Tankemylder - en broget historie

[Panton]

Jeg vil ikke forlade tråden uden at pippe. Det lyder super hårdt og selvom jeg bakser med ting selv, kan jeg ikke formå at skrive en ordentlig sætning

Men tanker og kram herfra

[Ata]

Jeg er selv faldet pladask for bogen 'Aldrig mere angst' af Sisse Find, og den vil jeg anbefale, hvis ikke du allerede kender den? Du har i hvert fald nogle gode tanker i retning af hendes pointer.

Sisse Find... De forældre har vist ikke tænkt sig om. Gad vide hvor mange brøkdele af et sekund det tog de andre børn i skolegården at bytte rundt på S og F i hendes fornavn og efternavn. Men kan selvfølgelig være derfor hun er angst.

Nå, men hvis jeg også skal skrive noget moderat relevant, så har jeg de senere år erfaret at mine tanker i langt højere grad er styret af det fysiske end af "mig" - hvad end "mig" så er. Ingen mængde rationel overvejelse kan konkurrere med gode sengetider og en løbetur. Da jeg var i skilsmisse, var min mekanisme til at holde mig oven vande at løbe hver dag. Det fungerede, det kvalte tankerne og hjalp mig til at fungere. Det gav til sammenligning ingenting at snakke om det. En anden ting er at eftervirkningerne af alkohol i større mængder er blevet en udfordring for mig med alderen. Hvis jeg drikker mig fuld, så har jeg en nedtrykt og ængstelig tilgang til livet i 3-4 dage efter, det er ret udtalt og påfaldende. Og jeg ved det er eftervirkninger af alkohol der gør det, men det hjælper ikke med at styre det, der går bare uvægerligt nogle dage inden mit sortsyn løfter igen. Og det er ren kemi.

Håber du får styr på kemien.

Alkohol nedbrydes til depressionsfremkaldende stoffer så det er reelt nok. Jeg er stoppet med at drikke alkohol af samme grund. Motion har desværre ikke den effekt på mig du beskriver, men det er klart værd at prøve. Man skal bare helst dyrke mere rolig bevægelse hvis man er i en stresstilstand.

[FionaTheFerry]

Det lyder dælme som en frygtelig omgang!

Jeg har ikke prøvet det samme, men jeg har prøvet at blive så bivirkningssyg af medicin, at det var svært at være i mig selv, hvor jeg måtte tage en måneds tid på benzoer og 15 timers søvn i døgnet efterfølgende, og hvor det tog mig rigtigt rigtigt lang tid at komme tilbage i nogenlunde gear rent kognitivt. Jeg blev heldigvis fulgt tæt af læger, men de virkede altid forundrede over at jeg var så dårlig/ikke hurtigt fik det “normalt igen.” Jeg var endda så heldig at samle en omgang tics, jeg ellers aldrig har lidt af, op der - de kommer stadig når jeg bliver stresset.

Det var skræmmende og forvirrende og ensomt. Også for min mand, sådan set.
For mig har det hjulpet at sætte det i en kategori, at fasttømre historien om hvad der skete for mig selv. At jeg blev så syg af medicinbivirkninger, og at der også fra lægesiden var truffet forhastede beslutninger, der gjorde det værre. At lige præcis jeg blev så ramt, mest handler om at tilfældi og at jeg måske er lidt ekstra overfølsom overformedicin. Og at jeg faktisk selv gjorde noget for at komme ud af situationen.

Det var her faktisk samtaler med sygeplejersken der hjalp mest. Lægen det pågældende sted gik på pension lige efter jeg var begyndt at få det bedre, og det gjorde måske også at sygeplejersken kunne tale mere frit med mig om hvad jeg havde oplevet, og bekræfte mig i min historie om det. Og huske mig på, hvordan jeg selv havde været helten i egen oplevelse og fået mig selv ud af situationen. Det ha betydet meget i min bearbejdning efterfølgende.

Og i din historie, er det jo også dig og din mand, der er heltene. Din mand ser, hvad det i virkeligheden sker, og du formår at høre ham og handle på den viden. I kom gennem det osom team, selv når lægerne ikke skænkede din situationer mange overvejelser.

Kære Joe, vi har jo faktisk i mine øjne oplevet lidt af det samme! Et svigt fra læger, frygtelige følgevirkninger af medicin, og hvor er jeg glad for at læse, at sygeplejersken har anerkendt din oplevelse. Det må virkelig have lettet!
Håber du har opnået fysisk bedring siden da?

Ja, efterfølgende kan man godt være stolt af sig selv for aldrig at give op, jeg har dog stadig en lige så dominerende vrede/skuffelse over mit lægehus - er det mon også en proces, bliver det bedre?

[zembra1986]

Jeg har ikke været på morfin præparater nogensinde, men har også selv været på det "eksperterne" kalder vanedannende medicin, de beroligende benzodiazepiner. Jeg kan huske jeg flere gange udtrykte bekymring over at tage dem i længere tid, men fik at vide at det var ikke noget problem og at dem ville jeg sagtens kunne trappe ud af når tiden var inde til det. Ja goddaw! Jeg lykkedes da med at komme ud af dem, men det var 7 måneders - til tider - BENHÅRD udtrapning + 2 år med alverdens abstinenser både psykisk og fysisk, specielt muskelsmerter i nakke og skuldre havde jeg nærmest konstant i næsten 2 år efter, før det forduftede. Jeg havde også helt vanvittig tankemylder i én grad som jeg aldrig har prøvet før. Det var vitterligt så tankerne VÆLTEDE ned over mig, og de bare kørte med 130 i timen, så mit hoved nærmest gjorde ondt til sidst og jeg havde lyst til at skrige stop. Jeg har tendens til at gruble og bekymre mig normalvis, men det her var slet ikke sammenligneligt på nogle måder. Det var fuldstændig vanvid. så intenst det var, men det faldt naturligt til ro efter ca. 1½-2 år ude af det.

Nu er jeg tilgengæld fanget på Mirtazapin, som har givet mig så mange bivirkninger at jeg er ret forkrøblet fysisk (og dermed også påvirket psykisk). Jeg er også blevet mødt med skepsis, om det nu kunne passe jeg kunne blive så syg af den medicin, men jeg "klagede til sidst min nød" til en anden læge end jeg plejer at gå hos, i mit lægehus, og hun var helt stensikker på det er bivirkninger, men hun kan ikke stille så meget op, andet end at råde mig til at trappe langsomt ud, men det er prøvet flere gange og jeg kan bare ikke. Det kræver noget overskud at trappe ud, og det har jeg bare ikke i min nuværende tilstand. Jeg kører på "reservepumperne"

Alt det her har gjort at jeg ikke længere stoler på lægers rådgivning om medicin. Ja, faktisk stoler jeg egentlig ikke rigtig på medicin længere. Det har simpelthen forvoldt mig så meget smerte både fysisk og psykisk og være helt katastrofalt. Har vitterlig aldrig mærket mit liv ændre sig til det bedre ved at tage "tung" medicin, tværtimod!, og jeg bliver så rasende når jeg høre hvordan en del læger stadig ordinere beroligende og for den sags skyld morfin, som om det var ingenting og IKKE informere tydeligt om hvor vanedannende det er, og at man ALDRIG må lave kold tyrker. Det er under al kritik. Beroligende burde kun være noget man får udskrevet i akutte livstruende situationer, og der burde ALTID være hurtig opfølgning, så man sikre at man får folk ud af det så hurtigt som muligt igen. Lige så burde morfin kun udskreves hvis man har så stærke smerter at man slet ikke kan holde det ud, og igen burde det fremhæves hvor vigtigt det er at minimere tiden man er på det, OG at man ALTID skal trappe ud af det og ikke bare stoppe.

Min pointe er at jeg godt kan sætte mig lidt i din situation, med at blive så syg som resultat af medicinindtag Det kan tage rigtig lang tid at komme sig. Det er kemi i hjernen der skal i balance igen og det tager bare en vis rum tid, men jeg er sikker på du vil få det bedre som tiden går. Jeg har også fået NADA i perioder og det har varierende effekt på mig, nogle gange virker det slet ikke, andre gange virker det til at give en smule mere ro både i kroppen og i tankerne. Kender du til medicinrådgivningen? De har rådgivere der er meget vidende omkring udtrapning/stop af vanedannende medicin og efterfølgerne af dette, som man kan ringe til og få støtte og vejledning hvis det bliver for svært at stå med selv, eller man bare har brug for støtte fra nogle der selv har prøvet det på egen krop. Kan kun anbefale dem

[FionaTheFerry]

Øj, Zembra. Sikke en vanvittig oplevelse, eller faktisk flere, jo. Det lyder helt vildt! Jeg kan godt forstå din skepsis over for medicinen. Men egentlig er det vel kommunikationen omkring medicinen, der ikke har duet, eller hvordan?

Tusind tak for tippet omkring medicin rådgivningen, dem vil jeg have i baghovedet. Der kommer jo en dag, hvor jeg skal ud af de der pregabaliner, og lægen har sagt om 6-12 måneder, at jeg skal være ovenpå igen. Jeg håber ikke, han svigter!

[FionaTheFerry]

Jeg er ude på et skråplan, måske. Min psykolog synes det ikke, men ja:
Jeg har købt naturlægemidler i stor stil mod søvnløshed, fordi jeg har bøvlet med alt for lidt søvn de sidste 3 dage.
Jeg fik jo indslumringspiller (Zonoct 10 mg), da jeg havde det værst med angst og abstinenser. Jeg har brugt dem som sutteklud lige siden med udløb i søndags.
Så jeg har selvfølgelig sovet af hest nu.

Nogle erfaringer med Tryptonat?

[Undtagelsen]

Jeg er ude på et skråplan, måske. Min psykolog synes det ikke, men ja:
Jeg har købt naturlægemidler i stor stil mod søvnløshed, fordi jeg har bøvlet med alt for lidt søvn de sidste 3 dage.
Jeg fik jo indslumringspiller (Zonoct 10 mg), da jeg havde det værst med angst og abstinenser. Jeg har brugt dem som suttepude lige siden med udløb i søndags.
Så jeg har selvfølgelig sovet af hest nu.

Nogle erfaringer med Tryptonat?

Det hele lyder absolut forfærdeligt.

Når jeg har perioder med søvnløshed, bruger jeg engang imellem Postafen, som egentlig er mod transportsyge, men virker sløvende.
Jeg kender ikke dem du spørger til.

[DenSkarpeLaks]

Jeg er ude på et skråplan, måske. Min psykolog synes det ikke, men ja:
Jeg har købt naturlægemidler i stor stil mod søvnløshed, fordi jeg har bøvlet med alt for lidt søvn de sidste 3 dage.
Jeg fik jo indslumringspiller (Zonoct 10 mg), da jeg havde det værst med angst og abstinenser. Jeg har brugt dem som sutteklud lige siden med udløb i søndags.
Så jeg har selvfølgelig sovet af hest nu.

Nogle erfaringer med Tryptonat?

Jeg tager også Tryptonat i perioder hvor jeg har svært ved at falde i søvn. Jeg synes ikke det er noget vidundermiddel, men det hjælper lidt. Evt. sammen med en af Dyb Ro sovemeditationerne - der ligger nogle stykker på YouTube, og en af dem handler specifikt om tankemylder.

[FionaTheFerry]

Nu er der vistnok bedre styr på livet igen.

Jeg sover bedre og tankerne falder efterhånden kun sjældent på angst - eller det, der ligner.

Måske jeg får lidt tilbagefald hist og pist, jeg kan i hvert fald godt indimellem identificere det, når alt virker håbløst eller jeg er bekymret i overdreven grad, men så siger jeg det højt og så tages trykket.
Det gælder både hjemme til min mand og på jobbet, hvor jeg stilfærdigt proklamerer til kollegerne, at jeg er startet ud med en lortedag. Så går også dét over.

På onsdag skal jeg tale med min psykolog igen, og for første gang er jeg sådan "hvad skal vi tale om?". Aflyser man så, eller hvordan?

Jeg kan i øvrigt sagtens mærke en frygt for at fortælle, at det går godt. Mit mønster har nemlig typisk været, at det så dagen efter går af helvede til.

Om hele denne angst-omgang "bare" skyldtes en kemisk ubalance i hjernen efter for hurtig udtrapning af opioider - eller om jeg samtidig alligevel havde angsten lurende lige under overfladen som den vanemæssige overtænker, jeg er; det er et godt spørgsmål. Men jeg føler, at jeg har lært mig selv ret meget bedre at kende i det hele, og jeg ser på mig selv med mildere øjne end før. Det er rart!