Re: Debattens mødregruppe
: 9. aug 2018, 21:02
Jer der samsover. Hvornår/hvor knalder i?
Forummet hvor du kan debattere alt fra kageopskrifter til kærestesorger, eller bare sludre løs om hverdagens oplevelser
https://debatten.net/forum/
Æble skrev:Jer der samsover. Hvornår/hvor knalder i?
Æble skrev:Jer der samsover. Hvornår/hvor knalder i?
Zonta skrev:Nøj, jeg synes det her mor-noget er hårdt. Amningen er svær, han tager ikke helt nok på, selvom jeg har rigeligt med mælk og jeg er bange for hvor længe det skal fortsætte med det her mælke-show.
Og så tror jeg, at jeg er ramt af den der følelse af, at jeg ikke elsker ham - endnu. Har læst mange eksempler på mødre, der har haft det på samme måde, så jeg panikker ikke over det, men jeg tror ikke jeg kan lade være med at være lidt bekymret for om jeg nogensinde kommer til det
Og så tror jeg også det har noget at gøre med mine forventninger til hele det her graviditets- og babyhalløj at gøre. Jeg havde så mange gener i graviditeten og der blev ved med at komme mere og mere. Det havde jeg ikke regnet med! Fødslen gik overraskende godt og jeg havde en vildt god oplevelse. Det havde jeg ikke regnet med - jeg har en lav smertetærskel og kan let gå i panik i situationer hvor jeg føler jeg ikke har kontrol. Og nu efterfølgende er det bare hårdt med hårdt på. Havde nok forestillet mig, at jeg ville have en god graviditet, en "svær" fødsel og så en dejlig tid med baby bagefter og det har været sådan lidt omvendt. Ret øv, når fødslen ligesom er det, der tager kortest tid
Men min mand er guld værd - vi er gode til at snakke om det og han lytter bare på mig, selvom jeg måske siger tingene igen og igen. Jeg har sgu giftet mig ret godt
billiebean skrev:Det med følelserne har jeg også tænkt over. Jeg fik heller ikke den der lyksalige fornemmelse af fryd og kærlighed, da T blev lagt på mig efter fødslen. Og selv efter jeg fik det bedre og tingene begyndte at køre lidt nogle uger, syntes jeg ikke rigtig, der kom nogen åbenbaring heller. Beskyttertrang og ømhed/"rørthed" jo, men ikke forelskelse. Men nu, små 6 uger efter er det stærkt på vej. Jeg får kriller i maven, tårer i øjnene og en lille ekplosion i hjertet, når hun kigger på mig og smiler. Den lille heartbreaker. Og kan mærke et bånd til hende.
Så ja, må bare sige, at de havde ret, de der sagde, at det nok skulle komme med tiden.
Og så er det faktisk rigtigt det med at forventningerne får indflydelse på oplevelsen. Jeg blev ikke overrasket over, at graviditeten var strid, formentlig fordi vi kørte videre fra et hårdt fertilitetsforløb, og derfor havde jeg det mentalt udmærket i størstedelen af tiden. Til gengæld troede jeg inderst inde, at jeg ville få en normal og let fødsel. Men det gjorde jeg så overhovedet ikke, og den sved. Specielt at det var nødvendigt at være indlagt bagefter. Havde sådan troet og håbet vi skulle hjem direkte. Og så har jeg i hele graviditeten gået rundt og forberedt mig på, at det nok ville blive sygt hårdt og svært i de første par måneder med et spædbarn. Det er sådan jeg har oplevet det hos veninder. Ikke nogen lyserød barselsboble der. Men det har overhovedet ikke været så slemt, som jeg havde frygtet.. Går stadig lidt rundt og frygter den dag, hvor hun begynder at græde 4 timer om aftenen eller vågner hver time om natten, selvom andre folk efterhånden prøver at overbevise mig om, at hun vist bare er et nemt og glad barn.
Ved ikke om man kan gøre så meget ved det med forventningerne vs virkeligheden. Men det er i hvert fald en god idé at overveje sammenhængen, tror jeg.
godtnavn skrev:Zonta: Det lyder hårdt, men er sikker på det bliver bedre snart! Jeg har ikke så meget at byde ind med da jeg ikke gik igennem det samme, men er sikker på at amningen og kærligheden bliver lige som den skal! Angående amningen så hjalp jeg ofte Luna videre i amningen da hun var nyfødt, aede hende i mundvigen og den slags der fik hende til at amme lidt længere, jeg tog faktisk tid på amningerne i starten, og ammede hun under et kvarter blev jeg ved med at hjælpe hende til hun nåede over kvarteret. Hun faldt stort set altid i søvn og stoppede med at amme på 5-10 minutter, men med lidt aening og nusning fortsatte hun.
Æble skrev:Det er MEGA hårdt i starten! Prøv at lade være at Strasse over det, men bare vær i det. Det eneste du skal ligenu er at holde dit lille barn tilfreds uden selv at gå i stykker (hvis muligt). Man er så skide sårbar der i starten og bliver samtidig udfordrer max. Det er helt normalt at være rundt på gulvet
Hvis du har masser af mælk og han gerne vil spise så skal han nok komme efter vægten.
Og selvfølgelig kommer du til at elske ham. Igen, bare prøv at mærke hvor du er uden at dømme. Hvad føler du for ham? Jeg kan huske med min første at jeg heller ikke følte kærlighed med det samme, men jeg følte den vildeste beskyttertrang. Det udviklede sig til kærlighed.
Ligenu er du i orkanens øje. Den skal rides af. Og før du ved af det så tænker du tilbage på denne første tid som noget helt særligt og dejligt.
Du skal heller ikke undervurdere det hormonhelvede du gennemgår. Det er som PMS gange 10.000 at have født og etablere amning.
Sangius skrev:Det kan bare være så hårdt i starten! Et hvert barn følger sin egen kurve - og de kurver som sundhedsplejeskeren bruger er lavet ud fra flaskebørn. Ammebørn tager gerne på i ryk, og i perioder vokser de måske i længden i stedet for vægten.
Den bedste vurdering du har på om han får nok, er bleen. Der skal være minimum 5-6 (mener jeg?) tunge tisbleer dagligt. Og ellers kan du altid prøve at lægge ham mere til - hvis du altså ikke allerede ammer 24/7
Min datter var lidt sløv i starten, så jeg lagde hende til selvom hun ikke meldte sig - gerne når hun sov, så tog hun lige en drømmetår.
Men alt det her ved du måske nok, hvis du har googlet lidt rundt om amning ♡
Jeg elskede ikke min datter i starten. Jeg havde kæmpe beskyttertrang, og brød mig ikke om at være adskilt. Men mest følte jeg mig fanget, konstant udsat og hele tiden lidt stresset. Sad om natten med en lille bebs på babsen og tudede over tilsyneladende intet. Min stakkels mand anede ikke hvd han skulle gøre.
Men det bliver bedre! Snart. Amningen også.
Jeg glæder mig lidt til at gøre det hele igen nu, med nr 2, fordi nu ved jeg hvad jeg har fået og har i vente. Så håber jeg på, at kunne finde sjælefreden til at nyde ny-baby tiden lidt mere.
Kram :* ♡
Zonta skrev:Vores sundhedsplejerske er til gengæld guld værd! Hun er så sød og kan tydeligt se, hvor meget jeg er påvirket af amningen og at han ikke tager nok på. Hun er nu ikke sådan en, der går helt bananas over det, men tager det stille og roligt og iværksætter nogle tiltag, som vi alle kan være i. Jeg ammer slet ikke 24/7 - det har jeg slet ikke overskuddet til. Jeg synes det er lidt en overvindelse hver gang han skal lægges til. Han har en fin sutteteknik og der er mælk nok (og mere til...) og jeg synes egentlig det er hyggeligt at have ham liggende. Men hele set-up'et med ammepude, håndklæde, kop under det bryst der ikke ammes på, alt tøjet af på overkroppen osv., det har jeg svært ved at overskue. Jeg føler ikke jeg kan tage nogen steder, for hvis jeg skal amme ham, kræver det bare pænt meget mere end bare lige at knappe op og smide ham på en babs. Hvis nu jeg havde en tidsramme, så jeg vidste, at det blev godt om 4 uger, så fint. Det kunne jeg sagtens leve med. Men efter at have spurgt på en ammenet-gruppe, hvor flere skrev, at de sov med vådliggerlagner i flere måneder osv., så har jeg svært ved at holde gejsten oppe. Har tit (i ren frustration og opgivelse) lyst til at sige "fuck amningen" og bare køre over på MME, men inderst inde er det ikke det jeg vil. Jeg ved bare ikke hvor længe jeg kan holde til at det skal være så omstændigt at amme. Og sundhedsplejersken sagde også, at hendes holdning var, at sådan her skulle det ikke blive ved med at være. Ikke når jeg har det som jeg har det med det. Det er meget rart at høre en fagperson sige det og vide, at hun støtter os i den beslutning vi tager.
I dag begyndte jeg at tude over et opslag i min terminsgruppe med en, der bare var så glad for amningen - hendes søn tog 300 gram på om ugen og det hele kørte bare. Jeg blev simpelthen så sindssygt misundelig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hele det her forløb med at han spiser for lidt og ikke tager nok på, er fordi han fejler et eller andet eller at det kommer til at skade ham på længere sigt. Åndssvagt, men.. Hormoner
twinkle skrev:Herhjemme synes jeg det hele går så hurtigt. Jeg kan ikke følge med!
Vi et gået fra møven frem på maven til (noget usikker) kravlen, og kan Benjamin få fat på noget at hive sig op i kan han komme op på knæ. Meget handy, når man vil se hvad der gemmer sig i kassen med legetøj!
Vi er så blevet nødt til at sætte tremmesengen ned på laveste indstilling, da jeg er en pyllermor og nervøs for, at han får hevet sig ud over siden.