Prioriteret samvær med venner, eller børn først?

[Fru Sunshine]

Måske handler det også om personlige præferencer. Jeg er slæbt med til alt muligt som barn, men jeg er helt enormt udadvendt og elskede det. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i at det skulle være noget negativt for børnene at skulle sove alle mulige steder.
Mine egne børn er ikke vildt gode til det, så jeg ville ikke gide at lægge dem til at sove for at vi kunne spise ude lørdag aften, så vi har indrettet os med at spise tidligt når vi er sammen med venner . Jeg oplever faktisk ikke rigtig nogen late night fester som børnene har behov for at deltage i.

I øvrigt mht pasning så forstår jeg ikke hvad negativt der skulle være i at få børnene passet. Mine børn har et ekstremt tæt forhold til deres bedsteforældre og jeg har ingen skrubler ved at lade dem have dem i op til en uge. Min yngste bliver 4 nu her i maj, men han bærer nag over at han ikke kom på ferie med mormor og morfar her i efteråret, så nu til efteråret tager han på ferie med dem.

Min datter er kun 2, så det har jo også en betydning. Men hun kan simpelthen ikke passes om aften/natten. Hun er ekstrem tryghedssøgende, og det er kun mor eller far der dur om natten.

Det er langt fra alle børn, som bryder sig om at sove ude

Men det betyder jo ikke, at det er negativt at få børnene passet, hvis de trives med det. Det er sådan, jeg læser TomKahs indlæg. Ikke som at man bare skal lade børnene passe, fordi man lige synes.

[Sangius]

Måske handler det også om personlige præferencer. Jeg er slæbt med til alt muligt som barn, men jeg er helt enormt udadvendt og elskede det. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i at det skulle være noget negativt for børnene at skulle sove alle mulige steder.
Mine egne børn er ikke vildt gode til det, så jeg ville ikke gide at lægge dem til at sove for at vi kunne spise ude lørdag aften, så vi har indrettet os med at spise tidligt når vi er sammen med venner . Jeg oplever faktisk ikke rigtig nogen late night fester som børnene har behov for at deltage i.

I øvrigt mht pasning så forstår jeg ikke hvad negativt der skulle være i at få børnene passet. Mine børn har et ekstremt tæt forhold til deres bedsteforældre og jeg har ingen skrubler ved at lade dem have dem i op til en uge. Min yngste bliver 4 nu her i maj, men han bærer nag over at han ikke kom på ferie med mormor og morfar her i efteråret, så nu til efteråret tager han på ferie med dem.

Min datter er kun 2, så det har jo også en betydning. Men hun kan simpelthen ikke passes om aften/natten. Hun er ekstrem tryghedssøgende, og det er kun mor eller far der dur om natten.

Det er langt fra alle børn, som bryder sig om at sove ude

Men det betyder jo ikke, at det er negativt at få børnene passet, hvis de trives med det. Det er sådan, jeg læser TomKahs indlæg. Ikke som at man bare skal lade børnene passe, fordi man lige synes.

Min pointe er netop, at nogle børn kan, og andre børn kan ikke. Jeg synes absolut ikke der er en "rigtig" måde at gøre tingene på.

[TomKah]

Måske handler det også om personlige præferencer. Jeg er slæbt med til alt muligt som barn, men jeg er helt enormt udadvendt og elskede det. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i at det skulle være noget negativt for børnene at skulle sove alle mulige steder.
Mine egne børn er ikke vildt gode til det, så jeg ville ikke gide at lægge dem til at sove for at vi kunne spise ude lørdag aften, så vi har indrettet os med at spise tidligt når vi er sammen med venner . Jeg oplever faktisk ikke rigtig nogen late night fester som børnene har behov for at deltage i.

I øvrigt mht pasning så forstår jeg ikke hvad negativt der skulle være i at få børnene passet. Mine børn har et ekstremt tæt forhold til deres bedsteforældre og jeg har ingen skrubler ved at lade dem have dem i op til en uge. Min yngste bliver 4 nu her i maj, men han bærer nag over at han ikke kom på ferie med mormor og morfar her i efteråret, så nu til efteråret tager han på ferie med dem.

Min datter er kun 2, så det har jo også en betydning. Men hun kan simpelthen ikke passes om aften/natten. Hun er ekstrem tryghedssøgende, og det er kun mor eller far der dur om natten.

Det er langt fra alle børn, som bryder sig om at sove ude

Mine børn bryder sig egentlig ikke om at sove ude. Jeg har jo to store, hvor den ene er teenager om en måned. Men de kan stadig ikke lide at sove ude. Det handler mere om relationen, end hvor man er henne hjemme hos os. Mine børn er kommet stort set dagligt hos mine forældre hele deres liv. Før de store startede i skole kom min mor og hentede dem kl 7 hver morgen, så spiste de morgenmad hos hende og hun kørte dem i vuggestue/børnehave kl 9. Da de startede skole hentede hun dem ved 15-tiden hver dag.
Det har også betydet at de uden problemer har kunne "passes" i op til en uge fra de var omkring 1,5 år hver især. Min yngste var med på ferie sidste sommer da han lige var fyldt to, og i sommer hvor han var 3. Min datter tog så en ekstra ferie i efteråret på en uge - og det er den han stadig taler om at han gik glip af. Han har lige været hos mine forældre i 3 dage. Grundlæggende så er relationen virkelig tryg.
Jeg forstår godt at andre ikke har mulighed for at have samme relation til deres bedsteforældre, men jeg synes virkelig det er et tab for vores generation af børn at så få har den mulighed. Jeg havde selv nøjagtig samme, hvis ikke endda endnu tættere, forhold til min mormor (min morfar var død). Det var en kæmpe gave, og det gør det så meget nemmere at prioritere sig selv.

[HappyPaww]

^ Men for mange betyder nok især geografiske afstande samt det at en stor del af bedsteforældergenerationen i dag selv arbejder stadigvæk rigtig meget.

Og så er det tilsyneladende også mere og mere fremherskende, at bedsteforældrene ikke vil være den klassiske bedsteforælder som skal agere børnepasser i tide og utide, og nærmest sætte deres liv på stand-by fordi der nu er børnebørn...

[TomKah]

^Det forstår jeg godt, HappyPaww. Jeg skriver jo også at mine børn er heldige.
Jeg tror nu måske altid der har været bedsteforældre som ikke ville agere børnepassere. Ved ikke hvorfor egentlig.

Ude i den der virkelighed, der føler jeg nogen gange at folk i dag har et negativt forhold til pasning af børn. Som om det er lidt skamfuld at prioritere at tage på weekendtur uden børnene. Det er måske noget som er opstået pga mange års bashing af forældre som holder ferie mens deres børn er i institution. Jeg ved det ikke. Jeg tier bare tit stille med at jeg tager på weekend uden mine børn. 1 gang hvert andet år eller noget i den retning.

[HappyPaww]

^Det forstår jeg godt, HappyPaww. Jeg skriver jo også at mine børn er heldige.
Jeg tror nu måske altid der har været bedsteforældre som ikke ville agere børnepassere. Ved ikke hvorfor egentlig.

Personligt er der 18 år imellem mine børns mormor og deres farmor. Farmor er relativt ung stadigvæk, arbejder, og lever et aktivt liv med meget lidt fritid. De bor så dog i relativt kort afstand fra os, så hun kan passe børn indimellem hvis vi vil en tur ud at spise.

Mine forældre er til gengæld de mere klassiske bedsteforældertyper, godt oppe i alderen, pensionerede og med masser af tid - de bor så til gengæld 1.5 times kørsel væk, så dem får vi heller ikke set så tit (vi har ikke bil).

Men vi har det bedste af begge verdener, hvilket er dejligt

[Zonta]

Jeg tænkte, inden jeg fik barn, at jeg gerne ville være sådan én, der kunne tage barnet med og så bare putte det et sted og så sov det. Når man så skulle hjem, høvlede man lige barnet ud i autostolen og så op i seng, når man kom hjem - alt sammen uden problemer.

Det kan vi bare ikke. Eller... Vi kan godt, men det giver enormt dårlig søvn til vores søn, fordi han typisk vågner, når han bliver flyttet på og han er ikke sådan bare lige til at putte. Jeg tror det er så svært at vide inden man får børn - specielt fordi man ikke aner hvilken type barn man får. Vores søn er lidt som MiniVibbsen - meget nysgerrig og vil gerne deltage i tingene. Hvis han skal sove, skal en af os gå med ham i barnevognen og han sover endnu ikke så godt, så vi skal ud ofte og give en sut eller andet. Det er da skide irriterende, men det er sådan virkeligheden er for os lige nu.

Vi vil så gerne se vores venner og bliver glade, når de har gjort sig umage for at lave mad f.eks., men har også indset, at lige pt. der er det frokost- og eftermiddagsaftaler, der er de mest oplagte I øvrigt er jeg også ved at få indført "Spis og skrid" med nogle af vores genboer. Altså hvor man skiftes til at lave mad og huse gæsterne - man spiser kl. 18 og så smutter folk hjem kl. 19-19.30 og putter unger.

[MrMister]

Børn er forskellige. Vores yngste kan godt undvære mig i mange dage. Så savnes jeg bare. Men er mor væk, grædes der om natten. Selv et stort børnehavebarn.

Af den årsag korter vi en weekendtur ned med en dag. For det vil vi gerne frem for at tænke på dem derhjemme. Jeg var selv vant til at blive passet som barn. Det skete ofte. Vi nød det. Vi fik altid narret dem til alt muligt (inkl at se alien som 8 årig... pænt dumt)

[vibbsen]

Vi har iøvrigt INGEN skrupler med at få passet MiniVibbsen hvis vi skal noget.....Og hvis pasning ellers er muligt, så vil vi altid prioriterer at deltage...

Men nu synes MiniVibbsen så også at det er HERRE-fedt at blive passet. Og har altid syntes det.....Hun er pænt ligeglad med af hvem. For hun er et af de der børn, som uden at blinke ville lade sig passe af Klokkeren fra Notre Dame, Elefant Manden eller en eller anden fremmed fra gaden. Hun er ekstremt tillidsfuld og et meget trygt barn..Så længe hun via vores adfærd har fornemmet at der er tale om en person som VI er trygge ved at overlade hende til. Så er hun klar.....Hvilket hun iøvrigt også giver tydeligt udtryk for....."Mor, skal du ikke snart gå" sagde hun engang til mig. Hun skulle passes af en af mine gamle skoleveninder (som hun kun havde mødt ganske få gange) fordi jeg skulle til bryllup og hr.vibbsen var ude og rejse....Jeg blev simpelthen nærmest hældt ud af døren.....Farvel Med Mig....Nu skulle de have fred til at hygge....Og da jeg kom hjem var min veninde helt og aldeles smask-forelsket i hende.....For MiniVibbsen havde naturligvis charmeret røven ud af bukserne på hende....Ved en anden lejlighed skulle både vi, mine forældre og min bror til samme fest.....Her blev hun passet af min fætter og hans kone som hun også kun havde mødt få gange.....Og igen : Da først hun havde fornemmet at vi var trygge ved dem. Så var hun også.....Faktisk så tudede hun i vilden sky da de kom og afleverede hende.....Hun synes bestemt at hun skulle have været med dem videre

Havde hun ikke haft det på den måde.....Så havde jeg til gengæld uden at være spor flov over det, prioriteret hende over samvær med vennerne....Igen : Børn er forskellige....Og jeg er så bare heldig at have fået et barn som er nem at lade passe af andre.....Til gengæld så kan vi glemme alt om at få hende til at sove ude.......Stadigvæk. Nu hvor hun er 6....Nytårsaften gik hr.vibbsen hjem med hende umiddelbart efter midnat...Hun var piv-træt....Men sove ???? Nixen bixen...Heller ikke selvom hun stort set kunne vælge frit hvor dette skulle foregå og det eneste vi ikke havde medbragt var hendes seng........Da de kom hjem sov hun nærmest inden han fik tøjet af hende....

[vibbsen]

Vi har iøvrigt nogen venner som glad og gerne inviterer på middag.....Men det forventes at man er ude af døren senest klokken 19-19.30 hvor deres børn puttes. For ellers går der totalt fuck i deres putning. Det samme gælder hvis de er inviteret på middag. Så går de senest så de kan overholde puttetiderne.....

[Zombie]

Min veninde puttede barn i vores seng... efter en time undrede vi og hendes mand sig, hun var faldet i søvn med barnet, der falder nemt i søvn, men vågner 117 gange på en nat...

Jeg er introvert og b-menneske, det passer mig fint at vi nu spiser tidligt, og så tager de hjem kl. 19, og jeg kan læse eller spille computer resten af aftenen.

Jeg fornemmer, andre har andre præferencer - jeg tænker, vi alle kan være besværlige på hver vores måde, og nogle trækker bare "sover fint ude"-loddet mens andre taber lotteriet i "hvordan sover dit barn" tombolaen.

Jeg prøver at være mega åben og forstående, så Nemesis måske springer mig over, når der skal uddeles kolik-børn.