Indlægaf Zombie » 14. okt 2017, 19:09
Jeg har arbejdet som frivillig gennem Mødrehjælpen med denne gruppe borgere under min studietid.
Jeg synes, det er så ubehageligt at læse, at I mener at fattigdom er prioritering og behovsudsættelse.
Min erfaring er, at flere ting spiller ind:
- Geografi
Det er dyrere at bo nogle steder end andre. Hvorfor flytter man så ikke bare? Det kræver penge at flytte. Ofte har mødrene allerede ét indskudslån i kommunen, så de kan ikke låne til et andet indskud hvis de skal flytte. De har ikke råd til flyttemænd eller at leje en bil. Får de anvist en bolig af kommunen, er de tvunget til at sige ja, selv hvis den er dyrere end hvad der egentlig er smartest for dem. Boliger i København er dyre, selv hvis det er i sociale boligbyggeri. Det er forskelligt, hvilke tilskud de er berettiget til og hvor meget af huslejen de får dækket - og der skal bruges min. 500 kroner om måneden på at betale indskudslånet tilbage efter to år, hvor der stadig løber renter på hvis man udsætter.
Samtidig kan der være spørgsmål som netværk, der gør det vanskeligt - hvis man har brug for støtte fra familien eller børnenes fader, kan man ikke bare flytte langt væk.
- Gæld
Rigtig mange af de fattigste mødre har en anseelig gæld. Det er ikke alt sammen brugt på tøj og fornøjelser, selvom det kaldes "forbrugslån". Nogle kvinder er tidligere voldsramte og gældsstiftede sig, da de i huj og hast måtte flytte fra en voldelig partner, og både betale indskud samt inventar til lejligheden. Selv det billige fra IKEA løber op og har man ingen penge, og siger banken nej, så falder de i den hurtige fælde med kreditinstitutter med tårnhøje renter.
Det kan vi sidde og spille smarte over, hvor dumt det var. Men kommunens akuthjælp rækker ikke langt og det, man kan få tilskud til, er ikke altid dækkende - og begrænset i øvrigt, da der er skåret i midlerne, så det kun er de allerværst stillet, der får hjælp... hvad så med de næstværst stillet?
Der spiller også noget social arv ind. Mange af kvinderne kommer selv fra dårlige kår og har aldrig lært fornuftig budgettering hjemmefra. De stifter gæld allerede første gang, de flytter (hjemmefra) og så er den onde cirkel startet.
De kan bruge flere tusind kroner på at betale renter på gæld hver måned, og så er de ikke engang begyndt at betale af endnu.
- Overskud
Hvis man sidder i en dårlig situation, har man ikke overskud. Folk med overskud får samlet et fornuftigt CV sammen ved at læse om det på nettet, og får et eller andet job, der måske er lavtlønnet men trods alt bedre end kontanthjælp. Folk med overskud laver en billig madplan og køber vinterstøvler til børnene om sommeren hvor det er billigere (og måske et par numre for store, så børnene kan vokse til). Folk med overskud sætter sig ind i deres rettigheder og muligheder gennem kommunale tilskud samt tilskud fra private foreninger og fonde. Folk med overskud planlægger større udgifter og sparer op, så de ikke stifter gæld i useriøse kreditinstitutter.
Jeg er selv drænet for overskud pt. og det er en god dag, hvis jeg orker at vaske mit hår i badet. Jeg har svært ved kommunikationen med mit studiested, ved at jeg kan læse op på mine rettigheder fremfor at afvente, men jeg magter det simpelthen ikke - og studiereglerne er relativt simple, sammenlignet med kommunens regler samt diverse.
At mene, disse kvinder skulle have et magisk overskud, er lidt som at mene, det ville være godt for dem at vinde i Lotto og få dækket sig ind økonomisk. Det er en fantasi, der ikke bunder i virkeligheden og det virker, for mig, ligegyldigt at diskutere, hvad kvinderne burde have gjort eller burde gøre. De har ikke ressourcerne til det.
- Opsummeret
Synes jeg mest, sådanne debatter her, fremstiller den almindelige persons mangelfulde viden på området. Hvad fattigdom er, hvem der rammes, hvordan man rammes og hvad man kan/ikke kan.
Det virker så skævt og mærkeligt at læse om en masse priviligeret mennesker, der ikke kan forstå, hvordan mindre priviligeret mennesker ikke kan få tingene til at hænge sammen.
Med priviligeret mener jeg ikke rige eller perfekte. Men det kræver et overskud at sætte sig ind i tingene og have styr på en svær situation. Man skal, som minimum, havde dét - altså overskud.
Med overskud mener jeg ikke, at man ikke er træt og flad og udkørt, eller at livet ikke er hårdt - men kan man rent faktisk sætte sig i førersædet på sit eget liv, så har man et mentalt overskud, andre mennesker ikke nødvendigvis har. Og mange af dem befinder sig i den gruppe, vi her diskuterer.
4
aka Forbies