Den værste uge i mit liv…

[LaScrooge]

Sikken en mavepuster! Jeg kan godt forstå, at du er i chok. Samtidig vil jeg også mane til besindighed. At være sammen betyder også, at man er sammen i hinandens vej igennem livet, som er en sideløbende, individuel rejse med egne dæmoner. Den er ikke altid snorlige og lever op til alle kravene om at være den bedste, man kan være, hverken for sig selv eller hinanden. Jeg kan også godt forstå, at han ikke har fortalt dig det. Du har mødt hans historie med misbrug som ung med, at det kun er tabere der tager stoffer. Jeg ved ikke, hvor nuanceret du har været derudover, eller om du har forsøgt at forstå, hvad det handlede om og hvorfor det var en ting mellem ham og hans venner, eller hvorfor han kom i det miljø, han gjorde. Men der er mange unge mennesker, som af forskellige årsager ender i miljøer, hvor det er en ting. Nogle af dem har ikke problemer med at bevæge sig videre derfra, når deres omstændigheder ændrer sig (og de fx begynder at studere, flytter hjemmefra til en anden by, eller andre interesser tager over i vennegruppen), men hos andre bliver det siddende. Det er ikke taberagtigt, men noget som er under indflydelse af mange forskellige komplekse forhold. Har man støtte fra forældre og venner, hvordan er ens egne ressourcer, har man andre miljøer eller venner at slutte sig til, som tilbyder andre samværsformer, er man disponeret for misbrug, bruges det selvmedicinerende og er der i så fald noget, som tager over, kan man håndtere at se sig selv og misbruget i øjnene after the fact. Det er ikke ligetil overhovedet. Hvis du har mødt den tid med, at det var taberagtigt og ikke andet, har du afvist en del af hans levede erfaring - endda som ung og ufærdig - på en reduktionistisk og dømmende måde, og det har næppe skabt det bedste grundlag for et tillidsfuldt rum mellem jer, hvor han følte sig tryg ved at fortælle, at det var ved at gå galt. Han siger selv, at han har været bange for at miste dig og jeres barn hvis han fortalte det. Hvad fortæller det dig om hans tillid til, at du ville møde ham på den måde, han havde brug for? Han har forsøgt selv at håndtere det, men ikke kunnet. Han har kæmpet mod en overmagt. Det kan du kalde taberagtigt, men det synes jeg godt nok er synd og ukærligt.

Hvis han samtidig har ubehandlet ADHD... De færreste med ADHD er i stand til at "tage sig sammen"; det er en kæmpestor del af lidelsen. Og hver gang de bliver skammet for det, dynger det ovenpå selvhadet og følelsen af at være komplet uduelig som menneske.

Der er ingen tvivl om, at din kæreste skal have styr på sit misbrug. Han skal også i behandling så årsagerne afdækkes og han lærer at identificere og ikke reagere på triggere. Det ville sikkert være en god idé at I er i parterapi, hvor hans stemme også har plads som hele ham, ikke blot som Den Skyldige, som skal bebrejdes og stilles til ansvar, selvom han selvfølgelig *skal* stilles til ansvar. Ders akl bare være plads til jer begge to. Og helt grundlæggende skal du selvfølgelig turde at dele dit liv med én, der har den dæmon siddende på skulderen. Der er en risiko for, at den vil vende tilbage i løbet af livet. Det er formentlig en kamp han altid vil være i med sig selv, i større eller mindre grad. Med mindre altså, at det er ADHD-relateret, hvor det kan være, at medicinering og terapi løser en stor del af det.

[Flavie1986]

Jeg har indrømmet ikke været særlig nuanceret i min tilgang til hans fortid. Der var også et tilfælde 2 år tilbage hvor jeg fandt en lille tom pose i vores gamle lejlighed, og der gik jeg helt amok. Men jeg var også gravid og vi stod midt i huskøb og det passede med han lige præcis havde været ude ved nogle kammerater, han er generelt sjældent sammen med venner, så han fik dengang det bortforklaret med at det kun var sket derude og så havde han det i lommen osv osv…og jeg troede på ham. Men jeg ville også gerne tro på ham jo. Jeg stod gravid med en underskrevet købskontrakt på hus og jeg er jo ikke dum ifht at jeg ved at han tidligere har taget meget..jeg troede bare ikke det var i et sådant omfang at det var en decideret afhængighed. Men “alene” hvis man fa kan sige det sådan…var misbrug..

Omvendt har jeg jo godt kunne høre på ham, at han ikke har tænkt så dårligt om stoffer, som jeg har, og derfor har jeg nok forsøgt altid at virkelig tale dårligt om det og pointere alle de dårlige ting, vel ubevidst fordi det gjorde mig utryg at høre, at hans tilgang til stoffer var mere sådan “det er noget skidt - men jeg har også haft det sjovt-agtigt”…ligesom jeg valgte at se igennem fingrene med, at han tog noget en enkelt aften på sin 30 års fødselsdag. (Noget jeg dog først fandt halvt ud af dagen efter og så først helt blev italesat flere måneder efter) Men dengang var vi jo også kun mig og ham…

Men jeg har dog absolut forsøgt at sætte mig ind i hvorfor, og vi har talt meget om hans barndom fx. Nogle gange tror jeg nærmest jeg har analyseret mere på det hele end han selv har reflekteret. Jeg er fx ikke et sekund i tvivl om han har ubehandlet ADHD, og det har vi talt om flere gange også inden alt det her. Men han skal jo selv tage ansvaret for at blive uredt og få styr på sit liv…hele hans barndom, historie og problemer i voksenlivet er SÅ meget nærmest tekstbog af typetilfælde for ADHD at det skriger til himlen.

[Bergen]

Jeg har indrømmet ikke været særlig nuanceret i min tilgang til hans fortid. Der var også et tilfælde 2 år tilbage hvor jeg fandt en lille tom pose i vores gamle lejlighed, og der gik jeg helt amok. Men jeg var også gravid og vi stod midt i huskøb og det passede med han lige præcis havde været ude ved nogle kammerater, han er generelt sjældent sammen med venner, så han fik dengang det bortforklaret med at det kun var sket derude og så havde han det i lommen osv osv…og jeg troede på ham. Men jeg ville også gerne tro på ham jo. Jeg stod gravid med en underskrevet købskontrakt på hus og jeg er jo ikke dum ifht at jeg ved at han tidligere har taget meget..jeg troede bare ikke det var i et sådant omfang at det var en decideret afhængighed. Men “alene” hvis man fa kan sige det sådan…var misbrug..

Omvendt har jeg jo godt kunne høre på ham, at han ikke har tænkt så dårligt om stoffer, som jeg har, og derfor har jeg nok forsøgt altid at virkelig tale dårligt om det og pointere alle de dårlige ting, vel ubevidst fordi det gjorde mig utryg at høre, at hans tilgang til stoffer var mere sådan “det er noget skidt - men jeg har også haft det sjovt-agtigt”…ligesom jeg valgte at se igennem fingrene med, at han tog noget en enkelt aften på sin 30 års fødselsdag. (Noget jeg dog først fandt halvt ud af dagen efter og så først helt blev italesat flere måneder efter) Men dengang var vi jo også kun mig og ham…

Men jeg har dog absolut forsøgt at sætte mig ind i hvorfor, og vi har talt meget om hans barndom fx. Nogle gange tror jeg nærmest jeg har analyseret mere på det hele end han selv har reflekteret. Jeg er fx ikke et sekund i tvivl om han har ubehandlet ADHD, og det har vi talt om flere gange også inden alt det her. Men han skal jo selv tage ansvaret for at blive uredt og få styr på sit liv…hele hans barndom, historie og problemer i voksenlivet er SÅ meget nærmest tekstbog af typetilfælde for ADHD at det skriger til himlen.

Ja, det er hans ansvar, men du har ret til, hvis I skal være i et parforhold at stille krav om, at han bliver udredt og får den nødvendige hjælp.
Det ligner slet ikke - for mig - en valgmulighed, når man er i et parforhold med et lille barn.

[Flavie1986]

Ja, det er hans ansvar, men du har ret til, hvis I skal være i et parforhold at stille krav om, at han bliver udredt og får den nødvendige hjælp.
Det ligner slet ikke - for mig - en valgmulighed, når man er i et parforhold med et lille barn.

Det har han heldigvis også selv taget intiativ til nu og vil også gerne selv finde ud af årsagen til det skete og fortsatte. Jeg har også sagt, men det vidste han godt, at det er et fuldstændigt urokkeligt krav fra min side af at han både bliver total stoffri og at han bliver udredt.

Problemet er bare at jeg aner ikke om hans motivation lige nu kommer af frygten for at miste mig og sin søn eller om det også kommer fra et reelt ønske om at ændre kurs og lære sig selv at kende. Lige nu tænker jeg heller ikke det er det afgørende fordi nu skal han selvfølgelig kunne afholde sig i den akutte fase uanset hvilken motivation han har brug for det til at kunne. Men kommer det ikke det rette sted fra…så frygter jeg at det alligevel ikke er nok til en reel ændring. Hvis han for evigt har brug for at skulle aflægge urinprøver eller jeg tjekker hans konti, for at han fortsat er afholdende..det kan man jo ikke have et parforhold på den måde.

Men som det er nu så er den midlertidige plan at farmor (som heldigvis ikke arbejder!) primært tager over og kommer med herhjem eller han tager med hende hjem indtil han er startet i et behandlingstilbud og har fået nogle redskaber og kontaktpersoner der han kan søge hjælpen hos og har været stoffri i nogle uger eller måneder eller ? Alt efter hvordan processen nu skrider frem. Farmor kan også passe vores søn som hun altid har gjort, hvis der er behov for fx parsamtaler i misbrugscentret eller at vi skal have talt om nogle ting osv..

Pt er jeg alene og får besøg af en veninde senere idag. Farmor har taget vores søn og sin egen søn med hjem -og så kommer min partners bror hjem til dem, sådan han kan tale med ham. Han arbejder faktisk med misbrugere. Jeg har frygtelig dårlig samvittighed overfor vores søn, men jeg kunne bare mærke jeg havde brug for at være alene og mærke hvad jeg har brug for for at kunne være der bedst muligt for vores søn. Jeg skal have tænkt noget ifht arbejdet også. Og den bedste og eneste vores søn er 110 procent tryg ved er sin farmor. Jeg forsøger også at sige til mig selv, at han jo utallige gange har været med sin far og farmor derhjemme…men ja. Jeg må også bare tage min egen iltmaske på først for at kunne forsøge at samle stumperne op. Jeg håber virkelig ikke der er nogle som vil dømme mig alt for hårdt for det…

[Aragorn]

Hver gang man fordømmer noget et andet menneske kan lide eller noget de har gjort, skaber man en kløft mellem sig selv og det andet menneske.

Har han nogensinde fordømt dig eller noget du har gjort i samme grad, med samme tonefald og volumen på stemmen, eller tilfalder det kun dig at dømme?

Jeg synes ikke man skal dele ud af tilsvining og fordømmelse med høj og aggressiv stemme med mindre man kan tåle at få det tilbage i hovedet igen.

Når det er sagt kan man ikke leve et godt liv med et misbrug af kokain. Jeg er lidt i tvivl om man kan have et forbrug af kokain, uden at have et misbrug. Det er et stof der vil have mere mere mere. Han er nødt til at få styr på det, men hvis ikke han vil det selv, så kommer det ikke til at ske.

Det er svært at etablere et ligeværdigt forhold når den ene part skal have retten til at gennemrode den andens ting og bankkonto, men hvad man gør hvis det er en nødvendighed, det ved jeg simpelthen ikke. Jeg tror det ender i et gensidigt had til hinanden nede ad vejen, og eftersom jeg ved at helvede er noget man selv skaber med andre mennesker, og at det er noget meget virkeligt, så er det noget jeg selv ville være meget tøvende med at bruge tid på, fordi livet er så kort.

Men pas på med temperamentet. Man kan ikke piske andre menneskers overbevisning og måde at se verden på ud af dem. Man kan kun skabe en frygtsom løgner, der er bange for at få pisk igen.

Og hvis han aldrig i samme grad har forsøgt at presse dig ned i en form du ikke passer i, hvis han aldrig har fortalt dig om hvornår du er pisse irriterende og hvor du tager fejl, hvis han aldrig har slået dig med sandheden med høj og aggressiv stemme, så skal du kigge på hvorfor du gør sådan. For det er åbenbart en grænse han har mere vanskeligt ved at krydse end du har, og det er vist egentlig et meget sundt træk i personligheden, og man kan godt have sunde træk, selv om man misbruger kokain - det er ikke sådan at alt man er bliver reduceret til ligegyldighed og forkerte størrelser fordi man har fejl.

Vi er allesammen meget værre mennesker end vi kan lide at tro vi er, vi er alle fyldt med slanger og et tillidsfuldt forhold kræver at vi bliver enige om at vi begge er fyldt med slanger, men jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at mine slanger ikke bider dig, og du skal gøre det samme. Det lyder som om at I reelt er begyndt at bide hinanden for længe siden.

[Flavie1986]

Og så er der jeres søn. Jeg tvivler ikke på det, du siger om, at han er en god far - i clean tilstand. Men du skal vide, at misbrug er skadeligt for børn, og ikke kun mens forælderen er påvirket. Også i perioderne mellem at han er påvirket, kan hans personlighed ændre sig, og det er utrygt for børn at være i. Derudover kan børn godt mærke stemninger, så selvom I mener, at I opfører jer, som I plejer, når I er sammen med jeres søn, så vær opmærksom på, om ham reagerer. Børn mærker mere, end man umiddelbart tror.

Jeg ved desværre alt for godt hvor skadeligt misbrug er for børn. Jeg er knust over at min søn på nogen måder skal have det ind på livet - overhovedet! Jeg ved også godt at det er utopisk at tro vores søn intet vil mærke overhovedet. Fordi det kan ikke undgåes.

Jeg håber bare på, at når vi opfører os pænt overfor hinanden når han er der og vi stadig griner og snakker og leger og fjoller. Hans rammer er de samme, rutinerne er de samme og begge hans omsorgspersoner er der som de plejer..og samtidigt har farmor der er udover at hjælpe med de praktiske ting også er en form for følelsesmæssig buffer lige her og nu, at han ikke nødvendigvis vil blive påvirket af det i en grad som gør ham utryg eller giver ham varig skade.

Men jeg er meget opmærksom på om han reagerer og har også allerede sagt, at bliver der noget som helst, så skal vi have hjælp fra en familiepsykolog og fortælle vuggestuen det osv. Men den del håber jeg også på rusmiddelcenteret måske har noget hjælp til. Det lød i hvert fald på dem som om der var deciderede tilbud rettet mod det.

Mange tak for dine knus og tak..

[Fruity]

Min kæreste er alkoholiker. Han har været ædru al den tid, jeg har kendt ham.

Vi gik fra hinanden for noget tid siden, fordi han var blevet træls. (Min daværende vurdering). Det viste sig “træls” var kode for funktionel alkoholiker. Han var begyndt at drikke igen.

Han blev ædru igen, genoptog behandling, blev sig selv og flyttede retur.

Men jeg var utryg. Hver gang han bevægede sig uden for mit synsfelt summede det i mit baghoved om han nu drak i skjul igen. Hver gang han sagde noget træls (og det sker også, når han er ædru ), så var jeg bange for, han drak igen.

Jeg fortalte ham om min utryghed. Han blev virkelig ked af det, fordi han ikke ville være årsag til, jeg var utryg.

Så gik han ned og klippede sine kort over og fjernede dem fra telefonen. Og bestilte et debitkort.

Han har maks 200 kr på debitkortet og nægter at modtage penge, før jeg har set, de er brugt og på hvad

Derudover er der kig i hans konti, når jeg kigger i mine egne.

Jeg kan godt forstå, mange vil tænke, at det er helt i hegnet. Men jeg er tryg. Og han føler sig ikke under mistanke, når jeg ser konti. For det skal jeg.

Han tilkendegiver, det faktisk hjælper ham til ikke at forsøge at narre ham og mig til alligevel at købe noget at drikke. (Han føler, hans misbruger narrer ham til ting, han virkelig ikke vil, når den stikker hovedet frem)

Det er ikke for at sige, at det er sådan andre også skal gøre. Men for at understrege, at det, der for andre kan virke helt uholdbart kan være en fin løsning, når der skal tryghed og tillid ind i forholdet igen.

[Anlewi]

Det er altid svært at leve sammen med en misbruger, for med misbruget følger løgne, fortielser og nogle gange økonomiske udfordringer.

Jeg kan godt forstå du er i tvivl om hvordan du skal agere i din nye viden, for på den ene side er der kærligheden til din partner, på den anden side er der respekten for dig selv, samt jeres barn.'

Min anbefaling ville være at i bliver separeret og flytter fra hinanden, således at du kan passe godt på jeres barn og skærme mod hans fars misbrug. Ligeledes skal din partner forstå at (så frem du har det i dig) det kræver hårdt arbejde at blive clean og forblive clean. Indtil han har fået sit liv tilbage i den rette bane kan i ikke bo sammen, og han kan ikke se sin søn uden at være clean. Når han er clean ka i være kærester der bor hver for sig og har et barn, men når/hvis han falder tilbage i misbruget, så skal han blive i egen bolig.

Du skal kræve at det handler om afvænning og terapi, for at i på nogen måde kan have en fast relation til hinanden, det er den eneste vej til at passe bedst på jeres søn.

[Flavie1986]

Hver gang man fordømmer noget et andet menneske kan lide eller noget de har gjort, skaber man en kløft mellem sig selv og det andet menneske.

Har han nogensinde fordømt dig eller noget du har gjort i samme grad, med samme tonefald og volumen på stemmen, eller tilfalder det kun dig at dømme?

Jeg synes ikke man skal dele ud af tilsvining og fordømmelse med høj og aggressiv stemme med mindre man kan tåle at få det tilbage i hovedet igen.

Når det er sagt kan man ikke leve et godt liv med et misbrug af kokain. Jeg er lidt i tvivl om man kan have et forbrug af kokain, uden at have et misbrug. Det er et stof der vil have mere mere mere. Han er nødt til at få styr på det, men hvis ikke han vil det selv, så kommer det ikke til at ske.

Det er svært at etablere et ligeværdigt forhold når den ene part skal have retten til at gennemrode den andens ting og bankkonto, men hvad man gør hvis det er en nødvendighed, det ved jeg simpelthen ikke. Jeg tror det ender i et gensidigt had til hinanden nede ad vejen, og eftersom jeg ved at helvede er noget man selv skaber med andre mennesker, og at det er noget meget virkeligt, så er det noget jeg selv ville være meget tøvende med at bruge tid på, fordi livet er så kort.

Men pas på med temperamentet. Man kan ikke piske andre menneskers overbevisning og måde at se verden på ud af dem. Man kan kun skabe en frygtsom løgner, der er bange for at få pisk igen.

Og hvis han aldrig i samme grad har forsøgt at presse dig ned i en form du ikke passer i, hvis han aldrig har fortalt dig om hvornår du er pisse irriterende og hvor du tager fejl, hvis han aldrig har slået dig med sandheden med høj og aggressiv stemme, så skal du kigge på hvorfor du gør sådan. For det er åbenbart en grænse han har mere vanskeligt ved at krydse end du har, og det er vist egentlig et meget sundt træk i personligheden, og man kan godt have sunde træk, selv om man misbruger kokain - det er ikke sådan at alt man er bliver reduceret til ligegyldighed og forkerte størrelser fordi man har fejl.

Vi er allesammen meget værre mennesker end vi kan lide at tro vi er, vi er alle fyldt med slanger og et tillidsfuldt forhold kræver at vi bliver enige om at vi begge er fyldt med slanger, men jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at mine slanger ikke bider dig, og du skal gøre det samme. Det lyder som om at I reelt er begyndt at bide hinanden for længe siden.

Nej det har han ikke. Men jeg har så heller aldrig løjet overfor ham igennem flere år eller på nogen måde budt ham et tillidsbrud af en tilnærmelsesvis samme karakter som han har mig nu.

Jeg har ikke stået og råbt og skreget ham ham på hverken daglig/ugentligt/månedlig/årlig basis pga hans tidligere stofmisbrug. Men jeg er tændt af på ham, da jeg fandt den tomme pose imens jeg stod gravid og stod midt i et huskøb. Og det synes jeg faktisk udover at være berettiget, så er det også en naturlig reaktion.

Det sagt, så anerkender jeg fuldt ud at jeg også har været med til at både gøre det vanskeligere at fortælle mig, og at jeg også har været med til at gøre han følte sig endnu mere uduelig, ved at konstant være efter ham med ting han aldrig fik gjort og ordnet og husket på.

Når jeg ser tilbage kan jeg jo så også konstatere, at det må være startet i forbindelse med vi ville have et barn (som det iøvrigt var mest ham der ville have, bare til info) og så da vi skulle købe hus. I forbindelse med huskøbet tog jeg over, og han havde svært ved at følge med og det endte med jeg stod for det hele. Det var nu ikke som sådan et problem fordi det var meget naturligt fordi jeg har nogle forudsætninger pga jeg er jurist. Så var vi jo alle i en eller anden grad hjemsendt pga corona. Han fik fri i 4 måneder med løn hvor han sad derhjemme og spillede computer eller så TV osv…dvs ingen struktur eller rammer. Og jeg tænker det nok er dér, at det har skabt et hul til at starte, når han så har siddet der om aftenen og natten og spillet med sine gamle venner der tager ALT muligt. Så har han nok følt sig yderligere uduelig pga det med huskøbet og alt med jeg var gravid og alle de ting var også primært mig der stod for.

Så ja..vi har helt sikkert nogle mønstre, hvor han helst ikke påtager sig ansvar og er hurtig til at lade andre og jeg hele mit liv har været vant til at påtage mig ansvar og stå alene med at sørge for tingene bliver gjort. Men det er jo også noget som på den positive side har gjort, at jeg har givet ham hjælp til bedre struktur og få ordnet nogle ting mens han har givet mig hjælp til at indse, at alting behøver ikke være ordnet igår og man kan godt sænke skulderen engang i mellem.

…Men jeg nægter at skulle tage ansvaret for at han ikke sagde det alligevel. Eller at han gjorde det til at starte med og fortsatte og fortsatte og fortsatte.

[abcd]

Skal det forstås sådan at han i årevis har kørt narkokørsel med jeres barn på bagsædet? Altså ud over at han har forrådt dig på det groveste?

Ud med ham, og om muligt sørg for at han kun ser barnet under overvågning. Mon ikke det er muligt når manden er narkoman.

Ja og nej. Nu aner jeg ikke en kæft om det. Han har ikke taget coke og så bare sat sig ind bag rettet. Men det jeg mener er, at selvom det ikke har været imens han var høj, så har det jo helt sikkert været imens det har kunne måles i en prøve af en art, fordi han har taget det så regelmæssigt.

Jeg kan sagtens forstå du skriver som du skriver. For 5 dage siden havde jeg sikkert kunne skrive og mene det samme. Men jeg ville dog ikke fratage min søn sin far - medmindre det viser sig han ikke stopper nu. Hvor sygt det så end lyder og jeg fatter ikke det overhovedet har kunne lade sig gøre..men han er objektivt i selve samværet/nuet en god far.

Misforstå mig ikke, det er jo en fuld pakke at være en god forælder. Men det jeg mener er, at jeg er ikke som sådan nervøs for han er sammen med ham. Jeg har aldrig følt han ikke har draget omsorg for ham, ikke kunne læse ham eller ikke kunne opfylde hans behov. Han har altid været der og leget med ham og taget flere måneders barsel osv. Han har aldrig ikke overholdt fx at aflevere eller hente eller den slags, aldrig opført sig dårligt overfor ham eller lignende…på overfladen har der INTET været. Ja faktisk fatter jeg slet ikke hvordan det har kunne lade sig gøre!!

Det jeg tilgengæld har følt, er at jeg har skulle arbejde dobbelt så hårdt og langsomt overtage mere og mere husligt arbejde og forpligtelser i hjemmet gradvist over det sidste år..og sørge for størstedelen af ting der involverede at huske på noget der skulle ordnes. Men heller ikke her er det fordi han intet har lavet, fordi det gjorde han.

Jeg går også selv med mange tanker om jeg ikke selv har ville se det..jeg er barn af en alkoholisk mor og en far der ikke tog hånd om hele situationen..hun som først kom ud af det da jeg var en 11-12 år..så det burde være noget jeg ville have set..men måske er jeg bare uden at vide det gledet tilbage i den gamle rolle med at kompensere og skjule selvom jeg ikke vidste det var det jeg gjorde.

Jeg tror han er nødt til at miste alt og bygge sig selv op igen for at han nogensinde kan blive ægte troværdig. Hvis du går fra ham med barnet, går han enten helt i hundene, eller også finder han en reel vej til bedring. Og måske kan I så finde ud af det i fremtiden, når han har fundet fred med det tab han har påført sig selv, og du måske føler du kan stole på at han har været igennem reel selvudvikling. Jeg synes det er sværere at se at han kan opnå det i en konstellation hvor I er sammen, men du hele tiden møder ham med mistro - for hvordan kan du næsten andet? Jeg ville frygte at det rettede hans frustration imod dig i stedet for imod ham selv, og at han ville bruge det som undskyldning for at tage stoffer igen.

[Modesty Blame]

Hvis din kæreste (på sigt) har brug for den kontrol, der ligger i, at du tjekker alting (konti, telefon etc), så bliver det til en undskyldning for at tage noget, hvis du ikke kontrollerer. Det er en glidebane, jeg ikke kan anbefale.

Det er en kontrol, han skal have i sig selv. Jeg kan måske godt forstå, at det lige nu er nødvendigt. Men det er ikke sundt.

[Fruity]

Hvis din kæreste (på sigt) har brug for den kontrol, der ligger i, at du tjekker alting (konti, telefon etc), så bliver det til en undskyldning for at tage noget, hvis du ikke kontrollerer. Det er en glidebane, jeg ikke kan anbefale.

Det er en kontrol, han skal have i sig selv. Jeg kan måske godt forstå, at det lige nu er nødvendigt. Men det er ikke sundt.

Hvis det er til mig: Han har ikke brug for det. Jeg har brug for det - men han føler sig ikke under angreb/frustreret mm over det. Ja. Han føler en ekstra sikkerhed og ro fra sin hjerne - men det er ikke det primære for ham. Det var mere en overraskelse for os begge, der reelt frygtede den frustration andre skriver om.

[Modesty Blame]

Hvis din kæreste (på sigt) har brug for den kontrol, der ligger i, at du tjekker alting (konti, telefon etc), så bliver det til en undskyldning for at tage noget, hvis du ikke kontrollerer. Det er en glidebane, jeg ikke kan anbefale.

Det er en kontrol, han skal have i sig selv. Jeg kan måske godt forstå, at det lige nu er nødvendigt. Men det er ikke sundt.

Hvis det er til mig: Han har ikke brug for det. Jeg har brug for det - men han føler sig ikke under angreb/frustreret mm over det. Ja. Han føler en ekstra sikkerhed og ro fra sin hjerne - men det er ikke det primære for ham. Det var mere en overraskelse for os begge, der reelt frygtede den frustration andre skriver om.

Det er til trådstarter, men hvis du føler det matcher din situation, så må du gerne bruge det. Eller lade være.

[Neverkont]

Derudover er der kig i hans konti, når jeg kigger i mine egne.

Jeg kan godt forstå, mange vil tænke, at det er helt i hegnet. Men jeg er tryg. Og han føler sig ikke under mistanke, når jeg ser konti. For det skal jeg.

Han tilkendegiver, det faktisk hjælper ham til ikke at forsøge at narre ham og mig til alligevel at købe noget at drikke. (Han føler, hans misbruger narrer ham til ting, han virkelig ikke vil, når den stikker hovedet frem)

Det er ikke for at sige, at det er sådan andre også skal gøre. Men for at understrege, at det, der for andre kan virke helt uholdbart kan være en fin løsning, når der skal tryghed og tillid ind i forholdet igen.

Jeg har en x, der er alkoholiker. Efter en seriøs r*vtur for 6-7 år siden har han nu været tørlagt i ca. 5 år, men kan ikke klare det uden antabus.

Nogen vil nok mene, at jeres "metode" ikke er sund, men den må dog trods alt være sundere end antabus, og hvis det virker for jer, så er det jo helt fint.

[sansera]

Åh stakkels jer

Jeg har ikke erfaring med misbrug, men tænker alligevel at jeg kan byde lidt ind ift store hemmeligheder i parforhold, som pludselig ryster fundamentet.
Terapi - få hjælp udefra. Selv når det ender med et brud, så er det en kæmpe hjælp, at man i trygge og professionelle rammer får tal det igennem og forhandlet det nye forhold på plads. Hvad enten det er som deleforældre eller en ny start som par.
Og så giv tid. I skal begge igennem alle faserne.