Er det et sundhedstegn at bryde med sine forældre?

Hvad sker der lige for verden?! Diskutér det her!
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Er det et sundhedstegn at bryde med sine forældre?

Indlægaf LaScrooge » 20. nov 2018, 11:58

Madam skrev:
Tror du misforstår...

Jeg er også sårbar, men måske er vi nogen gange FOR sårbare.


Nej. "Vi" er ikke FOR sårbare. Man er akkurat så sårbar som man er blevet gjort og relativt til hvor langt man er nået i sin helingsproces. Og man kan ikke bruge en spejling som handler om, at man skal have lidt mere hård hud og lade være med at tage ting så tungt, til noget som helst. Det er bare den der siger det's måde at slippe udenom at tage ansvar for sin egen rolle i den andens sårbarhed.

Hvis man vil gøre noget godt, så ser man på sin egen sårbarhed og er omsorgsfuld overfor den andens. Det er DEN ENESTE måde man kan hjælpe sig selv og den anden på. Hvis man bare afviser den andens følelser (du er FOR sårbar), så gør man tingene værre. Jeg ved godt at det kan være meget, meget svært for en forælder at skulle mærke, at deres barn mener at de har svigtet det. Men man fører svigtet videre så længe man ikke anerkender, at det er sådan barnet har det og man skal SLET IKKE fortælle det, at det skal føle anderledes.
5
And we both know: I will be delicious
Jedi
Indlæg: 1922
Tilmeldt: 6. sep 2015, 06:23
Kort karma: 86
Likede indlæg: 3048

Re: Er det et sundhedstegn at bryde med sine forældre?

Indlægaf Jedi » 20. nov 2018, 12:07

Der kan være mange gode grunde til ikke at se sin familie, ligesom der kan være gode grunde til netop at blive hængende. Jeg er ret sikker på, hvis man træffer sådan en beslutning, så har man tænkt sig godt om. Det er en ret konsekvent handling at skære andre ud af sit liv, og man kan ikke regne med, at man får muligheden for at gøre det om senere, hvis man fortryder.

Personligt har jeg været fristet til det flere gange, netop fordi vores forhold har været meget konfliktfyld, specielt da jeg var teenager/start tyverne. Min far er præget af narcisisme i middelsvær grad, og det giver nogle sammenstød ind imellem - ikke kun med mig, også anden familie, deres venner etc. Han ynder stadigvæk helt umotiveret at sige"du var et meget besværligt barn", og jeg har lyst til at råbe at han ikke var den bedste forælder og iøvrigt den ansvarlige i relationen, når den anden (jeg) var fem eller whatever.
Selvom han er blevet mildere med årene, så har han stadigvæk et maxi-ego af den anden verden, og jeg er ret glad for, at de er flyttet et par timer væk, så de er kommet på både fysisk og psykisk afstand. Jeg betragter os som "tætte" i den forstand, at vi taler i telefon sammen ofte og vi ses med jævne mellemrum, men det er en form for overfladisk forhold, da de rent faktisk ikke ved, hvordan jeg har det. Jeg føler mig helt klart forpligtet af, at jeg er deres datter.
Hvis jeg havde børn, ville min far kun have superviseret samvær med dem, for jeg ville være bange for at han ville udvise den samme verbale og fysiske dominans over for dem som over for mig, da jeg var barn.
2
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Er det et sundhedstegn at bryde med sine forældre?

Indlægaf LaScrooge » 20. nov 2018, 12:08

Jeg har i øvrigt kun sporadisk og overfladisk kontakt med min mor. En beslutning, jeg selv har truffet, fordi det er det bedste for mig. Jeg ved godt, at min mor gjorde det så godt hun kunne. Ud fra historier om, hvordan hendes egen mor var, har hun i hvert fald gjort det omkring 80% bedre (på nogle områder). Det var stadig bare ikke godt nok og derudover, så er det min opfattelse, at hun har haft behov for at tilgive sig selv for sit moderskab og give slip på det, hun gjorde galt, og det betyder desværre, at der er områder hvor hun er stagneret og er blevet rigid. Det gør os inkompatible på en hel del områder. Hvis hun var en fremmed jeg mødte ude i verden, ville jeg ikke forme et tæt bånd med hende; hun kan ikke give mig noget, jeg kan bruge til noget og jeg har ikke haft brug for hende som mor i henved 15 år. Eller, måske har jeg, men hun har ikke kunnet give mig det, jeg havde brug for, så jeg har lært at klare mig uden. Hun har udspillet sin egen rolle, så at sige. Det lyder hårdt, men det er den barske sandhed.
1
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
Madam
Indlæg: 953
Tilmeldt: 7. jun 2018, 08:42
Kort karma: 21
Likede indlæg: 543

Re: Er det et sundhedstegn at bryde med sine forældre?

Indlægaf Madam » 20. nov 2018, 12:50

LaScrooge skrev:
Madam skrev:

Det er bestemt ikke mine intentioner at forfladige problemet, og jeg må indrømme, at jeg ville også ha' det stramt med voksne, der løber fra aftaler m.v., men der er jo mange standarder forældre må leve op til at være 'rigtige' i voksne børns øjne, både mht. stillinger, omgangskreds og sågar bilmærke.

Min ene datter anklager f.eks. mig for, at hun ikke blev student, nu mange år efter, men eftflg. har hun ved at hoppe fra diverse kurser vist, at hun ikke kan sidde stille på stolen, så jeg har ingen dårlig samvittighed. :)

Og hun har endda klaret sig med udmærkede stillinger, og har også været selvstændig.

Så hvis man vil finde noget,såeee.... :fløjt:


Det lyder lidt som om du håner hende med at hun jo har bevist, at hun ikke kan finde ud af at tage en uddannelse, og at det er bevis for, at du i hvert fald ikke har spillet en rolle i det.

.... men det gør forældre jo: Spiller en rolle i, hvad deres børn kan og ikke kan, mens de stadig er børn eller unge voksne. De lærer deres børn vedholdenhed eller det modsatte, de lærer dem disciplin eller det modsatte; de hjælper dem ved at gøre ting, som er uoverskuelige for barnet overskuelige; de læser lektier med dem og lærer dem gode lektielæsningsvaner. De motiverer deres børn og lærer dem behovsudsydelse og at man nogle gange skal bide i det sure æble og gøre noget, man OVERHOVEDET IKKE GIDER, bare fordi man skal. De fejrer succeserne og lærer deres børn, hvordan de kan forholde sig til det der føles som nederlag. De bakker op om deres børns liv og gør rammerne så gode som overhovedet muligt for, at deres børn kan vokse i selvstændighed og ansvarstagen i takt med, at kravene til dem stiger.

Det er naturligvis idealsituationen og de færreste forældre lykkes med det hele og slet ikke hele tiden. Men et barn der føler, at det er berettiget at anklage sin forælder for sine fejlede uddannelsesforsøg, har jo følt, at de har manglet noget vigtigt fra denne forælder.

---
I forhold til emnet, så ja, absolut. Det kan absolut være et sundhedstegn at afbryde kontakten med ens forældre, ligesom det kan være et tegn på videreførelse af usunde bånd og mønstre, når børn har svært ved at træde i karakter overfor deres forældre og tydeligt kommunikere hvad de vil finde og ikke finde sig i, og derefter håndhæve det på en måde, så forældrene enten respekterer det eller mærker konsekvensen. Forældre skal gøre sig fortjent til at spille en rolle i deres voksne børns liv; ikke bare hvile på laurbærbladene og hævde priviligeret position fordi de har sat barnet i verden.


Tror, du har det med at overfortolke...jeg håner ingen, da jeg aldrig har sagt det til hende, jeg konstaterer i mit stille sind, at sådan gik det, og så kan man ikke gøre sine forældre ansvarlig for, at man ikke tog studentereksamen.

Det er voksne, ansvarlige mennesker vi forholder os til her, og ikke børn.

På et tidspunkt må man tage ansvaret for egne handlinger, og ikke skubbe det fra sig, og påstå det hele er forældrenes skyld...

Men der er også dem, der opdraget med, at de ikke skal sige tak for mad, for de kan jo ikke gøre for, at de er kommet til verden. ;)
0
Den, der går i andres fodspor, kommer aldrig foran ;)
Brugeravatar
Madam
Indlæg: 953
Tilmeldt: 7. jun 2018, 08:42
Kort karma: 21
Likede indlæg: 543

Re: Er det et sundhedstegn at bryde med sine forældre?

Indlægaf Madam » 20. nov 2018, 12:53

Madam skrev:
LaScrooge skrev:
Madam skrev:

Det er bestemt ikke mine intentioner at forfladige problemet, og jeg må indrømme, at jeg ville også ha' det stramt med voksne, der løber fra aftaler m.v., men der er jo mange standarder forældre må leve op til at være 'rigtige' i voksne børns øjne, både mht. stillinger, omgangskreds og sågar bilmærke.

Min ene datter anklager f.eks. mig for, at hun ikke blev student, nu mange år efter, men eftflg. har hun ved at hoppe fra diverse kurser vist, at hun ikke kan sidde stille på stolen, så jeg har ingen dårlig samvittighed. :)

Og hun har endda klaret sig med udmærkede stillinger, og har også været selvstændig.

Så hvis man vil finde noget,såeee.... :fløjt:


Det lyder lidt som om du håner hende med at hun jo har bevist, at hun ikke kan finde ud af at tage en uddannelse, og at det er bevis for, at du i hvert fald ikke har spillet en rolle i det.

.... men det gør forældre jo: Spiller en rolle i, hvad deres børn kan og ikke kan, mens de stadig er børn eller unge voksne. De lærer deres børn vedholdenhed eller det modsatte, de lærer dem disciplin eller det modsatte; de hjælper dem ved at gøre ting, som er uoverskuelige for barnet overskuelige; de læser lektier med dem og lærer dem gode lektielæsningsvaner. De motiverer deres børn og lærer dem behovsudsydelse og at man nogle gange skal bide i det sure æble og gøre noget, man OVERHOVEDET IKKE GIDER, bare fordi man skal. De fejrer succeserne og lærer deres børn, hvordan de kan forholde sig til det der føles som nederlag. De bakker op om deres børns liv og gør rammerne så gode som overhovedet muligt for, at deres børn kan vokse i selvstændighed og ansvarstagen i takt med, at kravene til dem stiger.

Det er naturligvis idealsituationen og de færreste forældre lykkes med det hele og slet ikke hele tiden. Men et barn der føler, at det er berettiget at anklage sin forælder for sine fejlede uddannelsesforsøg, har jo følt, at de har manglet noget vigtigt fra denne forælder.

---
I forhold til emnet, så ja, absolut. Det kan absolut være et sundhedstegn at afbryde kontakten med ens forældre, ligesom det kan være et tegn på videreførelse af usunde bånd og mønstre, når børn har svært ved at træde i karakter overfor deres forældre og tydeligt kommunikere hvad de vil finde og ikke finde sig i, og derefter håndhæve det på en måde, så forældrene enten respekterer det eller mærker konsekvensen. Forældre skal gøre sig fortjent til at spille en rolle i deres voksne børns liv; ikke bare hvile på laurbærbladene og hævde priviligeret position fordi de har sat barnet i verden.


Tror, du har det med at overfortolke...jeg håner ingen, da jeg aldrig har sagt det til hende, jeg konstaterer i mit stille sind, at sådan gik det, og så kan man ikke gøre sine forældre ansvarlig for, at man ikke tog studentereksamen.

(Og hun HAR skam uddannelse, det var senere kurser, der var tale om).

Det er voksne, ansvarlige mennesker vi forholder os til her, og ikke børn.

På et tidspunkt må man tage ansvaret for egne handlinger, og ikke skubbe det fra sig, og påstå det hele er forældrenes skyld...

Men der er også dem, der opdraget med, at de ikke skal sige tak for mad, for de kan jo ikke gøre for, at de er kommet til verden. ;)
0
Den, der går i andres fodspor, kommer aldrig foran ;)
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Er det et sundhedstegn at bryde med sine forældre?

Indlægaf LaScrooge » 20. nov 2018, 12:53

Madam skrev:
LaScrooge skrev:
Madam skrev:

Det er bestemt ikke mine intentioner at forfladige problemet, og jeg må indrømme, at jeg ville også ha' det stramt med voksne, der løber fra aftaler m.v., men der er jo mange standarder forældre må leve op til at være 'rigtige' i voksne børns øjne, både mht. stillinger, omgangskreds og sågar bilmærke.

Min ene datter anklager f.eks. mig for, at hun ikke blev student, nu mange år efter, men eftflg. har hun ved at hoppe fra diverse kurser vist, at hun ikke kan sidde stille på stolen, så jeg har ingen dårlig samvittighed. :)

Og hun har endda klaret sig med udmærkede stillinger, og har også været selvstændig.

Så hvis man vil finde noget,såeee.... :fløjt:


Det lyder lidt som om du håner hende med at hun jo har bevist, at hun ikke kan finde ud af at tage en uddannelse, og at det er bevis for, at du i hvert fald ikke har spillet en rolle i det.

.... men det gør forældre jo: Spiller en rolle i, hvad deres børn kan og ikke kan, mens de stadig er børn eller unge voksne. De lærer deres børn vedholdenhed eller det modsatte, de lærer dem disciplin eller det modsatte; de hjælper dem ved at gøre ting, som er uoverskuelige for barnet overskuelige; de læser lektier med dem og lærer dem gode lektielæsningsvaner. De motiverer deres børn og lærer dem behovsudsydelse og at man nogle gange skal bide i det sure æble og gøre noget, man OVERHOVEDET IKKE GIDER, bare fordi man skal. De fejrer succeserne og lærer deres børn, hvordan de kan forholde sig til det der føles som nederlag. De bakker op om deres børns liv og gør rammerne så gode som overhovedet muligt for, at deres børn kan vokse i selvstændighed og ansvarstagen i takt med, at kravene til dem stiger.

Det er naturligvis idealsituationen og de færreste forældre lykkes med det hele og slet ikke hele tiden. Men et barn der føler, at det er berettiget at anklage sin forælder for sine fejlede uddannelsesforsøg, har jo følt, at de har manglet noget vigtigt fra denne forælder.

---
I forhold til emnet, så ja, absolut. Det kan absolut være et sundhedstegn at afbryde kontakten med ens forældre, ligesom det kan være et tegn på videreførelse af usunde bånd og mønstre, når børn har svært ved at træde i karakter overfor deres forældre og tydeligt kommunikere hvad de vil finde og ikke finde sig i, og derefter håndhæve det på en måde, så forældrene enten respekterer det eller mærker konsekvensen. Forældre skal gøre sig fortjent til at spille en rolle i deres voksne børns liv; ikke bare hvile på laurbærbladene og hævde priviligeret position fordi de har sat barnet i verden.


Tror, du har det med at overfortolke...jeg håner ingen, da jeg aldrig har sagt det til hende, jeg konstaterer i mit stille sind, at sådan gik det, og så kan man ikke gøre sine forældre ansvarlig for, at man ikke tog studentereksamen.

Det er voksne, ansvarlige mennesker vi forholder os til her, og ikke børn.

På et tidspunkt må man tage ansvaret for egne handlinger, og ikke skubbe det fra sig, og påstå det hele er forældrenes skyld...

Men der er også dem, der opdraget med, at de ikke skal sige tak for mad, for de kan jo ikke gøre for, at de er kommet til verden. ;)


Var hun også voksen da hun gik i gymnasiet?
0
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
FormerlyKnownAs
Indlæg: 13017
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 2860
Likede indlæg: 28058

Re: Er det et sundhedstegn at bryde med sine forældre?

Indlægaf FormerlyKnownAs » 20. nov 2018, 12:54

Der er fremragende eksempler på forældre som man ville have lyst til at fravælge i denne tråde. Nogle eksempler mere intentionelt end andre.
0
Jedi
Indlæg: 1922
Tilmeldt: 6. sep 2015, 06:23
Kort karma: 86
Likede indlæg: 3048

Re: Er det et sundhedstegn at bryde med sine forældre?

Indlægaf Jedi » 20. nov 2018, 13:02

Madam skrev:Tror, du har det med at overfortolke...jeg håner ingen, da jeg aldrig har sagt det til hende, jeg konstaterer i mit stille sind, at sådan gik det, og så kan man ikke gøre sine forældre ansvarlig for, at man ikke tog studentereksamen.

Det er voksne, ansvarlige mennesker vi forholder os til her, og ikke børn.

På et tidspunkt må man tage ansvaret for egne handlinger, og ikke skubbe det fra sig, og påstå det hele er forældrenes skyld...

Men der er også dem, der opdraget med, at de ikke skal sige tak for mad, for de kan jo ikke gøre for, at de er kommet til verden. ;)


Det, som sker i barndommen, er forældrenes ansvar og dermed "skyld", hvis det går galt. Det betyder ikke, at forældrene nødvendigvis er nogle dumme svin - det kan bare være, at de ikke evnede forældrerollen godt nok. Det ser man jo også i dag.

I dit eksempel med den manglende studentereksamen: kan man forstille sig, at det handler om noget lidt mere bredt, som så har vist sig i den manglende eksamen? F.eks. nogle problemer, som der ikke blev taget hånd om i det tidsrum ie ADHD, som en anden beskrev? Eller manglende struktur i hverdagen med hensynstagen til børns behov? Eller på anden måde noget kaos, som gjorde at din datter ikke lærte selvdiciplin/at tænke på fremtiden/andet?

Jeg havde på et tidspunkt en kæreste, hvis mor var psykisk syg i hans opvækst. Og han lærte først at spise med kniv og gaffel som teenager ved at kopiere sine venners opførsel, når han var hos dem at spise . Det var bare rigtigt mange ting, han skulle lære sig selv som halv eller helvoksen, som mange andre tager for givet. Hans mor kunne ikke gøre for, at hun var syg - det betyder ikke, han havde en dejlig barndom.
4
Brugeravatar
Madam
Indlæg: 953
Tilmeldt: 7. jun 2018, 08:42
Kort karma: 21
Likede indlæg: 543

Re: Er det et sundhedstegn at bryde med sine forældre?

Indlægaf Madam » 20. nov 2018, 13:33

Jedi skrev:
Madam skrev:Tror, du har det med at overfortolke...jeg håner ingen, da jeg aldrig har sagt det til hende, jeg konstaterer i mit stille sind, at sådan gik det, og så kan man ikke gøre sine forældre ansvarlig for, at man ikke tog studentereksamen.

Det er voksne, ansvarlige mennesker vi forholder os til her, og ikke børn.

På et tidspunkt må man tage ansvaret for egne handlinger, og ikke skubbe det fra sig, og påstå det hele er forældrenes skyld...

Men der er også dem, der opdraget med, at de ikke skal sige tak for mad, for de kan jo ikke gøre for, at de er kommet til verden. ;)


Det, som sker i barndommen, er forældrenes ansvar og dermed "skyld", hvis det går galt. Det betyder ikke, at forældrene nødvendigvis er nogle dumme svin - det kan bare være, at de ikke evnede forældrerollen godt nok. Det ser man jo også i dag.

I dit eksempel med den manglende studentereksamen: kan man forstille sig, at det handler om noget lidt mere bredt, som så har vist sig i den manglende eksamen? F.eks. nogle problemer, som der ikke blev taget hånd om i det tidsrum ie ADHD, som en anden beskrev? Eller manglende struktur i hverdagen med hensynstagen til børns behov? Eller på anden måde noget kaos, som gjorde at din datter ikke lærte selvdiciplin/at tænke på fremtiden/andet?

Jeg havde på et tidspunkt en kæreste, hvis mor var psykisk syg i hans opvækst. Og han lærte først at spise med kniv og gaffel som teenager ved at kopiere sine venners opførsel, når han var hos dem at spise . Det var bare rigtigt mange ting, han skulle lære sig selv som halv eller helvoksen, som mange andre tager for givet. Hans mor kunne ikke gøre for, at hun var syg - det betyder ikke, han havde en dejlig barndom.


Nogle mennesker er 'børn' hele livet, og så kan man jo også med fordel lægge alle sine nederlag (brudte forhold, manglende uddannelser, og opsagte job) over på forældrene...

Tag ansvar for egne handlinger, i stedet for at lytte til psykologen:- Det er ALTID forældrenes skyld...!
0
Den, der går i andres fodspor, kommer aldrig foran ;)
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Er det et sundhedstegn at bryde med sine forældre?

Indlægaf LaScrooge » 20. nov 2018, 13:37

Madam skrev:
Jedi skrev:
Madam skrev:Tror, du har det med at overfortolke...jeg håner ingen, da jeg aldrig har sagt det til hende, jeg konstaterer i mit stille sind, at sådan gik det, og så kan man ikke gøre sine forældre ansvarlig for, at man ikke tog studentereksamen.

Det er voksne, ansvarlige mennesker vi forholder os til her, og ikke børn.

På et tidspunkt må man tage ansvaret for egne handlinger, og ikke skubbe det fra sig, og påstå det hele er forældrenes skyld...

Men der er også dem, der opdraget med, at de ikke skal sige tak for mad, for de kan jo ikke gøre for, at de er kommet til verden. ;)


Det, som sker i barndommen, er forældrenes ansvar og dermed "skyld", hvis det går galt. Det betyder ikke, at forældrene nødvendigvis er nogle dumme svin - det kan bare være, at de ikke evnede forældrerollen godt nok. Det ser man jo også i dag.

I dit eksempel med den manglende studentereksamen: kan man forstille sig, at det handler om noget lidt mere bredt, som så har vist sig i den manglende eksamen? F.eks. nogle problemer, som der ikke blev taget hånd om i det tidsrum ie ADHD, som en anden beskrev? Eller manglende struktur i hverdagen med hensynstagen til børns behov? Eller på anden måde noget kaos, som gjorde at din datter ikke lærte selvdiciplin/at tænke på fremtiden/andet?

Jeg havde på et tidspunkt en kæreste, hvis mor var psykisk syg i hans opvækst. Og han lærte først at spise med kniv og gaffel som teenager ved at kopiere sine venners opførsel, når han var hos dem at spise . Det var bare rigtigt mange ting, han skulle lære sig selv som halv eller helvoksen, som mange andre tager for givet. Hans mor kunne ikke gøre for, at hun var syg - det betyder ikke, han havde en dejlig barndom.


Nogle mennesker er 'børn' hele livet, og så kan man jo også med fordel lægge alle sine nederlag (brudte forhold, manglende uddannelser, og opsagte job) over på forældrene...

Tag ansvar for egne handlinger, i stedet for at lytte til psykologen:- Det er ALTID forældrenes skyld...!


Det med at tage ansvar - det er OGSÅ noget man lærer af sine forældre.

Og nej, ingen mennesker er børn hele livet. Igen er det en ansvarsfraskrivelse fra en forælder, som ikke magtede opgaven og som stadig ikke gør det. Som ikke vil erkende sine egne mangler og fejl og at det, de gav deres børn at forme og vokse sig stærke på ikke var godt nok.
2
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
Madam
Indlæg: 953
Tilmeldt: 7. jun 2018, 08:42
Kort karma: 21
Likede indlæg: 543

Re: Er det et sundhedstegn at bryde med sine forældre?

Indlægaf Madam » 20. nov 2018, 13:48

LaScrooge skrev:
Madam skrev:
Jedi skrev:
Madam skrev:Tror, du har det med at overfortolke...jeg håner ingen, da jeg aldrig har sagt det til hende, jeg konstaterer i mit stille sind, at sådan gik det, og så kan man ikke gøre sine forældre ansvarlig for, at man ikke tog studentereksamen.

Det er voksne, ansvarlige mennesker vi forholder os til her, og ikke børn.

På et tidspunkt må man tage ansvaret for egne handlinger, og ikke skubbe det fra sig, og påstå det hele er forældrenes skyld...

Men der er også dem, der opdraget med, at de ikke skal sige tak for mad, for de kan jo ikke gøre for, at de er kommet til verden. ;)


Det, som sker i barndommen, er forældrenes ansvar og dermed "skyld", hvis det går galt. Det betyder ikke, at forældrene nødvendigvis er nogle dumme svin - det kan bare være, at de ikke evnede forældrerollen godt nok. Det ser man jo også i dag.

I dit eksempel med den manglende studentereksamen: kan man forstille sig, at det handler om noget lidt mere bredt, som så har vist sig i den manglende eksamen? F.eks. nogle problemer, som der ikke blev taget hånd om i det tidsrum ie ADHD, som en anden beskrev? Eller manglende struktur i hverdagen med hensynstagen til børns behov? Eller på anden måde noget kaos, som gjorde at din datter ikke lærte selvdiciplin/at tænke på fremtiden/andet?

Jeg havde på et tidspunkt en kæreste, hvis mor var psykisk syg i hans opvækst. Og han lærte først at spise med kniv og gaffel som teenager ved at kopiere sine venners opførsel, når han var hos dem at spise . Det var bare rigtigt mange ting, han skulle lære sig selv som halv eller helvoksen, som mange andre tager for givet. Hans mor kunne ikke gøre for, at hun var syg - det betyder ikke, han havde en dejlig barndom.


Nogle mennesker er 'børn' hele livet, og så kan man jo også med fordel lægge alle sine nederlag (brudte forhold, manglende uddannelser, og opsagte job) over på forældrene...

Tag ansvar for egne handlinger, i stedet for at lytte til psykologen:- Det er ALTID forældrenes skyld...!


Det med at tage ansvar - det er OGSÅ noget man lærer af sine forældre.

Og nej, ingen mennesker er børn hele livet. Igen er det en ansvarsfraskrivelse fra en forælder, som ikke magtede opgaven og som stadig ikke gør det. Som ikke vil erkende sine egne mangler og fejl og at det, de gav deres børn at forme og vokse sig stærke på ikke var godt nok.


Sikke en gang pladder...jeg mistede min mor som barn, og kan kun tage ansvar for egne handlinger.

Hvem skal forældreløse lægge ansvaret på, plejeforældre eller børnepensionen???
0
Den, der går i andres fodspor, kommer aldrig foran ;)
Jedi
Indlæg: 1922
Tilmeldt: 6. sep 2015, 06:23
Kort karma: 86
Likede indlæg: 3048

Re: Er det et sundhedstegn at bryde med sine forældre?

Indlægaf Jedi » 20. nov 2018, 13:49

Madam skrev:
Jedi skrev:
Madam skrev:Tror, du har det med at overfortolke...jeg håner ingen, da jeg aldrig har sagt det til hende, jeg konstaterer i mit stille sind, at sådan gik det, og så kan man ikke gøre sine forældre ansvarlig for, at man ikke tog studentereksamen.

Det er voksne, ansvarlige mennesker vi forholder os til her, og ikke børn.

På et tidspunkt må man tage ansvaret for egne handlinger, og ikke skubbe det fra sig, og påstå det hele er forældrenes skyld...

Men der er også dem, der opdraget med, at de ikke skal sige tak for mad, for de kan jo ikke gøre for, at de er kommet til verden. ;)


Det, som sker i barndommen, er forældrenes ansvar og dermed "skyld", hvis det går galt. Det betyder ikke, at forældrene nødvendigvis er nogle dumme svin - det kan bare være, at de ikke evnede forældrerollen godt nok. Det ser man jo også i dag.

I dit eksempel med den manglende studentereksamen: kan man forstille sig, at det handler om noget lidt mere bredt, som så har vist sig i den manglende eksamen? F.eks. nogle problemer, som der ikke blev taget hånd om i det tidsrum ie ADHD, som en anden beskrev? Eller manglende struktur i hverdagen med hensynstagen til børns behov? Eller på anden måde noget kaos, som gjorde at din datter ikke lærte selvdiciplin/at tænke på fremtiden/andet?

Jeg havde på et tidspunkt en kæreste, hvis mor var psykisk syg i hans opvækst. Og han lærte først at spise med kniv og gaffel som teenager ved at kopiere sine venners opførsel, når han var hos dem at spise . Det var bare rigtigt mange ting, han skulle lære sig selv som halv eller helvoksen, som mange andre tager for givet. Hans mor kunne ikke gøre for, at hun var syg - det betyder ikke, han havde en dejlig barndom.


Nogle mennesker er 'børn' hele livet, og så kan man jo også med fordel lægge alle sine nederlag (brudte forhold, manglende uddannelser, og opsagte job) over på forældrene...

Tag ansvar for egne handlinger, i stedet for at lytte til psykologen:- Det er ALTID forældrenes skyld...!


Det var da et underligt ikke-svar på noget som helst.
Selvfølgelig skal man tage ansvar for egne handlinger. Det gælder også forældre, som ikke var særligt gode til forældrerollen - de må tage det ansvar på sig, at de ikke evnede at give nogle særligt gode rammer for et barn.
2
Brugeravatar
Madam
Indlæg: 953
Tilmeldt: 7. jun 2018, 08:42
Kort karma: 21
Likede indlæg: 543

Re: Er det et sundhedstegn at bryde med sine forældre?

Indlægaf Madam » 20. nov 2018, 13:56

Jedi skrev:
Madam skrev:
Jedi skrev:
Madam skrev:Tror, du har det med at overfortolke...jeg håner ingen, da jeg aldrig har sagt det til hende, jeg konstaterer i mit stille sind, at sådan gik det, og så kan man ikke gøre sine forældre ansvarlig for, at man ikke tog studentereksamen.

Det er voksne, ansvarlige mennesker vi forholder os til her, og ikke børn.

På et tidspunkt må man tage ansvaret for egne handlinger, og ikke skubbe det fra sig, og påstå det hele er forældrenes skyld...

Men der er også dem, der opdraget med, at de ikke skal sige tak for mad, for de kan jo ikke gøre for, at de er kommet til verden. ;)


Det, som sker i barndommen, er forældrenes ansvar og dermed "skyld", hvis det går galt. Det betyder ikke, at forældrene nødvendigvis er nogle dumme svin - det kan bare være, at de ikke evnede forældrerollen godt nok. Det ser man jo også i dag.

I dit eksempel med den manglende studentereksamen: kan man forstille sig, at det handler om noget lidt mere bredt, som så har vist sig i den manglende eksamen? F.eks. nogle problemer, som der ikke blev taget hånd om i det tidsrum ie ADHD, som en anden beskrev? Eller manglende struktur i hverdagen med hensynstagen til børns behov? Eller på anden måde noget kaos, som gjorde at din datter ikke lærte selvdiciplin/at tænke på fremtiden/andet?

Jeg havde på et tidspunkt en kæreste, hvis mor var psykisk syg i hans opvækst. Og han lærte først at spise med kniv og gaffel som teenager ved at kopiere sine venners opførsel, når han var hos dem at spise . Det var bare rigtigt mange ting, han skulle lære sig selv som halv eller helvoksen, som mange andre tager for givet. Hans mor kunne ikke gøre for, at hun var syg - det betyder ikke, han havde en dejlig barndom.


Nogle mennesker er 'børn' hele livet, og så kan man jo også med fordel lægge alle sine nederlag (brudte forhold, manglende uddannelser, og opsagte job) over på forældrene...

Tag ansvar for egne handlinger, i stedet for at lytte til psykologen:- Det er ALTID forældrenes skyld...!


Det var da et underligt ikke-svar på noget som helst.
Selvfølgelig skal man tage ansvar for egne handlinger. Det gælder også forældre, som ikke var særligt gode til forældrerollen - de må tage det ansvar på sig, at de ikke evnede at give nogle særligt gode rammer for et barn.


Om det er forældre, der ikke er gode nok til rollen , eller voksne børn, der er for selvoptagede, kan nok diskuteres...

Men det er svært at pege fingre af folk, når man man ikke kender detaljerne...men nogle e ikke bange for at udtale sig skråsikkert. :fløjt:
0
Den, der går i andres fodspor, kommer aldrig foran ;)
Brugeravatar
FormerlyKnownAs
Indlæg: 13017
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 2860
Likede indlæg: 28058

Re: Er det et sundhedstegn at bryde med sine forældre?

Indlægaf FormerlyKnownAs » 20. nov 2018, 13:59

Wow
2
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 21951
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 2513
Likede indlæg: 59513

Re: Er det et sundhedstegn at bryde med sine forældre?

Indlægaf DetSorteCirkus » 20. nov 2018, 14:12

Madam skrev:
Jedi skrev:
Madam skrev:
Jedi skrev:
Madam skrev:Tror, du har det med at overfortolke...jeg håner ingen, da jeg aldrig har sagt det til hende, jeg konstaterer i mit stille sind, at sådan gik det, og så kan man ikke gøre sine forældre ansvarlig for, at man ikke tog studentereksamen.

Det er voksne, ansvarlige mennesker vi forholder os til her, og ikke børn.

På et tidspunkt må man tage ansvaret for egne handlinger, og ikke skubbe det fra sig, og påstå det hele er forældrenes skyld...

Men der er også dem, der opdraget med, at de ikke skal sige tak for mad, for de kan jo ikke gøre for, at de er kommet til verden. ;)


Det, som sker i barndommen, er forældrenes ansvar og dermed "skyld", hvis det går galt. Det betyder ikke, at forældrene nødvendigvis er nogle dumme svin - det kan bare være, at de ikke evnede forældrerollen godt nok. Det ser man jo også i dag.

I dit eksempel med den manglende studentereksamen: kan man forstille sig, at det handler om noget lidt mere bredt, som så har vist sig i den manglende eksamen? F.eks. nogle problemer, som der ikke blev taget hånd om i det tidsrum ie ADHD, som en anden beskrev? Eller manglende struktur i hverdagen med hensynstagen til børns behov? Eller på anden måde noget kaos, som gjorde at din datter ikke lærte selvdiciplin/at tænke på fremtiden/andet?

Jeg havde på et tidspunkt en kæreste, hvis mor var psykisk syg i hans opvækst. Og han lærte først at spise med kniv og gaffel som teenager ved at kopiere sine venners opførsel, når han var hos dem at spise . Det var bare rigtigt mange ting, han skulle lære sig selv som halv eller helvoksen, som mange andre tager for givet. Hans mor kunne ikke gøre for, at hun var syg - det betyder ikke, han havde en dejlig barndom.


Nogle mennesker er 'børn' hele livet, og så kan man jo også med fordel lægge alle sine nederlag (brudte forhold, manglende uddannelser, og opsagte job) over på forældrene...

Tag ansvar for egne handlinger, i stedet for at lytte til psykologen:- Det er ALTID forældrenes skyld...!


Det var da et underligt ikke-svar på noget som helst.
Selvfølgelig skal man tage ansvar for egne handlinger. Det gælder også forældre, som ikke var særligt gode til forældrerollen - de må tage det ansvar på sig, at de ikke evnede at give nogle særligt gode rammer for et barn.


Om det er forældre, der ikke er gode nok til rollen , eller voksne børn, der er for selvoptagede, kan nok diskuteres...

Men det er svært at pege fingre af folk, når man man ikke kender detaljerne...men nogle e ikke bange for at udtale sig skråsikkert. :fløjt:


Den fløjtende emoji plejer at være et tegn på, at man skal læse mellem linjerne. At debattøren hentyder til noget i tråden.
Så - hvad er det for detaljer, vi ikke kender, og om hvad?

Det virker stadig, som om psykologens debatindlæg har ramt et eller andet personligt hos dig.
Ellers ville du næppe heller kategorisk sætte lighedstegn mellem at tage ansvar og ikke lytte til psykologer. Det er en temmelig voldsom udmelding.
3

Tilbage til "Politik, kultur og samfund"