Er Trump, Brexit og Europas voksende højrepartier eksempler på de ekstremer, der kan vokse frem i kedelige, komfortable samfund? Er der en sammenhæng mellem kedsomhed og den populisme, som forenkler og forarger og taler, så man ikke er i tvivl?
MAN SKAL IKKE ØNSKE at leve i spændende tider, siger et kinesisk ordsprog. Det er dramatiske tider, i værste fald med krig og ødelæggelse. Kedelige tider, derimod, er fredelige perioder i historien med tryghed, velstand og orden.
Er populismen svar på menneskers kedsomhed?
Det må stå for skribentens egen mening/opfattelse, jeg tror ikke populismen har det mindste med mennesker kedsomhed at gøre, derimod er populismen i Europa opstået i forbindelse med globaliseringen, jeg tror mange mennesker er bange for, føler sig måske truet eller står måske bare uforståelig over for alt det fremmede og ukendte, der er fulgt med globaliseringen.
I Europa bliver populisme tit anset for at være et skældsord, populister anset for at være demagoger, modsat til f.eks. i USA, hvor
de første populistiske bevægelser opstod næsten samtidig i USA og Rusland i slutningen af 1800-tallet. I Amerika begyndte en alliance af landmænd at udvikle sig omkring 1880, som så deres sociale stilling i stigende grad truet. Byerne blev mere og mere magtfulde, ligesom monopolerne og kreditinstitutterne. På grund af sit monopol kunne jernbaneselskabet opkræve overdrevne fragtpriser fra landmændene, de lokale banker forlangte ågerrenter.
Landmændene havde ikke kun økonomiske bekymringer, men også politiske: deres mål var genoprettelsen af det gamle amerikanske ideal for "agrarisk demokrati". De ønskede de gode gamle dage tilbage som under præsidenterne Thomas Jefferson og Andrew Jackson.