Har du en psykiatrisk diagnose?

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
Persnikedy
Indlæg: 7121
Tilmeldt: 1. sep 2015, 11:31
Kort karma: 547
Likede indlæg: 10405

Re: Har du en psykiatrisk diagnose?

Indlægaf Persnikedy » 22. jan 2018, 20:27

Paranoid skizofreni, OCD, andst, depression, og vist nogle flere


Jeg synes det var rart at kunne forklare det bedre, både for mig selv og andre, hvad der er galt. Jeg fik en masse hjælp hos OPUS og en masse undervisning om hvad dælen skizofreni er, og det ville jeg ikke have været foruden
1
Fab-Yule-Ous
Maria86
Indlæg: 346
Tilmeldt: 3. maj 2016, 16:10
Kort karma: 6
Likede indlæg: 57

Re: Har du en psykiatrisk diagnose?

Indlægaf Maria86 » 22. jan 2018, 20:36

Jeg har en depression. der kommer i udbrud når jeg skal for mange ting. i løbet af alt for kort tid. eller når jeg ikke kan overskue hvad jeg skal :( Jeg har virkelig være syg af den og en spise forstyrrelse og depression. Som var ved at tage livet af mig. Jeg for selvmords tanker når jeg skal for meget.Jeg tager dem ikke så alvorligt mere :) Jeg ved jo det er et tegn på at jeg skal passe på mig selv.
Og ja min læge ved godt. hvordan det hænger sammen. Jeg er på medicin og jeg kører snart på 5 år på medicin. Jeg vil da ønske at det ikke er nødvendigt. Jeg kan ikke overskue. hvis jeg kommer tilbage hvor jeg var.

Det overlever jeg ikke. Jeg kommer helt ske på psykiatri. Jeg har ikke noget ondt at sige om psykiatrisk sygehus
1
Brugeravatar
zembra1986
Indlæg: 1880
Tilmeldt: 12. aug 2015, 13:24
Kort karma: 143
Likede indlæg: 2253

Re: Har du en psykiatrisk diagnose?

Indlægaf zembra1986 » 22. jan 2018, 20:37

Yep.

Depression (on/off i varierende grad igennem 10+ år), angst (social og generaliseret), og mild ADD
1
Fræksak
Indlæg: 855
Tilmeldt: 5. nov 2015, 19:06
Kort karma: 124
Likede indlæg: 1108

Re: Har du en psykiatrisk diagnose?

Indlægaf Fræksak » 22. jan 2018, 21:07

zembra1986 skrev:Yep.

Depression (on/off i varierende grad igennem 10+ år), angst (social og generaliseret), og mild ADD


Samme her, bortset fra at jeg ikke har social angst.

Jeg har gået en del i terapi, men angsten fik jeg først styr på med medicin. Jeg får en lav dosis angstdæmpende, og jeg spiser gladeligt den halve pille resten af mit liv, hvis den holder angsten så godt væk som den har gjort det sidste års tid. Alverdens terapi har ikke kunnet hjælpe mig det sidste stykke af vejen på samme måde som medicinen.

Jeg har stærkt overvejet medicin mod ADD'en, men indtil videre er det blevet ved overvejelserne.
1
Brugeravatar
Joe
Indlæg: 1916
Tilmeldt: 4. sep 2015, 19:03
Kort karma: 412
Likede indlæg: 6328

Re: Har du en psykiatrisk diagnose?

Indlægaf Joe » 22. jan 2018, 21:41

Jeg har bipolar affektiv lidelse, type 1.

Jeg brugte et par år eller 4 i en eller anden form for sorg over diagnosen, som særligt viste sig ved, at jeg, trods jeg tog min medicin troligt, ikke helt troede på at jeg i virkeligheden fejlede det. Længe var det kun mine nærmeste der vidste det, og jeg kunne da slet ikke finde på at skrive det herinde. Jeg kendte heller ingen andre bipolare, så det var lidt ensomt. Selvvalgt ensomt.

I dag har jeg det fint med diagnosen, jeg er ikke særligt meget i tvivl om den længere, går i en gruppe for folk med samme diagnose, og de fleste omkring mig ved det, uden at det er en big deal.
Det krævede også at jeg tog en ekstra tur mod bunden, op i skyerne, og sådan frem og tilbage, før jeg for alvor begyndte at tage diagnosen seriøst. For det kræver den. Og det fortjener jeg at jeg gør.

Jeg er også blevet tilbudt udredning for ADHD, og kunne sgu nok godt få diagnosen, men har sagt nej tak, da det ikke er et behov jeg har.
1
Man sku’ nok ha’ været der...
Aragorn
Indlæg: 1129
Tilmeldt: 9. jul 2017, 20:50
Kort karma: 261
Likede indlæg: 2951

Re: Har du en psykiatrisk diagnose?

Indlægaf Aragorn » 22. jan 2018, 22:11

Min ADD er jernhård og pulserende, min ADHD er en semi.

Kombineret med at været et stærkt neurotisk menneske og hyper verbal kan det give en masse problemer - men jeg forstår at tøjle det i høj grad, og jeg lærer på en impulsdrevet måde med information der nærmest skyder ind i hjernen på mig, jeg husker detaljer og jeg kan ofte skabe en løsning på et kompliceret problem ved abstrakt tankegang alene, som jeg derefter kan implementere.

Jeg kan også være helt fucked up dum.

Det veksler lidt. Jeg er naturligvis mest tilbehøjelig til at fremhæve det første træk.

Eksempel: Jeg udtænkte en avanceret plan til at afgøre temperaturen på min vens fryser, der havde som omdrejningspunkt at måle hvor lang tid det ville tage at nedfryse en liter vand, der blev indsat i fryseren ved 4 grader celcius. Min plan involverede controlsamples og måling af densitet og alt muligt. Jeg kom helt op at køre over tanken.

Min ven foreslog et termometer...

Jeg kan læse tunge fagtekniske ting. Men der er ketchup på min frakke fra en fransk hotdog jeg spiste engang. For. LÆNGE. siden.
1
The best gift we can be given is to see ourselves the way other people see us.
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 878
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 197
Geografisk sted: Randers SØ
Likede indlæg: 3365

Re: Har du en psykiatrisk diagnose?

Indlægaf Tanten » 23. jan 2018, 00:59

Jeg har emotionelt ustabil, dependent og histrionisk personlighedsforstyrrelse med tendens til tilbagevendende, svære depressioner. Har formentlig også PTSD. I 4 år var min diagnose ændret til bipolar.

Jeg har voksne børn og en mellemlang, videregående uddannelse. Jeg arbejder ved siden af min pension med undervisning og organisatorisk brugerinddragelse.

Da jeg fik diagnosen emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse (borderline) midt i en svær fødselsdepression for 22 år siden, kom det som et chok, fordi det for mig var beskrivelsen af et monster, ikke mig. I dag har man heldigvis en helt anden forståelse for borderline og dermed også langt mere håb for bedring og deraf også bedre og mere målrettet behandling. Jeg lever med diagnoserne, der er under kontrol efter terapi, og i dag indkorporerer jeg dem i min tilværelse på en konstruktiv måde.

I virkeligheden er det faktisk den dependente personlighedsforstyrrelse, og ikke den langt mere kendte borderline, der har gjort størst skade i mit og mine børns liv.
1
Brugeravatar
Rosa Espinosa
Indlæg: 3503
Tilmeldt: 26. aug 2015, 20:49
Kort karma: 467
Likede indlæg: 7894

Re: Har du en psykiatrisk diagnose?

Indlægaf Rosa Espinosa » 23. jan 2018, 06:43

Jeg har bipolar affektiv lidelse type II. Fik diagnosen for 5 år siden, efter mange år med depressioner, den første da jeg gik i 8. klasse. Jeg var sønderknust over at få det stempel. For mig var depression noget man kunne komme over, mens det at være bipolar ville være for resten af livet. Havde alle de her billeder i hovedet af kvinder som Virginia Woolf og Sylvia Plath, kvinder som kæmpede det meste af livet for til sidst at begå selvmord. Jeg havde også alle de her ideér om, at når jeg nu var bipolar så kunne jeg ikke tillade mig at få børn. Ville jeg give sygdommen videre til dem? Ville jeg kunne være en god og ansvarlig mor, eller vil jeg være for egoistisk og flyvsk? Det er stadig spørgsmål jeg kæmper med.

Heldigvis har det at jeg fik diagnosen reddet mit liv. Jeg begyndte at forstå hvorfor jeg ikke var som alle andre, hvorfor jeg ikke bare kunne opføre mig normalt. At møde andre som mig, med de samme store følelser har været utrolig vigtigt. Det samme har min medicin. Uden den og en bedre forståelse for kemien i min hjerne som er skruet anderledes sammen, så har jeg kunne færdiggøre min uddannelse og klare et fuldtidsjob.
1
Tak for tippet, du er bare alletiders, hej hej
Brugeravatar
POCKETKITTEN
Indlæg: 2702
Tilmeldt: 28. dec 2015, 18:47
Kort karma: 567
Likede indlæg: 8729

Re: Har du en psykiatrisk diagnose?

Indlægaf POCKETKITTEN » 23. jan 2018, 06:52

Nej, men jeg føler mig helt overbevist om, at jeg godt kunne få et par stykker, hvis jeg opsøgte udredelsen.
1
my sexuality is James McAvoy angrily sitting in the desert in that lilac v neck shirt
kartoffelpizza
Indlæg: 666
Tilmeldt: 20. apr 2017, 14:55
Kort karma: 47
Likede indlæg: 1053

Re: Har du en psykiatrisk diagnose?

Indlægaf kartoffelpizza » 23. jan 2018, 07:23

Jeg har en ADHD-diagnose. Jeg har dog ikke fået medicin i årevis, og jeg bliver voldsomt speedet, hvis jeg forsøger. Jeg tror, jeg er en af dem, der voksede fra det.

Jeg har dog stadig udfordringer: jeg har behov for struktur og rammer, jeg overtænker og tager ansvar for hele verdens velvære, jeg har et ekstremt behov for kontrol over ting, jeg er hyper-verbal og så har jeg store følelsesmæssige og især energimæssige udsving, har behov for meget ro.
Jeg har det dog under kontrol vha motion, rammer og struktur. Og passer et krævende job, har et velfungerende parforhold og mange gode relationer. Jeg er vellidt og dygtig (hvilket ikke var tilfældet da jeg havde det skidt), og jeg har overskud til videreuddannelse.

Jeg er helt bevidst om at jeg for behov for noget psykisk støtte når vi får børn - der er der mindre kontrol, mindre ro, mindre søvn.

Men jeg har det godt. Jeg overvejer af og til at opsøge ændring af min diagnose men jeg har det oprigtigt virkelig godt, og om der så står ADHD eller noget andet gør ikke en forskel. Får jeg det dårligt må vi se på det der.
1
Brugeravatar
Prosperity74
Indlæg: 751
Tilmeldt: 30. apr 2016, 17:08
Kort karma: 61
Likede indlæg: 790

Re: Har du en psykiatrisk diagnose?

Indlægaf Prosperity74 » 23. jan 2018, 08:48

Jeg er blevet udredt, men har ikke en diagnose. Jeg har en personligheds forstyrrelse, jeg har depandente personligheds træk. Jeg har ængstelige personligheds træk. Jeg har tilbagevendende depressioner
1
Grissebassen
Indlæg: 1117
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 86
Likede indlæg: 1315

Re: Har du en psykiatrisk diagnose?

Indlægaf Grissebassen » 24. jan 2018, 21:16

I følge min læge har jeg noget angst, hvilket jeg er enig i. Det er dog ikke slemt nok til at få mig ind i psykiatrien, og jeg vil ikke tage piller uden at blive udredt grundigt først, for at udelukke andet der kan spiller ind, og uden supplerende terapi. Så jeg går hos en psykolog når jeg en sjælden gang imellem har plads til det i økonomien.
Jeg har det stramt med den diagnose, fordi jeg føler den sætter mig i en latterlig mellemposition, hvor jeg er for rask og velfungerende til at få tilbudt ordentlig hjælp, men samtidig er nødt til selv at tilpasse mit liv efter det så godt jeg kan efter bedste evne, hvilket kan give lidt udfordringer. Jeg tror det er mere held en forstand, at jeg har kunnet tilrettelægge mig efter det indtil videre. Det er dog kun i sjældne perioder jeg savner hjælp og støtte til det. For det meste føler jeg mig ganske sund, rask og velfungerende. Men det føles sådan lidt "vi anerkender dit problem, vi kan bare ikke hjælpe dig"-agtigt, og så ville jeg egentlig helst være fri.
1
Xnaiv
Indlæg: 131
Tilmeldt: 9. okt 2015, 18:54
Kort karma: 13
Likede indlæg: 161

Re: Har du en psykiatrisk diagnose?

Indlægaf Xnaiv » 25. jan 2018, 08:15

Jeg en mild PTSD med følge af (nu) milde depressioner i perioder.

Jeg bliver ikke medicineret, da jeg på nuværende tidspunkt fint tackler udfordringerne. Min PTSD viser sig mere i perioder med større pres og viser jeg rigtig meget i manglende korttidshukkommelse.

Jeg har idag fast job, hus, kæreste mv. og generelt en meget stabil hverdag, hvilket lægen mener kan være baggrunden for at jeg mærker mindre til det.

Min mor døde i januar, hvor jeg har kunnet mærke en del til det igen - specielt mht depression.

Egentlig føler jeg “heldig” over at jeg ikke har flere eller sværere diagnoser set i forhold til det liv jeg har levet.
1
Apostrof
Indlæg: 63
Tilmeldt: 10. dec 2015, 13:48
Kort karma: 19
Likede indlæg: 169

Re: Har du en psykiatrisk diagnose?

Indlægaf Apostrof » 25. jan 2018, 10:47

Tak for at I er så mange, der tør stå frem og dele jeres erfaringer! Jeg synes det er dejligt at høre om så mange, som lever et godt liv med jeres diagnoser under kontrol.

Jeg har selv lige været gennem en manisk fødselspsykose og har pt også fået diagnosen bipolar type II, hvilket jeg har rigtig svært ved at genkende. Mine behandlere virker på ingen måde i tvivl, fordi jeg var manisk i psykosen, hvilket åbenbart er rigtig sjældent, men jeg har svært ved at genkende det fra tidligere i mit liv. Måske fordi det bare har været normalt for mig, indtil nu? Flere ting begynder i hvert fald at give mening, som jeg begynder at acceptere, at behandlerne måske alligevel har ret.
Pt får jeg medicin mod mani, hvor medicinen gør, at jeg er vildt træt, og jeg er til gengæld svinget over i noget, der minder om en efterfødselsdepression i stedet. (Men som jeg selvfølgelig tager på trods af skepsis for diagnosen, da jeg erkender, at jeg var manisk og ikke skal derud igen).

Zombie skrev:En ting, det har hjulpet og hjælper mig, er forståelsen for det fysiske som er galt i min hjerne. Det er jo kemien, der fejler, og så føles det mere håndgribeligt for mig. Det gør det også nemmere for mig at snakke med andre om, når jeg endelig gør dét, fordi jeg kan snakke det ned fra et lidt flyvsk, mytisk sted med misforståelser og myter tilknyttet, og forklare at det er mine receptorer i hjernen der fucker op og hvordan min medicin helt konkret går ind og støtter osv. Jeg oplever langt færre fordomme og "gode" råd fra velmenende men uoplyste mennesker, når de får fortalt den bagvedliggende "mekanik" i hjernen, hvordan den fejler hos mig og hvordan min medicin retter op på det.

Det kræver selvf. at man kan forstå forskellige former for lægelige termer i nogen grad og omsætte det til en funktionel forståelse. Jeg har stillet tusind spørgsmål til psykiatere og har en søster med uddannelse i medicin.

For mig er det ikke et succeskriterie ikke at få medicin eller ikke behøver kontakt med "systemet" - Jeg er afklaret med at have en kronisk lidelse og skulle til tjek m.v. ligesom hvis jeg havde eks. diabetes.

Mit succeskriterie er at have flere gode end dårlige dage, bo for mig selv og tjene mine egne penge, færdiggøre det uddannelsesniveau jeg nu kan magte, passe min hund og have nære relationer. Det er sgu også al rigeligt med store mål.

På sigt vil jeg gerne have børn og så skal jeg måske have ekstra støtte, skift i medicin m.v. Det går nok. Jeg bliver en fantastisk mor, også selvom babyer ikke er et godt match med min sygdom. Så er det jo heldigt, barnet får en far, en meget engageret familie, forældre med ressourcer og netværk, som bor i Danmark med vores muligheder og velfærd.
Jeg regner med, at vi kan klare det selv, men ser det ikke som en falliterklæring, hvis der skal støtte på.
Fra barnet er 1 år, er jeg helt tryg ved at stå alene med det. Jeg et vuggestuepædagog (skriver pt speciale på Uni i noget andet) og har en god fornemmelse for aldersgruppens behov og at jeg kan imødekomme det uden særlig støtte end fra faderen og evt nærmeste familie.


Ej, det er netop en tilgang som din, jeg godt kunne bruge! Jeg foretrækker med en baggrund som ingeniør i sundhedsteknologi også den videnskabelige forklaring. Indtil nu har jeg ikke rigtig lykkedes med at få den endnu, når jeg har spurgt behandlerne. Var det bare din egen psykiater, du har spurgt, når du skriver, at du har spurgt tusind spørgsmål til psykiatere eller hvor kunne du få svar på dine spørgsmål?
Jeg føler nemlig, at jeg også sidder tilbage med en diagnose uden forklaring, men til gengæld en masse uafklarede spørgsmål og tvivl omkring diagnosen, som psykiateren var meget hurtig til at komme med uden yderligere forklaring.

Ift når du på sigt skal have børn, hvilken hjælp har du så forestillet dig, at du kunne bruge? Nu står jeg jo lidt uforberedt i det hele, da psykose og indlæggelse er kommet "ud af det blå" ovenpå fødslen, så det er ikke noget, jeg har kunnet forholde mig til på forhånd, men blot står i nu og skal komme levende ud på den anden side.

Joe skrev:Jeg har bipolar affektiv lidelse, type 1.

Jeg brugte et par år eller 4 i en eller anden form for sorg over diagnosen, som særligt viste sig ved, at jeg, trods jeg tog min medicin troligt, ikke helt troede på at jeg i virkeligheden fejlede det. Længe var det kun mine nærmeste der vidste det, og jeg kunne da slet ikke finde på at skrive det herinde. Jeg kendte heller ingen andre bipolare, så det var lidt ensomt. Selvvalgt ensomt.

I dag har jeg det fint med diagnosen, jeg er ikke særligt meget i tvivl om den længere, går i en gruppe for folk med samme diagnose, og de fleste omkring mig ved det, uden at det er en big deal.
Det krævede også at jeg tog en ekstra tur mod bunden, op i skyerne, og sådan frem og tilbage, før jeg for alvor begyndte at tage diagnosen seriøst. For det kræver den. Og det fortjener jeg at jeg gør.

Jeg er også blevet tilbudt udredning for ADHD, og kunne sgu nok godt få diagnosen, men har sagt nej tak, da det ikke er et behov jeg har.


Hvad gjorde at du ikke helt troede på diagnosen og hvad fik dig i sidste ende overbevist? Hvordan har du fundet andre bipolare at vende tankerne med?
0
Brugeravatar
Mani
Indlæg: 1985
Tilmeldt: 27. dec 2015, 21:06
Kort karma: 234
Likede indlæg: 2743

Re: Har du en psykiatrisk diagnose?

Indlægaf Mani » 25. jan 2018, 17:19

Apostrof skrev:Tak for at I er så mange, der tør stå frem og dele jeres erfaringer! Jeg synes det er dejligt at høre om så mange, som lever et godt liv med jeres diagnoser under kontrol.

Jeg har selv lige været gennem en manisk fødselspsykose og har pt også fået diagnosen bipolar type II, hvilket jeg har rigtig svært ved at genkende. Mine behandlere virker på ingen måde i tvivl, fordi jeg var manisk i psykosen, hvilket åbenbart er rigtig sjældent, men jeg har svært ved at genkende det fra tidligere i mit liv. Måske fordi det bare har været normalt for mig, indtil nu? Flere ting begynder i hvert fald at give mening, som jeg begynder at acceptere, at behandlerne måske alligevel har ret.
Pt får jeg medicin mod mani, hvor medicinen gør, at jeg er vildt træt, og jeg er til gengæld svinget over i noget, der minder om en efterfødselsdepression i stedet. (Men som jeg selvfølgelig tager på trods af skepsis for diagnosen, da jeg erkender, at jeg var manisk og ikke skal derud igen).

Zombie skrev:En ting, det har hjulpet og hjælper mig, er forståelsen for det fysiske som er galt i min hjerne. Det er jo kemien, der fejler, og så føles det mere håndgribeligt for mig. Det gør det også nemmere for mig at snakke med andre om, når jeg endelig gør dét, fordi jeg kan snakke det ned fra et lidt flyvsk, mytisk sted med misforståelser og myter tilknyttet, og forklare at det er mine receptorer i hjernen der fucker op og hvordan min medicin helt konkret går ind og støtter osv. Jeg oplever langt færre fordomme og "gode" råd fra velmenende men uoplyste mennesker, når de får fortalt den bagvedliggende "mekanik" i hjernen, hvordan den fejler hos mig og hvordan min medicin retter op på det.

Det kræver selvf. at man kan forstå forskellige former for lægelige termer i nogen grad og omsætte det til en funktionel forståelse. Jeg har stillet tusind spørgsmål til psykiatere og har en søster med uddannelse i medicin.

For mig er det ikke et succeskriterie ikke at få medicin eller ikke behøver kontakt med "systemet" - Jeg er afklaret med at have en kronisk lidelse og skulle til tjek m.v. ligesom hvis jeg havde eks. diabetes.

Mit succeskriterie er at have flere gode end dårlige dage, bo for mig selv og tjene mine egne penge, færdiggøre det uddannelsesniveau jeg nu kan magte, passe min hund og have nære relationer. Det er sgu også al rigeligt med store mål.

På sigt vil jeg gerne have børn og så skal jeg måske have ekstra støtte, skift i medicin m.v. Det går nok. Jeg bliver en fantastisk mor, også selvom babyer ikke er et godt match med min sygdom. Så er det jo heldigt, barnet får en far, en meget engageret familie, forældre med ressourcer og netværk, som bor i Danmark med vores muligheder og velfærd.
Jeg regner med, at vi kan klare det selv, men ser det ikke som en falliterklæring, hvis der skal støtte på.
Fra barnet er 1 år, er jeg helt tryg ved at stå alene med det. Jeg et vuggestuepædagog (skriver pt speciale på Uni i noget andet) og har en god fornemmelse for aldersgruppens behov og at jeg kan imødekomme det uden særlig støtte end fra faderen og evt nærmeste familie.


Ej, det er netop en tilgang som din, jeg godt kunne bruge! Jeg foretrækker med en baggrund som ingeniør i sundhedsteknologi også den videnskabelige forklaring. Indtil nu har jeg ikke rigtig lykkedes med at få den endnu, når jeg har spurgt behandlerne. Var det bare din egen psykiater, du har spurgt, når du skriver, at du har spurgt tusind spørgsmål til psykiatere eller hvor kunne du få svar på dine spørgsmål?
Jeg føler nemlig, at jeg også sidder tilbage med en diagnose uden forklaring, men til gengæld en masse uafklarede spørgsmål og tvivl omkring diagnosen, som psykiateren var meget hurtig til at komme med uden yderligere forklaring.

Ift når du på sigt skal have børn, hvilken hjælp har du så forestillet dig, at du kunne bruge? Nu står jeg jo lidt uforberedt i det hele, da psykose og indlæggelse er kommet "ud af det blå" ovenpå fødslen, så det er ikke noget, jeg har kunnet forholde mig til på forhånd, men blot står i nu og skal komme levende ud på den anden side.

Joe skrev:Jeg har bipolar affektiv lidelse, type 1.

Jeg brugte et par år eller 4 i en eller anden form for sorg over diagnosen, som særligt viste sig ved, at jeg, trods jeg tog min medicin troligt, ikke helt troede på at jeg i virkeligheden fejlede det. Længe var det kun mine nærmeste der vidste det, og jeg kunne da slet ikke finde på at skrive det herinde. Jeg kendte heller ingen andre bipolare, så det var lidt ensomt. Selvvalgt ensomt.

I dag har jeg det fint med diagnosen, jeg er ikke særligt meget i tvivl om den længere, går i en gruppe for folk med samme diagnose, og de fleste omkring mig ved det, uden at det er en big deal.
Det krævede også at jeg tog en ekstra tur mod bunden, op i skyerne, og sådan frem og tilbage, før jeg for alvor begyndte at tage diagnosen seriøst. For det kræver den. Og det fortjener jeg at jeg gør.

Jeg er også blevet tilbudt udredning for ADHD, og kunne sgu nok godt få diagnosen, men har sagt nej tak, da det ikke er et behov jeg har.


Hvad gjorde at du ikke helt troede på diagnosen og hvad fik dig i sidste ende overbevist? Hvordan har du fundet andre bipolare at vende tankerne med?

Jeg insisterede på psykoedukation efter jeg fik diagnosen. Det var en kæmpe hjælp til afklaring af hvad jeg kan hvornår og hvilke tegn jeg skal være opmærksom på. Der blev etableret et forløb af 10x2 timer for en gruppe på 8, tror jeg vi var, med diagnosen bipolar.
Efterfølgende forsatte de 5 af os i en selvhjælpsgruppe.

Udfra det forløb fik jeg svar på mange spørgsmål. Fik lavet en liste over advarselstegn og handlingsplan når de opstår. Det var ikke et tilbud vores lokale psykiatri tidligere har haft, men jeg ved de stadig har forløbene nu her mere end 10 år senere.
0
'At some point you just have to let go of what you thought should happen and live in what is happening'

Tilbage til "Livets forhold"