SF i København vil have et forsøg, hvor langtidsledige på kontanthjælp får 50.000 kr., som de selv kan råde over. Penge skal bruges til noget, der bringer dem tættere på et job.
- Vi må tage nogle utraditionelle metoder i brug for at få de folk, som har været længe i systemet eller helt er opgivet, tilbage på arbejdsmarkedet, siger Sisse Marie Welling, der er borgmesterkandidat for SF i København, til Avisen.dk.
Forsøget bliver dog ikke til virkelighed med støtte fra Venstre.
- Jeg frygter, det er penge ud af vinduet og et smart forsøg på at kapre stemmer fra langstidsledige, siger Cecilia Lonning-Skovgaard, der er spidskandidat fra Venstre.
I hovedstaden er der cirka 1.700 kontanthjælpsmodtagere, der er erklæret jobparate, men alligevel har været arbejdsløse i mere end et år. Det er langtidsledige fra den gruppe, SF vil have til at deltage i forsøget.
- Det er vigtigt at involvere dem, der har være ledige i lang tid, i at finde løsninger. Pengene kan bruges på uddannelse eller på at fjerne tatoveringer, hvis man har fået ansigtstatoveringer, der gør det svært at få et arbejde. Eller det kan være at åbne sin egen forretning, som kræver nogle penge. Nogle kan også have behov for nye tænder.
SF skeler mod Aarhus, hvor et lignende forsøg er i gang. 100 kontanthjælpmodtagere har fået 50.000 kr. Det er betalt af Veluxfonden.
Hvad mener du om et sådan forsøg?
Da jeg ved, man har fået positive resultater med samme forsøg i England, er det da et forsøg værd, at prøve samme model i Danmark. Der vil nok være sorte får blandt modtagere af 50.000 kr., men hvis der sættes strenge betingelser/regler i forbindelse med at modtage 50.000 kr, tror jeg pengene vil motivere flertallet og forsøget kan lykkes.