Hvad betyder tilgivelse for dig?

[paint]

Jeg er igang med at lytte til en bog om tilgivelse og jeg går hele tiden fra det ene yderpunkt til det andet.

Det første spørgsmål jeg havde til det hele generelt var "Hvorfor er det nødvendigt at tilgive?"

Hun definerer det meget som det at tilgive ikke er lig med at glemme eller lade som ingenting, men at anerkende at det er sket og at det ikke var okay, men nu skal vi videre.

Jeg havde en længere snak med min veninde omkring det da jeg havde hørt en times tid og vi var ret enige omkring tilgivelseskonceptet. Men i bogen taler hun med 4-5 mennesker med hver deres definition på det. En præst, en hjerneforsker, en psykolog, en buddhistisk nonne, en konfliktmægler - måske en mere jeg ikke husker.

Psykologen siger bl.a. at anger ikke er nødvendig. At fortrydelse og anger ikke er nødvendig for at der kan finde tilgivelse sted. At tilgivelse er for vores egen skyld og egen regning. Præsten og nonnen mente også at der kan tilgives uden anger. Præsten at Gud jo til sidst tilgiver alt og buddhisten at i skal tænke mere i at rense vores sind for nag.

Hvad tænker du om tilgivelse, hvornår er det vigtigt - er det vigtigt, hvorfor og hvem...osv?

....onsdagstanker

Jeg er enig med psykologen (måske ikke så overraskende). Tilgivelse er primært noget der gavner én selv. Den vrede, frustration osv. man føler, slipper man når man tilgiver en person. Det optager ikke længere den mentale plads, det optog før.

Det er lidt beslægtet med det gamle danske udtryk "at lade det fare" dvs. man slipper det og lader det 'fise' af sted.

Men hvornår er tilgivelse nødvendig? Hvilke følelser skal man sidde med for at det er aktuelt?

Det er jo nok individuelt. Der er mordofres pårørende, der har tilgivet ham/hende der myrdede deres pårørende. Derved slipper de den mentale binding de har til personen, i form af uforløst vrede og måske lyst til at rive hovedet af ham/hende, som ellers ville plage dem resten af livet. Det kan de gøre uanset morderens anger eller mangel på samme.
I nogle tilfælde vil det måske også kræve en slags 'anger' eller undskyldning fra den 'skyldiges' side. Utroskab f.eks, er svært at tilgive, hvis ikke den anden i et eller andet omfang fortryder sin gerning. I sidste tilfælde, er det nok også en praktisk foranstaltning med lidt anger, hvis man vil fortsætte at med at leve sammen med vedkommende.

Så alt i alt, afhænger det noget af konteksten.

I bogen taler hun bl.a. om at vrede er nødvendig for at nå frem til tilgivelse.

Så tyngden af naget i rygsækken?

At bære rundt på noget tungt i rygsækken, er et meget godt billede på, hvordan det er at slæbe rundt på noget, som er uforløst. Den vrede, der ligger bundet, rent emotionelt i noget uafsluttet eller uforløst, kan folk slæbe rundt på et helt liv - indtil de en dag måske slipper det. På en lidt paradoksal måde kan man måske sige, at man beslutter at 'rumme det', samtidigt med at man derved også slipper det.

[computermus]

Jeg forsøger lige i øjeblikket at tilgive en veninde / bekendt,nogle ting som hun har sagt gennem de sidste knap 5 år, og som jeg stadigvæk ikke kan se hvorfor hun mente jeg skulle have at vide. For reelt set har jeg ingenting at bruge den viden til, som hun gav mig.
Det er noget som jeg ikke glemmer,men jeg gør ikke mig selv en tjeneste ved at bære nag over det. I starten var jeg ret såret over at hun sagde de ting til mig,men nu er det efterhånden bare blevet til en slags forundring ,når jeg en gang imellem bliver mindet om det.
Så for mig er tilgivelse vel egentlig en blanding af en følelse og en aktiv handling,hvor jeg siger til mig selv : Det kan da godt være at hun mente du ikke har styr på en snus,men du ved selv bedre og sådan har hun mere eller mindre altid været".
Og for mit vedkommende ved jeg så heller ikke helt om tilgivelse er helt det rigtige ord,for de ting der har såret, efterlader, hos mig, et lille ar, der godt kan klø lidt og få mig til at huske på de mindre gode ting, men som årerne går bliver det mest med et lille skævt smil og lidt hovedrysten at det huskes.

Er i stadig veninder?

Ja, det er vi på en måde. Jeg er nok mere begyndt at betragte det som et bekendtskab end egentligt venskab. Jeg ser hende en gang imellem, og så har jeg lagt mærke til at det tit er hende der snakker meget, jeg lytter og spørger lidt ind, men fortæller ikke så meget selv, da jeg ikke er helt sikker på hvem der så får det at vide efterfølgende.

[Lurende Peber]

For mig er det at acceptere det skete ikke det samme som tilgivelse.
Jeg kan ofte komme videre med accept af en situation, men stadig være på vagt og regne den anden part for et røvhul.
Tilgivelse betyder netop, at tavlen er visket ren, og den anden part regnes for OK igen.
Dette er f.eks. praktisk eller direkte ønskeligt i et parforhold. Og visse familierelationer.
Det er også muligt at tilgive sig selv!

[LadyFox]

For mig er tilgivelse et valg jeg kan træffe når jeg kan nå til et punkt hvor jeg ikke gider bruge mere energi på det og jeg også er i stand til at have en vis ligegyldighed omkring det og se det som en lektie i livet.
Tilgivelse er tilgengæld ikke nødvendigvis betinget af forsoning.

[FormerlyKnownAs]

Jeg forsøger lige i øjeblikket at tilgive en veninde / bekendt,nogle ting som hun har sagt gennem de sidste knap 5 år, og som jeg stadigvæk ikke kan se hvorfor hun mente jeg skulle have at vide. For reelt set har jeg ingenting at bruge den viden til, som hun gav mig.
Det er noget som jeg ikke glemmer,men jeg gør ikke mig selv en tjeneste ved at bære nag over det. I starten var jeg ret såret over at hun sagde de ting til mig,men nu er det efterhånden bare blevet til en slags forundring ,når jeg en gang imellem bliver mindet om det.
Så for mig er tilgivelse vel egentlig en blanding af en følelse og en aktiv handling,hvor jeg siger til mig selv : Det kan da godt være at hun mente du ikke har styr på en snus,men du ved selv bedre og sådan har hun mere eller mindre altid været".
Og for mit vedkommende ved jeg så heller ikke helt om tilgivelse er helt det rigtige ord,for de ting der har såret, efterlader, hos mig, et lille ar, der godt kan klø lidt og få mig til at huske på de mindre gode ting, men som årerne går bliver det mest med et lille skævt smil og lidt hovedrysten at det huskes.

Er i stadig veninder?

Ja, det er vi på en måde. Jeg er nok mere begyndt at betragte det som et bekendtskab end egentligt venskab. Jeg ser hende en gang imellem, og så har jeg lagt mærke til at det tit er hende der snakker meget, jeg lytter og spørger lidt ind, men fortæller ikke så meget selv, da jeg ikke er helt sikker på hvem der så får det at vide efterfølgende.

Har du talt med hende om det?

[computermus]

Jeg forsøger lige i øjeblikket at tilgive en veninde / bekendt,nogle ting som hun har sagt gennem de sidste knap 5 år, og som jeg stadigvæk ikke kan se hvorfor hun mente jeg skulle have at vide. For reelt set har jeg ingenting at bruge den viden til, som hun gav mig.
Det er noget som jeg ikke glemmer,men jeg gør ikke mig selv en tjeneste ved at bære nag over det. I starten var jeg ret såret over at hun sagde de ting til mig,men nu er det efterhånden bare blevet til en slags forundring ,når jeg en gang imellem bliver mindet om det.
Så for mig er tilgivelse vel egentlig en blanding af en følelse og en aktiv handling,hvor jeg siger til mig selv : Det kan da godt være at hun mente du ikke har styr på en snus,men du ved selv bedre og sådan har hun mere eller mindre altid været".
Og for mit vedkommende ved jeg så heller ikke helt om tilgivelse er helt det rigtige ord,for de ting der har såret, efterlader, hos mig, et lille ar, der godt kan klø lidt og få mig til at huske på de mindre gode ting, men som årerne går bliver det mest med et lille skævt smil og lidt hovedrysten at det huskes.

Er i stadig veninder?

Ja, det er vi på en måde. Jeg er nok mere begyndt at betragte det som et bekendtskab end egentligt venskab. Jeg ser hende en gang imellem, og så har jeg lagt mærke til at det tit er hende der snakker meget, jeg lytter og spørger lidt ind, men fortæller ikke så meget selv, da jeg ikke er helt sikker på hvem der så får det at vide efterfølgende.

Har du talt med hende om det?

Nej, det har jeg ikke. Men når jeg hører måden som hun omtaler sine 2 brødre på, så er det jeg tænker, hvorfor skulle hun så omtale andre anderledes?
Jeg tror at en del af det ligger i at nu går vi hver sin vej. For siden jeg var sygemeldt med stress, er jeg blevet meget bedre til at lytte til hvad min krop siger. Og blevet bedre til at tro på at jeg kan mere end jeg tror. Jeg er heller ikke så bange for at sige nej til noget som jeg ved jeg ikke kan holde til. Eks. i går til mødet i børnehaven, hvor jeg fik min praktik forlænget, gjorde jeg opmærksom på at min max tid om ugen altså nu er 8 timer, og det bliver ikke anderledes. Min sagsbehandler var så helt enig, men jeg måtte da lige et par gange sige til hende, at det ikke er aktuelt med rengøring, for min ryg kan ikke holde til det. Næ. sådan noget med at være lidt af en blæksprutte i en børnehave, det er lige mig.

[paint]

For mig er det at acceptere det skete ikke det samme som tilgivelse.
Jeg kan ofte komme videre med accept af en situation, men stadig være på vagt og regne den anden part for et røvhul.
Tilgivelse betyder netop, at tavlen er visket ren, og den anden part regnes for OK igen.
Dette er f.eks. praktisk eller direkte ønskeligt i et parforhold. Og visse familierelationer.
Det er også muligt at tilgive sig selv!

Det er det. Men det er ofte nemmere, hvis en udenforstående gør det, eller i det mindste synes at det er okay, at man tilgives. I den Romersk katolske kirke, er det ret nemt. Man går hen i den lokale kirke, i skriftestolen, bag trådnettet, hvor præsten ikke kan se hvem han taler med - og hér bekender man så sine synder. Præsten vil så medgive en at man har syndet, og måske pålægge én en mindre 'straf' (bede en særlig bøn hver dag i en uge f.eks)
Herefter siger han: "may God give you pardon and peace, and I absolve you from your sins in the name of the Father, and of the Son, + and of the Holy Spirit. Amen" - så er man tilgivet og kan gå lettet ud af kirken.

Måske skulle man indføre det i den protestantiske kirke. Det er ren terapi, og så er det endda gratis

[Raenil]

Altergang i den danske folkekirke starter faktisk med en syndsforladelse/tilgivelse. Men det virker nok kun for en, hvis man tror at det findes en evig og almægtig gud med ret til at tilgive alting.

[Lemonella]

Jeg talte med en psykolog en gang. Jeg var der i forbindelse med min eksmands selvmordsforsøg (før vi blev skilt).
Hun spurgte mig om jeg ville kunne tilgive ham, det han havde gjort og jeg svarede at det kunne jeg højst sandsynligt.

Vi talte så lidt om det at kunne tilgive og jeg fortalte hende at min fars misbrug af mig, aldrig ville blive tilgivet. Det mente hun så, jeg skulle, for min egen skyld. Hun mente, det var usundt for mig at gå med alt det had til ham, hvorefter jeg forklarede hende at jeg ikke hadede min far, han betød bare intet for mig mere. Hun mente dog stadig, jeg skulle tilgive. Det kommer så aldrig, til at ske.
I min verden, er der visse ting, der ikke kan tilgives.

[FormerlyKnownAs]

Hun mente, det var usundt for mig at gå med alt det had til ham, hvorefter jeg forklarede hende at jeg ikke hadede min far, han betød bare intet for mig mere. Hun mente dog stadig, jeg skulle tilgive.

Det kommer så aldrig, til at ske.
I min verden, er der visse ting, der ikke kan tilgives.

Det der med at være ligeglad. Sådan har jeg det med begge mine forældre. De sagde og gjorde nogle ting som jeg ikke engang har overvejet om kunne eller skulle tilgives. Jeg har været enormt vred og ked af det. Og særligt skuffet. Nu, nu er jeg ligeglad. Det synes jeg egentlig er værre- for dem, end en manglende tilgivelse. For mig er det i hvert fald ligegyldigt. Jeg har ikke behov for at sætte ord på ift. at tilgive og et evt. nag fylder ikke hos mig. Jeg har ikke engang overvejet om jeg stadig bærer nag.

[FrkFauna]

Tilgivelse er en svær størrelse og gradbøje, synes jeg. Og det er et 'emne' der kan diskuteres til hudløshed, så selvom vi måske kommer til en vis enighed, så vil vi stadig se forskelligt på det.

- Når jeg hører ordet tilgivelse, så kommer der også en masse spørgsmål.
Kan man tilgive FOR meget?
Hvis ikke man kan tilgive, er man så stadig en fange?
Er man et dårligere menneske fordi man ikke kan tilgive?
Frisætter du dig selv ved at tilgive?

Jeg var en overgang (er det nok stadig i visse situationer), meget firkantet når det kom til dét at skulle tilgive.
Det var sådan lidt ala, ''Hvis du vil tilgives, så gå i kirken. For hos mig får du den ikke''

I de senere år (det har taget mig mange år), har jeg lært at jeg ikke nødvendigvis behøver at tilgive de personer som har gjort mig fortræd, personligt, men i det stille og for min egen skyld. Tilgiver jeg deres ugerninger, ikke fordi det de gjorde var okay eller fordi det er glemt, men fordi jeg skal også videre i livet. Dét med at blive ved med at hænge sig i vreden eller sorgen, det har ingen gavn.

Jeg er helt med på at der er ting man ikke kan tilgive (hvilket jeg forstår til fulde, det har jeg også selv),
uanset hvor meget man bliver tudet ørene fulde med, for din egen skyld, dit had vil kun æde dig op, og du vil føle dig så meget lettere bagefter. - Personligt, synes jeg at det er ok, at man ikke kan tilgive alt, bare fordi det forventes af ens omgivelser.

[Magic In The Sky]

Jeg gad godt at tilgivelse ikke er sort/hvid for mig.

Jeg tilgiver ikke folk før jeg har fået situationen bearbejdet og før jeg kan trække på skuldrene og sige: Sket er sket.

Det der med at jeg tilgiver men jeg glemmer ikke - Det giver ingen mening i mit hoved. Hvorfor så overhovedet tilgive hvis du alligevel ikke glemmer.
For mig lyder det mere som: Jeg tilgiver dig men jeg minder dig om det hvis du irriterer mig.

Jeg gad dog godt at jeg kunne give folk lidt mere snor ift hvor meget de kan få lov til at fucke up overfor mig.
Der skal en del til før jeg for alvor bliver sur på folk og det sker heldigvis stort set aldrig, men når jeg så først føler mig røvrendt SÅ er jeg rigtig svær at have med at gøre og er slet ikke til at snakke med. Jeg ignorerer folk fuldstændig indtil jeg finder ud af hvordan jeg har det med den person og SÅ er jeg til at snakke med.
Det er ikke sikkert jeg tilgiver for jeg skal genfinde tilliden til den person før jeg kan tilgive. Hvis tilliden er væk så kan jeg ikke tilgive så det kommer an på hvor meget jeg er blevet såret.

Jeg gad godt jeg havde nemmere ved det, men det har jeg desværre ikke.
Jo tættere på folk er jo sværere har jeg ved det fordi jeg har “trust issues” ift mennesker og når jeg først stoler på et menneske så stoler jeg nærmest blindt på vedkommende.
Så derfor bliver jeg hårdt ramt når jeg føler mig svigtet.

Folk jeg ikke kender ret godt har jeg aldrig haft behov for at tilgive. De betyder ikke nok for mig til at det har påvirket mig i sådan en grad. Det har bare været ligegyldigt om de var i mit liv eller ej.

[JumboJette]

Jeg må indrømme, at jeg har svært ved tilgivelse uden anger hos den, der skal tilgives (givet at brøden er af en vis størrelse).

[Allmost_Famous]

Det kommer an på hvilken form for tilgivelse, der er tale om. Er vi ude i "Du var en røv, men du er ikke en del af mit liv, så jeg gider ikke bruge min energi på dig", så har det jo reelt ikke noget med den anden person at gøre. Hvis vi snakker "Du var en røv, og nu vil du gerne have, at vi kan have en form for relation til hinanden", så skal jeg sgu mærke noget anger fra vedkommende.

[Jammerdalen]

Det er et svært spørgsmål med flere situationsbestemte nuancer - for mig. Jeg tror, jeg anser tilgivelse som det, at man "ser bort fra" det, den anden har gjort eller sagt. Man elsker eller respekterer stadig vedkommende på trods af det gjorte. Det betyder ikke nødvendigvis, at man billiger eller forstår den andens fejltrin, men man kan nulstille relationen og fortsætte som før eller starte forfra. Jeg har derfor aldrig helt forstået sætningen: "Du er tilgivet, men ikke glemt", for selvom man måske ikke rent bogstaveligt har glemt det, der er sket, så bærer man ikke længere rundt på det.

Men jeg ville aldrig blive den, der kunne sige, at jeg havde tilgivet mine kæres morder f.eks. Det ville nemlig betyde, at jeg ville kunne respektere vedkommende på trods af det han eller hun havde gjort. Jeg har oplevet mennesker gøre ting mod mig, som jeg ikke kan tilgive, men hvor jeg forsøger ikke at tænke på det for min egen skyld. Men det at jeg glemmer det for mig selv er i mine øjne ikke helt det samme som tilgivelse.

For at jeg skal kunne tilgive tænker jeg også, at personen i de fleste tilfælde fortryder sine handlinger.