Kattefjæs skrev:Jeg skulle sådan ønske at jeg kunne genfinde et interview jeg så for en del måneder siden med en ung kvinde herovre fra. Hun var påbegyndt en female to male transition men havde så skiftet mening.
Hun fortalte om hvordan hun var vokset op i et hjem med en meget dominerende far og en undertrykt mor. Hun havde lært helt fra barnsben at hun som kvinde var mindre værd, svag osv., og samtidig rakkede hendes far ned på hendes udseende. Hun havde enormt dårligt selvværd og blev ligeledes påvirket af farens racisme og homofobi.
Så dels voksede hun op med et stort selvhad, og dels voksede hun op med et stort had til enhver form for anderledeshed.
Som teenager gik det op for hende at hun var lesbisk, men hun holdt det for sig selv og prøvede at undertrykke det, for hun vidste godt at det ikke var acceptabelt. Så det blev endnu en grund til at hade sig selv.
Hun endte hos en skolepsykolog som sendte hende videre til en gender clinic, og der blev hun introduceret til ideen om at transitionere og blive en - heteroseksuel - mand.
Så midt i sin enorme depression, midt i en afgrundsdyb identitetskrise, på sit allermest sårbare bliver hun tilbudt muligheden for at skifte køn som en løsning på hendes problemer - i stedet for grundig, målrettet terapi som måske kunne have rettet op på nogle af de mange problemer fra barndommen og givet hende muligheden for at leve et relativt normalt, godt liv helt uden medicin og kirurgi.
Men hun er ikke i stand til at se klart i den tilstand hun er i - hun bliver draget ind i denne her behandlingsplan, og før hun ved af det lever hun som mand. Hun bliver en del af et støttende community af andre transpersoner og oplever for første gang at have rigtige venner omkring sig.
En situation som hendes familie bedre kan acceptere end at have en homoseksuel datter.
Det er først ret langt ind i livet som mand at hun oplever at depressionen letter en smule og hun endelig får klarsyn nok til at se at det jo ikke er DET hun hverken skal eller vil - det er ikke livet som mand som gør hende glad, det er endelig at have fået sin families accept og føle sig god nok i deres øjne - det er dét hun har manglet hele sit liv.
Hun kan overhovedet ikke genkende sig selv som mand og begynder en detransition. Og så bryder hun med familien og prøver at samle sig selv op igen, bygge sit eget liv op på egne præmisser - og går i langvarig, grundig terapi for at få hjælp dertil.
Men det bliver alene, for både familien og hendes community af andre transkønnede vender hende selvfølgelig ryggen.
Åh, det minder mig om den længere tekst om dem, som følte, at de skulle være amputerede.
Der var en, som oplevede som barn, at hans forældre gav mere opmærksomhed til amputerede (or something like that), så han følte, at han også selv skulle være amputeret for at få deres opmærksomhed. Hans tilfælde kunne fint være fikset med terapi. Der var også eksempler på flere, som havde en eller anden oplevelse med amputerede i barndommen, som gjorde, at de selv følte, at de skulle være det.
Det er squ farligt, når man som første indskydelse siger til et ungt menneske: "hey, måske er du ikke i den rigtige krop?" i stedet for at se på, om der er andet galt. . I teksten stod der også, at de ved pornosider blokerede en masse indhold - simpelthen for at undgå at sætte ideer i folks hoveder (ideer de ellers ikke ville have fået). De skrev det i forbindelse med, at man havde haft en frygt for, at hvis flere hørte om at få amputeret lemmerne, så ville flere få ideen om, at det nok var det, der var galt og ønske at få det gjort
Det minder mig også om det her billede: