Kan/skal man blande sig i, hvad andre serverer for ens (buttede) barn?

[MrMister]

Sagtens.

Man kan italesætte sukkerpolitiken i klassen, hvor der statistisk set er fødselsdage knapt hver anden uge udover andre aktiviteter.

Man kan italesætte indtag når man er med. Eller det sker hos en selv.

Men det er nok ofte enklere at lære eget barn at kontrollere egen adfærd, end forsøge at kontrollere omgivelserne.

Men ville du italesætte for en 7-årig at hun skal “kontrollere sig” i betydningen sige nej tak til kage, hvor alle de andre siger ja?

I klassen er det ikke et problem da der er nul sukker politik.

Well, det har vi faktisk gjort med alle vores. Altså lært dem tidligt, at sødt er 1 gang om ugen som fredagsslik. Det har de holdt ret fint (altså kontrolleret sig selv). Ihvertfald ift hvad vi ser. De kan godt forstå, at man ikke kan spise det hver dag og skal holde det begrænset. De ved jo godt, hvad lægen siger til/om dem (astmabørn. De vejes ca hvert kvartal hos lægen. Vi har ikke selv vægt i huset).

Vores ene er dog en (veltrænet) ædedolk af en anden verden. Så det medfører mavepine og er grådigt. Det talte vi fint om på en anerkendende og respektfuld måde. Det var bare mere mad.

Men ville aldrig italesætte det foran andre. Det er ydmygende og ubehageligt - og åbner ikke for åbning / dialog.

Ok, der er vi nok bare opdragelsesmæssigt på to helt forskellige hold. Jeg vil aldrig ønske, at mit barn skal stå og fortælle sig selv, at hun ikke må få kage i en kontekst, hvor alle andre børn gerne må. Men jeg er også vokset op med at være hende den sære med de mærkelige forældre med de mærkelige regler, så det skal mine børn aldrig i livet udsættes for.

Jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle begrunde de regler for mine børn - andet end med noget, der hentyder til deres vægt og det ønsker jeg ikke for alt i verden. Min største frygt i livet er nok, at mine børn skal få en spiseforstyrrelse. Så må de hellere være lidt småbuttede...

Men så er du tilbage til, at andre voksne skal tage hensyn til dit barn, hvad er så godt som umuligt at bede om. Eller også acceptere det. Hvad man jo sagtens kan gøre, hvis ellers hun trives, pilen går i rigtig retning osv.

Men at lære et barn at begrænse sig ift muligheder er imo også en del af opdragelsen. Man behøver ikke begrunde det i vægt. Det kan begrundes i alt fra sundhed (at det er bedre at spise grønt og andet, når man vokset), energiniveau (sugar high er heller ikke altid sjovt for børn), jeres valg (sådan gør vi) osv. Det er jo væsenlig simplere og - særligt i den alder - bare en del af “nå” snakken hos børn.

De andre spørger jo allerede om alt til halal, øko, vegansk, kosher, sukkerfrit, laktosefri, glutenfri osv. Ideen om spiseforstyrrelse er ret langt fra at sætte rammer. Der behøver ikke gå Terkel i den med fede dorit mobning

[Ata]

Nu er der skrevet så meget om kosten og jeg er også en af dem der ville gøre en indsats. Jeg har selv haft et barn der pludselig vejede for meget. Dem han besøgte kendte godt min holdning og havde det i tankerne.

Det jeg gerne vil spørge om er om hun får rørt sig nok? For os var det for meget computer og for lidt motion, for vi spiste sund og havde egentligt det ret restriktivt med usunde madvarer. Men han tabte det hele da vi fik mere motion ind, og nu har vi et helt afslappet forhold til kcal. Så måske det kan være vejen frem for Jer, at hun rører sig mere.

Hmm, ja, det er jo nok et godt spørgsmål. Hvad gjorde I mere præcist?

Hun cykler til og fra skole, men det er jo kun 1½-2 km om dagen. Så går hun til svømning en enkelt gang og i weekenden går vi typisk ture eller cykler på tur, men det beløber sig sjældent til mere end et par timer i alt. Jeg synes bare ofte, at de er ret brugt, når de kommer hjem fra SFO. Ville virkelig skulle have pisken frem, hvis vi skulle ud og løbe eller cykle der. Men måske er det vejen frem...

Måske hun kunne gå til dans eller gymnastik 1-2 gange om ugen også? Jeg synes faktisk det lyder som meget lidt motion - men... ved også, hvor håbløs presset en hverdag kan blive, hvis man skal afsted med børnene... så... øhhhh... det kan være verdens dårligste ide

Hun har ikke selv lyst til at gå til flere ting og jeg synes egentlig også nemt, at vores hverdag bliver travl. Hun synes selv, at det er meget hyggeligere at have legeaftaler 3 gange om ugen end at gå til aktiviteter og det kan jeg egentlig godt forstå. Synes det er lidt synd med de børn, som aldrig kan lege, fordi de går til noget 4 gange om ugen. Men altså - måske burde vi være mere aktive...

Hvis hun ikke havde overskud til legeaftaler i hverdagen, ville jeg være enig med dig. Har hun det, ville jeg være påpasselig med at overføre dit syn på fysisk aktivitet på din datter

Idræt skal være sjov og socialt samvær. Ikke synd og det modsatte af leg. Jeg tror lidt, du har noget, du med fordel kan arbejde med her

Det er faktisk også et aktivt valg fra min side. Jeg er selv blevet mobbet meget som barn og har været lidt ensom. Så jeg sætter rigtig meget ind på at skabe mine børn et super godt netværk. Og der er legeaftaler bare super vigtigt. Ved begge børnene får vi at vide, at de er ekstremt efterspurgte af næsten alle piger i klassen, så lige der gør vi noget rigtigt. Det er klart min førsteprioritet. Men derfor kan vi jo stadig godt være mere aktive i weekenden og de dage hun ikke har legeaftaler.

[Ata]

Sagtens.

Man kan italesætte sukkerpolitiken i klassen, hvor der statistisk set er fødselsdage knapt hver anden uge udover andre aktiviteter.

Man kan italesætte indtag når man er med. Eller det sker hos en selv.

Men det er nok ofte enklere at lære eget barn at kontrollere egen adfærd, end forsøge at kontrollere omgivelserne.

Men ville du italesætte for en 7-årig at hun skal “kontrollere sig” i betydningen sige nej tak til kage, hvor alle de andre siger ja?

I klassen er det ikke et problem da der er nul sukker politik.

Well, det har vi faktisk gjort med alle vores. Altså lært dem tidligt, at sødt er 1 gang om ugen som fredagsslik. Det har de holdt ret fint (altså kontrolleret sig selv). Ihvertfald ift hvad vi ser. De kan godt forstå, at man ikke kan spise det hver dag og skal holde det begrænset. De ved jo godt, hvad lægen siger til/om dem (astmabørn. De vejes ca hvert kvartal hos lægen. Vi har ikke selv vægt i huset).

Vores ene er dog en (veltrænet) ædedolk af en anden verden. Så det medfører mavepine og er grådigt. Det talte vi fint om på en anerkendende og respektfuld måde. Det var bare mere mad.

Men ville aldrig italesætte det foran andre. Det er ydmygende og ubehageligt - og åbner ikke for åbning / dialog.

Ok, der er vi nok bare opdragelsesmæssigt på to helt forskellige hold. Jeg vil aldrig ønske, at mit barn skal stå og fortælle sig selv, at hun ikke må få kage i en kontekst, hvor alle andre børn gerne må. Men jeg er også vokset op med at være hende den sære med de mærkelige forældre med de mærkelige regler, så det skal mine børn aldrig i livet udsættes for.

Jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle begrunde de regler for mine børn - andet end med noget, der hentyder til deres vægt og det ønsker jeg ikke for alt i verden. Min største frygt i livet er nok, at mine børn skal få en spiseforstyrrelse. Så må de hellere være lidt småbuttede...

Men så er du tilbage til, at andre voksne skal tage hensyn til dit barn, hvad er så godt som umuligt at bede om. Eller også acceptere det. Hvad man jo sagtens kan gøre, hvis ellers hun trives, pilen går i rigtig retning osv.

Men at lære et barn at begrænse sig ift muligheder er imo også en del af opdragelsen. Man behøver ikke begrunde det i vægt. Det kan begrundes i alt fra sundhed (at det er bedre at spise grønt og andet, når man vokset), energiniveau (sugar high er heller ikke altid sjovt for børn), jeres valg (sådan gør vi) osv. Det er jo væsenlig simplere og - særligt i den alder - bare en del af “nå” snakken hos børn.

De andre spørger jo allerede om alt til halal, øko, vegansk, kosher, sukkerfrit, laktosefri, glutenfri osv. Ideen om spiseforstyrrelse er ret langt fra at sætte rammer. Der behøver ikke gå Terkel i den med fede dorit mobning

Jamen, vi er bare 100% uenige. Jeg har set nok piger med spiseforstyrrelser til og kvinder med forstyrret kropsbillede til at vide, at jeg aldrig nogensinde kommer til at mene, at det er vejen frem at lære mit barn at stå midt i en flok glade børn og sige nej til det stykke kage, fordi far og mor har sagt det er usundt. Det skal de tids nok lære som kropsfixerede teenagere og jeg vil under ingen omstændigheder understøtte denne type fokus på syndig mad og sundhed.

Min datter er ikke labradortypen der spiser til hun segner. Hun har en fin appetitregulering og kan sagtens sige stop, før hun får ondt i maven eller bliver dårlig. Så ja, jeg mener at vores opgave er at styre hvad hun tilbydes i det omfang det er muligt. Ikke at installere et unaturligt fokus på sundhed og selvkontrol.

[Bergen]

Nu er der skrevet så meget om kosten og jeg er også en af dem der ville gøre en indsats. Jeg har selv haft et barn der pludselig vejede for meget. Dem han besøgte kendte godt min holdning og havde det i tankerne.

Det jeg gerne vil spørge om er om hun får rørt sig nok? For os var det for meget computer og for lidt motion, for vi spiste sund og havde egentligt det ret restriktivt med usunde madvarer. Men han tabte det hele da vi fik mere motion ind, og nu har vi et helt afslappet forhold til kcal. Så måske det kan være vejen frem for Jer, at hun rører sig mere.

Hmm, ja, det er jo nok et godt spørgsmål. Hvad gjorde I mere præcist?

Hun cykler til og fra skole, men det er jo kun 1½-2 km om dagen. Så går hun til svømning en enkelt gang og i weekenden går vi typisk ture eller cykler på tur, men det beløber sig sjældent til mere end et par timer i alt. Jeg synes bare ofte, at de er ret brugt, når de kommer hjem fra SFO. Ville virkelig skulle have pisken frem, hvis vi skulle ud og løbe eller cykle der. Men måske er det vejen frem...

Måske hun kunne gå til dans eller gymnastik 1-2 gange om ugen også? Jeg synes faktisk det lyder som meget lidt motion - men... ved også, hvor håbløs presset en hverdag kan blive, hvis man skal afsted med børnene... så... øhhhh... det kan være verdens dårligste ide

Hun har ikke selv lyst til at gå til flere ting og jeg synes egentlig også nemt, at vores hverdag bliver travl. Hun synes selv, at det er meget hyggeligere at have legeaftaler 3 gange om ugen end at gå til aktiviteter og det kan jeg egentlig godt forstå. Synes det er lidt synd med de børn, som aldrig kan lege, fordi de går til noget 4 gange om ugen. Men altså - måske burde vi være mere aktive...

Vi ville ikke have tid/overskud til 3 legeaftaler om ugen, men familier er jo forskellige. Heldigvis.
Det, som jeg ville sige, var, at man kan finde en at gå til en aktivitet med og dermed også være social.
Vores pige har gået til dans 2 år med den samme pige fra klassen og så skiftes vi til at hente begge fra SFO, følge til dans og aflevere barnet på vej hjem fra dans. Det virker her.

[FormerlyKnownAs]

Men så er du tilbage til, at andre voksne skal tage hensyn til dit barn, hvad er så godt som umuligt at bede om. Eller også acceptere det. Hvad man jo sagtens kan gøre, hvis ellers hun trives, pilen går i rigtig retning osv.

Men at lære et barn at begrænse sig ift muligheder er imo også en del af opdragelsen. Man behøver ikke begrunde det i vægt. Det kan begrundes i alt fra sundhed (at det er bedre at spise grønt og andet, når man vokset), energiniveau (sugar high er heller ikke altid sjovt for børn), jeres valg (sådan gør vi) osv. Det er jo væsenlig simplere og - særligt i den alder - bare en del af “nå” snakken hos børn.

De andre spørger jo allerede om alt til halal, øko, vegansk, kosher, sukkerfrit, laktosefri, glutenfri osv. Ideen om spiseforstyrrelse er ret langt fra at sætte rammer. Der behøver ikke gå Terkel i den med fede dorit mobning

Jamen, vi er bare 100% uenige. Jeg har set nok piger med spiseforstyrrelser til og kvinder med forstyrret kropsbillede til at vide, at jeg aldrig nogensinde kommer til at mene, at det er vejen frem at lære mit barn at stå midt i en flok glade børn og sige nej til det stykke kage, fordi far og mor har sagt det er usundt. Det skal de tids nok lære som kropsfixerede teenagere og jeg vil under ingen omstændigheder understøtte denne type fokus på syndig mad og sundhed.

Min datter er ikke labradortypen der spiser til hun segner. Hun har en fin appetitregulering og kan sagtens sige stop, før hun får ondt i maven eller bliver dårlig. Så ja, jeg mener at vores opgave er at styre hvad hun tilbydes i det omfang det er muligt. Ikke at installere et unaturligt fokus på sundhed og selvkontrol.

Min veninde er sygeplejeske på en børneafdeling og de oplever hver eneste måned børn under 5 år som kommer ind med spiseforstyrrelser. Det er SÅ trist. Særligt fordi det oftes kommer fra forældrenes side om fikse ideer omkring mad, eller bare monkey see monkey do.

Min søn er knap 6, slank som en ål. Jeg er uddannet hhv kostvejleder og børnesundhedsvejleder og går selvsagt temmelig meget op i kost og sundhed. Men man kan sagtens få slik på en tirsdag eller både pizza og burger samme dag...som i går f.eks. Men han er 110% bevidst om at man lige snupper noget sundt mad førend at man går ombord i snolder og han gør det Per automatik. Når han sprøger om slik så får han en lille skål med 5-6 ting i som han selv vælger. Han elsker også at lave smoothies med broccoli, spinat, mandelprotein og hørfrø i. Og han elsker hindbærsnitter. I dag spiste han sushi til morgenmad da vi var ude til brunch og der var buffet. Så altså, pænt alsidig og plads til det hele.

Han er godt selv klar over at noget mad er noget skodmad og det siger vi nej til, kinesermad kalder vi det. Det er en pendant til at vi kalder kopilegetøj og bras fra Kina...ja kineserlegetøj. Og det handler simpelthen om at der er en masse kage, mad, slik og legetøj herude som er fyldt med en masse lort og særligt store mængder msg. Giftstoffer ift legetøj. Det har vi forklaret ham og han er meget bevidst om det. Ligesom at han er bevidst om at vi spiser økologisk og hvorfor vi gør det. Han har selv taget et valg om at han helst ikke vil spise kød og derfor sker der kun 1-2 gange om ugen.

Jeg kunne ikke drømme om at servere slik eller kage til en legeaftale aftale uden først at servere noget sundt. Og jeg hsr altid spurgt forældrene på forhånd om det er okay med sukker hvis det er aktuelt , om der er allergier og noget de ikke kan lide. Det er almindelig omtanke i min verden.

[MrMister]

Men så er du tilbage til, at andre voksne skal tage hensyn til dit barn, hvad er så godt som umuligt at bede om. Eller også acceptere det. Hvad man jo sagtens kan gøre, hvis ellers hun trives, pilen går i rigtig retning osv.

Men at lære et barn at begrænse sig ift muligheder er imo også en del af opdragelsen. Man behøver ikke begrunde det i vægt. Det kan begrundes i alt fra sundhed (at det er bedre at spise grønt og andet, når man vokset), energiniveau (sugar high er heller ikke altid sjovt for børn), jeres valg (sådan gør vi) osv. Det er jo væsenlig simplere og - særligt i den alder - bare en del af “nå” snakken hos børn.

De andre spørger jo allerede om alt til halal, øko, vegansk, kosher, sukkerfrit, laktosefri, glutenfri osv. Ideen om spiseforstyrrelse er ret langt fra at sætte rammer. Der behøver ikke gå Terkel i den med fede dorit mobning

Jamen, vi er bare 100% uenige. Jeg har set nok piger med spiseforstyrrelser til og kvinder med forstyrret kropsbillede til at vide, at jeg aldrig nogensinde kommer til at mene, at det er vejen frem at lære mit barn at stå midt i en flok glade børn og sige nej til det stykke kage, fordi far og mor har sagt det er usundt. Det skal de tids nok lære som kropsfixerede teenagere og jeg vil under ingen omstændigheder understøtte denne type fokus på syndig mad og sundhed.

Min datter er ikke labradortypen der spiser til hun segner. Hun har en fin appetitregulering og kan sagtens sige stop, før hun får ondt i maven eller bliver dårlig. Så ja, jeg mener at vores opgave er at styre hvad hun tilbydes i det omfang det er muligt. Ikke at installere et unaturligt fokus på sundhed og selvkontrol.

Min veninde er sygeplejeske på en børneafdeling og de oplever hver eneste måned børn under 5 år som kommer ind med spiseforstyrrelser. Det er SÅ trist. Særligt fordi det oftes kommer fra forældrenes side om fikse ideer omkring mad, eller bare monkey see monkey do.

Min søn er knap 6, slank som en ål. Jeg er uddannet hhv kostvejleder og børnesundhedsvejleder og går selvsagt temmelig meget op i kost og sundhed. Men man kan sagtens få slik på en tirsdag eller både pizza og burger samme dag...som i går f.eks. Men han er 110% bevidst om at man lige snupper noget sundt mad førend at man går ombord i snolder og han gør det Per automatik. Når han sprøger om slik så får han en lille skål med 5-6 ting i som han selv vælger. Han elsker også at lave smoothies med broccoli, spinat, mandelprotein og hørfrø i. Og han elsker hindbærsnitter. I dag spiste han sushi til morgenmad da vi var ude til brunch og der var buffet. Så altså, pænt alsidig og plads til det hele.

Han er godt selv klar over at noget mad er noget skodmad og det siger vi nej til, kinesermad kalder vi det. Det er en pendant til at vi kalder kopilegetøj og bras fra Kina...ja kineserlegetøj. Og det handler simpelthen om at der er en masse kage, mad, slik og legetøj herude som er fyldt med en masse lort og særligt store mængder msg. Giftstoffer ift legetøj. Det har vi forklaret ham og han er meget bevidst om det. Ligesom at han er bevidst om at vi spiser økologisk og hvorfor vi gør det. Han har selv taget et valg om at han helst ikke vil spise kød og derfor sker der kun 1-2 gange om ugen.

Jeg kunne ikke drømme om at servere slik eller kage til en legeaftale aftale uden først at servere noget sundt. Og jeg hsr altid spurgt forældrene på forhånd om det er okay med sukker hvis det er aktuelt , om der er allergier og noget de ikke kan lide. Det er almindelig omtanke i min verden.

Det er præcist det. Man kan godt forklare det uden at påføre en mental / fysisk lidelse samtidigt. Alternativet - en usund tilgang til mad - er givetvis også være langsigtet. Det handler vel om at klæde dem på til at træffe selvstændige beslutninger med tålmodighed og nåde fornuftig alle de fejl osv de gør som børn.

[avdotja]

...
Hun cykler til og fra skole, men det er jo kun 1½-2 km om dagen. Så går hun til svømning en enkelt gang og i weekenden går vi typisk ture eller cykler på tur, men det beløber sig sjældent til mere end et par timer i alt. Jeg synes bare ofte, at de er ret brugt, når de kommer hjem fra SFO. Ville virkelig skulle have pisken frem, hvis vi skulle ud og løbe eller cykle der. Men måske er det vejen frem...

Hvis det er sådan dagligdagen forløber hos jer, kombineret med at hun også er inaktiv i skolen, var det klart der jeg ville sætte ind - helt uafhængig af evt overvægt.

Sundhedsstyrelsen anbefaler minimum 60 min bevægelse, hver dag af moderat til høj intensitet, i intervaller af mindst 10 min varighed (dvs at hendes korte cykeltur ikke engang tæller med her), for børn mellem 5 og 17 år. Noget din datter tilsyneladende opfylder den dag hun går til svømning og så de lørdage/søndage hvor I kommer ud på tur.

Jeg ved godt det ikke er noget I gør i ond mening, men på samme måde som I formentlig aldrig ville nøjes med at servere frugt og grønt for barnet 1-2 gange om ugen - uanset at barnet så gav udtryk for kun at ville have hvidt brød og cornflakes - burde I heller ikke acceptere/tilskynde til en så inaktiv hverdag.

Husk at det ikke behøver være voksenmotion som løb/cykling/svømning/gåture; aktiv leg/dans, gåtur med nabohunden, cykeltransport og hvad der nu ellers er, tæller også med.

[Honningprut]

Der er kommet rigtig mange gode svar her i tråden allerede.

I min søns klasse (aldersgruppe 9-10 år) har de en dreng der er meget overvægtig, i henhold til uddeling af kage, slik og den slags til fx fødselsdage i skolen, så har forældrene bedt os om via skoleintra at tage et stykke frugt eller et andet sundt alternativ med i forhold til barnet. Det har jeg fuldt ud respekt for, og jeg synes egentlig godt at man kan påtale det som forældre, naturligvis til en vis grænse uden at være fanatisk omkring det. I samme meddeles har forældrene ligeledes gjort det klart, at barnet pt. ikke deltager i børnefødselsdage på klassen, fordi at barnet ikke kan styrer sit indtag. Og at der pt. er mange tiltag til at barnet kan få et sundt forhold til mad igen.

Min søn har ADHD, hvilket er alment kendt blandt forældrene i klassen og de øvrige børn. Jeg er ikke fanatisk omkring mit barns sukker indtag, men jeg gør alligevel forældrene klar over ved legeaftaler, at når eftermiddagen falder på er hans medicin ved at være ude af kroppen, og at det derfor kan være en dårlig ide at fylde ham med usunde sager, da han i forvejen har meget energi og kan "kravle på væggene", hvis han indtager meget sukker af en gang. Det synes jeg faktisk er helt i orden at påtale. Problematikken er naturligvis en anden, men får min søn for meget sukker, kan det fx gå udover hans nattesøvn, da han i forvejen har svært ved at falde til ro grundet ADHD'en alene. Jeg tænker det kan sammenlignes med, at i er nødt til at være ekstra påpasselige i hjemme, når hun i forvejen har fået sukker i løbet af dagen.

Så ja, jeg synes godt man kan påtale - naturligvis på en ordentlig facon.

[DetSorteCirkus]

Der er kommet rigtig mange gode svar her i tråden allerede.

I min søns klasse (aldersgruppe 9-10 år) har de en dreng der er meget overvægtig, i henhold til uddeling af kage, slik og den slags til fx fødselsdage i skolen, så har forældrene bedt os om via skoleintra at tage et stykke frugt eller et andet sundt alternativ med i forhold til barnet. Det har jeg fuldt ud respekt for, og jeg synes egentlig godt at man kan påtale det som forældre, naturligvis til en vis grænse uden at være fanatisk omkring det. I samme meddeles har forældrene ligeledes gjort det klart, at barnet pt. ikke deltager i børnefødselsdage på klassen, fordi at barnet ikke kan styrer sit indtag. Og at der pt. er mange tiltag til at barnet kan få et sundt forhold til mad igen.

Min søn har ADHD, hvilket er alment kendt blandt forældrene i klassen og de øvrige børn. Jeg er ikke fanatisk omkring mit barns sukker indtag, men jeg gør alligevel forældrene klar over ved legeaftaler, at når eftermiddagen falder på er hans medicin ved at være ude af kroppen, og at det derfor kan være en dårlig ide at fylde ham med usunde sager, da han i forvejen har meget energi og kan "kravle på væggene", hvis han indtager meget sukker af en gang. Det synes jeg faktisk er helt i orden at påtale. Problematikken er naturligvis en anden, men får min søn for meget sukker, kan det fx gå udover hans nattesøvn, da han i forvejen har svært ved at falde til ro grundet ADHD'en alene. Jeg tænker det kan sammenlignes med, at i er nødt til at være ekstra påpasselige i hjemme, når hun i forvejen har fået sukker i løbet af dagen.

Så ja, jeg synes godt man kan påtale - naturligvis på en ordentlig facon.

Jeg er i princippet enig, men jeg synes samtidig, at der er tale om meget forskellige situationer. Din søn og hans klassekammerat har en diagnose og er i behandling/får medicin, hvorimod Atas dilemma netop er, at hvis hun begynder at bede om særhensyn, bliver datteren gjort bevidst om noget, som hun pt. ikke bekymrer sig om. Det er det, der kan være så udfordrende, når det egentlig drejer sig om en forebyggende indsats.
Især når særhensyn kan resultere i, at barnet får et problematisk kropsbillede, som kan ende med at blive et større problem end mild overvægt, er det svært at afgøre, hvad der vil være den rigtige løsning.

[Honningprut]

Der er kommet rigtig mange gode svar her i tråden allerede.

I min søns klasse (aldersgruppe 9-10 år) har de en dreng der er meget overvægtig, i henhold til uddeling af kage, slik og den slags til fx fødselsdage i skolen, så har forældrene bedt os om via skoleintra at tage et stykke frugt eller et andet sundt alternativ med i forhold til barnet. Det har jeg fuldt ud respekt for, og jeg synes egentlig godt at man kan påtale det som forældre, naturligvis til en vis grænse uden at være fanatisk omkring det. I samme meddeles har forældrene ligeledes gjort det klart, at barnet pt. ikke deltager i børnefødselsdage på klassen, fordi at barnet ikke kan styrer sit indtag. Og at der pt. er mange tiltag til at barnet kan få et sundt forhold til mad igen.

Min søn har ADHD, hvilket er alment kendt blandt forældrene i klassen og de øvrige børn. Jeg er ikke fanatisk omkring mit barns sukker indtag, men jeg gør alligevel forældrene klar over ved legeaftaler, at når eftermiddagen falder på er hans medicin ved at være ude af kroppen, og at det derfor kan være en dårlig ide at fylde ham med usunde sager, da han i forvejen har meget energi og kan "kravle på væggene", hvis han indtager meget sukker af en gang. Det synes jeg faktisk er helt i orden at påtale. Problematikken er naturligvis en anden, men får min søn for meget sukker, kan det fx gå udover hans nattesøvn, da han i forvejen har svært ved at falde til ro grundet ADHD'en alene. Jeg tænker det kan sammenlignes med, at i er nødt til at være ekstra påpasselige i hjemme, når hun i forvejen har fået sukker i løbet af dagen.

Så ja, jeg synes godt man kan påtale - naturligvis på en ordentlig facon.

Jeg er i princippet enig, men jeg synes samtidig, at der er tale om meget forskellige situationer. Din søn og hans klassekammerat har en diagnose og er i behandling/får medicin, hvorimod Atas dilemma netop er, at hvis hun begynder at bede om særhensyn, bliver datteren gjort bevidst om noget, som hun pt. ikke bekymrer sig om. Det er det, der kan være så udfordrende, når det egentlig drejer sig om en forebyggende indsats.
Især når særhensyn kan resultere i, at barnet får et problematisk kropsbillede, som kan ende med at blive et større problem end mild overvægt, er det svært at afgøre, hvad der vil være den rigtige løsning.

Jeg er fuldstændig enig med dig i at det kan skabe et billede af barnets selv, der ikke er optimalt. Jeg er ligeledes enig i at det kan være svært med forbyggende arbejde, og jeg mener egentlig også at et barn på 7 år ikke skal "slanke sig". Hvis problematikken opstår skal man naturligvis tale med barnet om det på en måde der ikke får barnet til at føle sig forkert.

[Ata]

...
Hun cykler til og fra skole, men det er jo kun 1½-2 km om dagen. Så går hun til svømning en enkelt gang og i weekenden går vi typisk ture eller cykler på tur, men det beløber sig sjældent til mere end et par timer i alt. Jeg synes bare ofte, at de er ret brugt, når de kommer hjem fra SFO. Ville virkelig skulle have pisken frem, hvis vi skulle ud og løbe eller cykle der. Men måske er det vejen frem...

Hvis det er sådan dagligdagen forløber hos jer, kombineret med at hun også er inaktiv i skolen, var det klart der jeg ville sætte ind - helt uafhængig af evt overvægt.

Sundhedsstyrelsen anbefaler minimum 60 min bevægelse, hver dag af moderat til høj intensitet, i intervaller af mindst 10 min varighed (dvs at hendes korte cykeltur ikke engang tæller med her), for børn mellem 5 og 17 år. Noget din datter tilsyneladende opfylder den dag hun går til svømning og så de lørdage/søndage hvor I kommer ud på tur.

Jeg ved godt det ikke er noget I gør i ond mening, men på samme måde som I formentlig aldrig ville nøjes med at servere frugt og grønt for barnet 1-2 gange om ugen - uanset at barnet så gav udtryk for kun at ville have hvidt brød og cornflakes - burde I heller ikke acceptere/tilskynde til en så inaktiv hverdag.

Husk at det ikke behøver være voksenmotion som løb/cykling/svømning/gåture; aktiv leg/dans, gåtur med nabohunden, cykeltransport og hvad der nu ellers er, tæller også med.

Hvis alle familiens medlemmer skulle leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, var vi da døde af stress for længe siden. Jeg kender ingen børn som dyrker intens motion en time hver dag udover den aktivitet der er i skole og SFO. Hvis det var målsætningen ville der jo ikke være tid til andet end det hver eftermiddag. Det kommer bare ikke til at ske.

[HappyHippo]

...
Hun cykler til og fra skole, men det er jo kun 1½-2 km om dagen. Så går hun til svømning en enkelt gang og i weekenden går vi typisk ture eller cykler på tur, men det beløber sig sjældent til mere end et par timer i alt. Jeg synes bare ofte, at de er ret brugt, når de kommer hjem fra SFO. Ville virkelig skulle have pisken frem, hvis vi skulle ud og løbe eller cykle der. Men måske er det vejen frem...

Hvis det er sådan dagligdagen forløber hos jer, kombineret med at hun også er inaktiv i skolen, var det klart der jeg ville sætte ind - helt uafhængig af evt overvægt.

Sundhedsstyrelsen anbefaler minimum 60 min bevægelse, hver dag af moderat til høj intensitet, i intervaller af mindst 10 min varighed (dvs at hendes korte cykeltur ikke engang tæller med her), for børn mellem 5 og 17 år. Noget din datter tilsyneladende opfylder den dag hun går til svømning og så de lørdage/søndage hvor I kommer ud på tur.

Jeg ved godt det ikke er noget I gør i ond mening, men på samme måde som I formentlig aldrig ville nøjes med at servere frugt og grønt for barnet 1-2 gange om ugen - uanset at barnet så gav udtryk for kun at ville have hvidt brød og cornflakes - burde I heller ikke acceptere/tilskynde til en så inaktiv hverdag.

Husk at det ikke behøver være voksenmotion som løb/cykling/svømning/gåture; aktiv leg/dans, gåtur med nabohunden, cykeltransport og hvad der nu ellers er, tæller også med.

Hvis alle familiens medlemmer skulle leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, var vi da døde af stress for længe siden. Jeg kender ingen børn som dyrker intens motion en time hver dag udover den aktivitet der er i skole og SFO. Hvis det var målsætningen ville der jo ikke være tid til andet end det hver eftermiddag. Det kommer bare ikke til at ske.[/quote

Men motion er jo ikke nødvendigvis løb, svømning elign, men kan være en del af den almindelige leg. Vores børn bevæger sig ofte mere end den lille time, jeg synes det er.
Leg udenfor i vores gård, hvor de cykler, gynger, løber rundt. Bare det at skulle have dem ud at handle.
Eller dans hjemme foran tvet, når vejret ikke er til udendørs.
Mange tænker måske mine børn er slanke pga gener, men vi bevæger os generelt meget. Serverer frugt og grønt, der bare står fremme hver eftermiddag i stedet for boller elign. De kan få is og slik hver dag, hvis de lyster. Det gør at spændingen går af, og de egentlig ikke har lyst til mere end et par stykker.

[Ata]

Men motion er jo ikke nødvendigvis løb, svømning elign, men kan være en del af den almindelige leg. Vores børn bevæger sig ofte mere end den lille time, jeg synes det er.
Leg udenfor i vores gård, hvor de cykler, gynger, løber rundt. Bare det at skulle have dem ud at handle.
Eller dans hjemme foran tvet, når vejret ikke er til udendørs.
Mange tænker måske mine børn er slanke pga gener, men vi bevæger os generelt meget. Serverer frugt og grønt, der bare står fremme hver eftermiddag i stedet for boller elign. De kan få is og slik hver dag, hvis de lyster. Det gør at spændingen går af, og de egentlig ikke har lyst til mere end et par stykker.

Men igen - du aner jo dybest set ikke, hvordan andre børn ville udvikle sig under de samme vilkår?
Jeg kunne også kigge på min store pige og tænke, at vi bare gør det helt rigtige, fordi hun er slank, motorisk stærk, hurtig osv. Men hendes lillesøster lever jo altså under nøjagtig de samme vilkår - men er bare lidt til den tunge side.

Når ens børn udvikler sig sundt og sover godt osv., så har vi en tendens til at tænke, at det er fordi vi gør det rigtige. Men dybest set kan man jo intet konkludere om årsagssammenhænge af at kigge på ét barn i én kontekst. Måske er dine børn slanke pga. alt det I gør. Måske er dine børn bare sådan nogle, hvor der skal ret meget til, før de tager på? Min datters veninde er meget slank, nærmest tynd. Hun sidder betydeligt mere stille end min datter børn og får masser af kage, saftevand osv. Så hendes mor kan jo også tænke, at hun gør det helt rigtige. Men jeg er ret sikker på, at hvis min datter boede i den husholdning, så ville hun være decideret tyk...

[Ata]

Vi har det samme “problem” herhjemme.

Min datter er lige blevet 5 år og er også til den tunge side. Hun følger fuldstændigt sin kurve helt fra fødslen hvor hun vejede 4100g. Vores læge er ikke bekymret overhovedet og siger at vores datter er “Sund og stærk”
Men hun er betydelig større end sine veninder og sin jævnaldrende kusine og jeg er bekymret for mobning og lede ved egen krop på sigt når hun (og veninderne) begynder at opdage hun skiller sig ud.

Men som dig har jeg svært ved at se hvor vi skal sætte ind, hvis der ikke skal være tale om forbud eller forskelsbehandling mellem hende og storebror.

Vi spiser sundt og varieret, vi voksne er normalt vægtige, begge børn går til boldspil og spejder, de er begge aktive med trampolin, løbehjul og cykler i fritiden. Vi går mange ture i weekender og ferier. Vi voksne dyrker holdsport om vinteren og løber om sommeren.
Jeg vil betegne os som en alm sund familie, der dog stadig har plads til fredagsslik og kage/is indimellem.

Men alligevel er lillesøster rund og storebror meget slank.

Jeg har ingen løsning, for jeg kan ikke selv se den.....

Vil blot fortælle dig at du/I ikke er alene om problematikken.

Tak! Det er rart at vide.

Vil bare sige, at vores store pige faktisk også var lidt småbuttet til 5-6 års alderen. Derefter udjævnede det sig helt af sig selv og nu er hun på 100% normalt, gennemsnitligt BMI og fremstår slank, grænsende til tynd.

[Zonta]

Jeg kan godt forstå, at det ser med at bevæge sig mere kan være svært. Ved du hvad hun sådan generelt laver i SFO'en? Måske kunne man spørge pædagogerne om de vil være lidt obs på om hun får lavet noget fysisk dér. Så behøver I ikke have helt så meget fokus på det derhjemme.

I øvrigt, så ville jeg uden at blinke tage hensyn, hvis du som mor spurgte mig om jeg ville være obs på hvad der blev serveret til legeaftaler og lignende. Jeg synes slet ikke det ville være et angreb. Der er så mange andre lejligheder til at servere usunde ting, så at der i enkelte tilfælde skulle serveres sundere alternativer ville nok bare være kærkomment for mig.