Forskelsbehandling af børnebørn

[Luffegås]

Jeg er en type der ikke har noget i mod forskelsbehandling, men, jeg tror også på at ingen familier er ens. Vi er så den "familie" der måske tilgengæld bliver behandlet lidt anderledes, men vi er også forskellige svigerbørn/børn, og vores børn er dybt forskellige.
Nogen børn gider ikke udflugter, vrænger næse når der skal gåes tur, og er umulige at købe gave til, og får hjemve bare de har været alene hos bedste i 30 minutter. (for der er ingen computer).. Min datter ELSKER sine bedsteforældre, hun elsker de samme ting som de elsker, og hun får dyre gaver fordi det er ting vi mangler, og de andre mangler ingenting og tjener godt, hvorimod vi tjener knap så godt som de andre.

Jeg husker som barn min farmor også forkælede min fætter helt enormt, og alle gjorde nar af det bag ryggen på hende. Jeg husker nogen blev sure på hende fordi hun ville købe ham en cykel i julegave, og så insisterede de på at min bror OGSÅ skulle have en cykel.. Men, altså.. Vi så min bror 1 gang i måneden, OG han havde en alderssvarende cykel nede hos sin mor. Det var simpelthen synd at voksnes "retfærdighedssans" skulle gå ud over børnene, men okay, min farmor kunne så have givet fætter cyklen på et andet tidspunkt.
Så nogengange torr jeg det er vigtigt man kommer ud af sin egen navle, og kigger lidt på forskellene og behovene. For børn ER anderledes, også selvom de er blevet voksne.

[Kanga]

Som barn er der ALTID blevet gjort forskel på mine søskende og jeg, når vi var hos mine papfarforældre. Min lillesøster var helt klart favorit og min farmor havde ingen skrupler ved at gøre tydeligt opmærksom på den forskelsbehandling. Hvad min søster ikke har fået af gaver, hvor jeg bare kunne sidde og se på og ingenting få. Jeg fatter ikke, at mine forældre ikke satte foden ned.

Min stedfar tog det med videre og har altid favoriseret min søster og hendes børn i forhold til mig og min søn. Selvom mine forældre og jeg boede i samme by, så var det så godt som umuligt at få dem til at hente i institution, passe ved sygdom, hvis vi skulle i byen osv. Og de ville aldrig passe uden anledning og de bød sig heller aldrig til. Min søster til gengæld. Hun boede 30 minutter væk og det var ikke sjældent, at mine forældre kørte over og passede syge børn, inviterede på ture, sommerhus osv. Så kunne vi andre se det hele slået op på Facebook og sidde tilbage og tænke, hvorfor vi ikke var gode nok til at deltage.

Min søster fik en sprit ny barnevogn, da hun ventede nr 1. Jeg fik ingenting, fordi jeg købte/ ville have en brugt barnevogn. Vores anden søster fik ingenting, fordi hun fik en barnevogn i gave fra en anden side af familien.

Min mor er død og jeg ser ikke min stedfar og paplillesøster. Gudskelov!

[Sorenspige]

Så nogengange torr jeg det er vigtigt man kommer ud af sin egen navle, og kigger lidt på forskellene og behovene. For børn ER anderledes, også selvom de er blevet voksne.

Jeg er med på, at man nogle gange skal behandle folk forskelligt for at behandle dem ens, og måske er det tilfældet hos mig, men jeg er hele mit liv blevet tilsidesat i forhold til min bonussøster og min lillebror, og selvom min mor har været en fantastisk mor, så kunne hun jo ikke erstatte min far.

Min far og hans kone er nogle meget engagerede forældre til deres andre børn og børnebørn, men det ændrer altså ikke på, at jeg/vi også er der, selvom det føles som om, at det ville have været nemmere, hvis jeg/vi ikke var.

Jeg forstår godt, at de ikke har tid og energi til at engagerer sig mere. De passer med og uden overnatning, kører frem og tilbage til fodbold, laver mad og gør rent for dem mange gange ugentlig. Og vi taler ikke om ressourcesvage mennesker. Min bonussøster har en lederstilling, og hendes mand har haft eget firma med vind i sejlene i over 10 år.

Jeg ville nok bare ønske, at der også var en lidt større plads til os i deres liv. Især i min fars.

[avdotja]

Jeg synes det er naturligt nok, at man ikke har samme sociale relation til alle.

Har man to brødre, ser man måske den ene mere end den anden og er man gift, er man sandsynligvis mere sammen med den ene persons forældre end den andens. Og har man stadigvæk 4 sæt bedsteforældre, bruger man - helt sikkert - heller ikke lige meget energi på alle 4 par (som potentielt er op til 8, hvis alle er skilt).

Kan ikke se hvorfor ældre mennesker, ikke også skal have lov til at vælge hvem de bruger deres tid og energi på. Det gør alle andre (uden at der er nogen der synes det er forkert af den grund).

[avdotja]

Snakker vi ens egne børn (så længe de rent faktisk er børn) mener jeg man bør bestræbe sig på at behandle dem nogenlunde ens. Men voksne eller andre folks børn? Nej.

[FormerlyKnownAs]

Farmor har mødt vores yngste 3 gange. Hun er 3,5 år. Vi har set farmor 1 gang siden vi flyttede tilbage til DK for 2 år siden. Der er givet 1 fødselsdagsgave til vores ældste som var samme anledning vi så hende for 2 år siden. Thats it.

Min svigerindes børn bliver hentet og bragt til og fra skole på
Ugentlig basis. Den ældste er de til stævne eller i stalden med på ugentlig basis. De har købte hestetrailer for at hjælpe til.

Min mand havde en kæreste i et år med et barn på dengang 6 mdr for 23 år siden. Det barn har været hos farmor hver 2. Weekend frem til 15-16 års alderen. Farmor har været med til fødselsdage, konfirmation, flyttet for vedkommende, betalt mobilabonnement i mange år, handlet ind osv osv osv.

Vi inviteres til 0% hos nogen på den side af familen. Jeg har prøvet og prøvet og prøvet for at danne og holde fast i en relation…. og har givet helt og aldeles op. Så ja, man kan vist godt sige at der gøres forskel. Vores datter aner ikke hvem hun er og vores søn kan ikke huske hende som farmor men omtaler hende, yderst sjældent, ved navn.

[FormerlyKnownAs]

Jeg vil gerne acceptere, at det er sådan her, det er, men hvordan gør man/jeg det?

På papiret har mine børn farmor og farfar, mormor ++, morfar ++. Men de ser ingen af dem. Jeg har af forskellige årsager valgt først min mor fra og senere min far. De kender slet ikke mine børn.

Farmor og farfar var lidt en del af vores søns liv de første år, nu er de slet ikke.

Det er en helt anden sag end din. Det ved jeg. Jeg prøvede længe at holde fast i relationen til farmor, men det var så envejs at jeg ikke gad mere til sidst og opgav. Fordi hun ikke var min familie accepterede jeg det hurtigere end man sikkert kan med en biologisk. Men jeg brugte meget energi på at irritere mig over det og over at mine forsøg endte i blahhh…. I dag siger farmor selv at hun godt ved at jeg har prøvet og gjort rigtig meget og at hun jo godt gad at have samme forhold til vores børn som det andet hold…det er bare fulgt op af pis og papir og dårlige forklaringer. Ærligt…hun kan rende mig. Jeg gider ikke holde fast i en relation i mine børns liv som er skrøbelig. Enten er du med eller også er du ikke. Det er mine børn, jeg værner om dem og det er bedre at der ingen er end at der måske, lidt, nogle gange, når det passer, er en relation.

Jeg tænker at du kan enten leve med at det er som det er og prøve at acceptere at det er det du og børnene får.
Eller, være mere skarp på hvad der skal være af indflydelse fra din far+, så det ikke en dag går op for dine børn at noget er skævt. Så i stedet for at sige ja til alt, det ved jeg jo ikke om du gør, så sig ja til 50% og så får i det i får. Det er færre omgange med skuffelser og irritation og færre gange at du skal acceptere at det er de præmisser.

[godtnavn]

Helt tydeligt, både af farmor men også af mandens søstre, der er ingen tvivl om at moster er en mere betydningsfuld titel end faster, hvilket de også fortalte mig da jeg var gravid med min store, f.eks. valgte mandens søster ikke at tage sig tiden til at kører fra Faxe til København for at møde vores nyfødte datter. Svigermor rejste også til udlandet for at se sin datters børn men hun var flere måneder om at komme og se vores andet barn.

Vi har så valgt at trække os ret meget fra den del af familien fordi vi ikke vil have vores børn vokser op med forskelsbehandlingen, de ved at den familie er der, men også at de bor "langt væk" og vi derfor sjældent ser dem, heldigivs er der andet af mandens familie der vælger vores børn aktivt til så de har familie på begge sider.

[Sorenspige]

Jeg har forsøgt at slutte fred med det i flere år, men desværre bliver jeg stadig ramt. Det er som om, at en del af mig stadig håber på en relation, som vi aldrig får.

Mine børn ved godt, at noget er anderledes, og at vi fx ikke besøger dem så tit, og det har jeg forsøgt at forklare på en ordentlig måde. De har også været vant til, at min fars kone henter de andre i samme sfo og børnehave uden at de kommer med.

Jeg er ked af at høre, at I er andre, der også oplever det på den ene eller den anden måde. Det er så svært.

[avdotja]

Men sorenspige, ser du selv hele din (+ din mands) famile på lige fod? Ser du feks alle dine (+ din mands) søskende lige meget? Er du lige meget sammen med alle dine (+ din mands) fætre+kusiner? Er der slet ikke en enkelt af alle jeres fælles tanter/onkler I ser oftere end resten?

Der er forskel på sociale relationer. Det er ikke trist eller noget at være ked af, men helt naturligt. Af en eller anden grund, har folk dog ofte tendenser til at have forventninger til lige præcis forældre/bedsteforældre, som strækker sig langt ud over, hvad man normalt tillader sig at forvente sig af folk.

Min tante har feks fire sæt børnebørn. Hun er ubetinget mest sammen med det ene sæt, som hun også henter fast en gang om ugen (det er sjovt nok børnene af den datter (dvs min kusine) der også før hun selv fik børn, var den der var mest sammen med og hjalp sine forældre med forskellige ting).
Og ja, det har en selvforstærkende effekt. Fordi hun var tættest med barn X, er hun nu tættere på barn Xs børn og de vil få mere af hendes tid og opmærksomhed, som igen vil gøre at de vil bruge mere af deres energi på hende, osv.

Hvis hun skulle dele sol og vind lige, skulle hun hente og passe børn 4(!) dage om ugen (plus det barn-syg der kommer oven i) - og hun er altså stadigvæk på arbejdsmarkedet. Alternativt skulle hun helt droppe samværet med/hjælpen til det barn hun er tættest på.

[Sorenspige]

Jeg spørger netop i tråden, hvordan andre oplever det, fordi jeg er i tvivl om, om det er mig, der er forkert på den, og om det bare er sådan det er, når ens forældre har flere børnebørn.

Jeg er med på, at det kan være svært at se fx alle fætre og kusiner lige meget, men for mig er de heller ikke tæt/nær familie. Jeg er også med på, at der kan være forskel, hvis det ene voksne barn bor tæt på forældrene, mens de andre bor 3-4 timers kørsel væk. Sådan er det bare ikke i vores tilfælde.

Jeg kan sagtens se, at det er svært at få tid til at engagere sig i 6 børnebørn. Men måske kunne man se på, om tiden kunne fordeles fra 98% mod 2% til måske 85%-15%. Jeg forlanger ikke millimeterdemokrati, men måske bare en følelse af også at være en del af min fars familie.

Heldigvis er jeg meget heldig, fordi jeg har min mor og mine svigerforældre, og det vil jeg forsøge at fokusere endnu mere på fremover.

[avdotja]

Sorenspige, jeg tror ikke dine følelser er unormale

Folk føler ofte de har ret til bestemte ting, når det kommer til deres forældre. Det ser man jo feks ved arvesager, hvor de efterladte kan gå bananas over de mest ligegyldige ting. Givetvis fordi det slet ikke handler om den givne dims, men netop skyldes følelser af den ene eller anden art.

For mig personligt, er forældre dog mennesker præcis som alle andre. Dvs at de selv har fuld frihed til at vælge at bruge deres tid/energi på de mennesker de holder mest af. Herunder helt at fravælge folk, de ikke føler bidrager med noget positivt til deres liv.

Vil lige påpege at jeg ikke taler specifikt om dig her! Det er på ingen måde fordi jeg tror at din far ikke elsker dig/sætter pris på at være sammen med dig (om noget, tror jeg det samme som du er inde på: at konen - som det ofte er tilfældet* - er drivkraften i deres sociale liv og da hun naturligvis foretrækker at være sammen med sine egne børn, er det derfor dem de ender med at bruge mest tid på). Det er udelukkende for at understrege min pointe: I min bog er der ingen forskel på om det er et “barn” der forsøger at begrænse forældrenes rolle på hans/hendes liv, eller om det er forældrene der forsøger at begrænse “barnet” rolle i deres liv. Så længe alle er voksne mennesker, har de lige meget ret til at omgive sig med lige præcis de mennesker de selv foretrækker. Helt uden at skulle begrunde eller undskylde valget overfor andre.

* Havde oprindelig skrevet “i deres generation”, men mindes jeg så noget om at noget lignende også gør sig gældende i dag: at man, i en børnefamilie, ofte har en tættere relation til bedsteforældrene på kvindens side, da kvinden simpelthen har en tættere/mere opsøgende relation til sine forældre end manden har.

[Fruity]

… hvilket jo også forklarer, hvorfor det er sårende og gør ondt: Man bruger tid på dem, man elsker og det er ok er ikke just et svar, der er let at sluge, når man føler sig fravalgt af sine forældre

[Sofakartoflen]

.

[Sofakartoflen]

.