ajnaM skrev:Angelina skrev:ajnaM skrev:Angelina skrev:At begge forældre går på arbejde betyder selvfølgelig noget, men jeg har ikke simpelthen ikke forstået at alle de familier der synes det er et problem ikke vælger at en af dem skal gå hjemme. I Danmark, en af de lande med den højeste gennemsnitsindtægter i Europa, kunne det godt lade sig gøre. Og ja, så kunne det da godt være man måtte spare lidt i hverdagene, droppe nogle ferier og noget af hverdagens luksus, men det handler jo om at gøre op med sig selv hvad man ønsker ud af livet. Vi er bare så forkælede at vi ikke kunne forestille os at leve af en indtægt.
Et andet issue er jo naturligvis den der skønne lighed vi har her i landet - som gør at f.eks rengøringshjælp, havehjælp, børnepasning etc. får det samme i timen som de fleste andre mennesker - så for at få gjort rent, skal man arbejde en time ekstra - og så kunne man ligeså godt gøre det selv jo. Og på den ene side er jeg glad for at folk der f.eks gør rent også får en god løn og et fornuftigt liv - og på den anden side synes jeg det er pissetræls at det nærmest bliver 1:1 ...
Igen vendes den mod den enkelte. Det er dit eget ansvar, du kunne jo bare.
Og nej, det kan du ikke bare, men det fjerner fokus fra min pointe at forklare det. Lad mig bare sige, at samfundet er indrettet sådan, at de fleste er afhængige af to indkomster for at bo og leve.
De fleste af os kan sagtens leve af en indtægt, problemet er at de fleste af os ikke ØNSKER at leve af en indtægt, fordi vi har nogle luksusting vi vurderer vigtigere end mere fritid.
Jeg er helt uenig.
Hvis vi alle sammen var relativt mobile og havde en nogenlunde jobsikkerhed, var det muligvis rigtigt - for de grupper, der har en nogenlunde indkomst. Men det er vi ikke, og det har vi ikke.
Du kunne muligvis - jeg kunne ikke, for selvom jeg bor nogenlunde billigt til leje, er jeg afhængig af at bo i København, og selvom både min kæreste og jeg tjener okay, kan vi ikke få det til at hænge sammen med 2 børn i København på én indtægt. Bare for at tage udgangspunkt i mig selv og min egen situation - og mange danskere har det økonomisk tungere end mig.
MEN IGEN...
Det kommer til at handle om, at den enkelte skal forsvare, hvorfor vedkommende 'ikke bare' tager ansvar for sig selv og sin stress. Og så ser man bort fra de strukturer, der gør stress til et problem for samfundet og ikke bare for individet.
Altså - selvfølgelig kunne I det, hvis det var jeres højeste ønske:
I flytter ud på landet et sted på Sjælland, hvor husene koster ingenting. 1 af jer siger job op og passer hus og børn, mens den anden pendler 2-3 timer hver vej for at tjene pengene. Spørgsmålet er så, om man vil det SÅ meget, at man vil være forælder til det barn i klassen, der ikke har en smartphone, ikke har en iPad, ikke kommer på ferie ud over hjemme hos mormor/ i farfars sommerhus osv.