Forskelsbehandling af børnebørn

[Zombie]

Min svigerfar favoritiserer min søn fremfor sine bonus-børnebørn, to ældre drenge. Jeg havde en snak med ham om det forleden, for de børn har ingen mandlig bedsteforældre udover ham, der har været kæreste i 10 år og bor sammen med deres mormor. De har deres eget kælenavn for ham og det hele.

Samtalen gik heldigvis fint, og han forstod mig godt. Essensen var "Ingen kan tage fra dig, hvad du føler i dit hjerte, men du er den voksne og du valgte at have din rolle over for de her børn. Så kan du ikke bare rende fra ansvaret, fordi du bliver forblændet af dine biologiske børnebørn, især når du har så meget tid med S alene, hvor du kan gøre alt det du vil".

I min familie er forskelsbehandling totalt tabu og meget meget ildeset.

[dgd2007]

Jeg tror ikke der er blevet gjort praktisk forskel - fx større eller mindre gaver og sådan noget - men inderst inde ved jeg at både min farfar og far "følte" forskelligt efter om det var var biologiske børnebørn.

[milisa]

Men sorenspige, ser du selv hele din (+ din mands) famile på lige fod? Ser du feks alle dine (+ din mands) søskende lige meget? Er du lige meget sammen med alle dine (+ din mands) fætre+kusiner? Er der slet ikke en enkelt af alle jeres fælles tanter/onkler I ser oftere end resten?

Der er forskel på sociale relationer. Det er ikke trist eller noget at være ked af, men helt naturligt. Af en eller anden grund, har folk dog ofte tendenser til at have forventninger til lige præcis forældre/bedsteforældre, som strækker sig langt ud over, hvad man normalt tillader sig at forvente sig af folk.

Min tante har feks fire sæt børnebørn. Hun er ubetinget mest sammen med det ene sæt, som hun også henter fast en gang om ugen (det er sjovt nok børnene af den datter (dvs min kusine) der også før hun selv fik børn, var den der var mest sammen med og hjalp sine forældre med forskellige ting).
Og ja, det har en selvforstærkende effekt. Fordi hun var tættest med barn X, er hun nu tættere på barn Xs børn og de vil få mere af hendes tid og opmærksomhed, som igen vil gøre at de vil bruge mere af deres energi på hende, osv.

Hvis hun skulle dele sol og vind lige, skulle hun hente og passe børn 4(!) dage om ugen (plus det barn-syg der kommer oven i) - og hun er altså stadigvæk på arbejdsmarkedet. Alternativt skulle hun helt droppe samværet med/hjælpen til det barn hun er tættest på.

Jeg er for så vidt enig med dig, men jeg synes, det sorenspige fortæller er fuldstændig ude af proportioner. Hun fortæller fx, at de alle bor i samme by(del), og at alle børnebørn går i samme børnehave. Alligevel henter "farmor" kun nogle af børnebørnene?!?!? Altså WTF?? Ja, der er forskel på sociale relationer. Ja, det er naturligt, at man har et tættere forhold til dem, der bor tættest på. Og ja, jeg er enig med dig i, at der er er visse tendenser til, at der i nogle tilfælde er tårnhøje forventninger til bedsteforældres bidrag til dagligdagen. Men vi taler om, at der står nogle børn i alderen 3-9 år, dvs små børn i min verden, der kan se, at der er andre børn, der får lov til at komme hjem til deres farfar, men de må ikke. Det forstår jeg simpelthen ikke, at du kan synes er ok? Jeg kan sagtens forstå, at det må være svært med dine/mine/vores børn. Og da især dine/mine/vores børnebørn!! Men det må altså være det, man æder, når man indgår i en sammenbragt familie - i hvert fald sålænge børnene er så små.

Havde vi snakket teenagere eller unge voksne, så havde jeg været helt med dig. Men seriøst, forestil dig at stå der som 4-årig og se din kusine/fætter blive hentet hjem til farfar. Men du må ikke. Det er eddermame ekstremt og ekstremt for meget.

[POCKETKITTEN]

Jeg opdagede, at min svigerfar og hans kone har givet adventsgaver til min svigerindes børn her i december. Vores børn og min svogers har ikke fået noget.

Først trak jeg på skuldrene over det, fordi jeg godt ved, at de ses oftere og har en stærkere relation. Men så gik det op for mig, at det jo også bliver tydeligt for børnene inden længe. Og lige det er en lidt for åbenlys forskelsbehandling af børnebørnene, synes jeg. Så jeg overvejer, om vi skal have den ubehagelige snak.

[Petrix]

Min forældre har kun min dreng som barnebarn, så i sagens natur kan der ikke gøres forskel.
Hvis det var tilfældet, at mine brødre havde børn, og der blev gjort forskel, så ville jeg selvfølgelig blive meget ked af det.
Dog ville jeg gøre alt i min magt for at min dreng ikke ville kunne mærke denne forskelsbehandling.

[avdotja]

Men sorenspige, ser du selv hele din (+ din mands) famile på lige fod? Ser du feks alle dine (+ din mands) søskende lige meget? Er du lige meget sammen med alle dine (+ din mands) fætre+kusiner? Er der slet ikke en enkelt af alle jeres fælles tanter/onkler I ser oftere end resten?

Der er forskel på sociale relationer. Det er ikke trist eller noget at være ked af, men helt naturligt. Af en eller anden grund, har folk dog ofte tendenser til at have forventninger til lige præcis forældre/bedsteforældre, som strækker sig langt ud over, hvad man normalt tillader sig at forvente sig af folk.

Min tante har feks fire sæt børnebørn. Hun er ubetinget mest sammen med det ene sæt, som hun også henter fast en gang om ugen (det er sjovt nok børnene af den datter (dvs min kusine) der også før hun selv fik børn, var den der var mest sammen med og hjalp sine forældre med forskellige ting).
Og ja, det har en selvforstærkende effekt. Fordi hun var tættest med barn X, er hun nu tættere på barn Xs børn og de vil få mere af hendes tid og opmærksomhed, som igen vil gøre at de vil bruge mere af deres energi på hende, osv.

Hvis hun skulle dele sol og vind lige, skulle hun hente og passe børn 4(!) dage om ugen (plus det barn-syg der kommer oven i) - og hun er altså stadigvæk på arbejdsmarkedet. Alternativt skulle hun helt droppe samværet med/hjælpen til det barn hun er tættest på.

Jeg er for så vidt enig med dig, men jeg synes, det sorenspige fortæller er fuldstændig ude af proportioner. Hun fortæller fx, at de alle bor i samme by(del), og at alle børnebørn går i samme børnehave. Alligevel henter "farmor" kun nogle af børnebørnene?!?!? Altså WTF?? Ja, der er forskel på sociale relationer. Ja, det er naturligt, at man har et tættere forhold til dem, der bor tættest på. Og ja, jeg er enig med dig i, at der er er visse tendenser til, at der i nogle tilfælde er tårnhøje forventninger til bedsteforældres bidrag til dagligdagen. Men vi taler om, at der står nogle børn i alderen 3-9 år, dvs små børn i min verden, der kan se, at der er andre børn, der får lov til at komme hjem til deres farfar, men de må ikke. Det forstår jeg simpelthen ikke, at du kan synes er ok? Jeg kan sagtens forstå, at det må være svært med dine/mine/vores børn. Og da især dine/mine/vores børnebørn!! Men det må altså være det, man æder, når man indgår i en sammenbragt familie - i hvert fald sålænge børnene er så små.

Havde vi snakket teenagere eller unge voksne, så havde jeg været helt med dig. Men seriøst, forestil dig at stå der som 4-årig og se din kusine/fætter blive hentet hjem til farfar. Men du må ikke. Det er eddermame ekstremt og ekstremt for meget.

Ja det synes jeg, for det er simpelthen ikke bedsteforældrenes ansvar. Bedsteforældrene har ikke medbestemmelse på om børnebørn bliver sat i verdenen eller ej og har (selvfølgelig) heller ikke pligt til at hente x antal gange om ugen eller passe x antal timer. Heller ikke selv om de vælger at bruge x antal timer på et andet barn.

Jeg er ikke bedsteforældre, men har da selv forskellige relationer til børnene i min familie. Som oftest er det hægtet op på forældrene, jo tættere et forhold jeg har til dem, desto tættere et forhold har jeg til barnet. Men jo ældre det bliver, jo mere betyder barnets personlighed selvfølgelig også. Visse mennesker (hvad enten de er børn eller voksne) klikker man bare bedre med end andre.

EDIT: og helt konkret: hvad mener du så man bør gøre hvis man har mange børnebørn? Sørger for ikke at have en tæt relation til nogen af dem, fordi kræfterne ikke lige er til børnebørn 4-5 gange om ugen?

[milisa]

Men sorenspige, ser du selv hele din (+ din mands) famile på lige fod? Ser du feks alle dine (+ din mands) søskende lige meget? Er du lige meget sammen med alle dine (+ din mands) fætre+kusiner? Er der slet ikke en enkelt af alle jeres fælles tanter/onkler I ser oftere end resten?

Der er forskel på sociale relationer. Det er ikke trist eller noget at være ked af, men helt naturligt. Af en eller anden grund, har folk dog ofte tendenser til at have forventninger til lige præcis forældre/bedsteforældre, som strækker sig langt ud over, hvad man normalt tillader sig at forvente sig af folk.

Min tante har feks fire sæt børnebørn. Hun er ubetinget mest sammen med det ene sæt, som hun også henter fast en gang om ugen (det er sjovt nok børnene af den datter (dvs min kusine) der også før hun selv fik børn, var den der var mest sammen med og hjalp sine forældre med forskellige ting).
Og ja, det har en selvforstærkende effekt. Fordi hun var tættest med barn X, er hun nu tættere på barn Xs børn og de vil få mere af hendes tid og opmærksomhed, som igen vil gøre at de vil bruge mere af deres energi på hende, osv.

Hvis hun skulle dele sol og vind lige, skulle hun hente og passe børn 4(!) dage om ugen (plus det barn-syg der kommer oven i) - og hun er altså stadigvæk på arbejdsmarkedet. Alternativt skulle hun helt droppe samværet med/hjælpen til det barn hun er tættest på.

Jeg er for så vidt enig med dig, men jeg synes, det sorenspige fortæller er fuldstændig ude af proportioner. Hun fortæller fx, at de alle bor i samme by(del), og at alle børnebørn går i samme børnehave. Alligevel henter "farmor" kun nogle af børnebørnene?!?!? Altså WTF?? Ja, der er forskel på sociale relationer. Ja, det er naturligt, at man har et tættere forhold til dem, der bor tættest på. Og ja, jeg er enig med dig i, at der er er visse tendenser til, at der i nogle tilfælde er tårnhøje forventninger til bedsteforældres bidrag til dagligdagen. Men vi taler om, at der står nogle børn i alderen 3-9 år, dvs små børn i min verden, der kan se, at der er andre børn, der får lov til at komme hjem til deres farfar, men de må ikke. Det forstår jeg simpelthen ikke, at du kan synes er ok? Jeg kan sagtens forstå, at det må være svært med dine/mine/vores børn. Og da især dine/mine/vores børnebørn!! Men det må altså være det, man æder, når man indgår i en sammenbragt familie - i hvert fald sålænge børnene er så små.

Havde vi snakket teenagere eller unge voksne, så havde jeg været helt med dig. Men seriøst, forestil dig at stå der som 4-årig og se din kusine/fætter blive hentet hjem til farfar. Men du må ikke. Det er eddermame ekstremt og ekstremt for meget.

Ja det synes jeg, for det er simpelthen ikke bedsteforældrenes ansvar. Bedsteforældrene har ikke medbestemmelse på om børnebørn bliver sat i verdenen eller ej og har (selvfølgelig) heller ikke pligt til at hente x antal gange om ugen eller passe x antal timer. Heller ikke selv om de vælger at bruge x antal timer på et andet barn.

Jeg er ikke bedsteforældre, men har da selv forskellige relationer til børnene i min familie. Som oftest er det hægtet op på forældrene, jo tættere et forhold jeg har til dem, desto tættere et forhold har jeg til barnet. Men jo ældre det bliver, jo mere betyder barnets personlighed selvfølgelig også. Visse mennesker (hvad enten de er børn eller voksne) klikker man bare bedre med end andre.

EDIT: og helt konkret: hvad mener du så man bør gøre hvis man har mange børnebørn? Sørger for ikke at have en tæt relation til nogen af dem, fordi kræfterne ikke lige er til børnebørn 4-5 gange om ugen?

Jeg mener, man som voksen bør sørge for ikke at udstille forskellene. Børnene har sgu heller ikke bedt om bedsteforældrene, og det er trods alt bedsteforældrene, der er de voksne. Nej, bedsteforældrene har ikke pligt til noget som helst og da slet ikke til at passe X antal timer. Men de har sgu pligt til at opføre sig ordentligt. Når vi taler 3-9 årige børn i samme by (jeg tager alderen ud fra, der bliver talt om børnehave og SFO, ret mig meget gerne, hvis jeg tager fejl), så må man sgu fordele sol og vind lige, når det er åbenlyst. Hvis man har det bedst med nr 2, 4, 6 og elendigt med nr 1, 3 og 5, så må man jo sørge for at forkæle 2, 4 og 6, når man har dem alene.

Har du børn? Hvis ja, hvad vil du så sige til din 3-4-5 årige, når det spørger, hvorfor h*n ikke også må komme med hjem til farfar, når fætter/kusine må?

Min pointe er jo, at det, som sorenspige fortæller, foregår fuldt åbenlyst over for børnene. By all means, inviter hold x hjem oftere end hold y, who cares? Det kan bedre bortforklares i øjenhøjde. Men når både hold x og hold y går i børnehave og SFO sammen, så er det jo svært at undgå, at hold x fortæller om, at NU har de været med farfar og "farmor" på ferie - og igen, kan du sætte dig ind i, hvad et lille barn vil tænke, når det ser "farmor" gå hjem med fætter/kusine uden en selv?

[avdotja]

Nej jeg har ikke børn. Men hvis jeg havde, ville det da jævnligt opleve at andre børn, inklusiv fætre/kusiner, voksede op under andre forhold, herunder en anden adgang til bedsteforældre/heste/hund/biler/legeland end den der ville være i vores hjem. Det ser jeg ikke noget problem i og kan ærlig talt heller ikke se hvorfor barnet skulle gøre det, hvis jeg ikke problematiserede det over for det. I hvert fald ikke mere end barnet ville ærgre sig over ikke at have kat som bedstevennen eller en far som alle de andre børn.

[LaScrooge]

Men sorenspige, ser du selv hele din (+ din mands) famile på lige fod? Ser du feks alle dine (+ din mands) søskende lige meget? Er du lige meget sammen med alle dine (+ din mands) fætre+kusiner? Er der slet ikke en enkelt af alle jeres fælles tanter/onkler I ser oftere end resten?

Der er forskel på sociale relationer. Det er ikke trist eller noget at være ked af, men helt naturligt. Af en eller anden grund, har folk dog ofte tendenser til at have forventninger til lige præcis forældre/bedsteforældre, som strækker sig langt ud over, hvad man normalt tillader sig at forvente sig af folk.

Min tante har feks fire sæt børnebørn. Hun er ubetinget mest sammen med det ene sæt, som hun også henter fast en gang om ugen (det er sjovt nok børnene af den datter (dvs min kusine) der også før hun selv fik børn, var den der var mest sammen med og hjalp sine forældre med forskellige ting).
Og ja, det har en selvforstærkende effekt. Fordi hun var tættest med barn X, er hun nu tættere på barn Xs børn og de vil få mere af hendes tid og opmærksomhed, som igen vil gøre at de vil bruge mere af deres energi på hende, osv.

Hvis hun skulle dele sol og vind lige, skulle hun hente og passe børn 4(!) dage om ugen (plus det barn-syg der kommer oven i) - og hun er altså stadigvæk på arbejdsmarkedet. Alternativt skulle hun helt droppe samværet med/hjælpen til det barn hun er tættest på.

Jeg er for så vidt enig med dig, men jeg synes, det sorenspige fortæller er fuldstændig ude af proportioner. Hun fortæller fx, at de alle bor i samme by(del), og at alle børnebørn går i samme børnehave. Alligevel henter "farmor" kun nogle af børnebørnene?!?!? Altså WTF?? Ja, der er forskel på sociale relationer. Ja, det er naturligt, at man har et tættere forhold til dem, der bor tættest på. Og ja, jeg er enig med dig i, at der er er visse tendenser til, at der i nogle tilfælde er tårnhøje forventninger til bedsteforældres bidrag til dagligdagen. Men vi taler om, at der står nogle børn i alderen 3-9 år, dvs små børn i min verden, der kan se, at der er andre børn, der får lov til at komme hjem til deres farfar, men de må ikke. Det forstår jeg simpelthen ikke, at du kan synes er ok? Jeg kan sagtens forstå, at det må være svært med dine/mine/vores børn. Og da især dine/mine/vores børnebørn!! Men det må altså være det, man æder, når man indgår i en sammenbragt familie - i hvert fald sålænge børnene er så små.

Havde vi snakket teenagere eller unge voksne, så havde jeg været helt med dig. Men seriøst, forestil dig at stå der som 4-årig og se din kusine/fætter blive hentet hjem til farfar. Men du må ikke. Det er eddermame ekstremt og ekstremt for meget.

Ja det synes jeg, for det er simpelthen ikke bedsteforældrenes ansvar. Bedsteforældrene har ikke medbestemmelse på om børnebørn bliver sat i verdenen eller ej og har (selvfølgelig) heller ikke pligt til at hente x antal gange om ugen eller passe x antal timer. Heller ikke selv om de vælger at bruge x antal timer på et andet barn.

Jeg er ikke bedsteforældre, men har da selv forskellige relationer til børnene i min familie. Som oftest er det hægtet op på forældrene, jo tættere et forhold jeg har til dem, desto tættere et forhold har jeg til barnet. Men jo ældre det bliver, jo mere betyder barnets personlighed selvfølgelig også. Visse mennesker (hvad enten de er børn eller voksne) klikker man bare bedre med end andre.

EDIT: og helt konkret: hvad mener du så man bør gøre hvis man har mange børnebørn? Sørger for ikke at have en tæt relation til nogen af dem, fordi kræfterne ikke lige er til børnebørn 4-5 gange om ugen?

Har du børn? Hvis ja, hvad vil du så sige til din 3-4-5 årige, når det spørger, hvorfor h*n ikke også må komme med hjem til farfar, når fætter/kusine må?

"Ja, du må jo forstå, at bedstefar ikke har bedt om, at du blev sat i verden og han elsker dig sådan set ikke og kan ikke tage sig af dine følelser."

[LaScrooge]

Oplever nogen af jer og jeres børn forskelsbehandling i forhold til jeres søskende/halvsøskende/bonussøskende og deres børn?

Og hvis I gør, hvordan har I det med det?

Søtenspige, uanset hvad man kan eller ikke kan forvente af andre, hvilket der kan siges meget men nok ikke er noget universelt om, så kan jeg virkelig godt forstå, at du er ked af det over den måde det er på. Og selvom du kan finde en forklaring i, at din fars kone hellere vil være sammen med sin biologiske familie, så er dine følelser reelle og de skal såmænd bare mødes med forståelse, accept og omsorg. De er ikke forkerte og det er du heller ikke.

Du skriver, at du vil forsøge at fokusere mere på din gode og tætte relation til din mor og farforældrene og det tror jeg, er et helt rigtige. Hellere gå i den retning, hvor du føler dig elsket, fremfor at opsøge en sammenhæng der vækker den modsatte følelse. Hvis det giver mening, kan du forsøge at have en sidste samtale med din far om det, hvor du ærligt og åbent fortæller, hvordan du har det med det og hvad det har betydet for dig, men med formålet at sige farvel til dine forhåbninger og de smertelige følelser og bevæge dig ind i en accept af hvordan tingene er.

Giv slip på det smertelige; dyrk det gode, kærlige, varme, givende og gensidige fællesskab du har.

[LaScrooge]

Nej jeg har ikke børn. Men hvis jeg havde, ville det da jævnligt opleve at andre børn, inklusiv fætre/kusiner, voksede op under andre forhold, herunder en anden adgang til bedsteforældre/heste/hund/biler/legeland end den der ville være i vores hjem. Det ser jeg ikke noget problem i og kan ærlig talt heller ikke se hvorfor barnet skulle gøre det, hvis jeg ikke problematiserede det over for det. I hvert fald ikke mere end barnet ville ærgre sig over ikke at have kat som bedstevennen eller en far som alle de andre børn.

Jeg forstår godt din pointe om, at man ikke har ret til eller krav på andre mennesker og at forældre/voksne/bedsteforældre/whatever har ligeså meget lov til at vælge hvem de vil omgive sig med, som alle andre. Problemet er bare, at det kan være decideret ondskabsfuldt overfor børn, som ikke har forudsætninger for at forstå en så avanceret tilgang til relationel afgrænsning. Der er ikke bare tale om, at man har forskellige relationer med andre mennesker - hvilket man næppe heller bider mærke i, hvis man føler sig elsket og tryg i sin egen relation til vedkommende -, men en fordring om accept af totalt fravalg ud fra [hvad der opleves som] helt arbitrære kriterier. Man kan ikke forvente af et barn, at det skal kunne forstå, at det ikke er elsket af en person, det selv elsker, med begrundelsen at man ikke kan forvente, at andre elsker én, bare fordi man er der. Det er simpelthen for avanceret en øvelse. Børn skal føle at de er elskede, punktum. Det er den væsentligste opgave verden har overfor dem. Derfor har voksne en pligt overfor børn, som handler om at de ikke skal opdage, hvis man ikke elsker dem. Det implicerer oftest bare, at man behandler dem ordenligt, med respekt og nænsomhed, i det mindste indtil man kan slippe væk. De har mindst af alt bedt om at være i verden og på ens vej, så de skal heller ikke bøde for det, især når de heller ikke selv kan fjerne sig.

[milisa]

Nej jeg har ikke børn. Men hvis jeg havde, ville det da jævnligt opleve at andre børn, inklusiv fætre/kusiner, voksede op under andre forhold, herunder en anden adgang til bedsteforældre/heste/hund/biler/legeland end den der ville være i vores hjem. Det ser jeg ikke noget problem i og kan ærlig talt heller ikke se hvorfor barnet skulle gøre det, hvis jeg ikke problematiserede det over for det. I hvert fald ikke mere end barnet ville ærgre sig over ikke at have kat som bedstevennen eller en far som alle de andre børn.

Scrooge forklarer meget godt, hvad problematikken er. Jeg vil blot tilføje et eksempel fra mit liv: Min mor har tre søskende, som alle flyttede max 2 km hjemmefra og fik ægtefæller og børn uden at rykke sig en tøddel længere væk. Min mor derimod flyttede 1½ times kørsel væk - i øvrigt i fattig-80'erne og som sygeplejerske med sin folkeskolelærer mand, dvs penge var ikke noget, vi havde det vilde af, dvs man kørte ikke bare sådan lige 1½ time frem og tilbage. Med andre ord så jeg min mormor og morfar - og fætre og kusiner - ca 2-3 gange årligt. De andre, derimod, så jo hinanden i tide og utide og var med til hinandens fødselsdage og kendte hinandens venner osv, OG var naturligvis også meget mere sammen med vores fælles bedsteforældre. Dette har hverken min søster eller jeg haft det mindste imod - det kunne jo ikke være anderledes. Dog gav det da et par stik hist og her, da man var mindre, når man følte sig udenfor, fordi de kunne tale om, at nu havde de mormor og morfar igen-igen passet, eller var kommet på ture og på overnatning osv. Pointe: Selvom min søster og jeg dengang havde en god forklaring, så var det alligevel noget, der gav et jag af misundelse/jalousi og følelsen af at stå uden for. Som jeg har sagt en 3-4 gange nu: Så prøv at forestil dig, hvordan det ville have været, hvis min mormor og morfar havde hentet alle andre end mig i børnehaven. Hele omdrejningspunktet i alt det her er, at det foregår lige for snuden af børnene. Det er samme by, samme børnehave/SFO. Der er INGEN anden undskyldning end, at mormor og morfar ikke gider dem. Det er sgu noget af en bet for et barn på 3-9 år. Og jeg kan garantere dig, at det er fuldstændig usammenligneligt med ikke at have en kat eller en far.

[avdotja]

Okay, at man ikke bliver hentet lige så ofte fra børnehaven af bedsteforældrene som ens kusine, er simpelthen værre end ikke at have en far?

Nå, under alle omstændigheder laver ingen af os vist andet end at gentage os selv, så jeg er ude af diskussionen.

/Avdotja - som bestemt ikke har samme forhold til alle niecer/nevøer.

[Sorenspige]

Okay, at man ikke bliver hentet lige så ofte fra børnehaven af bedsteforældrene som ens kusine, er simpelthen værre end ikke at have en far?

Nå, under alle omstændigheder laver ingen af os vist andet end at gentage os selv, så jeg er ude af diskussionen.

/Avdotja - som bestemt ikke har samme forhold til alle niecer/nevøer.

Aldrig hentet.

[Bergen]

Okay, at man ikke bliver hentet lige så ofte fra børnehaven af bedsteforældrene som ens kusine, er simpelthen værre end ikke at have en far?

Nå, under alle omstændigheder laver ingen af os vist andet end at gentage os selv, så jeg er ude af diskussionen.

/Avdotja - som bestemt ikke har samme forhold til alle niecer/nevøer.

Aldrig hentet.

Jeg forstår godt, at du er ked af det. Det ville jeg også være.