Sophies-mor skrev:Tanten skrev:Sophies-mor skrev:Tanten skrev:Sophies-mor skrev:Tak for hjælpen.
Datteren og jeg har i fællesskab - med et blik på jeres input - bogstaveret et brev til morfar.
Han bor 115 km herfra, så vi er nødt til at gøre det på denne måde.
Jeg synes, det er en indirekte måde at adressere problemet, og måske ikke det smarteste at inddrage din datter på den måde.
Men det er ikke let at vide, hvad man skal gøre, når man står i situationen.
Det var hende, der bad mig om at hjælpe med at skrive brev til morfar. Og da jeg så godt som aldrig har min far på tomandshånd og aldrig får lov til at ytre mig uden en million afbrydelser.... var det bedst mulige valg.
Vi fik alle samlet - da han var indlagt efter sit fald - intensiv psykologhjælp fordi han gerne ser, at vi bliver gode venner.
Men i de snart 30 år de har været sammen, er mønsteret det samme...
Hun accepterer min tilstedeværelse så længe jeg er dørmåtte. Hvis jeg har mine egne holdninger, skal de rakkes ned.
En god dag i hendes selskab er:
Goddag. Må jeg bede om kartoflerne? Nej tak, jeg er mæt. Tak for mad. Farvel. Tak for i dag.
Den slags kommunikation.
Alt andet giver gnidninger.
Selv psykologen på sygehuset gav op med bemærkningen, at det bedste er at være enige om at være enige.
Jeg har venner der ikke kommer, hvis hun er inviteret. Og så fremdeles.
Min far hadede sin stedmor og som jeg sagde til ham for nogle år siden, så er det da sjovt, at du vælger en kvinde magen til.
Det kunne han sjovt nok ikke svare på.
En eller anden skal jo stoppe den cirkel - og det kunne være dig.
Nøjes med "ræk mig saltet" og bed hende kort, høfligt men bestemt om at stoppe med at opdrage på dit barn. På den måde viser du din datter, at du er på hendes side - uden at hun ved at skrive et brev udsættes for en potentiel afvisning af sin morfar, hvis nosser åbenbart ligger på bunden af en syltekrukke.
Nøjes med at se din din far og hans partner i det omfang, det er "nødvendigt", og sæt nogle rammer for jeres samvær, hvor du kan tage dit barn og gå stille og roligt, når I ikke gider høre på mere pis.
Din far må selv ligge og rode med, at han har valgt hende til partner.
I kan ikke lave om på hende, men I kan bestemme hvordan, hvornår og om I vil tilbringe tid med hende.
Uanset hvor bestemt jeg er, så bliver det ignoreret.
Hvis vi tager hjem, eller prøver på det, så stiller hun sig fysisk i vejen.
Og ellers ja. Min fars boller ligger langt væk.
Med fare for at være træls, så har du lidt samme mønster i denne tråd. Alle forslag på løsninger afvises som forsøgt, forkerte osv. På den vis gør du som hende - og det kan være en del af forklaringen. En stor del er ganske givet også at hun er en idiot.
Men sådan helt lav praktisk: Hvis hun fysisk tilbageholder jer, kan du vælge at fjerne hende efter passende advarsel. Eller ringe til politiet. Men der er ingen virkelighed hvor du accepterer at blive tilbageholdt.
Jeg er absolut ikke voldelig. Som i aldrig. Men uanset hvem der tilbageholdt mig og min datter, så ville jeg vitterligt nærmest kæmpe til døden hen mod udgangen. Både fordi jeg ser rødt mod sådan noget. Men også fordi min datter aldrig skulle få ideen om, at sådan en behandling kan være ok.
Hvis min stedmor var på den måde, blev min far kun inviteret alene - og afvist, hvis han insistererede på at tage hende med. Han har valgt hende over jer. Det er det, der gør ondt. Men det hjælper jo ikke at acceptere så dårlig behandling for at være tættere på din far. Det svarer jo til at nyde solnedgangen på en fakirseng...
"Courage is what it takes to stand up and speak; courage is also what it takes to sit down and listen." - Churchill