Jeg er ikke grønlænder, men jeg har adopteret grønlændernes levemåde så meget, at jeg jager og fisker "på deres måde", som deres ligemand. Det tog sin tid at ændre det
Det er ellers ret meget forskel på, hvordan danskere og grønlændere gebærder sig i landskabet.
Jeg faldt lige over en tekst, som jeg skrev for nogen år siden om en oplevelse i august måned:
Den sidste uge af sommerferien var vi på rensdyrjagt. Mens vi sov og spiste i båden lyttede vi til VHF-radioen, som altid er tændt på kanal 16. Asiat radio efterlyste tre turister, som var savnede og politiet bad alle rapportere alt usædvanligt i området, som var en del af Sdr. Strømfjord, som vi egentlig havde været på vej til på moskusjagt. Vi var dog drejet ind i fjorden lige før Sdr. Strømfjord, hvor vi som allerede skrevet var på rensdyrjagt i stedet for, så vi var lidt nord for den lokalitet politiet efterlyste. Det var dog ikke længere, end at vi kunne gå dertil på et par timer.
Efter vi kom hjem, fik vi at vide, at der var tale om tre mænd fra Norge, hvoraf den ene senere blev fundet i live i Paradisdalen, mens de to øvrige ikke er blevet fundet, og det bliver de formentlig aldrig, når det ikke er sket endnu. De ligger formentlig døde i Paradisdalen et eller andet sted (den er jo stor og ligger langt fra civilisationen) - eller på bunden af Sdr. Strømfjord. En uge senere, forsvandt der også en grønlandsk familie nord for Sisimiut, som var på vej fra Kangaatsiaq til Asiaat.
Den første dag gik vi op af en vej som amerikanerne har efterladt, og som fører op til DYE1, som var den første radarstation amerikanerne anlagde imod slutningen af krigen, og som skulle gelejde de mange bombefly, som skulle til Europa og bombe tyskerne ind til Sdr. Strøm. I dag er der ingen som bruger vejen til dens oprindelige formål. Vi gik laaangt op af den, og så var det som sædvanlig Bikkia, som fik øje på et rensdyr, som var tæt på os, men som var delvist skjult bag en højere beliggende klippe. Den skulle blot tage et par skridt før den var helt skjult bag “bakken”.
Jeg havde ikke taget ladegreb - og ladegreb kan rendyrene høre på lang afstand. Jeg gav derfor tegn til, at vi skulle synke ned, så den ikke kunne se os, men jeg tror, at den hørte Bikkias hurtige trin, idet hun indhentede mig, efter at hun fik øje på den. Jeg sneg mig op efter den, men så den ikke igen. Derimod så jeg en snehare, og den skød jeg senere efter at have opgivet rensdyret. Det var jo lidt ærgerligt, men vi grinte og fortsatte efter at have gemt haren blandt nogle buske, så den ikke blev ædt af ravne.
Næste gang vi holdt hvil, kom der et rensdyr spadserende, som ikke havde set os. Jeg havde derfor god tid til at få fast anlæg, og den faldt øjeblikkeligt. Så skulle vi slæbe kødet den lange vej ned til båden, men vi var ikke kommet langt, før der stod et andet rensdyr tæt på os, og min første tanke var: “Åh nej, hvis jeg skyder den skal vi helt herop igen og hente den. Vi bliver enormt trætte. Jeg skød derfor - helt uden entusiasme - forbi den. Ved nærmere eftertanke syntes Bikkia også, at det nok var godt, at vi ikke fik den. Denne dag har jeg desværre ingen billeder af. Det er i øvrigt det første rensdyr jeg har skudt efter uden at ramme, men ikke det sidste - skulle det vise sig.
Den næste dag ville jeg bare hvile mig, men Bikkia syntes, at vi skulle sejle hjem, fordi jeg ikke ville arbejde, som hun kalder det. Næste morgen tog vi hen til en anden dal, og gik op. Da vi holdt hvil kom der et rensdyr spadserende ud bag en klippe ganske tæt på os, og vi så hinanden samtidigt. Mens jeg fik fat på riflen, havde den fået tid til at vende sig, og var på vej væk. Jeg kunne derfor kun skyde den i røven, og det gør man jo ikke! Jeg prøvede at skyde foran den to gange, så gruset sprøjtede, og den stoppede også kortvarigt op, men kom meget målbevidst tilbage på sporet – væk fra os. Den var kommet et par hundrede meter væk, før jeg fik lejlighed til at forsøge et vanskeligt skud, og jeg skød helt forbi. Det var så det andet rensdyr jeg har skudt efter uden at ramme, men det skulle vise sig at være heldigt.
Det er det charmerende ved rensdyrjagt, at alt er så uforudsigeligt. Kort tid efter så vi nemlig et andet rensdyr som var på vandring, og det var meget større. Da vi så dyret, var det næsten en kilometer væk, men på vej henimod os. Jeg havde god tid til at komme så tæt på dets forventede bane, som jeg kunne komme uden at blive set, og tog fast anlæg på en klippeblok, og ventede. Jeg skød den på lang afstand, og så smilte vi og var glade, for det var et flot, fedt eksemplar (Det er jo sådan, at rensdyr ofte er ret magre, og derfor gemmer man rensdyrfedt i bunden af fryseren til en særlig lejlighed).
Den var for stor til, at vi kunne bære den på en gang, og vi måtte op igen efter kroppen. Da vi kom tilbage til slæbejollen, var det begyndt at regne og blæse og det var koldt – måske 5 graders varme. Vi var våde og havde kun sommerjakker med, og bølgerne var for store til at vi kunne sejle ud til den “store” båd. Nu havde jeg slæbt varmt tøj med ind de andre dage for alle tilfældes skyld - og svedt, og netop den dag vi fik brug for det, havde jeg ikke gjort det, fordi vejret var så godt. Surt – for jeg havde lige brugt 4000 kalorier på at slæbe rensdyret, og det tærer jo lidt på reserverne. Bikkia havde også slæbt en hel del, selvom jeg tog broderparten af slæbet.
Lige så snart vi turde sejlede vi ud til båden, men som jeg sagde til Bikkia: “kun os”!
Rensdyret dækkede vi til med gamle presenninger, som vi fandt, og efterlod alt på stranden. Riflen blev noget rusten af at ligge i regnen, men det var der ikke noget at gøre ved.
Jeg har heldigvis fået lavet varme i båden, så vi lod motoren gå hele natten for at få varme, selvom vi brugte en del brændstof.
Næste morgen sejlede vi glade og tilfredse hjem, efter at vi fik tanket op i bygden med to rensdyr, en snehare og nogle ørreder i lasten.
Senere fik jeg tre rensdyr mere, så i år har vi fem rensdyr i fryseren og forskelligt andet til at variere kosten med.
