Kvinder i krig

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
Daine
Indlæg: 24611
Tilmeldt: 19. aug 2015, 18:57
Kort karma: 3193
Geografisk sted: Midtjylland
Likede indlæg: 36731

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Daine » 6. feb 2018, 09:14

Jeg fik lige en “Hjælp!” SMS fra en veninde, som lige er blevet ledig og skal i gang med at opdatere hendes cv. Hun synes ikke rigtig det fyldte noget, hendes beskrives af hvad hun havde lavet og hun spurgte mig om hjælp (hun har været i en af vores søsterbutikker og vi har også arbejdet sammen tidligere). Så jeg har siddet i en lille halv time og skrevet ned, hvilke arbejdsopgaver der er i den afdeling samt de ting jeg ved hun har stået for udover.

Det har givet mig hovedpine, kvalme og hjertebanken! Det er vildt, der ikke skal mere til, jeg er ærlig talt rystet. De arbejdsopgaver hun har ligner mine til forveksling, jeg har blot et større ansvar i min butik, fordi jeg også hjælper til i den anden afdeling (vi har en bog og en papir afdeling, i de små butikker). Når jeg skal retur på arbejde, bliver det med reduceret arbejdstid og kun få - meget enkle - arbejdsopgaver/ansvarsområder det første stykke tid - har min læge sagt. Indrømmet jeg har nok inderst inde tænkt “jaja, hvor svært kan det være”, men altså, hvis jeg kan få det dårligt herhjemme af at liste ansvarsområder op ... hvordan bliver det så ikke på arbejdet, når jeg skal udføre dem? Lidt en øjenåbner og noget jeg skal huske, når jeg skal samtale med min chef inden min tilbagevenden.
2
"I en tid med så meget ondskab, må vi passe på kærligheden", citat: Hr. Aurland

Jo mere viden man tilegner sig, des mere ved man, at der er ting man ikke ved. Ting man før ikke anede at man ikke vidste, ved man nu, at man ikke ved.
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Kvinder i krig

Indlægaf LaScrooge » 6. feb 2018, 16:49

Jeg tror måske også, at jeg er en kvinde i krig. Jeg tror bare også, at jeg har været det så længe, at jeg tænker, at det bare er sådan livet er. Det er lidt svært og ingen er perfekte og jeg skal kæmpe hårdt for tingene. Jeg lever med alt muligt, accepterer og rummer, fordi der også er dejlige ting - og sådan har det været altid, med ganske få undtagelser. Jeg føler måske, nu jeg tænker tilbage, at jeg sprang ud fra helikopteren da vandet var dybest og så skulle jeg bare lære at svømme. Og det har jeg så gjort, sådan nogenlunde. Og jeg har lært mig selv det.

Jeg kommer fra en skodopvækst og har ikke rigtig kontakt med min mor. Det er et bevidst fravalg. Heldigvis har jeg rigtig meget dejlig familie udenom, som er there for the taking; mennesker, jeg på mange måder føler matcher forskellige sider af mig, og de elsker mig, kan jeg mærke, og jeg føler mig hjemme med dem. Jeg kan mærke mig selv med dem. Jeg ser dem ikke så meget, fordi jeg har et enormt behov for at bygge min egen verden op. Noget der er MIT, som ingen kan tage fra mig, og hvor jeg ikke skal mærke, at jeg kommer i anden række. Det udmønter sig i at jeg dyrker venskaber og lever et meget aktivt og udadvendt liv. Gør jeg ikke det, mærker jeg frygten for at være alene. Eksistentiel ensomhed. Men venskaber, ægte venskaber, er mine, og jeg går meget op i at være en god ven. Det hiver mig op fra afgrunden at jeg har mennesker at tale med, som kender mig og som jeg kender. Jeg ved ikke om andre har det på samme måde. Måske føler de sig kendt pr default, fordi de ikke blev spejlet forkert af deres rådne mor og derfor heller ikke skulle bruge rigtigt meget tid på at fjerne al spindelsvævet, så den, de er, kunne træde tydeligt frem? - for jeg føler egentlig, at jeg altid har haft en meget stærk fornemmelse af mig selv; min egen identitet og integritet. At jeg har stået stærkt i mig selv. Jeg skulle ligesom bare finde de rigtige mennesker, dem jeg også kunne lide, og de ting, jeg godt kunne lide at lave, så jeg vidste hvad jeg skulle omgive mig med for at være glad og trives.

Jeg finder også mænd som ikke er gode for mig. De er rigtig fine som de er, plus-minus de problemer, de nu kæmper med i den fase af deres liv hvor jeg møder og er sammen med dem. Men det har været snært i forhold til at blomstre og trives sammen med dem - det har mere været på trods af dem, at jeg er lykkes med det jeg nu havde for på et givent tidspunkt.

Jeg har haft 4 seriøse forhold (inklusive min kæreste.
Den første voksede jeg fra. Han kunne ikke følge med det første, alvorlige tigerspring, jeg tog, da jeg var 24.
Den anden viste sig at være impotent - seksuelt og i livet. Han var passiv og konfliktsky, kunne ikke mærke sig selv, kunne ikke træde i karakter. I hvert fald ikke overfor mig. Nu er han sammen med en anden på snart.... 8. år, så nogen passer han sammen med.
Den 3. elskede jeg. Vi havde det virkelig sjovt sammen. Men han var også passiv og konfliktsky, på mange måder umoden. Han var også afhængig af hash i al den tid vi var sammen, selvom han ikke røg hele tiden - blandt andet fordi jeg truede med at gå fra ham, hvis han ikke holdt op. Ham under jeg alt godt og han er heldigvis meget lykkelig i dag, med en rigtigt sød person.
Min kæreste nu er den mest komplicerede af dem alle sammen. Ikke ubetinget god for mig. Hemmelighedsfuld, til tider uærlig, følelsesladet, humørsvingende, til tider manipulerende, har lavt selvværd, muligvis narcissistiske tendenser (covert narcissism, hvis I kender til det?), muligvis manio-depressiv, i hvert fald depressiv; har problemer med sin familie, har problemer med mig, har problemer med sit temperament, er uafklaret i forhold til en masse ting. Det er tungt at være sammen med ham, oftest. Men jeg elsker ham. Jeg har ingen lyserøde briller på, jeg ved godt hvad der sker. Jeg ved godt at der er en risiko for, at han ikke får det bedre, heller ikke selvom han går i terapi og bliver behandlet for angst og depression. Men jeg har minderne om lange perioder hvor han har haft det godt og hvor vi har været i harmoni. Hvor vi er afslappede sammen, kan snakke sammen, ikke er på vagt og ikke har ømme tæer. Og det er det der gør at jeg bliver. Han er det bedste jeg ved, når vi har det godt. Ren heroin.

Og jeg ved godt, at følelser også er en slags narko, og at vendingen derfor er meget velvalgt. Jeg kender blandt andet godt til begrebet trauma bonding, og ved, at det har kendetegnet os på et tidspunkt.

Men hvorfor er det så at jeg ikke enten er alene eller finder mig en partner, der er god for mig? Først og fremmest så har jeg erkendt, at jeg har brug for at have et menneske der er så tæt på, som en kæreste er. Der er en uro i mig, som hører op, når jeg er sammen med en. Jeg tror måske det er en omsorgsskade jeg pådrog mig på grund af min rådne mor. Så det har jeg accepteret ved mig selv. Det er ikke fordi jeg ikke kan klare mig alene, for det kan jeg sagtens - jeg trives bare bedst med en partner, så sådan en vil jeg have. Jeg vil jo også bare gerne prøve at have en god én. En jeg kan gro sammen med.

Men hvad er det så for en?

Jeg bliver nødt til at afrunde indlægget, for nu kommer min kæreste hjem.
1
And we both know: I will be delicious
Sorenspige
Indlæg: 7067
Tilmeldt: 29. sep 2015, 06:34
Kort karma: 967
Likede indlæg: 9377

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Sorenspige » 6. feb 2018, 19:11

På papiret burde jeg ikke være i krig med mig selv.

Jeg har haft et "nemt" liv uden overgreb, alkohol, stoffer, vold osv. indblandet. I dag har jeg en dejlig mand, to ønskebørn, bor i hus og har et arbejde, som jeg er glad for, og hvor jeg har været i 9 år.

Til gengæld er jeg vokset op med ansvaret for mine forældres lykke - især min mors. Troede jeg, selvom min mor altså aldrig har krævet det direkte. Jeg har overtilpasset mig i en sådan grad, at jeg hele mit liv har forsøgt at gøre andre tilpasse.

Efter fødslen af mine børn gik det bare ikke længere. Jeg klarede det på ingen måde, som jeg forventede/troede, og jeg har slået mig selv i hovedet med, at jeg ikke fortjente mine børn, selvom de er højt elskede og længe ventede.
Det kan jeg så ikke holde til mere. Så jeg sjal lære at give plads til hele mig også alle de sider, som har været undertrykt altid.
1
Muddi
Indlæg: 3432
Tilmeldt: 8. nov 2015, 13:34
Kort karma: 411
Likede indlæg: 2503

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Muddi » 7. feb 2018, 11:54

Efter at have læst denne tråd, må jeg erkende, at jeg har været i krig i perioder gennem hele mig liv.

I 2010 fik jeg konstateret, at jeg har en medfødt hjerneskade i frontallapperne, og på mange måder faldt mange brikker på plads om, hvorfor jeg havde haft det svært igennem hele min barn- og ungdom. Jeg har altid følt mig anderledes og haft svært ved det sociale, som gør, at venner er kommet og gået, og aldrig været der særlig længe.

Det har og medført, at jeg idag er i fleksjob. Jeg bliver hurtig træt, og har svært ved at fungere i larm, uro, og når tingene er uoverskuelige.

Jeg er pt sygemeldt med en depression, jeg ikke ved, hvor er kommet fra, og af. Min læge mente i starten af det nye år, at jeg havde en overbelastningsreaktion oven på julen, hvor der var sket for meget, og en december hvor jeg havde kørt mig selv for hårdt.

Nu er kommunen også begyndt at blande sig i krigen. Jeg skal udfylde skemaer, og svare på, hvornår jeg regner med at komme tilbage på arbejde. Idag er jeg blevet ringet op af en dame fra kommunen, der stillede nogle spørgsmål, ville sende mig i et coaching forløb, og oplyste mig om, at hun sammen med min leder, ville lave et møde, hvor vi skulle snakke om, hvad de kunne gøre for at få mig tilbage på arbejde.

Så nu sidder jeg her, handlingslammet, og med resterne af et angstanfald jeg ikke burde have ( jeg er jo på medicin), og hovedpine og urolig mave.

Det er svært, når jeg ikke kan få den ro, jeg så tydeligt har brug for, for at kæmpe en krig, som for tiden er så stærk, at der ikke er plads til noget andet.
0
Brugeravatar
HappyQ
Indlæg: 2692
Tilmeldt: 12. aug 2015, 09:37
Kort karma: 398
Geografisk sted: Helsingør
Likede indlæg: 3848

Re: Kvinder i krig

Indlægaf HappyQ » 7. feb 2018, 12:44

Muddi skrev:Efter at have læst denne tråd, må jeg erkende, at jeg har været i krig i perioder gennem hele mig liv.

I 2010 fik jeg konstateret, at jeg har en medfødt hjerneskade i frontallapperne, og på mange måder faldt mange brikker på plads om, hvorfor jeg havde haft det svært igennem hele min barn- og ungdom. Jeg har altid følt mig anderledes og haft svært ved det sociale, som gør, at venner er kommet og gået, og aldrig været der særlig længe.

Det har og medført, at jeg idag er i fleksjob. Jeg bliver hurtig træt, og har svært ved at fungere i larm, uro, og når tingene er uoverskuelige.

Jeg er pt sygemeldt med en depression, jeg ikke ved, hvor er kommet fra, og af. Min læge mente i starten af det nye år, at jeg havde en overbelastningsreaktion oven på julen, hvor der var sket for meget, og en december hvor jeg havde kørt mig selv for hårdt.

Nu er kommunen også begyndt at blande sig i krigen. Jeg skal udfylde skemaer, og svare på, hvornår jeg regner med at komme tilbage på arbejde. Idag er jeg blevet ringet op af en dame fra kommunen, der stillede nogle spørgsmål, ville sende mig i et coaching forløb, og oplyste mig om, at hun sammen med min leder, ville lave et møde, hvor vi skulle snakke om, hvad de kunne gøre for at få mig tilbage på arbejde.

Så nu sidder jeg her, handlingslammet, og med resterne af et angstanfald jeg ikke burde have ( jeg er jo på medicin), og hovedpine og urolig mave.

Det er svært, når jeg ikke kan få den ro, jeg så tydeligt har brug for, for at kæmpe en krig, som for tiden er så stærk, at der ikke er plads til noget andet.

Søde Muddi jeg synes, du skal ringe til din læge og få hende til kontakte kommunen, du har en depression, det skal en tilfældig sagsbehandler ikke begynde at blande sig i helbredelsen af. Rigtig god bedring, jeg håber, du får ro til at komme ovenpå igen :kram:
6
23-06-16 :love2:
Brugeravatar
Charly
Indlæg: 3070
Tilmeldt: 24. sep 2015, 19:14
Kort karma: 433
Likede indlæg: 8018

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Charly » 7. feb 2018, 13:01

Jeg er vel egentlig også i en eller anden form for krig...

Jeg har været nedlagt af stress i for nogle år siden, og jeg synes aldrig jeg er kommet helt oven på. Jeg husker dårligt, jeg stresser nemt, jeg mister overblik - og jeg er træt af det. Jeg vil rigtig gerne finde mig et nyt job, men jeg blokerer mental. Jeg har en indædt mangel på tro på mig selv og mine evner. Jeg har nok altid været usikker på mig selv og det i kombination med en dårlig chef har gjort at min selvtillid ligger i ruiner. Så alle mine undskyldninger for at ikke at gå i gang, hænger nok sammen med min manglende tro på mig selv og en skræk for at blive afvist, hvilket jo ville bekræfte at jeg ikke kan noget - og da slet ikke finde et nyt job.

Allerede nu sidder jeg så og tænker, at det da virkelig ikke er en krig, der hører til her - for hvor svært kan det lige være :rulle:
1
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Kvinder i krig

Indlægaf LaScrooge » 7. feb 2018, 14:36

Noget af det jeg tror jeg skal tænke over, grundigt, det er, hvad der får mig til at føle mig elsket. Jeg er så at sige ikke vant til følelsen, så jeg frygter en smule, at jeg måske ikke mærker når andre gør det - selvom jeg ved, at de gør. Jeg tror, at jeg snarere går ud fra at de accepterer mig, men jeg ved ikke, hvad kærlighed er for dem og hvad der følger af deres kærlighedsfølelse. Jeg er også nervøs for, om jeg tolker handlinger (og manglende handlinger) som mangel på kærlighed. Jeg har kun mig selv at gå ud fra, i den forstand, at jeg ikke rigtig kan huske at have følt mig helt tryg og omgivet af kærlighed, så hvordan føles det? Måske skal jeg gå antropologisk til værks og spørge dem jeg er tæt på hvordan de viser deres kærlighed til andre, og hvad i deres adfærd, der afslører deres kærlighed. Og hvad der får dem til at føle sig elsket, og hvad de tolker som udtryk for kærlighed i andres handlinger og adfærd. Jeg er heldigvis sådan indrettet at jeg kan tillære mig den slags - jeg skal have det vist og så giver det mening. Lidt som om jeg skal opdage det først, men når det så er der, kan jeg tage det til mig som en del af den måde verden også er på.

Jeg ved godt hvornår jeg selv elsker og jeg ved hvad der følger af min kærlighedsfølelse. Jeg har nogle referencepunkter, fx mine nevøer og niecer. Dem elsker jeg og det kan jeg sige helt uden tvivl. Ved andre mærker jeg det som fx et meget stærkt ønske om at det skal gå dem godt; jeg lider hvis det går dem dårligt; jeg bekymrer mig for dem, tænker på dem, er opmærksom på dem, hører hvad de siger, hører hvad de ikke siger, prøver at støtte dem frem mod de erkendelser de søger; giver tid, plads, rum; skubber, når jeg tror det er det rigtige at gøre; er tydelig om mig selv og trækker grænser, for dem, der har brug for det; rummer og tilgiver ud fra den parole, at det vigtigste er, at der er nogen der sér en, og ved hvem man er, og det kan man kun skabe, hvis der er tillid og tryghed i relationen. Derfor snakker jeg heller ikke efter munden, selvom jeg godt kan stryge med hårene. Jeg prøver at være spejlet der kan bruges til noget, en konstant, som er konstant fordi jeg har integritet. Jeg synes faktisk, at jeg er en rigtig god ven på den måde.

Men hvordan føles det, når andre elsker mig? Og hvad får mig til at føle mig elsket? Giver kærlighed frihed i en relation, bliver mit næste spørgsmål, for dét ville godt nok være rart. Jeg holder mig selv i stram snor, altid, og det er rart at mærke, at jeg kan være urimelig og træde ved siden af engang imellem - fx fordi jeg tillader mig selv at føle lidt mere og lade andre møde mine følelser? men at der med det ikke følger straf? Straf = jeg tager min kærlighed tilbage, for du har ikke fortjent den, når du kan være sådan. Hilsen Scrooges mor.

Disse ting får mig til at føle mig elsket:
Når folk
husker, hvem jeg er, hvad jeg har sagt, gjort og oplevet
prioriterer mig
gør ting for mig (selvom det er besværligt)
viser at de kender mig ved at tænke det bedste om mig
prøver at forstå mig
er tilgivende overfor mig
og måske hvis de synes, at det gerne må være lidt nemt for mig engang imellem (selvom jeg virkelig ikke vil være til besvær)
1
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
Avino
Indlæg: 708
Tilmeldt: 17. sep 2015, 15:58
Kort karma: 207
Likede indlæg: 1156

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Avino » 7. feb 2018, 18:18

Aragorn skrev:Hvordan definerer du narcissisme og psykopati?

Bare et opklarende spørgsmål, for at fastslå om vi bevæger os i det kliniske område, eller om det er din egen private definition - hvilket ikke ændrer din oplevelse, men fortæller os andre noget om, hvad vi skal læse når du bruger disse ord.


Hvad er det egentligt der gør, at du føler dig så bedrevidende ?
Nu har jeg læst flere tråde, hvor du- som jeg ser det- svarer TS (ikke kun MN) på en meget nedladende måde.
Der er ikke nogen opmuntring. Ingen empati.
Der er bare et statement- sådan er tingene bare. Ingen løsninger.
Jeg synes faktisk, at du er meget intrigant.
Dine svar -gør ikke TS noget godt.

Det kan godt være, at du selv synes at du har fundet de vises sten.
I min verden- er du rigtigt uforskammet.

Måske du skulle overveje dine svar, inden du trykker på tastaturet.
3
Brugeravatar
Aragorn
Indlæg: 7327
Tilmeldt: 9. jul 2017, 20:50
Kort karma: 1558
Likede indlæg: 23139

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Aragorn » 7. feb 2018, 21:36

Avino skrev:
Aragorn skrev:Hvordan definerer du narcissisme og psykopati?

Bare et opklarende spørgsmål, for at fastslå om vi bevæger os i det kliniske område, eller om det er din egen private definition - hvilket ikke ændrer din oplevelse, men fortæller os andre noget om, hvad vi skal læse når du bruger disse ord.


Hvad er det egentligt der gør, at du føler dig så bedrevidende ?
Nu har jeg læst flere tråde, hvor du- som jeg ser det- svarer TS (ikke kun MN) på en meget nedladende måde.
Der er ikke nogen opmuntring. Ingen empati.
Der er bare et statement- sådan er tingene bare. Ingen løsninger.
Jeg synes faktisk, at du er meget intrigant.
Dine svar -gør ikke TS noget godt.

Det kan godt være, at du selv synes at du har fundet de vises sten.
I min verden- er du rigtigt uforskammet.

Måske du skulle overveje dine svar, inden du trykker på tastaturet.


Jeg føler mig bestemt ikke bedrevidende, til gengæld er jeg klar over at der ikke er sort og hvidt nogen steder. Så for at kunne tale om tingene, er man nødt til at være enige om, hvordan tingene er, til at starte med. Jeg forstår netop ikke hvad TS mener og beskriver, og derfor spørger jeg til en nøjagtig definition.

Hvad skal TS bruge min opmuntring eller empati til? Kan den gavne hende overhovedet? Er det til nogen hjælp at jeg skriver, at det er jeg godt nok ked af, sikke en omgang, jeg håber det bliver bedre?

Bliver noget rent faktisk bedre for TS af at jeg (eller nogen som helst anden) skriver således? Eller er det tilfældet, kunne det rent faktisk tænkes, at den medfølelse man kan få fra en fremmed på internettet ikke gør en skid forskel, og det intet nytter i forhold til at løse problemer? At det er det samme lort når man står op i morgen, fordi man ikke er blevet en kæft klogere, på trods af at man er blevet klappet på ryggen af 10 forskellige på nettet aftenen før?

Nej, det er da vanvid at forestille sig, at man ikke får det bedre af at der er nogen der føler med én! Det får da alt til at gå væk.

Hvis man har problemer med den måde verden reagerer på én, er det ofte fordi man ikke er klog nok til at aflæse verden. Hvad jeg ønsker for andre, og hvad jeg ønsker for mig selv, er at blive klogere på det indre liv, fordi det er dét, der styrer det ydre i den retning det nu engang bevæger sig - og selvfølgelig kommer jeg ikke med nogen løsninger, jeg kender ikke de tanker TS har. Jeg kan maksimalt foreslå at tænke på dit eller dat, og overveje om der er noget der kan gøres anderledes eller bedre.

Hvad du foreslår er til gengæld at sige en masse pæne ting, men ikke se tingene i øjnene og det har aldrig løst noget.

Det føles rart, dog.
0

Essen meine sheisse. Schmäct gut, jah?
All poopoo times are peepee times, but not all peepee times are poopoo times.
D.itsen
Indlæg: 3294
Tilmeldt: 11. aug 2015, 15:23
Kort karma: 561
Geografisk sted: Vestsjælland
Likede indlæg: 8896

Re: Kvinder i krig

Indlægaf D.itsen » 8. feb 2018, 05:36

Jeg tror temmelig mange mennesker har fået det bedre i nuet af at tilfældige mennesker på nettet har gidet at læse om deres udfordringer, at nogen har givet udtryk for at de står i det samme, at nogen kan fortælle historien om hvordan de har stået i det samme men har fået det bedre. Det løser ikke problemerne, men det er fandme nemmere at bære når man ikke føler sig helt alene i verden.


Ingen mennesker har vist nogensinde fået det bedre af andres behov for at virke nedladende og trælse.

God kamp til jer der kæmper
10
UH UH UH UH KORT :love:

Hjemme i DK igen :banan2:
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 21951
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 2513
Likede indlæg: 59513

Re: Kvinder i krig

Indlægaf DetSorteCirkus » 8. feb 2018, 07:50

Aragorn skrev:Jeg føler mig bestemt ikke bedrevidende, til gengæld er jeg klar over at der ikke er sort og hvidt nogen steder. Så for at kunne tale om tingene, er man nødt til at være enige om, hvordan tingene er, til at starte med. Jeg forstår netop ikke hvad TS mener og beskriver, og derfor spørger jeg til en nøjagtig definition.

Hvad skal TS bruge min opmuntring eller empati til? Kan den gavne hende overhovedet? Er det til nogen hjælp at jeg skriver, at det er jeg godt nok ked af, sikke en omgang, jeg håber det bliver bedre?

Bliver noget rent faktisk bedre for TS af at jeg (eller nogen som helst anden) skriver således? Eller er det tilfældet, kunne det rent faktisk tænkes, at den medfølelse man kan få fra en fremmed på internettet ikke gør en skid forskel, og det intet nytter i forhold til at løse problemer? At det er det samme lort når man står op i morgen, fordi man ikke er blevet en kæft klogere, på trods af at man er blevet klappet på ryggen af 10 forskellige på nettet aftenen før?

Nej, det er da vanvid at forestille sig, at man ikke får det bedre af at der er nogen der føler med én! Det får da alt til at gå væk.

Hvis man har problemer med den måde verden reagerer på én, er det ofte fordi man ikke er klog nok til at aflæse verden. Hvad jeg ønsker for andre, og hvad jeg ønsker for mig selv, er at blive klogere på det indre liv, fordi det er dét, der styrer det ydre i den retning det nu engang bevæger sig - og selvfølgelig kommer jeg ikke med nogen løsninger, jeg kender ikke de tanker TS har. Jeg kan maksimalt foreslå at tænke på dit eller dat, og overveje om der er noget der kan gøres anderledes eller bedre.

Hvad du foreslår er til gengæld at sige en masse pæne ting, men ikke se tingene i øjnene og det har aldrig løst noget.

Det føles rart, dog.


Jeg tror faktisk på, at du mener dine indlæg godt, og jeg er ikke uenig i dit syn på, hvad der generelt hjælper mennesker i krise. Jeg kan også fint forstå det underliggende argument; at det her er en debat, hvor man reagerer på hinandens indlæg og spørger ind. I startindlægget efterlyses der endda kommentarer.
Med andre ord tror jeg ikke, at du obstruerer eller på anden måde bevidst går efter at hijacke eller ødelægge tråden.

Ikke desto mindre findes der, måske især på et relativt lille og familiært forum som dette, ofte en usagt kultur, der straks er sværere at pinde ud og agere indenfor rammerne af. Jeg kan ikke nøjagtig forklare hvor og hvorfor, men i denne tråd fornemmer jeg, at det ikke primært handler om at løse problemer og komme videre, men om at fortælle om og få støtte til den proces ude i virkeligheden, der gerne skal gøre alt det. Altså løse problemer og få TS'erne og andre videre i tilværelsen. Der er allerede blevet fortalt om krævende terapi og langtidssygemeldinger, dvs. om hvordan der allerede reageres, handles og ses realiteterne i øjnene, og derfor tænker jeg, at det vigtigste formål med tråden her er at skabe og have et rum for alt det, man ikke lige tager med til psykologen eller mødet med arbejdsgiveren, hvor diskursen er - og også bør være - løsningsorienteret. Tråden er et frirum, hvor man må have lov til at forvente, at man kan tømme hovedet og bare skrive løs uden at skulle stå til regnskab. Hvor det at have det rart, for nu at bruge dit eget ord, faktisk har en virkelig høj prioritet.

Det er selvfølgelig i orden at mene, at det er blændværk at have behov for bare at udtrykke sig uden konstant at have fokus på mål og udvikling, men i så fald vil jeg mene, at "skik følge eller land fly"-reglen træder i kraft. Hvilket da helt sikkert kan være frustrerende, når man bare gerne vil hjælpe. Især når TS selv er ude og frabede sig, i dette tilfælde, semantiske diskussioner, synes jeg, at det skal respekteres.
9
Brugeravatar
Raenil
Indlæg: 2531
Tilmeldt: 27. nov 2016, 10:50
Kort karma: 128
Geografisk sted: Silkeborg
Likede indlæg: 8488

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Raenil » 8. feb 2018, 08:32

Når min kone begynder at snakke, spørger jeg hende af og til om hun har brug for at få løst problemet eller at tale om dem. Hvis hun har behov for at tale, gør jeg det kun værre, hvis jeg forsøger at løse dem.

Denne tråd virker på mig som en "tale om dem" og det skal man have respekt for, når man som jeg (og andre...) er løsningsorienteret.
10
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Kvinder i krig

Indlægaf LaScrooge » 8. feb 2018, 08:52

Aragorn skrev:Jeg føler mig bestemt ikke bedrevidende, til gengæld er jeg klar over at der ikke er sort og hvidt nogen steder. Så for at kunne tale om tingene, er man nødt til at være enige om, hvordan tingene er, til at starte med. Jeg forstår netop ikke hvad TS mener og beskriver, og derfor spørger jeg til en nøjagtig definition.

Hvad skal TS bruge min opmuntring eller empati til? Kan den gavne hende overhovedet? Er det til nogen hjælp at jeg skriver, at det er jeg godt nok ked af, sikke en omgang, jeg håber det bliver bedre?

Bliver noget rent faktisk bedre for TS af at jeg (eller nogen som helst anden) skriver således? Eller er det tilfældet, kunne det rent faktisk tænkes, at den medfølelse man kan få fra en fremmed på internettet ikke gør en skid forskel, og det intet nytter i forhold til at løse problemer? At det er det samme lort når man står op i morgen, fordi man ikke er blevet en kæft klogere, på trods af at man er blevet klappet på ryggen af 10 forskellige på nettet aftenen før?

Nej, det er da vanvid at forestille sig, at man ikke får det bedre af at der er nogen der føler med én! Det får da alt til at gå væk.

Hvis man har problemer med den måde verden reagerer på én, er det ofte fordi man ikke er klog nok til at aflæse verden. Hvad jeg ønsker for andre, og hvad jeg ønsker for mig selv, er at blive klogere på det indre liv, fordi det er dét, der styrer det ydre i den retning det nu engang bevæger sig - og selvfølgelig kommer jeg ikke med nogen løsninger, jeg kender ikke de tanker TS har. Jeg kan maksimalt foreslå at tænke på dit eller dat, og overveje om der er noget der kan gøres anderledes eller bedre.

Hvad du foreslår er til gengæld at sige en masse pæne ting, men ikke se tingene i øjnene og det har aldrig løst noget.

Det føles rart, dog.


Det er et kompliceret indlæg at svare på, synes jeg. Hvis du ønsker, at TS skal åbne sig for dig og fortælle hvad hun baserer sådan en vurdering på, som - alt andet lige - må vokse ud af nogle meget private oplevelser og overvejelser, så tror jeg, at du skal demonstrere andet og mere end dissektørens interesse. Det her er en personlig tråd, så når jeg går ind i den, går jeg ind i den med mig selv og mit eget føle-sanse-refleksionsapparat aktiveret og ligeledes forberedt på, at jeg er et menneske, der møder andre mennesker i noget personligt. Det kræver empati, det kræver ægte interesse og et ønske om at engagere med den anden ud fra oplevelsesverdener, som nogle gange er forskellige, men hvor den forskellighed ikke fordrer at man forhandler sig frem til definitioner, som begge kan acceptere, men mere at man prøver at leve sig ind i hvor den anden er, for at man derfor kan snakke med på deres præmisser. Det er ikke nødvendigvis nødvendigt at definere et fælles objektivt udgangspunkt, for denne tråds verden er en følelsesverden, hvor man tentativt indkredser og afgrænser og sætter ord på tingene, nogle gange bare for at smage på dem. Og mest af alt er denne tråd et sted hvor folk blotter sig og på indgangsdøren står der derfor (i mit hoved): Hold dig væk hvis du ikke forstår hvordan man møder andres sårbarhed.

I forhold til om det har nogen effekt at folk på et debatforum er søde og varme mod én? Tja. Hvad kan jeg sige andet end: Hvad kommer det dig ved? Skal du afgøre om noget føles rart eller har effekt for andre? Skal du afgøre, om de bruger deres tid bedre et andet sted? Du ved ingenting, Jon Snow, dybest set.
5
And we both know: I will be delicious
Shadowmoon
Indlæg: 34
Tilmeldt: 26. apr 2017, 18:11
Kort karma: 0
Likede indlæg: 91

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Shadowmoon » 8. feb 2018, 11:47

ManicNinja skrev:
Læs fx disse to artikler - den sidste om forskellige typer af narcissistiske mødre, som skader deres døtre:

http://powerkvinderne.dk/liste/624-enhv ... narcissist




Holy crap, det var noget af et wake up call.

Jeg har lige siddet og nærlæst artiklen og understreget alle de pointer, jeg kunne overføre direkte fra teksten til min ex-kæreste :ad!:

Det var dog ikke alt, der passede på ham, men der var nok til at jeg synes, det var lidt skræmmende.

Jeg er så lettet over, at jeg endelig fik sagt fra og gik fra ham.
I dag, her godt en måned efter vores brud, siger mine 3 voksne børn samstemmende, at de oplever at have fået deres mor tilbage, dvs en mor, der er nærværende og glad.
Det er tankevækkende, at jeg åbenbart ændrede mig så meget for at forsøge at gøre ham tilfreds (Hvilket han iøvrigt alligevel aldrig var)
1
Muddi
Indlæg: 3432
Tilmeldt: 8. nov 2015, 13:34
Kort karma: 411
Likede indlæg: 2503

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Muddi » 8. feb 2018, 16:54

HappyQ skrev:
Muddi skrev:Efter at have læst denne tråd, må jeg erkende, at jeg har været i krig i perioder gennem hele mig liv.

I 2010 fik jeg konstateret, at jeg har en medfødt hjerneskade i frontallapperne, og på mange måder faldt mange brikker på plads om, hvorfor jeg havde haft det svært igennem hele min barn- og ungdom. Jeg har altid følt mig anderledes og haft svært ved det sociale, som gør, at venner er kommet og gået, og aldrig været der særlig længe.

Det har og medført, at jeg idag er i fleksjob. Jeg bliver hurtig træt, og har svært ved at fungere i larm, uro, og når tingene er uoverskuelige.

Jeg er pt sygemeldt med en depression, jeg ikke ved, hvor er kommet fra, og af. Min læge mente i starten af det nye år, at jeg havde en overbelastningsreaktion oven på julen, hvor der var sket for meget, og en december hvor jeg havde kørt mig selv for hårdt.

Nu er kommunen også begyndt at blande sig i krigen. Jeg skal udfylde skemaer, og svare på, hvornår jeg regner med at komme tilbage på arbejde. Idag er jeg blevet ringet op af en dame fra kommunen, der stillede nogle spørgsmål, ville sende mig i et coaching forløb, og oplyste mig om, at hun sammen med min leder, ville lave et møde, hvor vi skulle snakke om, hvad de kunne gøre for at få mig tilbage på arbejde.

Så nu sidder jeg her, handlingslammet, og med resterne af et angstanfald jeg ikke burde have ( jeg er jo på medicin), og hovedpine og urolig mave.

Det er svært, når jeg ikke kan få den ro, jeg så tydeligt har brug for, for at kæmpe en krig, som for tiden er så stærk, at der ikke er plads til noget andet.

Søde Muddi jeg synes, du skal ringe til din læge og få hende til kontakte kommunen, du har en depression, det skal en tilfældig sagsbehandler ikke begynde at blande sig i helbredelsen af. Rigtig god bedring, jeg håber, du får ro til at komme ovenpå igen :kram:


Tak Happy :kys:

Har været hos hende idag. Hun satte min medicin dosis op, og forlængede min sygemelding med tre uger, ind til videre. Men hun mener vist, at ingen skal forvente at jeg er tilbage før den rigtige dosis medicin er fundet, og virkningen er der. Det gjorde hun også tydeligt opmærksom på, i den lægeerklæring hun lavede til kommunen.

Da vi var færdige ved lægen, lå der indkaldelse til møde med kommunen og min leder, men håber det går let, når de får læst lægeerklæringen.
0

Tilbage til "Livets forhold"