Det er en skadelig myte, at folkeafstemninger er det perfekte udtryk for folkets vilje. Tværtimod – det fremmer populisme.
Så skete det igen. En uigennemtænkt og unødvendig folkeafstemning har kastet et land helt unødigt ud i kaos.
Denne gang er det Spanien, der efter folkeafstemningen i Catalonien står i en dyb forfatningsmæssig krise.
Og atter er det, som om alt for mange tilskriver en folkeafstemning – hvor mindre end halvdelen af befolkningen i Catalonien overhovedet stemte – en beslutningskraft og legitimitet, som er helt ude af proportioner.
Sagen er nemlig, at folkeafstemninger ikke er nogen synderlig god demokratisk model.
Verden er kompliceret, mere og mere faktisk, og det at koge et kompliceret og ekstremt afgørende spørgsmål som at løsrive sig – eller som i tilfældet Storbritannien at melde sig ud af EU efter næsten et halvt århundrede – er at tale ind i populismen.
Og vi kan sagtens selv være med: Folkeafstemningen om Maastrichttraktaten i 1992 førte som bekendt direkte til de ulyksalige danske EU-forbehold.
Hvad mener du om folkeafstemninger? er de roden til meget ondt?
Jeg personlig går ind for folkeafstemninger som i Schweiz, der har direkte demokrati. Eksemplerne med Catalonien, Storbritannien og Maastrichttraktaten, synes jeg halter, var valgresultaterne blevet et nej i alle 3 omtalte tilfælde, var de sikkert uden store diskussioner blevet accepteret, da det var vælgernes ønske.
Nej folkeafstemninger er ikke roden til meget ondt, det viser i det mindste folkeafstemningerne i Schweiz.