Moxy-lady skrev:Jeg synes godt nok at jeg støder ind i mange historier om folk der har mistet deres børn. Åh, jeg synes det er så svært og gør mig virkelig angst for at der sker noget med Zoe. Det er sindssygt angstprovokerende at man ikke kan gardere sig mod det
Jeg har det ligesom dig, kigger jeg fx på Facebook er der altid en artikel om en kræftsyg mor der i en tidlig alder er ved at dø fra sine børn, børn der er døde eller alvorligt syge børn.
Ofte inden jeg skal sove får jeg virkelig skøre tanker om, hvad hvis Benjamin blev uhelbredelig syg, hvad hvis det barn jeg bærer på dør, hvad hvis jeg dør om lidt. Jeg kan ikke holde det ud, og prøver så vidt muligt at aflede min hjerne og tænke på noget andet. Men det er svært.
Og altså, jeg ved godt at vi alle skal dø. Men jeg mistede min far til kræft da jeg var 25, og min fætter og hans kone mistede deres første barn til vuggedød da han var halvandet. Jeg er ikke sikker på at jeg nogensinde ville blive til et helt menneske, hvis det skete for mig/os.