FormerlyKnownAs skrev:computermus skrev:Jeg forsøger lige i øjeblikket at tilgive en veninde / bekendt,nogle ting som hun har sagt gennem de sidste knap 5 år, og som jeg stadigvæk ikke kan se hvorfor hun mente jeg skulle have at vide. For reelt set har jeg ingenting at bruge den viden til, som hun gav mig.
Det er noget som jeg ikke glemmer,men jeg gør ikke mig selv en tjeneste ved at bære nag over det. I starten var jeg ret såret over at hun sagde de ting til mig,men nu er det efterhånden bare blevet til en slags forundring ,når jeg en gang imellem bliver mindet om det.
Så for mig er tilgivelse vel egentlig en blanding af en følelse og en aktiv handling,hvor jeg siger til mig selv : Det kan da godt være at hun mente du ikke har styr på en snus,men du ved selv bedre og sådan har hun mere eller mindre altid været".
Og for mit vedkommende ved jeg så heller ikke helt om tilgivelse er helt det rigtige ord,for de ting der har såret, efterlader, hos mig, et lille ar, der godt kan klø lidt og få mig til at huske på de mindre gode ting, men som årerne går bliver det mest med et lille skævt smil og lidt hovedrysten at det huskes.
Er i stadig veninder?
Ja, det er vi på en måde. Jeg er nok mere begyndt at betragte det som et bekendtskab end egentligt venskab. Jeg ser hende en gang imellem, og så har jeg lagt mærke til at det tit er hende der snakker meget, jeg lytter og spørger lidt ind, men fortæller ikke så meget selv, da jeg ikke er helt sikker på hvem der så får det at vide efterfølgende.