Indlægaf Rullegardinia » 22. jan 2023, 11:23
Jeg har lige læst en bog om tolv forskellige menneskers oplevelser med at komme videre efter seksuelle overgreb. To af dem var transkvinder, hvilket jeg ikke lige vidste, da jeg startede på bogen.
Særligt den ene beretning fra en af transkvinderne var tankevækkende. Vedkommende beskriver smerten, nærmest som en voldsakt, ved ikke at blive elsket af en mand, som biologiske kvinder gør. Vedkommendes mandlige kæreste fik en skizofrenidiagnose, som blev taget fra ham igen, og han sagde så til fortælleren, at han måske ville til at date ‘rigtige kvinder igen, nu han ikke var skør mere’. Samme kæreste sagde til fortælleren, at han foretrak almindelig vaginal sex fremfor analsex.
Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i smerten ved at støde ind i den slags. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, om det virkelig skulle være en hjælp, at forsikre et så sårbart menneske om, at vedkommende skam ER kvinde - og vær at elske. For hvor mange heteroseksuelle mænd vil være med på at være sammen med en ‘kvinde’ med bryster og i takt penis? I mine øjne er fortælleren ikke kvinde, og for mange andre mennesker, så vil vedkommende jo ikke fremstå som kvinde. Men folk vil være villige til at sige det, mod bedre vidende, for ikke at såre eller støde. Det hjælper jo så bare ikke dette her menneske, der bestandig længes efter at blive elsket som en ‘rigtig kvinde’.
2
Enten er man nødt til at dø I utide – eller også bliver man gammel. Livet går med at blive ældre. Nogen tredje mulighed gives ikke.