Jamen, du ved jo godt, at jeg også er totalt i tvivl
Men jeg synes også, at jeg mere og mere føler en oprigtig lyst til at få nr 2. Først havde jeg slet slet SLET ikke lyst til flere børn. Så skræmte tanken mig gradvist mindre. Så fik jeg sådan en “rationel lyst” til at T skulle have en søskende. Og nu har jeg faktisk en ide om at en lille ny tut kunne være meget fint (selvom jeg da må indrømme at jeg ikke ligefrem misunder min gode veninde, sommer har en 1 måned gammel datter og er totalt låst fast i amme/søvn/bleskift-karrusellen - havde det udmærket med at levere baby tilbage til mor efter at have nusset hende - og sådan havde M det også! ) Og det sker nok meget i takt med, at det bliver nemmere og nemmere med nr 1. Det at kunne kommunikere med T har virkelig været et kvantespring! Og vores parforhold er også ved at være back on track efter nogle sygt hårde år.
Så ja, jeg er mere og mere klar på at skulle ud på dybt vand igen med IVF.
Det store issue her er dog dels økonomi, fordi jeg ikke har et fast job på den ene side - og alder på den anden; jeg er 36 nu og har ikke evigheder at forsøge i.
Men var jeg yngre (det mener jeg du er?), så havde jeg heeeelt klart ventet 1 år minimum.
Barn nr. 2 eller ej?
- billiebean
- Indlæg: 3417
- Tilmeldt: 11. dec 2015, 11:29
- Kort karma: 332
- Likede indlæg: 4382
Re: Barn nr. 2 eller ej?
Jeg tror aldrig, at jeg var kommet til at føle mig "klar" til barn nr. 2. Heldigvis blev jeg uplanlagt gravid og så gav det ligesom sig selv.
Og jeg har nok sagt 500 gange, at hvor VAR det godt, at vi fik den lillesøster. Dels fordi hun er fantastisk, men også fordi de to piger har haft så super meget glæde af hinanden. Jeg troede bare, at det var en tom kliche det med, at en søskende er en gave, men det er det IKKE!
Rent praktisk synes jeg ikke, at det er hårdere at have to børn end et. Man har jo lagt hele sit liv om alligevel. Og det gode er, at ved barn nr. 2 var jeg meget mere rolig og forberedt på det hele, så jeg hvilede meget bedre i morrollen og i at komme igennem de svære perioder.
Og jeg har nok sagt 500 gange, at hvor VAR det godt, at vi fik den lillesøster. Dels fordi hun er fantastisk, men også fordi de to piger har haft så super meget glæde af hinanden. Jeg troede bare, at det var en tom kliche det med, at en søskende er en gave, men det er det IKKE!
Rent praktisk synes jeg ikke, at det er hårdere at have to børn end et. Man har jo lagt hele sit liv om alligevel. Og det gode er, at ved barn nr. 2 var jeg meget mere rolig og forberedt på det hele, så jeg hvilede meget bedre i morrollen og i at komme igennem de svære perioder.
0
Re: Barn nr. 2 eller ej?
girl_beat skrev:Zonta skrev:Jeg synes netop det med overskuddet er så svært. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg syntes det var pissehårdt at få vores søn. Jeg kæmpede med at lære hans signaler (og mangel på samme) at kende, jeg følte mig ikke som sådan tilknyttet til ham det første lange stykke tid. Nu her, hvor han er blevet 2, synes jeg stadig af og til det er hårdt, men jeg synes også det er SÅ meget federe. Først og fremmest, så ville jeg jo gerne have en garanti på, at vi ikke fik et barn, der var sværere end vores søn, men det er der jo ikke nogen der kan give. Dernæst synes jeg det er svært at "gamble" med min egen psyke velvidende, at jeg helt klart vil blive mere og mere glad for barnet jo ældre det bliver. På den anden side, så ved jeg nu hvad jeg går ind til (-ish...). Jeg ved, at der skal tid til. Jeg ved hvad jeg skal være opmærksom på. Det vil formodentlig gøre det lettere, ligesom Fledermäuslein beskriver.
Du er inde på noget essentielt med overskud. Jeg tror dog ikke, du skal tænke så meget over hvordan barnet bliver, men hvordan du er og bliver som forælder.
Jeg håber ikke, det er for hårdt formuleret, men du har skrevet om mange eksempler herinde, hvor det virkelig river i hjertet og helt ned i maven på mig
Når jeres lille søn har søgt kontakt, omsorg, opmærksomhed og nærhed – især i sine første levemåneder - er I hurtigt blevet irriterede på ham. Fordi han så var ”svær” eller ”krævende”. Han var kun, hvad, få dage gammel, da din mand hvæsede ham ind i hovedet første gang? Og du har beskrevet, hvordan han har flået døren op og er trampet ud fra hans værelse i raseri, fordi barnet ikke kunne falde i søvn? Og når du har spurgt om råd til, hvordan I fx kunne hjælpe ham til at sove bedre, har du afvist alle forslagene. Nej til at han må sove i jeres seng, nej til at du vil sove på en madras med ham, nej til at han kan være i soveværelset osv.
For det var for hårdt for DIG.
Dette er blot få eksempler fra hukommelsen for at sige, at nøgleordet må være overskud. Overskud til at rumme et lille barns skiftende behov, til voksenfællesskabet, til hverdagen og til familielivet generelt. Og det lyder som en rigtig god idé at reflektere over, om I har fået mere af det, eller om I risikerer at spænde buen for hårdt ved at få flere børn.
Lige det eksempel fra sygehuset tror jeg ikke jeg ville tage med andet end et gran salt. Vi var fuldstændig udkørte efter flere dage uden søvn og det var dét, der gav udslag. Ingen tvivl om, at vi af og til kan blive "sure" osv. på ham nu, men det er vist på et ret normalt niveau Vi er begge to enige om, at babyperioden ikke er vores yndlings.
Og ja, jeg havde det 100% svært med nærheden og omsorgen i starten. Der er dog umiddelbart ikke noget der tyder på, at han har lidt skade og jeg har gjort alt hvad jeg overhovedet kunne af tiltag for at kunne være bedre sammen med ham i det. Både kommunalt, noget jeg selv har opsøgt osv. Jeg har kæmpet som en gal og der er ingen tvivl om, at jeg havde en belastningsreaktion som var temmelig vidtrækkende.
Det med søvnen har altid været et issue for J. Især om dagen. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at vi ikke kunne gøre så meget, men vi blev skide frustrerede - og det tror jeg altså er ret normalt. Og da vi i en lang periode havde putninger om aftenen, der gerne tog 1,5 time, så ja, så har vi kastet håndklædet i ringen nogle gange og er blevet rasende (og vi ved det jo i det sekund det sker og får dårlig samvittighed i samme sekund). For lige så meget som han kan gøre os fuldstændig bløde i knæene af kærlighed og omsorg, så kan han også få os helt derud, hvor vi ikke altid reagerer helt rationelt - igen tror jeg det er essensen i at have børn. I forhold til de tiltag, så har han aldrig sovet godt i vores seng - bortset fra da han var helt helt lille. Og jeg ville ikke have ham i sengen, fordi min mand sover virkelig tungt, så han har altid sovet i bedside. Jeg ved, at søvn er så vigtigt for mig, at jeg ikke kan tilsidesætte min egen søvn i x antal måneder for at mit barn kan sove. Jeg ville være lige til den lukkede. Han har heller ikke kunne finde ro i at ligge på madras sammen med mig - og han sov fint i starten, da vi rykkede ham ud af soveværelset.
Vi har i øvrigt en dreng nu, som glad og gerne lægger sig til at sove 6 ud af 7 aftener og er tryg ved dét. Så nej, vi har ikke brugt samsovning hos os, men det har nu ikke noget med manglende omsorg og nærhed at gøre - mere at især jeg også skulle kunne fungere bare en anelse i løbet af dagen.
Og ja, jeg går måske lidt i forsvarsmode, for jeg synes du får det til at lyde lidt som om jeg ikke gør noget for min søns ve og vel og det passer altså ikke Det er jo netop også noget af ovenstående der gør, at jeg ikke bare hopper ud i barn nummer to. Samtidig vil det være en stor sorg for mig at skulle "nøjes" med ét barn. Jeg har altid gerne ville have to - lige indtil jeg ikke var helt så skråsikker mere
6
J, juli 2018.
Re: Barn nr. 2 eller ej?
billiebean skrev:Jamen, du ved jo godt, at jeg også er totalt i tvivl
Men jeg synes også, at jeg mere og mere føler en oprigtig lyst til at få nr 2. Først havde jeg slet slet SLET ikke lyst til flere børn. Så skræmte tanken mig gradvist mindre. Så fik jeg sådan en “rationel lyst” til at T skulle have en søskende. Og nu har jeg faktisk en ide om at en lille ny tut kunne være meget fint (selvom jeg da må indrømme at jeg ikke ligefrem misunder min gode veninde, sommer har en 1 måned gammel datter og er totalt låst fast i amme/søvn/bleskift-karrusellen - havde det udmærket med at levere baby tilbage til mor efter at have nusset hende - og sådan havde M det også! ) Og det sker nok meget i takt med, at det bliver nemmere og nemmere med nr 1. Det at kunne kommunikere med T har virkelig været et kvantespring! Og vores parforhold er også ved at være back on track efter nogle sygt hårde år.
Så ja, jeg er mere og mere klar på at skulle ud på dybt vand igen med IVF.
Det store issue her er dog dels økonomi, fordi jeg ikke har et fast job på den ene side - og alder på den anden; jeg er 36 nu og har ikke evigheder at forsøge i.
Men var jeg yngre (det mener jeg du er?), så havde jeg heeeelt klart ventet 1 år minimum.
Jeg er lige fyldt 31, så jeg har umiddelbart et par år mere at løbe på inden det bliver helt kritisk
Husker jeg helt forkert eller fik du en efterfødselsreaktion?
0
J, juli 2018.
Re: Barn nr. 2 eller ej?
girl_beat skrev:Zonta skrev:Jeg synes netop det med overskuddet er så svært. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg syntes det var pissehårdt at få vores søn. Jeg kæmpede med at lære hans signaler (og mangel på samme) at kende, jeg følte mig ikke som sådan tilknyttet til ham det første lange stykke tid. Nu her, hvor han er blevet 2, synes jeg stadig af og til det er hårdt, men jeg synes også det er SÅ meget federe. Først og fremmest, så ville jeg jo gerne have en garanti på, at vi ikke fik et barn, der var sværere end vores søn, men det er der jo ikke nogen der kan give. Dernæst synes jeg det er svært at "gamble" med min egen psyke velvidende, at jeg helt klart vil blive mere og mere glad for barnet jo ældre det bliver. På den anden side, så ved jeg nu hvad jeg går ind til (-ish...). Jeg ved, at der skal tid til. Jeg ved hvad jeg skal være opmærksom på. Det vil formodentlig gøre det lettere, ligesom Fledermäuslein beskriver.
Du er inde på noget essentielt med overskud. Jeg tror dog ikke, du skal tænke så meget over hvordan barnet bliver, men hvordan du er og bliver som forælder.
Jeg håber ikke, det er for hårdt formuleret, men du har skrevet om mange eksempler herinde, hvor det virkelig river i hjertet og helt ned i maven på mig
Når jeres lille søn har søgt kontakt, omsorg, opmærksomhed og nærhed – især i sine første levemåneder - er I hurtigt blevet irriterede på ham. Fordi han så var ”svær” eller ”krævende”. Han var kun, hvad, få dage gammel, da din mand hvæsede ham ind i hovedet første gang? Og du har beskrevet, hvordan han har flået døren op og er trampet ud fra hans værelse i raseri, fordi barnet ikke kunne falde i søvn? Og når du har spurgt om råd til, hvordan I fx kunne hjælpe ham til at sove bedre, har du afvist alle forslagene. Nej til at han må sove i jeres seng, nej til at du vil sove på en madras med ham, nej til at han kan være i soveværelset osv.
For det var for hårdt for DIG.
Dette er blot få eksempler fra hukommelsen for at sige, at nøgleordet må være overskud. Overskud til at rumme et lille barns skiftende behov, til voksenfællesskabet, til hverdagen og til familielivet generelt. Og det lyder som en rigtig god idé at reflektere over, om I har fået mere af det, eller om I risikerer at spænde buen for hårdt ved at få flere børn.
Det kan godt være hårdt, og så blive godt. Vil jeg bare lige sige. Jeg har også hvæset af mine børn, trampet ud af værelset - jeg har endda en gang været så presset, at jeg har slået ind i væggen om natten og skadet min hånd. Jeg tror, mange forældre oplever perioder (og også længere perioder) med manglende overskud, men det betyder heldigvis ikke, at man er en dårlig mor.
Jeg havde fanme ikke meget overskud, da lillebror var baby. Men babyer bliver heldigvis børn, og nu, hvor min yngste er 4 år, har vi meget mere overskud, og jeg hverken hvæser eller tramper - ikke særligt ofte i hvert fald.
Havde jeg alene gået efter, hvor meget overskud jeg havde til en baby, havde vi aldrig fået nummer 2. Det er jeg glad for, at vi fik.
11
Some men hunt for sport, others hunt for food. The only thing I’m hunting for, is an outfit that looks good…
- Raenil
- Indlæg: 2530
- Tilmeldt: 27. nov 2016, 10:50
- Kort karma: 128
- Geografisk sted: Silkeborg
- Likede indlæg: 8486
Re: Barn nr. 2 eller ej?
Vi har tre børn. Vi har vidst altid tænkt 2 - eller ikke tænkt så meget over det. I hvert fald har vores hus 2 store børneværelser og et kontor der er lidt mindre, så lillebror må nøjes med kontoret.
De er født i 11, 13 og 15 og er altså kommet ret tæt. Og helt ærligt, i starten trak det tænder ud. Vi havde helst ikke fritidsaktiviteter om aftenen i starten. De to første sov elendigt i de første år, så de første fire år med små børn sov vi ikke ret godt.
Vi var helt sikre på de to første, nr 3 kunne vi ikke rigtigt bestemme os for. Så vi lod naturen råde. Nr 3 er sådan en der sov igennem fra da han var 3 måneder gammel - hvilket var noget af en modsætning til de første. Så vi begyndte at se et lys.
Nu er den mindste 5, og det er helt fantastisk så meget de har ud af hinanden. Vi glemmer nogle gange at få dem ud at lege med andre børn fordi de leger så godt sammen. Selvfølgelig er der skænderier, men i de store hele kan de ikke undvære hinanden. Og det er skønt.
Hvis jeg skulle starte forfra, ville jeg stadig have tre børn. Men jeg ville arrangere vores liv meget mere omkring børnene i starten. Vi havde (som alle andre nybagte forældre) en ide om at vi jo ikke kunne sige alt for meget fra, for "børn er jo ingen hindring". Og det er da også helt rigtigt, men de er altså en prioritet. At andre prioriterer anderledes er helt fint. Vi skulle bare have været bedre til at tage konsekvensen af dårligt sovende børn, og så sige fra i langt højere grad. Det er trods alt kun få år af livet, hvor man bliver nødt til at prioritere så hårdt - nu er vi begyndt at tage fritidsinteresserne op igen.
De er født i 11, 13 og 15 og er altså kommet ret tæt. Og helt ærligt, i starten trak det tænder ud. Vi havde helst ikke fritidsaktiviteter om aftenen i starten. De to første sov elendigt i de første år, så de første fire år med små børn sov vi ikke ret godt.
Vi var helt sikre på de to første, nr 3 kunne vi ikke rigtigt bestemme os for. Så vi lod naturen råde. Nr 3 er sådan en der sov igennem fra da han var 3 måneder gammel - hvilket var noget af en modsætning til de første. Så vi begyndte at se et lys.
Nu er den mindste 5, og det er helt fantastisk så meget de har ud af hinanden. Vi glemmer nogle gange at få dem ud at lege med andre børn fordi de leger så godt sammen. Selvfølgelig er der skænderier, men i de store hele kan de ikke undvære hinanden. Og det er skønt.
Hvis jeg skulle starte forfra, ville jeg stadig have tre børn. Men jeg ville arrangere vores liv meget mere omkring børnene i starten. Vi havde (som alle andre nybagte forældre) en ide om at vi jo ikke kunne sige alt for meget fra, for "børn er jo ingen hindring". Og det er da også helt rigtigt, men de er altså en prioritet. At andre prioriterer anderledes er helt fint. Vi skulle bare have været bedre til at tage konsekvensen af dårligt sovende børn, og så sige fra i langt højere grad. Det er trods alt kun få år af livet, hvor man bliver nødt til at prioritere så hårdt - nu er vi begyndt at tage fritidsinteresserne op igen.
3
- billiebean
- Indlæg: 3417
- Tilmeldt: 11. dec 2015, 11:29
- Kort karma: 332
- Likede indlæg: 4382
Re: Barn nr. 2 eller ej?
Zonta skrev:
...
Husker jeg helt forkert eller fik du en efterfødselsreaktion?
Jo, det gjorde jeg. Og det var en blanding af en traumatisk fødsel og et fysisk svært efterfødselsforløb plus hele omstillingen, som var svær efter årevis af behandling og balance mellem arbejde og behandling.
Jeg har dog fået bearbejdet rigtig meget nu - og har jo fået det barn, som vi så brændende ønskede os. Og vi har erfaringen at trække på nu ifht IVF og ifht baby-livet. Og så ved jeg jo at kejsersnit altid kan være en løsning, så jeg ikke skal ud for samme tur som sidst.
Så for mig var det nok meget nogle omstændigheder, som jeg bukkede under for, og som har ændret sig.
Havde du en efterfødselsreaktion?
0
Re: Barn nr. 2 eller ej?
billiebean skrev:Zonta skrev:
...
Husker jeg helt forkert eller fik du en efterfødselsreaktion?
Jo, det gjorde jeg. Og det var en blanding af en traumatisk fødsel og et fysisk svært efterfødselsforløb plus hele omstillingen, som var svær efter årevis af behandling og balance mellem arbejde og behandling.
Jeg har dog fået bearbejdet rigtig meget nu - og har jo fået det barn, som vi så brændende ønskede os. Og vi har erfaringen at trække på nu ifht IVF og ifht baby-livet. Og så ved jeg jo at kejsersnit altid kan være en løsning, så jeg ikke skal ud for samme tur som sidst.
Så for mig var det nok meget nogle omstændigheder, som jeg bukkede under for, og som har ændret sig.
Havde du en efterfødselsreaktion?
Det lyder altså også som en virkelig hård start på forældreskabet for jer. Jeg har det lidt på samme måde i forhold til, at der er nogle omstændigheder, som vi kan ændre på ved en evt. toer (f.eks. at gå hurtigere på flaske, så vi kan deles om nætterne).
Altså ja, det havde jeg nok, men det blev vist aldrig sådan rigtig officielt registreret. Jeg har dog en forhistorie med tilbagevendende depressioner (let/moderat) og jeg endte i hvert fald med en overbelastning efter vi fik J. Men det var sådan lidt et miskmask af depression, efterfødselsreaktion og belastningsreaktion. Du ved, hønen og ægget, ik'?
0
J, juli 2018.
- Luffegås
- Indlæg: 2839
- Tilmeldt: 18. dec 2015, 09:17
- Kort karma: 231
- Geografisk sted: Fyn
- Likede indlæg: 5529
Re: Barn nr. 2 eller ej?
Min datter er fra marts 18. Indtil for få måneder siden var vi enige om 1 var nok og helt rigeligt. Før vi fik hende snakkede vi endda om slet ikke at få børn..
Nu er vi så begyndt at tale om hus, og også større bil. Manden på 40 år vil gerne have nr. 2 inden han bliver 45, men HELST efter vi har fået hus og ny bil. Så jeg har ofte spurgt ham hvornår vi har råd til de ting "Om 2 år, mindst, men så skal vi lige bygge huset hvis det er det vi vil".. Pludselig for 14 dage siden brød jeg bare sammen, jeg opdagede pludselig at vi måske slet ikke får nr 2. pga. "komfort"-ting. Vi HAR plads til et barn mere, vi behøver slet ikke et hus, vi vil kunne klare den økonomisk, og ellers skulle vi skamme os. Jeg blev bare pludselig ked af tanken om at grunden til vi ikke skulle få et barn mere ikke engang ville blive et valg, men en nødvendighed. Det gjorde mig trist. Jeg føler helt ærligt vi mangler en.. Jeg føler ikke vi er fuldtallige. Min far døde sidste år, og min stedbror bor så langt væk fra mig, så det har været hårdt at være alene om det hele, og pludselig føle sig endnu mere alene.
Jeg ser mig selv have mange børnebørn, oldebørn, der besøger mig, og som jeg gider. Derfor tror jeg på at vi skal have flere børn, fordi jeg gerne med tiden vil have en familie der spreder grene. Min datter skal have nevøer, niecer, og på den måde et stamtræ. Det tror jeg er min pirmære grund til vi nu har leaset en ny bil, lagt husplaner på pause, og får fjernet spiral på tirsdag. Fordi vi gerne vil være en familie. Det er vi også med vores dejlige nemme datter, og vi frygter virkelig at det nye barn ikke bliver ligeså nemt. Men, so be it, det giver jo tifoldigt igen.
Nu er vi så begyndt at tale om hus, og også større bil. Manden på 40 år vil gerne have nr. 2 inden han bliver 45, men HELST efter vi har fået hus og ny bil. Så jeg har ofte spurgt ham hvornår vi har råd til de ting "Om 2 år, mindst, men så skal vi lige bygge huset hvis det er det vi vil".. Pludselig for 14 dage siden brød jeg bare sammen, jeg opdagede pludselig at vi måske slet ikke får nr 2. pga. "komfort"-ting. Vi HAR plads til et barn mere, vi behøver slet ikke et hus, vi vil kunne klare den økonomisk, og ellers skulle vi skamme os. Jeg blev bare pludselig ked af tanken om at grunden til vi ikke skulle få et barn mere ikke engang ville blive et valg, men en nødvendighed. Det gjorde mig trist. Jeg føler helt ærligt vi mangler en.. Jeg føler ikke vi er fuldtallige. Min far døde sidste år, og min stedbror bor så langt væk fra mig, så det har været hårdt at være alene om det hele, og pludselig føle sig endnu mere alene.
Jeg ser mig selv have mange børnebørn, oldebørn, der besøger mig, og som jeg gider. Derfor tror jeg på at vi skal have flere børn, fordi jeg gerne med tiden vil have en familie der spreder grene. Min datter skal have nevøer, niecer, og på den måde et stamtræ. Det tror jeg er min pirmære grund til vi nu har leaset en ny bil, lagt husplaner på pause, og får fjernet spiral på tirsdag. Fordi vi gerne vil være en familie. Det er vi også med vores dejlige nemme datter, og vi frygter virkelig at det nye barn ikke bliver ligeså nemt. Men, so be it, det giver jo tifoldigt igen.
5
Søger ikke gode råd, medmindre jeg har spurgt.
-
- Indlæg: 7067
- Tilmeldt: 29. sep 2015, 06:34
- Kort karma: 967
- Likede indlæg: 9376
Re: Barn nr. 2 eller ej?
Jeg syntes, det var hårdt at få barn nummer 1 (især de første 6 mdr.), også selvom han i den grad var et ønskebarn. Vi valgte at få nummer to, fordi overskuddet heldigvis begyndte at vende tilbage for alvor, da han var omkring 1,5-2 år. Vi ville gerne give vores dreng en søskende, men vi ønskede også et barn mere.
Modsat andre var det ikke lettere for hverken mig eller vores parforhold at få nummer to, og der har været tidspunkter, hvor jeg har tænkt, at det måske havde været bedre, at vi ikke havde fået flere børn. Ikke fordi jeg ikke elskede lillesøster, men fordi mit overskud og min træthed gjorde mig til en mor, jeg ikke ønskede at være.
Min usikkerhed var stadig stor anden gang. Hvad var det fx, jeg gjorde forkert, når mine babyer aldrig ville sove om dagen, og skreg deres lunger ud om aftenen? Det ramte mig hårdt både første og anden gang.
I dag er de 4 og snart 7 år, og jeg elsker at være deres mor, og sådan har det heldigvis været i flere år nu. De elsker heldigvis også hinanden, og der er ingen, der kan få lillesøster til at grine, som storebror. Alle mine bekymringer om, at han skulle dele mig med hende er gjort det skamme. Han tog hende til sig med det samme.
En nævnte noget med kærlighed, og heldigvis bliver kærligheden bare udvidet. Jeg elsker dem begge lige højt, men på hver sin måde, hvis det giver mening.
Men vi skal ikke have flere børn. Det er overskuddet ikke til.
Modsat andre var det ikke lettere for hverken mig eller vores parforhold at få nummer to, og der har været tidspunkter, hvor jeg har tænkt, at det måske havde været bedre, at vi ikke havde fået flere børn. Ikke fordi jeg ikke elskede lillesøster, men fordi mit overskud og min træthed gjorde mig til en mor, jeg ikke ønskede at være.
Min usikkerhed var stadig stor anden gang. Hvad var det fx, jeg gjorde forkert, når mine babyer aldrig ville sove om dagen, og skreg deres lunger ud om aftenen? Det ramte mig hårdt både første og anden gang.
I dag er de 4 og snart 7 år, og jeg elsker at være deres mor, og sådan har det heldigvis været i flere år nu. De elsker heldigvis også hinanden, og der er ingen, der kan få lillesøster til at grine, som storebror. Alle mine bekymringer om, at han skulle dele mig med hende er gjort det skamme. Han tog hende til sig med det samme.
En nævnte noget med kærlighed, og heldigvis bliver kærligheden bare udvidet. Jeg elsker dem begge lige højt, men på hver sin måde, hvis det giver mening.
Men vi skal ikke have flere børn. Det er overskuddet ikke til.
3
Re: Barn nr. 2 eller ej?
Vi har fravalgt barn nummer to, eller rettere, jeg har, for min mand vil gerne have en baby mere, men jeg har hverken lyst eller overskud.
I princippet vil jeg gerne give vores barn en bror eller en søster, men jeg er ikke specielt vild med at være mor. Jeg savner stadig den frihed og uafhængighed jeg havde før vi fik barn, men nu hvor hun er to år, kan jeg mærke, at det gradvist vender tilbage. Dog har jeg ikke lyst til at opgive det hele igen.
Det, der har fået mig igennem indtil nu, er at tænke "tak skæbne, at jeg ikke skal igennem det her med et barn til" hver gang vi har søvnløse nætter, raserianfald og hvad der ellers hører med. Jeg har på intet tidspunkt tænkt, at det ville være dejligt med et barn mere, så jeg er ikke i tvivl om min beslutning.
I princippet vil jeg gerne give vores barn en bror eller en søster, men jeg er ikke specielt vild med at være mor. Jeg savner stadig den frihed og uafhængighed jeg havde før vi fik barn, men nu hvor hun er to år, kan jeg mærke, at det gradvist vender tilbage. Dog har jeg ikke lyst til at opgive det hele igen.
Det, der har fået mig igennem indtil nu, er at tænke "tak skæbne, at jeg ikke skal igennem det her med et barn til" hver gang vi har søvnløse nætter, raserianfald og hvad der ellers hører med. Jeg har på intet tidspunkt tænkt, at det ville være dejligt med et barn mere, så jeg er ikke i tvivl om min beslutning.
5
Re: Barn nr. 2 eller ej?
Loopyloop skrev:Vi har fravalgt barn nummer to, eller rettere, jeg har, for min mand vil gerne have en baby mere, men jeg har hverken lyst eller overskud.
I princippet vil jeg gerne give vores barn en bror eller en søster, men jeg er ikke specielt vild med at være mor. Jeg savner stadig den frihed og uafhængighed jeg havde før vi fik barn, men nu hvor hun er to år, kan jeg mærke, at det gradvist vender tilbage. Dog har jeg ikke lyst til at opgive det hele igen.
Det, der har fået mig igennem indtil nu, er at tænke "tak skæbne, at jeg ikke skal igennem det her med et barn til" hver gang vi har søvnløse nætter, raserianfald og hvad der ellers hører med. Jeg har på intet tidspunkt tænkt, at det ville være dejligt med et barn mere, så jeg er ikke i tvivl om min beslutning.
For os synes vi det er skønt, når vores søn bliver passet - men grundet vores familiære omstændigheder, er det kun min mor der kan passe - i hvert fald når barnet er lille. Og jeg ved ikke om hun vil have mod på at passe begge eventuelle børn. Andre vil måske synes det er en vanvittig grund til ikke at få et barn mere, men for mig har min frihed og alenetid meget at sige og den er der jo bare ikke meget af med et barn. Og da slet ikke med to Og det er virkelig ikke fordi jeg ikke kan li' at være sammen med min søn - jeg elsker det. Men jeg har brug for pauser for at kunne være en endnu bedre mor for ham. Og det kan godt være svært at forstå for udefrakommende, tror jeg.
Så jeg kan altså godt forstå dig - var vist bare det jeg ville sige
1
J, juli 2018.
Re: Barn nr. 2 eller ej?
Zonta skrev:Loopyloop skrev:Vi har fravalgt barn nummer to, eller rettere, jeg har, for min mand vil gerne have en baby mere, men jeg har hverken lyst eller overskud.
I princippet vil jeg gerne give vores barn en bror eller en søster, men jeg er ikke specielt vild med at være mor. Jeg savner stadig den frihed og uafhængighed jeg havde før vi fik barn, men nu hvor hun er to år, kan jeg mærke, at det gradvist vender tilbage. Dog har jeg ikke lyst til at opgive det hele igen.
Det, der har fået mig igennem indtil nu, er at tænke "tak skæbne, at jeg ikke skal igennem det her med et barn til" hver gang vi har søvnløse nætter, raserianfald og hvad der ellers hører med. Jeg har på intet tidspunkt tænkt, at det ville være dejligt med et barn mere, så jeg er ikke i tvivl om min beslutning.
For os synes vi det er skønt, når vores søn bliver passet - men grundet vores familiære omstændigheder, er det kun min mor der kan passe - i hvert fald når barnet er lille. Og jeg ved ikke om hun vil have mod på at passe begge eventuelle børn. Andre vil måske synes det er en vanvittig grund til ikke at få et barn mere, men for mig har min frihed og alenetid meget at sige og den er der jo bare ikke meget af med et barn. Og da slet ikke med to Og det er virkelig ikke fordi jeg ikke kan li' at være sammen med min søn - jeg elsker det. Men jeg har brug for pauser for at kunne være en endnu bedre mor for ham. Og det kan godt være svært at forstå for udefrakommende, tror jeg.
Så jeg kan altså godt forstå dig - var vist bare det jeg ville sige
Det at have to børn kan nu også give mere alenetid, fordi de leger med og underholder hinanden. Ikke hele tiden selvfølgelig, men jeg tror, at man nærmest er mere på med et enebarn!
3
Re: Barn nr. 2 eller ej?
Ata skrev:Zonta skrev:Loopyloop skrev:Vi har fravalgt barn nummer to, eller rettere, jeg har, for min mand vil gerne have en baby mere, men jeg har hverken lyst eller overskud.
I princippet vil jeg gerne give vores barn en bror eller en søster, men jeg er ikke specielt vild med at være mor. Jeg savner stadig den frihed og uafhængighed jeg havde før vi fik barn, men nu hvor hun er to år, kan jeg mærke, at det gradvist vender tilbage. Dog har jeg ikke lyst til at opgive det hele igen.
Det, der har fået mig igennem indtil nu, er at tænke "tak skæbne, at jeg ikke skal igennem det her med et barn til" hver gang vi har søvnløse nætter, raserianfald og hvad der ellers hører med. Jeg har på intet tidspunkt tænkt, at det ville være dejligt med et barn mere, så jeg er ikke i tvivl om min beslutning.
For os synes vi det er skønt, når vores søn bliver passet - men grundet vores familiære omstændigheder, er det kun min mor der kan passe - i hvert fald når barnet er lille. Og jeg ved ikke om hun vil have mod på at passe begge eventuelle børn. Andre vil måske synes det er en vanvittig grund til ikke at få et barn mere, men for mig har min frihed og alenetid meget at sige og den er der jo bare ikke meget af med et barn. Og da slet ikke med to Og det er virkelig ikke fordi jeg ikke kan li' at være sammen med min søn - jeg elsker det. Men jeg har brug for pauser for at kunne være en endnu bedre mor for ham. Og det kan godt være svært at forstå for udefrakommende, tror jeg.
Så jeg kan altså godt forstå dig - var vist bare det jeg ville sige
Det at have to børn kan nu også give mere alenetid, fordi de leger med og underholder hinanden. Ikke hele tiden selvfølgelig, men jeg tror, at man nærmest er mere på med et enebarn!
Ja, i hvert fald på længere sigt
0
J, juli 2018.