Ikke altid en bonus at være bonusmor

Brugeravatar
Zonta
Indlæg: 8526
Tilmeldt: 19. mar 2016, 08:36
Kort karma: 1294
Likede indlæg: 15156

Re: Ikke altid en bonus at være bonusmor

Indlægaf Zonta » 29. nov 2019, 15:15

I meget mindre skala kan jeg fortælle, at vi fik hund for et par år siden. Klart min mands ønske, men jeg har ikke noget imod hunde. Vi lavede også en aftale om, at det var hans hund, hans ansvar - for jeg vidste godt, at jeg ikke gad tage det fulde ansvar. Vi havde talt det igennem og alt muligt og alligevel fik jeg et chok af dimensioner, da vi så fik barn relativt kort tid efter. Jeg synes ikke det er fedt at have hund. Jeg synes det tager for meget tid væk fra familien, men jeg står ved det ansvar jeg/vi har påtaget os og arbejder igennem det på bedst mulige måde. Jeg kunne sagtens vide hvor meget tid en hund kræver hver dag - men jeg kunne ikke vide hvordan mine følelser ville være, når først jeg stod i det. Så den tankegang kan jeg godt kende.

Til gengæld er jeg enige med de andre. Det er sgu lidt synd for din bonussøn. Den eneste ting, hvor jeg kan give dig ret, er i forhold til byt af weekender osv. Det synes jeg egentlig godt du kan forlange at være en del af i forhold til planlægningen. MEN barnets behov kommer altså umiddelbart i første række.

Og altså den der episode med badeværelset. Herregud. Jaja, det er da ikke det fedeste, men så må man jo tage en snak om at banke på inden man går ind, hvis det er så kæmpe stort et problem for dig at skulle låse døren.
1
J, juli 2018.
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 21951
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 2513
Likede indlæg: 59512

Re: Ikke altid en bonus at være bonusmor

Indlægaf DetSorteCirkus » 29. nov 2019, 15:15

Jeg bemærker, at du formulerer dig meget i absolutter. Det er enten/ eller, og i det spil kan du bare ikke være den perfekte kærlige bonusmor, som deler håndklæde med drengen og det hele. Punktum
Udover at absolutter har det med at føre til, at man giver op på forhånd og derfor står i stampe, giver det også sådan en 'dejlig' ansvarsfrihed. Man kan jo alligevel ikke blive perfekt, så hvorfor overhovedet forsøge at forbedre noget som helst?
Jeg tror, det først og fremmest er dette mindset, som du skal arbejde med, for at kunne forandre noget, og det er, mener jeg, en pligt du har, eftersom din mistrivsel går ud over et barn, som ikke kan fjerne sig fra situationen. Det er også den holdning, jeg har, til mennesker, som arbejder med børn, og er lede og kede ved deres job pga. de faste opgaver.
7
Brugeravatar
Anlewi
Indlæg: 2593
Tilmeldt: 21. maj 2016, 12:13
Kort karma: 178
Geografisk sted: Storkøbenhavn
Likede indlæg: 3874

Re: Ikke altid en bonus at være bonusmor

Indlægaf Anlewi » 29. nov 2019, 15:30

Jeg vil starte med at anerkende din ærlighed - tænker det kræver mod at være så ærlig omkring følelser.

Når det er sagt så tror jeg du skal overveje om du er det rette sted i dit liv. Jeg får virkelig ondt i maven når jeg læser hvordan du distancerer dig. Børn kan fra de er meget små sagtens gennemskue om de er ønsket eller ej. Jeg er med på at man ikke nødvendigvis kan elske andres børn, men jeg vil påstå at der er noget mellem at være ligeglad og elske...
7
:savl: selvom man er tyk kan man godt have tynd mave :savl:
Brugeravatar
Sophies-mor
Indlæg: 9490
Tilmeldt: 16. okt 2015, 12:30
Kort karma: 787
Likede indlæg: 7809

Re: Ikke altid en bonus at være bonusmor

Indlægaf Sophies-mor » 29. nov 2019, 16:11

Zombie skrev:Trådstarter:

Du har ret i, man ikke som sådan har valgt det her liv med andres børn (barn) og at man ikke kan vide, hvad man går ind til.

Men det kan man aldrig. Folk kan ændre sig, omstændigheder kan ændre sig. Ens kæreste kan få job på Grønland, mens man selv har familie og sit liv på Fyn. Der kan ske en ulykke, man kan blive uventet gravid eller livet sammen er bare ikke, hvad man troede, inden man flyttede sammen.

På den led er en "bonusvoksens" vilkår ikke anderledes end andre menneskers - der er bare nogle andre forudsætninger og præmisser, men i realiteten er alle forhold, mennesker og situationer jo sådan set unikke.

Og det kan godt være, at du ikke vidste det dengang for 5 år siden, da I blev kærester, at sådan her; sådan er livet med en andens barn. Fair nok, det var og blev ikke, hvad du troede eller håbede, og det forstår jeg godt, er en bitter pille at sluge.

Men nu har du vidst det i 5 år. Og med 5 års erfaring i ryggen, står du hver dag op og tilvælger dette her liv, der nu er dit. Med en bonussøn.
Du ved præcis, hvad du står i, og hvordan dit liv er og bliver, de næste år også, indtil han bliver så stor, at han får travlt med sit eget liv.

Du har 3 valgmuligheder:

1) Se i øjnene, at du ikke nyder det her liv og at du ikke kan få det, du gerne vil have (en kæreste uden børn) i dette parforhold. Afslut forholdet med værdighed, og skab dig et liv med den frihed og "herre i eget hus" følelse, du sådan savner. Med tiden kan du date og gå efter mænd, der enten ikke har børn eller hvis børn er fløjet fra reden.

2) Indse, at du gerne vil det liv, du har, men er løbet sur i det. Forstå, det er skadeligt og ubehageligt for både dig selv og drengen, der modsat dig ikke har et valg, at du er så negativt og næsten fjendtligt stemt over for ham. Find en dygtig familieterapeut, der kender til sammenbragte familiers udfordringer, og hav nogle samtaler med vedkommende om, hvordan du kan være i det her, uden at gå til i bitterhed og indestængt vrede, og samtidig have en fornuftig relation til barnet, hvis hjem du deler. I erkendelse af, at jeres relation pt. ikke er holdbar for nogle af jer.

3) Bliv ved med at gøre hvad du gør, tænke hvad du tænker og forpeste dit liv og drengens liv. På sigt vil drengen bebrejde dig det, men også sin far, som vil skulle forholde sig til et anstrengt forhold mellem sin søn og kæreste. Og selv hvis det lykkes dig, at holde nok sammen på tingene til, at du er sammen med din kæreste når drengen flytter hjemmefra, så har du spildt årevis af dit liv på at have det helt rædselsfuldt. Al den energi kunne du bruge på noget andet og federe.



Så det er i virkeligheden op til dig, hvad du vil bruge dit eget liv på.
Det lyder dødssygt.

Til det markerede.:
Selv hvis hun vælger mulighed 1, er det for mig at se overhovedet ikke forskelligt fra nu, at barnet er flyttet hjemmefra!
Hvis hun ikke kan acceptere en mand med et (hjemmeboende) barn, så kan hun nok heller ikke som voksen. For så handler det i virkeligheden mere om, at tid brugt med barnet ikke kan bruges på hende.
En barn, der er en pestilens/ trussel nu, vil så sandelig også være det som voksen.

Nej. Med den holdning skal hun vælge en uden børn. Eller arbejde en del med sig selv først.
Og det er min 100% ærlige mening.
1
Hæklerier på hjernen :cool:
Ego81
Indlæg: 564
Tilmeldt: 4. nov 2015, 14:35
Kort karma: 52
Likede indlæg: 1505

Re: Ikke altid en bonus at være bonusmor

Indlægaf Ego81 » 30. nov 2019, 06:47

Sophies-mor skrev:Til det markerede.:
Selv hvis hun vælger mulighed 1, er det for mig at se overhovedet ikke forskelligt fra nu, at barnet er flyttet hjemmefra!
Hvis hun ikke kan acceptere en mand med et (hjemmeboende) barn, så kan hun nok heller ikke som voksen. For så handler det i virkeligheden mere om, at tid brugt med barnet ikke kan bruges på hende.
En barn, der er en pestilens/ trussel nu, vil så sandelig også være det som voksen.

Nej. Med den holdning skal hun vælge en uden børn. Eller arbejde en del med sig selv først.
Og det er min 100% ærlige mening.


Jeg vil mene, at der er ret stor forskel på at date en mand, som har et 11-årigt barn i en 7/7-ordning, og en mand, som har et 30-årigt barn, som for længst er flyttet hjemmefra og måske har egne børn.

Barnet kan være lige så belastende som 11-årig som som 30-årig...det er klart...men som voksen bor det nok ikke sammen med faderen og fylder derfor ikke på samme måde. Faderen skal heller ikke koordinere med biomor omkring det 30-årige barn og lave alt muligt praktisk omkring barnet, som ofte kan tage tid fra den nye kæreste.
Senest rettet af Ego81 30. nov 2019, 06:50, rettet i alt 1 gang.
7
Brugeravatar
Sophies-mor
Indlæg: 9490
Tilmeldt: 16. okt 2015, 12:30
Kort karma: 787
Likede indlæg: 7809

Re: Ikke altid en bonus at være bonusmor

Indlægaf Sophies-mor » 30. nov 2019, 10:36

Ego81 skrev:
Sophies-mor skrev:Til det markerede.:
Selv hvis hun vælger mulighed 1, er det for mig at se overhovedet ikke forskelligt fra nu, at barnet er flyttet hjemmefra!
Hvis hun ikke kan acceptere en mand med et (hjemmeboende) barn, så kan hun nok heller ikke som voksen. For så handler det i virkeligheden mere om, at tid brugt med barnet ikke kan bruges på hende.
En barn, der er en pestilens/ trussel nu, vil så sandelig også være det som voksen.

Nej. Med den holdning skal hun vælge en uden børn. Eller arbejde en del med sig selv først.
Og det er min 100% ærlige mening.


Jeg vil mene, at der er ret stor forskel på at date en mand, som har et 11-årigt barn i en 7/7-ordning, og en mand, som har et 30-årigt barn, som for længst er flyttet hjemmefra og måske har egne børn.

Barnet kan være lige så belastende som 11-årig som som 30-årig...det er klart...men som voksen bor det nok ikke sammen med faderen og fylder derfor ikke på samme måde. Faderen skal heller ikke koordinere med biomor omkring det 30-årige barn og lave alt muligt praktisk omkring barnet, som ofte kan tage tid fra den nye kæreste.

At barnet er flyttet hjemmefra ændrer ikke.på, at det kan være miindst lige så uvelkomment som voksen, som det var som barn.
1
Hæklerier på hjernen :cool:
IrmaPigen
Indlæg: 7786
Tilmeldt: 17. apr 2016, 06:38
Kort karma: 971
Likede indlæg: 12438

Re: Ikke altid en bonus at være bonusmor

Indlægaf IrmaPigen » 10. jan 2020, 18:36

Camped skrev:Ja jeg er jo bonusmor til A. Han er 11 nu og jeg har været i hans liv siden han var meget lille, da min kæreste og jeg har kendt hinanden i ca. 15 år som venner - men kun 5 år som kærester.

Jeg definerer ikke mig selv som As bonusmor - det er vores omgangskreds som selv har lavet den betegnelse. Jeg definerer mig selv som As fars kæreste. Jeg er ikke den kærlige type som deler ikke håndklæde med ham eller kysser og krammer ham - det synes jeg er grænseoverskridende. Jeg vil heller ikke have ham i min seng.
Når jeg deler mine følelser med nogle andre, kan jeg rigtig nemt få fornemmelsen af at andre mennesker syntes, at jeg evt. en dårlig person, der ikke er egnet til at være sammen med børn. Åbenbart er man et dårligt menneske, hvis man kan finde på at sætte en grænse for, hvem man ønsker at dele håndklæde med. Han kom en gang ind på badeværelset imens jeg var i bad og han så mig nøgen.. han blev skide forskrækket og jeg blev pisse sur fordi han invaderede mit hjem og overtrådte min personlige grænse. Lige pludselig skulle jeg til at låse min badeværelsesdør...

Der er et eller andet kæmpe tabu om, at når man får en kæreste som har en barn, så kan man altså ikke automatisk være fuldstændig forelsket i det barn. De fleste dage kan jeg faktisk ikke lide ham og ville ønske at han slet ikke eksisterende. Det ville bare være så meget nemmere.
En bonus mor har ikke voldsomt meget at skulle have sagt... jeg har ikke i hvert fald. De kører 7-7 ordning... den er jeg ikke fan af og tror det forvirrer A mere end det gavner. Jeg har intet medbestemmelse i når de bytter weekender, dage eller hvornår hvem har ham i ferierne. Det ved jeg jo godt ikke har noget med A at gøre, men min kæreste og biomor. Det kan virkelig være frustrerende at stå på sidelinjen.
Hvis jeg deler dette med fx. min mor, mener hun bare at jeg er jaloux på A.
Jeg mener ikke, jeg er jaloux på A - jeg kan bare ikke li ham tæt på.

Jeg læste faktisk en klumme på Information.dk som sluttede med følgende
"Vi vælger jo manden – børnene følger bare med. Og nej, vi vidste ikke, hvad det indebærer at indrette sit liv efter andres børn. Det kan man ikke tænke sig til" Den er altså bare spot on!

Jeg skriver ikke den her tråd af nogen special grund. Nogle gange er det bare rart at få ud... Men jeg kan godt føle mig lidt alene en gang i mellem fordi jeg er bange for at andre folk dømmer mig... Du har jo selv valgt det, I kan jo bare gå fra hinanden hvis du ikke kan klarer ungen, når du har valgt manden har du også valgt barnet osv...

Nogle gange har jeg bare brug for at sige at det er svært! :-)


Det lyder som en ret udfordrende måde at leve sit liv på.
Og konsekvensen er/bliver lidt trist for alle parter.

Jeg opfatter bestemt heller ikke mig selv som bonusmor. Jeg hader det udtryk, og det gjorde jeg også inden jeg mødte min kæreste (og efterfølgende hans børn).

Jeg elsker selvfølgelig ikke min kærestes børn på samme måde som min kæreste gør og som deres mor gør. Hvordan skulle jeg dog kunne det, når det ikke er mig der undfanget dem, har båret dem i min krop og har født dem? De er ikke mit kød og blod og de er ikke børn, jeg har valgt at adoptere. Jeg har selv heller ingen forventning om jeg skal elske dem præcis på samme måde som deres forældre. For mig er der et mål at med tiden opnå et rigtig godt forhold dem - og egentlig ikke at elske dem på præcis samme måde som deres forældre gør.

Men jeg holder da af dem, og kan se gode ting i dem begge to, også selvom jeg pt har et bedre forhold til den ene end en anden. Jeg har altså stadigvæk kun været i deres liv i Ca 2,5 år. Ting tager tid, og jeg er sikker på vi ud i fremtiden ender et rigtig godt sted. Jeg glæder mig da til (forhåbentlig) at se dem blive til fornuftige unge mennesker en dag og måske præge deres væremåde og opfattelse af verden, bare en lille bitte smule.

Jeg ved ikke om det er korrekt, når du skriver at du ikke kan lide A. Måske er det frustrationen der taler? ... men jeg ved det ikke. Men hvis du ikke er rede til at give et forhold med ham inklusive hans børn et reelt og hæderligt forsøg, så synes jeg enten du skal overveje at smutte, eller at aftale med din kæreste, at I kun ses, når han ikke har sit barn, og acceptere at jeres forhold så har de begrænsninger.

Måske handler det også om, du skal sætte nogle grænser for jeres forhold? Jeg kan se, du skriver at du ikke vil have A sover i din seng. Som udgangspunkt synes jeg også at børn på 11 er for gamle til sove i forældres seng. Min kærestes børn gør det, når jeg ikke sover der, og det blander jeg mig ikke i, men jeg tror mest det er fordi så bliver det pludselig lidt spændende og eftertragtet. Men jeg regner med det er en stakket frist pga deres alder, og så skal de da have lov til det, når jeg ikke sover der. Min kæreste synes det er mega irriterende, fordi de mosler rundt og vækker ham flere gange i løbet af natten :lol: Men det er jo hans lod som forælderen. I forhold til bytte, så har jeg også fået indført, at min kæreste spørger mig inden der aftales noget. Det synes jeg er helt fair, når man er kærester, og gerne vil leve sammen.

Men det du gør lige nu, gavner hverken dig, din kærestes barn eller din kæreste.
2

Tilbage til "Forældre"