Artiklen i det oven indsatte link ser jeg som en mening til denne artikel: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danma ... a-facebook
Når folk bliver begravet uden pårørende afslører det nogle af manglerne ved vores samfund.
De fleste har vel på et eller andet tidspunkt lagt mærke til de dødsannoncer, som med jævne mellemrum optræder i dagbladene, hvor man efterlyser eventuelle pårørende til en afdød. Det er hjerteskærende vidnesbyrd om liv, der er – må man formode – endt i den yderste ensomhed og isolation, og man spørger automatisk sig selv, hvordan et liv, der er blevet indledt med, at man er nogens barn og forhåbentlig elsket som sådan, kan ende på den måde i et samfund, der vægter sammenhæng, fællesskab og solidaritet højt.
Jeg er slet ikke enig i, at "når folk bliver begravet uden pårørende afslører det nogle af manglerne ved vores samfund", så ligetil er det ikke, og samfundet kan og skal ikke gøres ansvarlig for folks ensomhed og isolation, der findes nu engang mennesker, der frivillig vælger ensomhed, isolation og fravalg af familiemedlemmer og føler sig tilpas med valget.
Din mening?