Pride-sprechstallmeisteren gav den hele armen i sin åbningstale for Pride 2022. Når man gør det, rammer man altid uden for skiven. Jøde-forfølgelser. DRR er finansieret af Rusland (hit med pengene Putin!). Osv.
Udover nogle valide pointer om homorettigheder i den tidligere Østblok er det ét langt crazy-rant, hvor Pride-formanden til sidst ryger helt af homo-hængslerne. Det er intellektuelt og argumentsmæssigt uredeligt - og dybt ulogisk mange steder.
Praktisk taget alle kan høre, hvor tosset det er - og de, der ikke kan, er vi alligevel ikke i stand til at nå i en almindelig demokratisk samtale. En samtale som Priden og LGBT+ Danmark som bekendt nægter at tage med nogen anden homopolitisk organisation ... end dem selv. Så bliver man selvfølgelig heller aldrig uenig.
Vi tænker at årets Pride-åbningstale er et af de største sagspolitiske selvmål i nyere tid. Hvis dén skal forene Danmark om LGBT-sagen, så er det en katastrofalt ringe strategi at shame alle de gode, ordentlige danskere, der bakker op om LGBT-sagen, men ikke ønsker at marchere i den retning og takt, LGBT+ Danmark og Priden kræver.
Nogle har lidt bekymret spurgt, hvordan har vi det med at blive sammenlignet med jødeforfølgende nazister, der er finansieret af Putin (!!). Svaret er, at det er så inderligt ligegyldigt for os. Vi ved, hvad der er op og ned i det her. We just get on with it.
"Explain, never complain", ville vores omskrivning af det engelske bon mot "Never explain, never complain" lyde. Det handler nemlig ikke om os - det handler om sagen. Børnene. De biologiske kvinders rettigheder. Homo-, bi- og transseksuelles sikre plads i samfundet. Driften af den fremtidige accept af regnbueborgere i Danmark. Ytringsfrihed og den demokratiske samtale.
Der er link til talen i kommentartråden, hvis dit blodtryk kan holde til det
I forhold til hvad totalitarisme rent faktisk er, hvordan det føles og manifesterer sig, lytter vi nok mere til Dansk Regnbueråds bestyrelsesmedlem Roza Edelman, der er polsk jøde. Dem er der ikke så mange tilbage af længere af forskellige historiske årsager.
I en nylig artikel i Weekendavisen fortæller Roza, der kom hertil som polsk flygtning fra det kommunistiske regime i 1969, om de foruroligende tegn hun ser i LGBTQIA+ ideologien - og i den måde den drives og implementeres på i Danmark og andre vestlige lande.
Det minder hende om noget, hun kender, og som hun troede Danmark for evigt ville være et fristed fra.
EKSTREMISTER SOVER ALDRIG hedder artiklen og her er lidt citater:
https://www.weekendavisen.dk/2022-30/sa ... ver-aldrigNye, gamle tider.
Da Roza Edelman i 1969 kom til Danmark som polsk flygtning, oplevede hun en frihed, hun aldrig før havde kendt. Den vil hun som jøde, lesbisk og aktiv i Dansk Regnbueråd stadig kæmpe for.
»Det, der sker i Danmark nu, minder mig om min tid i det kommunistiske Polen,« siger hun.
[...] »Mine forældre var fattige, som de fleste polakker var,« fortæller hun. »Men de gjorde alt, hvad de kunne for deres to børn. Engang spiste de brød med løg en hel uge for at spare sammen til at købe én appelsin til mig. Jeg skulle have C-vitaminer.«
»Men vi sultede ikke. Min mor var god til at handle, tuske, bytte og stå i kø. Uden den evne og uden familie på landet med en gård og en gris kom man ikke langt i det kommunistiske Polen.«
»Min mor var troende katolik,« siger Roza Edelman.
»Min far var jøde, men ikke religiøs. De blev begge ramt af nazismen, længe før de mødte hinanden.«
»Kort tid før Holocaust fik min far et tip fra en tysk officer. Han flygtede til Sovjetunionen. Han var kommunist dengang og troede, han kunne komme i sikkerhed der. Men han blev arresteret, tortureret og sendt til Sibirien, fordi han var jøde. Han undgik Holocaust, men ikke Gulag.«
»Min far fortalte ikke meget om de frygtelige ting, han havde oplevet,« siger Roza Edelman. »Han lagde vægt på, at han også havde mødt gode mennesker, for uden dem havde han ikke overlevet.«
Vi lever i et smørhul her i landet. Måske har vi hvilet på laurbærrene gennem alle de fredelige år.
[...] Roza Edelman har aldrig på de sociale medier fortalt, at hun lever sit liv som lesbisk.
»Det er bestemt ikke noget, jeg normalt fortier. Men på Facebook er det alt rigeligt, at folk på mit navn kan se en del af min baggrund. Jeg har ikke orket officielt at skulle tilhøre endnu en minoritet. At være jøde og indvandrer har været rigeligt.«
»Og så har jeg også tænkt: En kvinde, der er gift med en mand, skal aldrig gøre rede for sin seksualitet. Så hvorfor skulle jeg?«
Men i de sidste år har debatten om køn og seksualitet taget sådan en drejning, at Roza Edelman ikke længere mener, at hun kan holde sig udenfor.
Hun sidder nu i bestyrelsen for den nye forening Dansk Regnbueråd. Det er en forening for homoseksuelle og for transkønnede, der foretrækker at definere sig selv som transseksuelle. Foreningen er et alternativ til den lgbt+-bevægelse, hvor Roza Edelman ikke føler sig hjemme mere.
Den er imod den identitetspolitiske ideologi, der er slået igennem mange steder på venstrefløjen, også i de miljøer, der i mange årtier har kæmpet for homoseksuelles og transpersoners rettigheder. Det faktum, at flere af foreningens ledere er højreorienterede og kalder sig antiwoke, har fået bølgerne til at gå højt.
»Men jeg er ikke forpligtet til at være venstreorienteret, fordi jeg er lesbisk. I øvrigt stemmer jeg selv socialdemokratisk, og jeg kender intet til, at Dansk Regnbueråd skulle være baseret på partipolitik. Det handler om de nye tendenser, der med en ny generation er kommet i de bevægelser, der varetager minoriteters interesser.«
»Jeg kan ikke forholde mig til 72 køn, og jeg mener heller ikke, at man skal skifte køn og underkastes medicinsk behandling, mens man er i puberteten. Kønsskifte er en stor ting, som man kun kan beslutte, når man er blevet voksen og myndig.«
Det er den slags synspunkter, der ikke alene for de identitetspolitiske bevægelser, men også for lederskribenter og debattører i den etablerede presse, har gjort Dansk Regnbueråd til et yderst kritisabelt projekt.
»Men det er ikke godt, når modstandere af vores forening begynder at sammenligne os med terroristen, der myrdede homoseksuelle i Oslo for nylig. Jeg ved godt, at wokeideologerne ikke har den politiske magt i Danmark, men de har stor magt alligevel, og nogle af dem er så fjendtlige, at jeg for første gang har været nødt til at søge og også har fået navne- og adressebeskyttelse.«
»Vi lever i et smørhul her i landet,« siger Roza Edelman og kigger på sine blomster. »Måske har vi hvilet på laurbærrene gennem alle de fredelige år.«
»Men ekstremister har der altid været, også i Danmark, og lige nu har de godt fat. Det, der sker nu, minder mig om min tid i det kommunistiske Polen.«
Roza Edelman ved godt, at hvis hun trak sig tilbage til privatlivets fred, havde hun intet at frygte.
»Men uden frihed, intet liv,« siger hun. »Og friheden skal man ikke tage for givet. Ekstremister sover aldrig.«
__________________________________________________
OM DANSK REGNBUERÅDS OPSLAG & DEBATINDLÆG
Som en sexual- og værdipolitisk forening er vores opslag og debatindlæg at betragte som partsindlæg. Så forhold dig til ovenstående med det for øje - og vid at du er i din gode ret til både at være uenig med os og med budskabet samt til at bidrage med andre vinkler på problematikken.
I Dansk Regnbueråd vil vi nemlig gerne sætte diskussionen fri om disse emner - for vi SKAL kunne diskutere dem uden af lukke hinanden ned med ad hominem, cancelleringer og udskamninger.
HUSK: Det er Danmark, det her. Vi diskuterer. Vi er uenige. Vi er enige. Vi er forskellige. Og vi er frie til at gøre og være det. Det er værd at fejre. Hver dag.
Fejr det fx nu ved at kommentere klogt og interessant på ovenstående opslag