Indlægaf Pax Romana » 12. aug 2019, 15:46
Mange er flygtet fra deres hjem i Irak, Libyen, Sudan, Syrien og Yemen. De fleste af dem, der søger tilflugt, kommer fra Syrien. Cirka 5,6 millioner er blevet tvunget over grænsen til Irak, Jordan, Libanon og Tyrkiet, mens yderligere 6,6 millioner er blevet fordrevet til andre områder i Syrien. Mange bor enten i provisoriske flygtningelejre eller i andre folks hjem. Millioner har risikeret deres liv på rejser til Europa, mens hundreder af tusinder er migreret til medlemslandene i the Gulf Cooperation Council. Størstedelen bliver altså i nærområdet. Libanon og Jordan, der deler grænser med Irak, Palæstina og Syrien, har det største antal flygtninge pr. Indbygger på verdensplan. Ikke desto mindre har ingen af landene underskrevet “The Convention and Protocol Relating to the Status of Refugees”.
Begge lande har en uforholdsmæssig stor andel af det største antal flygtninge. Libanons befolkning ekspanderede fra 4,4 millioner til mere end 5,9 millioner i løbet af to år som et resultat af flygtningestrømmen, hvilket lægger en enorm belastning på regeringsinstitutioner, lokalsamfund og national infrastruktur som vand, elektricitet, skoler og sundheds faciliteter. I Jordan udfoldedes en lignende historie, da landets befolkning steg med næsten 87 procent fra 2005 til 2015, hvoraf størstedelen er ikke-jordanere, nemlig irakere og derefter syrere, der flygter fra konflikter i deres lande. De to lande besidder det højeste og næsthøjeste antal flygtninge pr. indbygger på verdensplan; Libanon er vært for 164 flygtninge pr. 1.000 indbyggere, mens Jordan er vært for 71 flygtninge pr. 1.000 indbyggere.
Og skulle vi stoppe med det forbandet hysteri om alle “de mange flygtninge” i Danmark.
Vi skal også hjælpe flygtninge i nærområderne, men omfanget af flygtningekrisen og dybden af dens indvirkning på fred og velstand i Mellemøsten kræver inddragelse af alle sektorer i samfundet i disse lande. Det internationale samfund bør yde støtte, der går ud over den nuværende humanitære nødhjælp for at inkludere udviklingsbistand til værtslande til at rehabilitere og udvide infrastrukturnetværk og styrke deres økonomier. Denne hjælp bør ledsages af betydelige forpligtelser fra værtslandene til at styrke flygtninge økonomisk ved at give dem adgang til arbejdsmarkedet og forbedre deres levevilkår. Dette ville til gengæld gøre det muligt for flygtninge at bidrage positivt til lokalsamfundene og økonomien.
De afviste asylsøgere her i landet er vores ansvar. Vi kan ikke bare eksporterer “vores problem” til andre lande. Vi skal finde diplomatiske løsninger, og gerne i EU regi, med de lande som de afviste kommer fra. Men så længe de er her, har vi bare at behandle de mennesker anstændigt.
De menneskers nødråb som virkelig trænger til vores hjælp, drukner i de højtråbende afsporede debatter rundt om i verden om hvem som er en rigtig flygtning.
4
Those are my principles, and if you don't like them... well, I have others.
Life begins at the end of your comfort zone.
I don't know where I'm going, but I sure know where I've been.