Kræsenhed - let's discuss!

[Myth]

Jeg synes generelt det er lidt barnligt at være meget kræsen. Fx at man ikke kan lide fisk eller ost. Der findes jo 1000 vis af forskellige fisk og oste der tilberedes helt forskelligt og at man bare ikke kan lide noget af det synes jeg er fjollet. Man siger jo heller ikke at man ikke kan lide grøntsager fx.

Der er få ting jeg ikke spiser (indmad og blegselleri), lidt flere jeg helst vil være fri (fx gul karrysovs).

Men der er stor forskel på hvordan man håndterer det. Hat en veninde der ikke spiser noget dressing eller sovs eller lignende. Hun lader bare være at tage særlig meget og hun smager ALTID på maden. Når vi er ude skal hun altid have særbestillinger og det driller vi hende med og hun vil virkelig gerne kunne spise det.

Så har jeg en anden bekendt. Vi var til barnedåb hos en veninde og de serverede byg selv smørrebrød. De spiser ikke selv fisk ( ) Men fordi vores bekendte ikke spiser kødpålæg eller ost havde de lavet tunmousse. Den bekendte sad demonstrativt og spiste brød ovenpå sin serviet. Og adspurgt sagde hun at hun at der ikke var noget hun kunne spise for fordi der var rejer ovenpå tunmoussen. Ej jeg synes det var så flabet sådan at sidde og pille i er lille stykke brød og ikke engang fjerne sin serviet fra tallerkenen.

Min eksmand spiste overhovedet ikke grøntsager, kogt, stegt, syltede eller noget. Han rørte dem IKKE. Han spiste heller ikke ost, fastfood, pizza eller noget der var en antydning af udenlandsk. Smørrebrød heller ikke, pynten ville han ikke have. Rejer spiste han ikke. Til ham var det almindelig god gammeldags mad. Frikadeller, hakkebøf, spaghetti og den slags helt almindelig mad. Dog spiste han lever, hvad jeg ikke gør. Det var kedeligt med så ensformig kost. For det var altså ikke altid jeg fik lavet to retter.

[thomassneum]

Jeg er ikke kræsen - jeg spiser bare kun ting som smager godt.

[godtnavn]

Jeg kan ikke lide oliven og vin. Det er to ting jeg ville elske at kunne lide, fordi jeg kan se andre nyder dem, men jeg kan ikke, jeg har virkelig prøvet og prøver stadig af og til. Jeg er faktisk nået dertil hvor jeg godt kan spise ting med lidt oliven i, især hvis det er oliventarpenade, så jeg sorterer det ikke fra når det bare er lidt, men ærligt så foretrækker jeg tingene uden.

Jeg synes ikke folk der er kræsne er barnlige, jeg synes mere det er synd for dem at de går glip af en masse smagsoplevelser. Det synes andre sikkert også om mig da jeg har valgt at være vegetar, det er dog ikke af kræsenhed men princip.

Jeg foretrækker folk fortæller mig hvis de er kræsne så jeg kan lave mad de kan lide, synes det er ærgeligt at bruge tid på mad folk ikke kan lide. Omvendt fortæller jeg også selv jeg er vegetar hvis jeg skal spise hos nogen, forventer ikke de laver special mad, omvendt forventer jeg de fortæller mig hvis de ikke gør så jeg selv kan sørge for mad

[Prosperity74]

Jeg er også kræsen på nogle områder. Jeg kan ikke lide : rosiner, svesker, figner, dadler, grønne ærter, rosenkål, oliven, indmad fra kød - der er sikkert flere ting, jeg ikke kan komme i tanker om lige nu

[godtnavn]

En gang imellem kan jeg godt blive irriteret, når det skifter fra dag til dag, hvad han kan lide. Men jeg forsøger at det ikke skal blive til en kamp.

Sådan her?

Det er en børneting. Min seksårige haaaaaaader lasagne. Altså, indtil han får det serveret. Så tømmer han gerne fadet sammen med ham på otte, der dog trods alt indrømmer at han elsker lasagne.

Jeg havde to piger på besøg der elskede champignon og nødder overalt i verden! Så vi lavede svampe-nøddepostej (ikke den blendede version men med hele stykker) det blev spist med velbehag, den ene pige sorterede dog alle svampene fra Da hun blev hentet dagen efter fortalte hun dog sin mor hun havde fået en ny livret, og at de bare måtte få opskriften med hjem

[OberstNasig]

Jeg var meget kræsen som barn. Jeg smed mine madpakker ud i al´hemmelighed, så godt som jeg kunne. Jeg kan huske, at jeg til dels skammede mig over min kræsenhed, fordi der var flere voksne, der reagerede ved at tolke det som, at jeg var spiseforstyrret, hvilket affødte nogle mere eller mindre ubehagelige kommentarer, hvor mit indtag blev sat under lup i al´offentlighed og jeg følte mig udstillet. At jeg også var meget slank, gjorde det ikke lettere.

Jeg kommer fra et hjem, hvor der blev serveret enormt varieret mad og mad lavet fra bunden. Jeg smagte fx først McDonalds som 14-årig på en rejse med min efterskole. På efterskolen vendte det, fordi jeg ganske enkelt måtte spise, hvad der blev serveret, hvis jeg ville blive mæt. Jeg fandt endda ud af, at der faktisk var rigtig mange ting, jeg godt kunne lide.
Det var en enorm lettelse for mig at opdage, at jeg faktisk kunne spise, hvad der blev serveret ved selskaber, uden at det blev en dårlig oplevelse.

Idag er der ganske få ting, jeg ikke bryder mig om. De få ting går langt mere på konsistens eller tanken om, hvad det er, fx indmad eller præfabrikeret mad. Sidstnævnte er jeg først begyndt at spise, nu hvor der findes økologiske og e-numrefrie udgaver.

Jeg må tilstå, at jeg reagerer med irritation over stærkt kræsne voksne. Ikke synlig irritation, men jeg forbinder det mere eller mindre ubevidst med et barnligt træk. Jeg får også lidt ondt af dem, fordi jeg husker, hvordan jeg selv følte mig forkert, når jeg ikke kunne spise og nyde maden med andre og når jeg skulle frygte for, hvad der stod på menuen.

Faktisk kunne jeg ikke forestille mig, at jeg kunne være blevet forelsket i min kæreste, hvis han havde været kræsen, fordi mad er min største interesse, både at lave det, men også at nørde det. Jeg finder en virkelig stor glæde i at opleve det sanselige ved et godt måltid eller restaurant-besøg med min partner.

EDIT: Jeg har åbenbart besøgt tråden før og skrevet et indlæg