Hvorfor er dine venskaber stoppet?

[admin]

Tråd overtaget af admin

Det er efter min erfaring meget få af os, der omgås de samme mennesker hele livet og som aldrig har prøvet at afslutte et venskab.

Så hvorfor er dine venskaber blevet afsluttet? I flyttede langt væk fra hinanden og havde svært ved at holde kontakten? I udviklede jer i meget forskellige retninger? Den ene "trak sig", fordi vedkommende mente, at den anden var en løgner/dumt svin/ikke var engageret nok? Eller noget helt fjerde?

[LadyFox]

Jeg har et par veninder igennem tiden som jeg er blevet uvenner med.
Ellers er kontakten bare gledet ud i sandet, sandsynligvis fordi vi er vokset fra hinanden på et eller andet tidspunkt.

[Neverkont]

Da jeg var 24 droppede jeg en veninde fordi jeg gennemskuede, at hun bagtalte mig når jeg ikke var tilstede.

Da jeg var i starten af 40'erne droppede jeg en veninde, fordi hun talte meget grimt om min anden veninde, og mente, at denne burde "knaldes" for sort arbejde, til trods for, at hun ikke selv gik af vejen for sort arbejde. Jeg havde tidligere lagt hende lidt på is i et par perioder p.g.a. hendes adfærd, men dette blev dødsstødet.

[DenBruneMunk]

Vold og overfald med våben, så skiltes vore veje der. Sådanne venner for livet , blev brat til venner for nogle år. Det kan være farligt og være i en mindre klike som det var der.

Der er masser af familie men ikke siden den gang været nogen som jeg stolede på 100%, så min definition af venner er først når jeg har opbygget tilliden til dem.

[Raenil]

Gledet ud i sandet fordi livet skete. Børn og flytninger og så videre.
Jeg har aldrig prøvet at bryde med en ven - de har alle været rare og behagelige væsener.

[Juki]

Jeg tror aldrig jeg direkte har opgivet et venskab

Der er da personer der har overskredet mine grænser og har skuffet mig, men der har det været en ret naturlig konsekvens at stoppe venskabet.

Fx havde jeg en rigtig god veninde der gik bagom ryggen på mig og misbrugte min tillid. Min første kærlighed og store forelskelse havde slået op. Jeg var fuldstændig knust, og det vidste hun. Alligevel kyssede hun med ham til en eller anden fest, få dage efter han havde slået op. Jeg tror faktisk endda de blev kærester også. Altså det var i 7.-8. klasse, så det var ikke noget dramatisk med en utro kæreste eller en forlovelse der skulle brydes, men fuck hvor gjorde det dog pissehamrende ondt! Jeg var jo kun lige blevet teenager og havde aldrig oplevet noget lignende før, eller forestillet mig at man kunne gøre sådan noget ved andre. Så ikke nok med at jeg var ulykkelig, forelsket og havde det rædselsfuldt, så stak hun også lige en kniv i hjertet på mig og kørte den godt og grundigt rundt.

Jeg har haft en ven der i en årrække ikke var en optimal ven eller kunne tilbyde mig det jeg jeg opfattede som et venskab. Det var dog ikke kun mig det gik ud over. Det var sådan noget med at lave aftaler, men aldrig dukke op, ikke melde tilbage på ting, have nogle "måske-aftaler", der kun blev til noget, hvis ikke der dukkede noget andet mere interessant op osv. Jeg kunne slet ikke leve med det og jeg har brugt alt for meget tid og energi på at være frustreret og irriteret, give ultimatummer osv.

Det kom så vidt på et tidspunkt at jeg var nødt til at tage en pause fra ham og ignorere hans forsøg på at komme i kontakt med mig. Vi har snakket det igennem mange gange efterfølgende og jeg har lagt kortene på bordet og fortalt at jeg ikke gider spilde tid på at give ham flere chancer osv. Det går heldigvis bedre nu, men min lunte overfor ham er meget kort. Det kan godt være at han har svært ved at træffe valg og er konfliktsky, men det er ikke okay at opføre sig sådan overfor andre mennesker, når de har afsat tid og forberedt et besøg, men han aldrig dukker op og ikke svarer når man ringer. Jeg ved ikke om det er risikoen for at miste gode venner, der har gjort forskellen

Men det er bestemt ikke en sjov situation at være i, når man godt han lide en personen og gerne vil vedkommende. Især også fordi at når vi så var sammen så var der ingenting, så kunne vi sagtens hygge os og have det sjovt, men det er hårdt at føle sig underprioriteret og som om at man kan kan bruges når det passer den anden.

Ellers er det vel egentlig sådan noget ganske naturlige ting der er sket, som at vi har udviklet os forskelligt og har haft hver vores at se til. Da jeg gik på efterskole var vi også en lille, tæt klike. Mange af dem har jeg dog p.t. ikke snakket med i 6-8 år, men det er ikke sådan så vi hader hinanden eller ikke har noget at snakke med hinanden om, hvis vi mødtes i dag. I forhold til interesserer og prioriteringer er vi nok bare vidt forskellige steder i livet.

[fisken80]

En del af mine gamle venskaber gled ud i forbindelse med at jeg både flyttede sammen med min kæreste og startede på mit første job efter endte studier. Jeg var simpelthen så træt når vi nåede fredag så den eneste jeg orkede at være sammen med var min kæreste, og til hverdag var tiden der simpelthen ikke.
Samtidig var flere af dem bare et andet sted i livet end mig og ja så gled det ud.

Andre er flyttet væk og så er kontakten gledet ud.

[catnip]

De fleste venskaber er stille gledet ud fordi vi har været forskellige steder i livet. Fx fik mange af mine tidligere veninder børn mens jeg ikke gjorde. Jeg ser det som en helt naturlig, omend trist, ting at venskaber falder fra hinanden af den årsag.

Jeg har også mistet en del venskaber ved at flytte til udlandet. Kun en lille kerne holder ved. Ude af øje ude af sind, åbenbart.

Jeg har kun "slået op" med en veninde. Jeg kunne simpelthen ikke stå inde for hendes manipulation og løgne. Måden hun behandlede sin mand på. Det var ikke et særlig pænt brud. Håber jeg aldrig kommer i den her situation igen, det var faktisk modbydeligt.

[milisa]

Har aldrig brudt med eller er blevet brudt med ift venner. De venner, der nu er i datid, er det, fordi vi ganske simpelt ikke længere havde noget at snakke om.

[Sangius]

Et par stykker røg i svinget da jeg fik et barn. Det var blot de venskaber der ikke kunne holde til, at jeg ikke længere havde den samme tid som før, og ikke længere prioriterede som tidligere.

Ellers er de fleste bare langsomt gledet ud i sandet, fordi man flyttede langt fra hinanden, og fik hver sin hverdag.

Jeg har aldrig været uvenner med nogen i sådan en grad, at vi mistede kontakten. Alle venner jeg har haft, ville jeg sagtens kunne tage en kop kaffe med nu - og det sker da også en gang i mellem.

[Artem]

De er nærmest alle løbet ud i sandet fordi den ene af os er flyttet, og vi på den måde har været dårlige til at holde kontakten hvis vi ikke ses naturligt. For det vil jeg godt indrømme at jeg er meget dårlig til, og det har de andre åbenbart også været.
Ved nogle har det også været fordi de har fået kæreste på, barn osv...

[Aragorn]

Jeg er 36. Min ældste ven har jeg gået i børnehaveklasse med.

I teenagealderen blev der udskiftet venner - nogle forsvandt, andre kom til. Vi blev voksne, og vores sind ændrede sig, forskellige livsbaner og interesser. Livet kom og gjorde det, og det var ikke bevidst. Jeg er ikke i tvivl om, at dem jeg har nu, er for resten af livet - og jeg er ikke interesseret i flere venner, egentlig.

[achillaxedprune]

Som de fleste andre: Livet... nok mest, at jeg har fået arbejde, mand og barn. Det tager bare enormt meget tid og energi. Og så er den smule tid, der er tilbage efter hverdagen er passet, oftere brugt på familien end da jeg var yngre... så er der faktisk ikke meget tid til veninder. Den tid der er bruges på de gode og tætte af slagsen. Så jeg har virkelig fået tyndet ud i venskabskredsen.
...Dengang jeg studerede og var single havde jeg alverdens tid til at rende rundt og lave sjov med alle mulige mennesker. Den tid er der bare ikke længere. Eller lyst. Jeg er blevet rimelig selektiv med min tid.

Men jeg har oplevet nogle brud med veninder...Nogen mere dramatiske end andre. Ak ja.
En var sammen med min kæreste, en valgte ekstremt dårlige kærester og det kunne jeg ikke stå på sidelinjen til endnu en gang, en var psykisk syg og jeg fik bare NOK, en begyndte at tage stoffer og et par stykker viste sig rent ud sagt at være et par egoistiske hængerøve.

Og når jeg remser det op, så undrer det mig egentlig, at der åbenbart er SÅ mange, hvor der har været lidt drama.
...Der er dog kun en ud af ovenstående, hvor jeg er decideret uvenner med hende. Resten kan jeg sagtens smalltalke med og gør det da også til tider. De er bare bekendte nu.

Jeg har heldigvis stadig flere gode venner og veninder end jeg har tid... Der er en masse, jeg rigtig gerne ville se mere, men hvor tiden bare flyver afsted uden vi får set hinanden. Jeg er meget privilegeret på venne- og venindefronten.

[Prosperity74]

En veninde droppede jeg, da hun bagtalte ( og fortalte løgne om ) mig.
En anden veninde droppede jeg da.... Jeg var gået fra min datters far, vi havde en forældremyndigheds sag kørende ( vi var flere gange i byretten og landsretten og en del gange i statsforvaltningen ) og var også ved at blive skilt. Min så kaldte “veninde” havde travlt mig at sige til mig, om jeg ikke havde givet op for let ( da min eksmand og jeg var sammen, havde vi gået til par psykolog og par terapeut ). Hun synes at han var ih og åh så flink og rar. Jeg fandt også ud af at min “veninde” og hendes mand så min eksmand bag min ryg
En anden veninde, det gled ud i sandet. Vi så ikke hinanden så tit. Hvis vi skulle ses, var det hver gang mig der skulle tage initiativ til det. Hun gav næsten aldrig lyd fra sig, med mindre jeg gjorde noget først

[Mani]

Ingen deciderede brud, men venskaber, der er løbet ud i sandet pga. afstand/mand & børn/udvikling i forskellige retninger.
Andre forhold har været så dybe, at vi stadigholder sammen på trods af ovenstående.