Zombie skrev:D.itsen skrev:Kasper skrev:Jedi skrev:Vores juridiske system tager stilling til, hvis ord vejer tungest, hvad er mest sandsynligt, osv. Hvorfor det også er helt rimeligt at bede den anklagede om at redegøre for forløbet udover "han/hun var skam med på den".
Men gør man ikke allerede dét, når man efterforsker en anmeldelse om voldtægt? Jeg kunne ikke forestille mig andet, end at man prøver at danne sig så grundigt og komplet et overblik over sagen, som muligt.
Jeg synes det er rigtig fint, at der, på den ene side, er kommet meget mere fokus på begrebet samtykke og, på den anden side, på klart at sige fra, når ens grænser bliver overskredet; fordi det kunne eliminere nogle af de der svære "gråzone"-sager, som især handler om mislykket kommunikation, der er endt i en ulykkelig situation.
Men i forhold til at LOVGIVE om samtykke, så kan jeg simpelthen ikke se, hvordan det skulle strikkes sammen, uden at give afkald på nogle basale retsprincipper, som ABCD er inde på.
Hvordan skulle et helt konkret bevis på samtykke se ud, hvis det ikke skulle ende i en situation, hvor det er ord mod ord?
Men er det det der skal bevises? Er det ikke meningen, at hvis der ligefrem er bevis for manglende samtykke, så kan der dømmes voldtægt? Altså de der sager hvor der er blevet frifundet på, at hun blev vurderet ædru nok til at kunne have sagt tydeligere fra (selvom hun på ingen måde heller har sagt ja. Var der ikke en sag hvor cirka det der blev filmet?) eller hvor den anklagedes forsvar er "hun sagde ikke nej"? eller er det mig der har misforstået noget?
Vi har en sag lige nu, hvor en gruppe mænd er frifundet for voldtægt i byretten, men der er anket til landsretten.
De filmede overgrebet, så vi ved cirka, hvad der er sket.
Den ene mand presser/lokker ofret, en kvinde, til at indtage en pille med et ukendt stof.
Kvinden bliver bevidstløs eller i hvert fald rimelig slatten/træt, og hun deltager på ingen måde i, hvad der herefter foregår.
Mændene filmer, at de har sex med hende, samt at de indfører forskellige objekter i hendes åbninger.
Grunden til, at mændene er blevet frifundet, er fordi stoffet kvinden indtog, ikke var sporbart i de senere blodprøver. (Mange date-rape drugs forsvinder hurtigt ud af systemet, og alt efter hvad ofret ellers har indtaget af mad, drikke og andet, kan man faktisk kun sjældent udregne, hvor meget vedkommende er blevet givet af et givent stof, og dermed sjusse sig frem til, hvor påvirket vedkommende har været. Det er enormt svært nogensinde at tage højde for date-drugs).
Fordi vi ikke har en lov om samtykke, blev spørgsmålet altså ikke: Sagde kvinden ja på en eller anden måde (gennem tale eller handling) - for var det spørgsmålet, var gerningsmændene blevet dømt.
Spørgsmålet er i stedet, om kvinden var ude af stand til at sige nej - og det kan som sagt ikke bevises, at hun ikke var, når vi ikke ved, hvilket stof hun fik og hvor påvirket hun var. Måske var hun i stand til at sige nej, men lå der bare... også selvom det virker usandsynligt. Men sådan er loven pt. strikket sammen.
Ift. date-rape drugs er loven, der handler om, at være ude af stand til at sige fra, stort set sat ud af spillet i praksis, pga. måden de her stoffer virker på.
Man kan så håbe, at Landsretten vælger at dømme mændene for voldtægt, som det skete i tilfældet med den diabetes-ramte, fulde pige, der til en privat ungdomsfest ikke var i stand til at sige nej til at blive voldtaget ude i haven i en busk af et par knejte. De blev også frikendt i Byretten, men dømt i Landsretten.
Det er uden tvivl den sag jeg tænkte på. Tak