FormerlyKnownAs skrev:didaa skrev:Jeg tror den med hvad der er 130% optimalt er ret meget spot on for vores generation. For vores forældre og før dem var det familien som helhed man værnede om, i dag er det børnene som individer og deres behov. Og det har selvfølgelig nogle konsekvenser for både børn og voksne, som mange har vanskeligt ved at forstå når de ikke selv er i situationen.
Omvendt så burde mange mennesker også bakke lidt ud af andres liv!! Jeg forbinder sådan en følelse med at folk ikke er blevet længere med forsmåede mennesker, som har svært ved at se udover deres egne behov. For hvornår er det godt nok? Min mor er selv mester på det punkt, vi kan være kørt i 3 timer med børn og helt baldrede, hvorefter hun øffer over at vi "kun" har været på besøg i 5 timer. Det er vanvittigt irriterende at høre på, hvadenten det er familie eller venner.
Jeg har den omvendte opfattelse af vores forældregeneration- jeg er fra 81. Det var knap så meget “hele familien”, som det var “vores behov og børnene må følge med”. Fra alle venner omkring mig i samme alder oplever jeg temmelig egoistiske forældre som også synes at tage ansvar for noget er frygtelig farligt.
Derfor kommer mine børns behov før alt andet. Stort set.
Jeg er fra '84, og jeg er meget enig med Didaa. Jeg er i høj grad vokset op med, at man som barn var med til det, vi nu skulle - madlavning, oprydning, arbejde på gården, ture til forældrenes venner osv. Til gengæld oplevede jeg det aldrig som om, det ikke var på mine præmisser. Jeg var meget, meget sjældent i centrum - men det var fuldstændig normalt og på ingen måde noget, jeg oplevede som negativt.
Mit indtryk er, at noget har ændret sig her. Også i den måde, jeg selv opdrager mine børn på. Vi er meget, meget mere pressede på tid, end vi var i mit barndomshjem - og det gør, at de ikke får samme oplevelse af at 'være med' og være en naturlig del af et fællesskab, som jeg selv er vokset op med.
Og i deres fællesskaber, er det mit indtryk, at det er lidt det samme. Mange forkælede børn (og det er mine helt sikkert også), der er vokset op med travle forældre og 'kvalitetstid' i weekenderne, der så har 100% børnefokus i modsætning til hverdagenes hamsterhjul. Og så bliver det hurtigt svært, når tingene pludselig ikke er på deres præmisser.
Men løsningen er da helt klart ikke, at flere forældre sætter netop
deres barns behov foran alt andet. Løsningen er nok nærmere, at forældre - som mig selv - i højere grad formår at indlemme børnene i fællesskaber og giver dem oplevelsen af at være en del af noget, der
ikke kun handler om dem selv. Og dermed helt omvendt lære deres børn at sætte andres behov foran...
Some men hunt for sport, others hunt for food. The only thing I’m hunting for, is an outfit that looks good…