TomKah skrev:LaScrooge skrev:Ata skrev:Vi har lige haft en snak om børnenes fritidsaktiviteter. Min kæreste synes det var lidt forkert,at jeg havde fortalt vores datter på 10 år, at klavertimer er dyre. Jeg synes det er fint, at hun ved det, så hun forstår at hun skal ville det og gøre sig umage, hvis vi skal ville betale de klavertimer.
Jeg tager også altid en flaske vand med, så man ikke skal bruge 20 kr hver gang ungerne er tørstige på en lille tur. Der synes min kæreste at der er frihed og livskvalitet i, at man bare kan købe det. Men jeg synes de lærer noget af at blive opmærksom på at man ikke behøver købe ting hele tiden.
Et andet eksempel er at jeg lige har haft en pengesnak med min datter på 10 om fastelavnskostumer, hvor jeg måtte forklare hende, at man ikke bare lige kan bruge 600 kr på fastelavn, fordi man ombestemmer sig i den 11. time og vil være noget andet. Vi har sagtens råd til at betale, men jeg tror ikke, at det gavner hende at vi gør det.
Jeg tror at min opvækst minder meget om din kærestes ifht det økonomiske, og jeg kan *mærke* hans rationale i min krop, når jeg læser det. Jeg kan mærke hvor behageligt og frit for frygt og bekymring det er at kunne købe en flaske vand på tankstationen, i stedet for at have det på huskelisten inden man tager hjemmefra - endnu en bekymring, man skal huske at tage højde for, endnu en barriere som konsekvens af en skrabet økonomi. Endnu en ting man må nægte sig selv af nød.
Vi var fattige og da jeg var barn fik jeg ikke lommepenge, og konsekvensen af de skrabede vilkår (og min mors tilgang til penge, bl.a. også det at hun skammede mig for at ønske mig det samme som alle andre) har været, at jeg i de første 32 år at mit liv ikke undede mig selv noget som helst. Jeg følte ikke at jeg fortjente at få det jeg ville have, og sætningen "du kan ikke forvente at få ALT du vil have!" var en spændetrøje jeg brugte til at underkue og begrænse mig selv med; - jeg slog alle ønsker og drømme ned på dén konto. På trods af, at jeg aldrig fik det jeg gerne ville have og aldrig nogensinde troede at jeg bare kunne rage til mig og forvente.
Jeg har levet påholdent og frygtsomt, fordi jeg aldrig var sikker på, om jeg havde de penge jeg skulle bruge. Jeg måtte også lære mig selv husholdning, dvs. opsparing til faste udgifter på min budgetkonto, efter de første års angst pga de større regninger der kom, som jeg endnu ikke havde lært at indregne gennemsnittet af i budgettet. Det er først i de senere år, at jeg har lært, at jeg får et bedre liv at af gøre de ting, jeg gerne vil NÅR jeg gerne vil dem (indenfor rimelighedens grænser), i stedet for at udskyde og udskyde indtil en eller anden dag i den tågede fremtid, hvor jeg har nok. Mit liv bliver rigere af, at jeg gør tingene nu, i stedet for at nægte mig selv dem. Jeg bliver mindre stresset, mindre bekymret og mere fri og lykkelig og det tror jeg på bidrager til, at det generelt går mig meget bedre i livet nu.
Til gengæld har jeg også bevaret balancen. Jeg er fornuftig med mine penge, formår at sætte næring efter evne og at spare op, prioritere mellem ting jeg gerne vil have.
Jeg ser det modsatte helt aktuelt hos min veninde, som trods det, at hun tjener en rigtig god løn og ejer sin egen lejlighed, har en kæmpestor gæld på blandt andet kviklån og alligevel månedligt må låne af sine forældre. Hun har aldrig måttet undvære og har lært, at hendes forældre er bundløse lommer, mere eller mindre. Og derfor bliver hun også fuldstændig ulykkelig når hun ikke kan købe hvad hun vil have når hun vil have det.
Bare at købe vand når man er tørstig, i stedet for at have det med hjemmefra, synes måske ikke at være en stor ting. Men man kan faktisk godt vokse op uden fornemmelsen af betydningen af alle de der småudgifter og hvor meget de kan løbe op, hvis man ikke er opmærksom på det. 15 kroner dagligt er alligevel 450 kroner på en måned, hvilket faktisk er en hel del. Det er mad til i hvert fald 1 uge og det er et nyt par sko, man måske mangler. Derfor er der ræson i engang imellem at slippe bekymringerne og købe en flaske vand uden at gøre et nummer ud af det, men generelt at være bevidst om sit forbrug og hvad det består af. Hvis man ikke er bevidst om betydningen af daglige småklatterier på så lidt som 20 kroner (en croissant hos 7-11, 1 flaske vand), så aner man ikke hvor ens penge bliver af og hvor man skal sætte ind; man ved bare, at de forsvinder. Så det handler om at finde balancen mellem tryghed og bevidsthed; overblik, kontrol og frihed.
Generelt synes jeg ikke at børn skal bekymre sig om økonomi, men de skal samtidig lære pengenes værdi og at forvalte dem. Derfor skal de forstå forbug og pengestrømme ind og ud af konti. Jeg tror faktisk at din og din mands tilgange nok skal opveje hinanden, men at I skal have en bevidst og fælles strategi i forhold til hvordan I lærer jeres børn at forvalte deres egen økonomi. Der synes jeg at den artikel, en anden linkede til med de 3 glas er rigtig fin.
Jeg synes dit indlæg er rigtig godt. Ikke fordi jeg kommer samme sted fra eller har de samme holdninger, men fordi det beskriver at det handler om følelser og de ord man binder op på forbruget.
Jeg er absolut ikke vokset op med en frygtsom økonomi. Mine forældre har altid haft det økonomisk godt. Der har været charterferie, sommerhus og gode bøffer i hele min barndom. Men jeg er til gengæld meget strengt opdraget ift spildforbrug. Altså at betale overpris for en vare.
Du sætter nogle følelser på - du kalder det frihed at købe vand. For mig vækker der udelukkende en følelse af at være dum og betale en dummebøde. Frihed var absolut ikke en følelse jeg ville koble på det.
Jeg forstår heller ikke at folk køber to-go kaffe. Jeg forstår ikke hvem der har råd. Der er mange ting som jeg ikke kunne drømme om at bruge penge på. Og jeg har ikke noget imod at være forudseende og tage madpakke med.
Nægter jeg mig selv noget? Det er det for dig, men ikke for mig.
Jeg er bare forudseende.
Friheden ligger i ikke at skulle bekymre sig om det. Ikke at få ondt i maven over at have brugt 15 kroner på vand.
Der er mange, der er vokset op i trygge hjem, hvor der har været nok - også selvom de ikke har levet ekstravagant eller har været forkælede -, som ikke forstår den afgørende, fundamentale og eksistentielle forskel der er på dét og så på altid at mangle, aldrig at have, ikke at vide om man får. Jeg kan huske, da jeg var barn, og det gik op for mig, at de andre børn i min folkeskoleklasse havde tøj de brugte til særlige lejligheder - altså tøj, de ikke gik i i skolen. Følelsen af frenmedgjorthed, afstanden mellem mig og dem, dét liv de levede og det jeg levede, var uoverstigelig. Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan deres liv mon var og dét der skulle til for at skabe sådan et liv? - det var science fiction. Den kløft har det taget mig de der godt 30 år at lukke. Jeg kan huske, da min veninde græd over at hun ikke havde råd til at købe vinterstøvler det første år hun var flyttet hjemmefra (som 21-årig). Jeg havde en forundret følelse i kroppen, for støvler kun til vinter? det kunne jeg ikke huske at jeg havde haft nogensinde, selvom jeg nok havde det, da jeg var barn. Samme veninde syntes jeg var nærig, fordi jeg modsatte mig at bruge 15 kroner på at køre ét stop med bussen ned til videoudlejningen. Vi kunne gå derned på 10 minutter og jeg levede for omkring 1000 kr om måneden på det tidspunkt.
Det er ikke frihed til at sløse med pengene og spilde dem på ingenting. Det er friheden fra ondt maven over en regning, eller en lille udgift, eller at noget koster 2,5 ekstra, fordi det betyder, at man ikke kan købe 1 liter mælk. Det er friheden til at kunne unde sig selv en fastelavnsbolle, også selvom den koster 23 kroner, bare fordi man har lyst. En lille spontan glæde, som så mange mennesker skænker sig selv uden at spekulere så meget som ét sekund over det.
Forstår du forskellen?
#stoltstorforbrugeromendstadigskrabetmodel