paint skrev:Uanset hvad jeg i øvrigt synes om Trads, så kan jeg ikke se, at hans fremstilling er en generel kritik af rige mennesker. Han er ude efter tre specifikke, navngivne personer - man kan vel kalde dem 'meningsdannere' - som han mener, er med til at skabe den overordnede mening/opfattelse (også politisk), at det er helt 'legalt' at behandle ressourcesvage mennesker dårligt. Og der er vel ingen, der kan være i tvivl om, at det faktisk finder sted.
Når et samfunds 'mentalitet' ændres, sker det ikke af sig selv. Det sker fordi, der er mennesker som gør sig til talsmænd for forringelserne, og italesætter egen skyld som den primære årsag; 'de forkerte valg', 'manglende evne til prioritering', 'gemen dovenskab' etc. etc. OG ikke mindst, som toppen af kransekagen - individualiseringen, som kommer til udtryk i 'Det er mine skattepenge, der bruges'. Det er netop dén slags langsomme og gradvise mentalitetsændring, der gør at man kan komme igennem med forslag, der halverer nogle menneskers økonomiske hjælp, at man sender syge mennesker i aktivering osv.
Er man ikke opmærksom på ovenstående, vil vores velfærdssamfund, blive mere og mere råt og uempatisk, og mere og mere præget af den ultraliberalistiske sang om 'lad alt falde, der ikke kan stå', 'enhver er sin egen lykkes smed' og 'har du penge, så kan du få - har du ingen, så må du gå' (fordi det er din egen skyld), hvilket er det stik modsatte af den solidaritet, som er klippegrunden for et velfærdssamfund.
Jeg synes bare ikke, at man kan skille budskabet fra formidlingen. Eller mere præcist tvivler jeg på, at dem, der kunne have gavn af pointen, bliver lydhøre, når den formuleres, som den gør i det pågældende indlæg. Det kender jeg fra mig selv. Jeg skal virkelig stå i du-stilling, hvis jeg skal være i stand til at udlede, hvad der måske faktisk måtte være af fornuftigheder i fx. JBOs udtalelser.
I mine øjne er David Trads her igen-igen-igen en elendig advokat for en god dybereliggende sag. På grund af formen kommer han allerhøjst til at vække genklang hos de allerede overbeviste (og knap nok dér efterhånden), mens modstanderne blot får endnu et argument for, at bekymringen for velfærdsstatens overlevelse er groft overdrevet. Det er ikke inspirerende for nogen som helst, med andre ord, det er bare mere skyttegravskrig. Og derfor finder jeg hans fremgangsmåde egoistisk.