Purple Haze skrev:Grissebassen skrev:
Jeg sidder heller ikke inde med en løsning i ærmet. I så fald ville jeg gå ind i politik. Jeg synes heller ikke, der er noget odiøst i at sælge sig selv. Problemet er bare, at en hver idiot kan putte en luftpumpe op bag i på sig selv og pumpe til. Jeg synes derimod, der er noget odiøst i, hvis chefen ukritisk vælger ham, med luftpumpen i røven, uden også at opdage hende ovre i hjørnet, som måske er mere kvalificeret til det, som Hr. Luftpumpe gør krav på. Og det har jeg desværre set et par gange efterhånden i indtil videre korte karriere.
Om min idealisme her er præget af, at jeg primært har arbejdet på mindre arbejdspladser, ved jeg ikke. Men det kunne jo være et sted at starte i forhold til at ændre vores arbejdskultur.
I forhold til iværksætteri, tror jeg det er en del mere kompliceret, end du opstiller det.
Der er sjovt nok flere af de virksomheder, der bliver opstartet af mænd, der overlever de første år, end dem, der bliver startet af kvinder, hvilket man mener skyldes en skæv branchefordeling mellem kønnene. Og der er også en sammenhæng mellem, at en kvindelig iværksættere oftere går nedenom og hjem, hvis kvinden har små børn. Det tror jeg, kan være med til at afskrække kvinder.
Men jeg er helt sikker på, at det løser sig selv med tiden.
Jeg tror nemlig at kvinder nok skal indhente mænd på det område helt af sig selv. Af hvad jeg hurtigt kan researche mig til, så har kvinder, hvis mødre var er iværksætter en overraskende større chance for at klare sig. Der er allerede 50% flere kvinder, der starter virksomhed, end i 2001. Jeg kan ikke finde tal på, hvordan det så ud for en generation siden. Men det må formodes, at vi ikke skal ret langt tilbage i historien, for at det var usædvanligt for kvinder at starte egen virksomhed.
Så i forhold til iværksætteri, tror jeg egentlig mest det handler om, at vi befinder os på et punkt i udviklingen, hvor kvinder ikke har haft ligeså meget løbetid som mænd til at komme i gang, men at der såmænd nok skal komme skub i tingene, så snart de har lidt mere tradition bag sig.
Faldt over denne artikel og kom til at tænke på diskussionen herinde.
Indrømmet har jeg ikke læste hele artiklen, og kun skimmet den MEGET let - men fik indtrykket at det forfatteren efterlyser er de mere feminine værdier hos ledere, hvilket måske går i meget god tråd med debatten her:
https://www.magisterbladet.dk/news/2018 ... ligeledere
Edit. Så fik jeg læst den, og tænker den er meget relevant.
Også selvom den er noget karikeret.
Tja, han omtaler stort set udelukkende den skrøbelige leder som "hun", men jeg opfatter ikke de bløde værdier som feminine. Jeg arbejder i en ekstremt mandsdomineret og teknisk tung branche, så jeg har ikke arbejdet sammen med særlig mange kvinder. På min nuværende virksomhed er følelser ikke noget der bliver taget op, så det ser jeg som min opgave, fordi jeg mener det er vigtigt. Til gengæld bliver der talt om det, når nogen (mig) spiller bolden op. Jeg er bestemt ikke leder og er i øvrigt også mand, men det kan jeg ikke forstå skulle være en hindring. Jeg vil meget hellere snakke om følelser end teknik. Hvis det ikke er sjovt at gå på arbejde, så kan det være ligemeget, hvor cutting edge de tekniske løsninger er, eller hvor mange penge man tjener, for den sags skyld.
Jeg mener faktisk at man, i hvertfald til en vis grad, har de ledere man fortjener, og derfor triggede Grisebassen indlæg mig. Når jeg sidder i en situation, hvor jeg ser at lederen overser nogle kompetencer, så tager jeg da fat i lederen, men i sidste ende kræver det også en risikovillighed og ansvarlighed fra den kompetente medarbejders side. Det er let at sidde i kaffestuen og brokke sig.
Jeg mener, at jeg er mindst lige så ansvarlig for at skabe en arbejdsplads, hvor jeg og mine kolleger trives, som lederne er, og jeg har ikke ret meget til overs for folk, der ikke tager det ansvar på sig. Har feminismen noget at sige om ansvar? Det virker ikke sådan. Derimod virker det som om, at der bliver fokuseret rigtigt meget på ofre.