LaScrooge skrev:vibbsen skrev:Jeg har lige råbt og skældt mit barn ud på den mest nederen, upædagogiske og latterlige måde.....Som naturligvis begyndte at græde...Og bad mig om at tilgive hende
Kære Vibbsen, ALLE kan tabe sutten, være nederen, upædagogiske, uretfærdige, skændes. Det er menneskeligt, dybt menneskelig. Uanset hvor gerne man vil, kan man ikke altid være den bedste udgave af sig selv. Men din datter bliver ikke nødvendigvis mærket for livet af en episode som den. Det, der gør forskellen er hvordan man håndterer det bagefter. Ligsom skænderier med ens mand. Man kan råbe og skrige og være tarvelige, men hvis man kan finde ud af at finde hinanden igen bagefter, så har man det der skal til for at være sammen resten af livet. Hvis man kan komme hinanden i møde, indrømme sine egne fejl, tilgive den anden og bede om tilgivelse, rumme og elske, så klarer man den. Mit gæt er, at din datter "bare" har brug for din dybtfølte undskyldning, måske en forklaring på et niveau hun forstår, et langt varmt kram, forsikring om, at du elsker hende mere end noget andet. Jeg har altid tænkt at du lød som en fantastisk mor og jeg er sikker på - helt uden at kende dig - at din datter føler og ved sig elsket af dig og at hun føler sig tryg ved dig fordi du er super tydelig som person. Jeg forstår, at det gør ondt og jeg synes det er meget, meget sympatisk at du grubler over det og mærker ned i årsagerne til at du flippede ud, for det er dét, der skal til for at man ikke systematisk gentager de fejl man selv led under ved ens forældre. Det er lige præcis vejen ud af de onde mønstre.
Hvad er det du genkender af dig selv i din datter?
Jeg har jo selv ADHD...Hvilket især giver udslag på det der med opmærksomheden og koncentrationen samt impulskontrollen. Og det er det jeg kan genkende i hende. Hun hopper fra den ene aktivitet til den anden. Og efterlader sig et spor af "kaos" i sit kølvand...Og det føler jeg virkelig at jeg burde kunne rumme langt bedre end jeg gør...Fordi jeg kan genkende det. Så når hun har åbnet samtlige låger i sin julekalender, det hele roder og har voldtaget mit garnlager i en eller anden leg, så er det ting jeg selv kunne have fundet på som barn.....Og når jeg så tackler det fuldstændig forkert, så tænker jeg "Er det virkelig sådan du vil være som mor til et barn med udfordringer som minder så meget om dine egne"..Især den med julekalenderen...Her slår jeg simpelthen mig selv så hårdt i hovedet, fordi jeg netop IKKE har forsøgt at "undgå" at det skete...Og så flipper totalt ud på hende når det sker...Hvorfor sørgede jeg ikke lige for at holde hånd i hanke med de rådne julekalendere...Så barnet slap for den ydmygelse det er når ens mor flipper ud på den måde...
Problemet er jo inde i mit hovedet. Barnet har forlængst tilgivet mig. For jeg sagde jo undskyld. Og længere er den faktisk ikke i hendes verden. Hun ved jo godt at det ikke var så skide smart. Men jeg sidder alligevel tilbage med følelsen af at være en rådden mor. Fordi jeg gav efter for min impulskontrol og i stedet for tackle det stille og roligt, var helt væk fra vinduet. Jeg har bare så svært ved at slippe den selvbebrejdelse, som når jeg opfører mig på den måde, dukker op og fylder hele mit udsyn. Måske fordi jeg bare synes at det er rigtig svært at være den bedste udgave af mig selv lige i øjeblikket fordi jeg har nul-saldo på overskudskontoen. Og derfor tit føler at jeg faktisk ikke gør det godt nok. Når der så sker ting som det her, så bliver jeg bekræftet i at det gør jeg faktisk ikke..