eller sidder lårene af dem. Det er jo "tabet" af små børn, der har den der uskyldige tilgang til livet, og hvor konflikterne måske handler om, hvorvidt man må få en hest eller måske en figenstang i Føtex - ikke om, at man ikke skal tage MDMA eller dyrke sex uden kondom. Det er en tid, der aldrig kommer tilbage - ligesom alle andre faser i vores børns og vores eget liv.

I dag har naturen sagt stop for mine drømme om at blive mor igen. Og det er på en måde en lettelse. Det har sat mig fri til, virkelig at nyde at jeg har voksne børn, der endda fløj fra reden for hhv. næsten 5 (!) og 2 år siden, og at jeg har en enorm personlig frihed både i forhold til parforhold og job, samtidig med at jeg har et tæt forhold til mine sønner, som jeg stadig har en vejledende og støttende rolle overfor.

Det er fantastisk at være forældre til teenagere og unge voksne, selvom det også er virkelig svært. At se mine sønner vokse til og blive til mænd, har været mindst lige så voldsomt, rørende og fantastisk, som at se dem tage deres første skridt - måske mere. De har - efter en periode med tvivl og afstandtagen fra både mine normer og deres fars (vi er skilt) - igen tilvalgt ganske mange af dem, og de er modne og reflekterende.

Som jeg ser det, bliver du formentlig lige lykkelig, hvad enten du vælger at få en efternøler - eller siger stop nu. Der er fordele og ulemper ved begge valg, og begge valg rummer - naturligt nok - et fravalg. Enten fravalget af flere små børn i dit liv (som vil komme under alle omstændigheder, indtil du, forhåbentlig, bliver bedstefar) eller fravalget af personlig frihed og råderum (og fokus på dine store børn).

Jeg tænker, det måske også handler lidt om at give plads til "sorgen" over at miste de små børn og goddag til glæden og friheden ved at have store børn - og favne begge dele uden tabu?
Senest rettet af Tanten 16. feb 2018, 22:45, rettet i alt 1 gang.
3
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 1029
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 251
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 4043

Re: Jeg er klar til at få et ny barn. Eller er jeg?

Indlægaf Tanten » 16. feb 2018, 22:04

CarloMonte skrev:Når jeg derimod læser de svar der er "for" at få en lille ny, så bliver jeg bare så glad indeni. Jeg smiler, jeg bliver rørt og det føles bare rigtigt.
Jeg ved at mine to yngste ønsker sig en lillebror/lillesøster, så det burde ikke være et problem, og det med pengene og den manglede plads, er heller ikke et problem der ikke kan løses. Det er i hvert fald ikke den udslagsgivende faktor.

Pt. er jeg nok mere for end imod, men jeg er slet ikke færdig med at tænke det hele igennem :)


Mon ikke dit hjerte i sidste ende vil fortælle dig, hvad du skal gøre?
0
Brugeravatar
Anilara
Indlæg: 2498
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:43
Kort karma: 335
Likede indlæg: 3969

Re: Jeg er klar til at få et ny barn. Eller er jeg?

Indlægaf Anilara » 16. feb 2018, 22:27

ajnaM skrev:
Jeg kan sagtens se, hvad du mener og er også enig et stykke hen ad vejen.

Men samtidig mener jeg ikke, man kan dele det så enkelt op. Nu bevæger vi os helt væk fra TS' situation, men jeg har set ressourcestærke mødre knække helt sammen - og har også selv stået i det, efter jeg fik min sidste (og nok også min første, men det havde jeg ikke lige selvindsigt nok til at gøre noget ved). Samtidig har jeg set helt unge eller på andre måder ressourcesvage mødre klare det uden at kny. Nogle af dem vokser op i et hjem uden bogreol og klaver, men det er vel heller ikke det, der er succeskriteriet?

Selvfølgelig skal hjemløse narkomaner og andre i den liga ikke have børn. Børn har brug for en eller anden form for tryg base og nogle forældre, som kan tage sig af dem. Men derudover mener jeg ikke, man kan opsætte ret mange regler for, hvornår man 'evner' at være en god forælder. Altså bortset fra, om man har lyst til at være sammen med sine børn.

For mig har det at være rationel omkring et valg om at få børn ikke meget at gøre med om der er bogreoler og klaver. Det fylder minimalt, i processen om at træffe det rette valg.
Der er ting som er langt mere vigtige end det - og det beklager jeg, hvis jeg har givet udtryk for, at det var sådanne småting jeg tænkte var afgørende.

Jeg mener, at det som skal fylde lige så meget som lysten til at få børn, er at se om man som menneske, partner og forælder umiddelbart fortsat kan være god nok. Hvis man ser, at man ved at få et endnu et barn i sit liv risikerer at nogle ting bliver betydeligt vanskeligere, så mener jeg, at man skylder sig selv og sine nærmeste (og det imaginære barn) at lade det fylde mindst lige så meget i overvejelserne, som urdriften af at ville have et barn.

Jeg fornemmer at vi ikke bliver enige, og fred være med det. Jeg blev bare nødt til at udtrykke, at jeg absolut ikke mener "lysten" er det vigtigste. Vilkårene for barnet og familien er for mig det vigtigste, og selvom man ikke kan spå om fremtiden, skylder man sig selv og de nærmeste at tænke de tanker lige så meget igennem.

Kort sagt; man skal få børn fordi man har lyst, men ligeså meget fordi man kan tilbyde et godt liv.
2
Brugeravatar
hotlips
Indlæg: 2094
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:01
Kort karma: 242
Likede indlæg: 4214

Re: Jeg er klar til at få et ny barn. Eller er jeg?

Indlægaf hotlips » 1. mar 2018, 04:51

Jeg har iøvrigt selv fået søskende der var meget yngre, jeg var lige blevet 13 da min lillesøster min far fik med sin kone nr to blev født, det er så hende der er gravid nu.

Det har selvfølgelig betydet meget at der var så stor forskel men vi har så kunnet gøre nogle andre ting end så mange andre, jeg har haft hende på weekend og hun kom på ferie hos mig efter jeg var voksen og jeg har taget hende med på stranden og i biografen og passet hende selv fra hun var blebarn og jeg ville gerne give flaske og skifte ble osv.
Det betyder ikke så meget idag, selvom hun stadig er noget yngre så er vi jo voksne damer og om lidt med børn begge to så det er ikke noget jeg rigtigt tænker over, bortset fra at jeg gerne vil hjælpe med hvad jeg nu kan men sådan ville jeg jo have det uanset hvem i min nære familie der ventede sig og var alene om det.

Før jeg fik barn så manglede jeg ham, det var slet ikke en mulighed ikke at få ham hvis jeg på nogen måde kunne skabe nogle acceptable rammer og det kommer nok til at blive kriteriet for om jeg skal arbejde på at få flere, selvom jeg ikke regner med at det bliver så voldsomt en følelse igen fordi jeg har en så er den der følelse af virkelig at savne det barn, at kunne mærke noget er tomt fordi de der hører til hos mig ikke er her og jeg tydeligt kan mærke at de mangler nok for mig det der vil gøre forskellen.

Jeg synes ikke det at du føler vemod fordi de andre børn er blevet store behøver betyde noget der skal analyseres eller at gøre nogen forskel i forhold til om du skal vælge at få en mere eller ej, jeg betragter det som noget helt naturligt når man har syntes noget var en dejlig tid, og hvis det bør betyde noget i forhold til flere er det måske bare at i er gode til at trives med små børn, og det er nok noget af det sværeste for andre at bedømme eller forstå, især når man kun kender folk under de her forhold.

Nu har jeg kun en, men jeg var 33 da han kom og jeg er sikker på jeg har det lettere end hvis jeg havde fået ham tidligt, især i disse tider hvor man ikke kan læse en avis uden at en ekspert udtaler sig om over beskyttende forældre og en anden klager over at børn går for lud og koldt vand mens forældrene sidder med næsen i en skærm så tror jeg at jeg har sparet mange bekymringer og forsøg på at leve op til noget jeg kunne mærke blev forventet af andre, og det er bare nemmere når man selv ved hvad vej man vil, og det må være en verden til forskel på at være unge forældre der får den første og så at få nr 4 i trediverne, men det er også det jeg har hørt fra alle der har været i den situation,også at de større børn meget gerne vil være med til at hjælpe.
0

Tilbage til "Livets forhold"