Flere og flere solomødre, og de bliver yngre og yngre

[Bergen]

I min mødregruppe var der en solomor med donorbarn. Efter at have snakket en del med hende, fordi jeg er lidt nysgerrig, ser jeg kun et rigtigt problem, som situationen og tallene er nu.

Er der nok donorsæd med de “populære” udseender? Hun havde på klinikken fået noget at vide ala “donoren her er meget populær” og hun har i mødregruppen sagt at hun synes det er fedt at barnet har 20(synes tallet lyder lidt højt, ved ikke om der er en grænse eller hvor den går) halvsøskende derude, som hendes barn en dag har mulighed for at lære at kende. I virkeligheden håber jeg bare at de regler jeg er sikker på der er på området, også virker i praksis.

Men stakkels Øster Farimagsgade Skole, hvis hver anden solomor på Østerbro vælger donor XYZ på 185 cm, 80 kg, med brunt hår og blå øjne. I princippet kunne min kæreste jo også gå i byen i Thisted og lave 40 søskende indenfor en relativ lille km kreds.

Muligheden for at klinikken siger sådan om enhver donor er jo også tilstede. Sælge varen så at sige

[Artem]

Det ville jeg heller ikke synes at det var, for det er umiddelbart ikke attraktivt at være reduceret til et redskab. Dog tvivler jeg på at man i en sådan konstellation kan indgå en kontrakt på forhånd hvor man afskriver sig retten til socialt forældreskab, altså på det nærmeste forærer sit barn væk, hvis man reelt står med ønsket efter fødslen. Det er svært at miste retten til sit forældreskab. Så det er en mulighed for at få et biologisk barn sat i verden, men ikke nemmere ifht at skabe en harmonisk og velfungerende familie. Det kræver stadig arbejde, fleksibilitet, evne til samarbejde og indgå kompromiser.

I forhold til det første, så er det måske bare verden der er ved at vise sit sande ansigt ifht hvordan tingene ser ud når man ikke længere er socialt og økonomisk tvunget til at blive sammen i dårlige parforhold. Måske den samme mængde mænd altid ville have været barnløse, hvis ikke tidligere tiders sociale normer og kønsroller havde tildelt dem en partner og et forhold, som kunne være lige ulykkeligt for begge.

For mig kom det bare til at virke alt for kunstigt. Nogle af dem obs på at mødes flere gange inden for opbygge et venskab, mens det for andre virkede ligegyldigt, de ville bare have min sæd.

Som sagt har jeg ingen problemer med at kvinder vælger den løsning, bare de selv betaler, ja eller finder en regnbuefar.

Men ved ikke helt hvad jeg skal mene om de dårlige parforhold. Kan godt være at du har ret i at der findes en del både mænd og kvinder som reelt ikke rigtig egner sig til at indgå i et normalt parforhold. Hvor de her nye muligheder så gør at de kvinder trods alt stadig kan få børn.

[LaScrooge]

[Jeg kender mange kvinder, som har været/er i forhold, hvor de er blevet holdt hen fordi manden godt lige ville vente nogle år med at få børn, for så at trække i land i 11. time, og så står kvinderne der med lang næse og en kløen i æggestokkene. Og så finder fyren en anden kvinde, han kan holde hen nogle år.

Men det oplever man jo også som mand. Jeg har selv haft flere kærester i slut 20'erne. Hvor jeg troede jeg havde fundet den rette til at få børn med, men hvor hun så ender med at droppe mig. Der følte jeg også at de har spildt nogle af mine bedste år.

Ja, det er lige netop et vilkår der gælder for begge køn, ligeligt. Man kan indgå i et forhold i den tro at det har potentialet og vil vare, og så skrider den anden, eller man finder selv ud af, at det ikke kan lykkes uden at begge ender ulykkelige. De 3 forhold jeg havde i mine 20'ere var af den karakter. Jeg troede på dem alle til at begynde med, men man lærer hinanden at kende over tid, ligesom begge udvikler og forandrer sig, nogle gange på uforudsigelige måder, og efter 3-4-5 år finder man ud af, at man ikke kan forenes.

Min nylige eks sagde fra begyndelsen, at han ikke umiddelbart var interesseret i at blive far, men holdt muligheden åben, og for første gang overvejede jeg selv hvordan livet kunne være uden børn i horisonten, men med "blot" min elskede partner in crime som selskab og med alle de dejlige ting vi kunne opleve sammen som indhold. Og jeg så det som anderledes, men potentielt set lige så attraktivt. Efter 3,5 år og i en alder af 37 gik jeg fra ham, fordi ingen af de to scenarier så ud til at kunne realiseres. Hverken familie med barn eller eventyret man kunne opleve sammen uden. Desværre. Jeg ved ikke længere om jeg er interesseret i at belaste min krop med graviditet, men jeg regner det ikke som enden på det hele uanset. Jeg kan stadig bidrage positivt til dannelsen af mennesker, ved at indgå kærligt og forpligtende i relationen til mine venners børn, mine søskendes børn, min eventuelle fremtidige partners barn/børn, som pleje- eller aflastningsfamilie, etcetera, ligesom jeg kan donere eventuelle gode æg til et infertilt par og derved realisere videregivelsen af mine egne gener OG, slutteligt, jeg kan måske stadig få et selv - og derefter måske en serie mere naturligt undfange - via kunstig befrugtning.
Der er faktisk mange muligheder hvis man undersøger hvad det er for et behov man egentlig ønsker tilfredsstillet end ved blot at se det realiseret på én måde som den eneste rigtige: kernefamilie med biologisk barn.

[LaScrooge]

Det ville jeg heller ikke synes at det var, for det er umiddelbart ikke attraktivt at være reduceret til et redskab. Dog tvivler jeg på at man i en sådan konstellation kan indgå en kontrakt på forhånd hvor man afskriver sig retten til socialt forældreskab, altså på det nærmeste forærer sit barn væk, hvis man reelt står med ønsket efter fødslen. Det er svært at miste retten til sit forældreskab. Så det er en mulighed for at få et biologisk barn sat i verden, men ikke nemmere ifht at skabe en harmonisk og velfungerende familie. Det kræver stadig arbejde, fleksibilitet, evne til samarbejde og indgå kompromiser.

I forhold til det første, så er det måske bare verden der er ved at vise sit sande ansigt ifht hvordan tingene ser ud når man ikke længere er socialt og økonomisk tvunget til at blive sammen i dårlige parforhold. Måske den samme mængde mænd altid ville have været barnløse, hvis ikke tidligere tiders sociale normer og kønsroller havde tildelt dem en partner og et forhold, som kunne være lige ulykkeligt for begge.

For mig kom det bare til at virke alt for kunstigt. Nogle af dem obs på at mødes flere gange inden for opbygge et venskab, mens det for andre virkede ligegyldigt, de ville bare have min sæd.

Som sagt har jeg ingen problemer med at kvinder vælger den løsning, bare de selv betaler, ja eller finder en regnbuefar.

Men ved ikke helt hvad jeg skal mene om de dårlige parforhold. Kan godt være at du har ret i at der findes en del både mænd og kvinder som reelt ikke rigtig egner sig til at indgå i et normalt parforhold. Hvor de her nye muligheder så gør at de kvinder trods alt stadig kan få børn.

Jeg forstår slet ikke dem, det bare ville have din sæd. Det er sgu da langt mere besværligt end bare at blive kunstigt befrugtet? Jeg forstår sagtens det andet, at man som lesbisk par gerne vil finde en mand som også kan være far og som kan se sig selv i det, men ikke det andet. Men jeg synes også det bare illustrerer rigtig fint, at det at skabe familie netop er en aktiv handling som kræver noget af alle parter. For selvfølgelig vil man helst det sammen med en (eller flere) som man ved, at man kan synes godt om, deler værdier med og kan samarbejde med. Det vil du jo også helst, tænker jeg, for ellers stillede du dig vel bare til rådighed for en enlig kvinde med et ønske om et barn og tog hvad der kom af eventuelle problemer derefter? Den mulighed har du jo faktisk, ligesom kvinder kan ende med at blive enlige mødre af nød.

[Artem]

Ja, det er lige netop et vilkår der gælder for begge køn, ligeligt. Man kan indgå i et forhold i den tro at det har potentialet og vil vare, og så skrider den anden, eller man finder selv ud af, at det ikke kan lykkes uden at begge ender ulykkelige. De 3 forhold jeg havde i mine 20'ere var af den karakter. Jeg troede på dem alle til at begynde med, men man lærer hinanden at kende over tid, ligesom begge udvikler og forandrer sig, nogle gange på uforudsigelige måder, og efter 3-4-5 år finder man ud af, at man ikke kan forenes.

Min nylige eks sagde fra begyndelsen, at han ikke umiddelbart var interesseret i at blive far, men holdt muligheden åben, og for første gang overvejede jeg selv hvordan livet kunne være uden børn i horisonten, men med "blot" min elskede partner in crime som selskab og med alle de dejlige ting vi kunne opleve sammen som indhold. Og jeg så det som anderledes, men potentielt set lige så attraktivt. Efter 3,5 år og i en alder af 37 gik jeg fra ham, fordi ingen af de to scenarier så ud til at kunne realiseres. Hverken familie med barn eller eventyret man kunne opleve sammen uden. Desværre. Jeg ved ikke længere om jeg er interesseret i at belaste min krop med graviditet, men jeg regner det ikke som enden på det hele uanset. Jeg kan stadig bidrage positivt til dannelsen af mennesker, ved at indgå kærligt og forpligtende i relationen til mine venners børn, mine søskendes børn, min eventuelle fremtidige partners barn/børn, som pleje- eller aflastningsfamilie, etcetera, ligesom jeg kan donere eventuelle gode æg til et infertilt par og derved realisere videregivelsen af mine egne gener OG, slutteligt, jeg kan måske stadig få et selv - og derefter måske en serie mere naturligt undfange - via kunstig befrugtning.
Der er faktisk mange muligheder hvis man undersøger hvad det er for et behov man egentlig ønsker tilfredsstillet end ved blot at se det realiseret på én måde som den eneste rigtige: kernefamilie med biologisk barn.

Jeg har altid været bevidst om at jeg gerne vil have børn og give mine gener videre.
Men efter et par mislykkede forhold i slut 20'erne, prøvede jeg i start 30'erne at blive sæddoner, for om ikke andet at have givet mine gener videre på den måde.
Desværre viste det sig at mine sædceller hører til de 10-20% af mænds der ikke kan overleve at blive frosset ned. Som er en rent teknisk ting, med at vandet i cellerne gør at de bliver frostskadet, hvorfor man blander sæden med en form for frostvæske der skal gå ind og fortrænge vandet i cellerne så de kan overleve at blive frosset ned. Nogle mænds sædceller er bare ikke modtagelig for den frostvæske.

Efter at have luret på regnbuebarn og fået en del tilbud. Må jeg dog indse at jeg er meget traditionel, og primært ønsker kernefamilie med biologisk barn.

[paint]

Det gælder for begge køn. En kvinde, som gerne vil have biologiske børn med en partner har jo, på samme måde som de mænd, du taler om, heller ikke haft succes med at finde en villig partner. Mænd har bare 15-20 år mere at løbe på i den henseende, fordi de kan blive fædre i en meget højere alder. Så jeg kan ikke rigtig se uretfærdigheden eller skævvridningen i det. Ønsket kan være ens og lige stærkt, men vilkårene e forskellige, fordi kvinders tid hurtigere løber ud.

Findes der mon ikke dating der specifikt fokuserer på at finde partnere med det hovedformål at stifte familie? Altså, hvor det er præmissen for datingen i det hele taget, versus fx tinder, hvor det er alt fra uforpligtende sex til seriøs familiedannelse man kan løbe ind i? Ellers kommer det nok snart.

Som sådan har du ret, men statistik viser at der bliver flere mænd end kvinder der aldrig får børn i de her år. Og så hjælper det ikke så meget at manden i teorien stadig kan få børn når han er 70 år.

Efter det jeg ved findes det dating sted ikke. Det nærmest er regnbuebarn.dk Som mest henvender sig til bøsser og lesbiske med at de kan lave anderledes familieformer til at få et barn sammen.
Har en gang været inde og lure, og der er da også nogle få hetro mænd og kvinder. Ja generelt er der mangel på mænd der, hvorfor det nærmest er helt modsat normale dating sider, med at man som mand er ganske populær og får en del breve fra håbefulde kvinder. Problemet er bare at de her kvinder har lagt sig meget faste på at de ønsker en alternativ familietype, med sig selv som den primære forældre, hvor manden kun skal levere sæden i en "kop". og så kan få lov til at se barnet hver anden weekend, sammen med at betale børnepenge.
Som mand synes jeg ikke at det virkede attraktiv.

Især ikke, når det for en 70 årig mand, kræver en kvinde der er 35 år yngre. Det er nok begrænset hvor mange kvinder i den alder, ønsker et barn med en 70 eller 55 årig mand.

[Artem]

Jeg forstår slet ikke dem, det bare ville have din sæd. Det er sgu da langt mere besværligt end bare at blive kunstigt befrugtet? Jeg forstår sagtens det andet, at man som lesbisk par gerne vil finde en mand som også kan være far og som kan se sig selv i det, men ikke det andet. Men jeg synes også det bare illustrerer rigtig fint, at det at skabe familie netop er en aktiv handling som kræver noget af alle parter. For selvfølgelig vil man helst det sammen med en (eller flere) som man ved, at man kan synes godt om, deler værdier med og kan samarbejde med. Det vil du jo også helst, tænker jeg, for ellers stillede du dig vel bare til rådighed for en enlig kvinde med et ønske om et barn og tog hvad der kom af eventuelle problemer derefter? Den mulighed har du jo faktisk, ligesom kvinder kan ende med at blive enlige mødre af nød.

Nu mødtes jeg ikke med nogle af dem her, hvor det godt kan være at de var blevet "klogere" når de mere stod i situationen, det blev jeg selv da både et lesbisk par og specielt en kvinde jeg også havde talt i tlf med var meget opsat på at jeg skulle være manden til deres barn. Hvor det først rigtig var der jeg tænkte om det var en relation jeg ville indgå i? Hvor jeg i sidste ende følte at var for langt fra det jeg reelt selv ønskede, og jeg hurtigt der efter fik slettet mig der.

[Artem]

Især ikke, når det for en 70 årig mand, kræver en kvinde der er 35 år yngre. Det er nok begrænset hvor mange kvinder i den alder, ønsker et barn med en 70 eller 55 årig mand.

Netop det er mere en teoretisk mulighed end i praksis, med mindre at man er rig og berømt.

[LaScrooge]

Ja, det er lige netop et vilkår der gælder for begge køn, ligeligt. Man kan indgå i et forhold i den tro at det har potentialet og vil vare, og så skrider den anden, eller man finder selv ud af, at det ikke kan lykkes uden at begge ender ulykkelige. De 3 forhold jeg havde i mine 20'ere var af den karakter. Jeg troede på dem alle til at begynde med, men man lærer hinanden at kende over tid, ligesom begge udvikler og forandrer sig, nogle gange på uforudsigelige måder, og efter 3-4-5 år finder man ud af, at man ikke kan forenes.

Min nylige eks sagde fra begyndelsen, at han ikke umiddelbart var interesseret i at blive far, men holdt muligheden åben, og for første gang overvejede jeg selv hvordan livet kunne være uden børn i horisonten, men med "blot" min elskede partner in crime som selskab og med alle de dejlige ting vi kunne opleve sammen som indhold. Og jeg så det som anderledes, men potentielt set lige så attraktivt. Efter 3,5 år og i en alder af 37 gik jeg fra ham, fordi ingen af de to scenarier så ud til at kunne realiseres. Hverken familie med barn eller eventyret man kunne opleve sammen uden. Desværre. Jeg ved ikke længere om jeg er interesseret i at belaste min krop med graviditet, men jeg regner det ikke som enden på det hele uanset. Jeg kan stadig bidrage positivt til dannelsen af mennesker, ved at indgå kærligt og forpligtende i relationen til mine venners børn, mine søskendes børn, min eventuelle fremtidige partners barn/børn, som pleje- eller aflastningsfamilie, etcetera, ligesom jeg kan donere eventuelle gode æg til et infertilt par og derved realisere videregivelsen af mine egne gener OG, slutteligt, jeg kan måske stadig få et selv - og derefter måske en serie mere naturligt undfange - via kunstig befrugtning.
Der er faktisk mange muligheder hvis man undersøger hvad det er for et behov man egentlig ønsker tilfredsstillet end ved blot at se det realiseret på én måde som den eneste rigtige: kernefamilie med biologisk barn.

Jeg har altid været bevidst om at jeg gerne vil have børn og give mine gener videre.
Men efter et par mislykkede forhold i slut 20'erne, prøvede jeg i start 30'erne at blive sæddoner, for om ikke andet at have givet mine gener videre på den måde.
Desværre viste det sig at mine sædceller hører til de 10-20% af mænds der ikke kan overleve at blive frosset ned. Som er en rent teknisk ting, med at vandet i cellerne gør at de bliver frostskadet, hvorfor man blander sæden med en form for frostvæske der skal gå ind og fortrænge vandet i cellerne så de kan overleve at blive frosset ned. Nogle mænds sædceller er bare ikke modtagelig for den frostvæske.

Efter at have luret på regnbuebarn og fået en del tilbud. Må jeg dog indse at jeg er meget traditionel, og primært ønsker kernefamilie med biologisk barn.

Så kunne man måske godt sige, at den største forhindring for at du kan realisere din drøm om fædreskab er den faste form den kommer i? Du ønsker en helt specifik ramme om det, eller slet ikke? De enlige kvinder, der får børn alene, har det muligvis omvendt: indholdet trumfer rammen. Hellere få alene end slet ikke. Her kunne man lege med idéen om, at kvindens mulighed tog noget fra dig, fordi hun kunne realisere selv. Men hvis I mødtes og ikke var et match på en måde, så du kunne se jer i en kernefamilie, ville I begge stå samme sted som I gjorde inden: med ønsket om et barn men uden en partner I kan se det ske med.

[LaScrooge]

Jeg forstår slet ikke dem, det bare ville have din sæd. Det er sgu da langt mere besværligt end bare at blive kunstigt befrugtet? Jeg forstår sagtens det andet, at man som lesbisk par gerne vil finde en mand som også kan være far og som kan se sig selv i det, men ikke det andet. Men jeg synes også det bare illustrerer rigtig fint, at det at skabe familie netop er en aktiv handling som kræver noget af alle parter. For selvfølgelig vil man helst det sammen med en (eller flere) som man ved, at man kan synes godt om, deler værdier med og kan samarbejde med. Det vil du jo også helst, tænker jeg, for ellers stillede du dig vel bare til rådighed for en enlig kvinde med et ønske om et barn og tog hvad der kom af eventuelle problemer derefter? Den mulighed har du jo faktisk, ligesom kvinder kan ende med at blive enlige mødre af nød.

Nu mødtes jeg ikke med nogle af dem her, hvor det godt kan være at de var blevet "klogere" når de mere stod i situationen, det blev jeg selv da både et lesbisk par og specielt en kvinde jeg også havde talt i tlf med var meget opsat på at jeg skulle være manden til deres barn. Hvor det først rigtig var der jeg tænkte om det var en relation jeg ville indgå i? Hvor jeg i sidste ende følte at var for langt fra det jeg reelt selv ønskede, og jeg hurtigt der efter fik slettet mig der.

Hvor er det fedt at du afprøvede det! Det har jeg stor respekt for.

[paint]

Især ikke, når det for en 70 årig mand, kræver en kvinde der er 35 år yngre. Det er nok begrænset hvor mange kvinder i den alder, ønsker et barn med en 70 eller 55 årig mand.

Netop det er mere en teoretisk mulighed end i praksis, med mindre at man er rig og berømt.

Ja. Mandens 20-30 år længere som mulig far, er nok mere teoretisk end noget der foregår ret meget i praksis.

[LaScrooge]

Ingen af os kan regne med at finde den partner vi ønsker os i tide.
Og de færreste af os ønsker at gå på kompromis med hvem vi danner familie med, selvom vi faktisk nærmest alle har muligheden.
På den måde er kvinder og mænd i akkurat samme båd.

Det tror jeg man uden problemer kan konkludere ud fra denne tråd.

[Artem]

Så kunne man måske godt sige, at den største forhindring for at du kan realisere din drøm om fædreskab er den faste form den kommer i? Du ønsker en helt specifik ramme om det, eller slet ikke? De enlige kvinder, der får børn alene, har det muligvis omvendt: indholdet trumfer rammen. Hellere få alene end slet ikke. Her kunne man lege med idéen om, at kvindens mulighed tog noget fra dig, fordi hun kunne realisere selv. Men hvis I mødtes og ikke var et match på en måde, så du kunne se jer i en kernefamilie, ville I begge stå samme sted som I gjorde inden: med ønsket om et barn men uden en partner I kan se det ske med.

Ja må nok indse at det er sådan jeg har det. Troede faktisk ikke det betød så meget for mig, men når det kom til stykket må jeg indse at det gør det.

[Tux]

Hvis man som man ikke kan gøre dig mere attraktiv for end kvinde, end det at blive enlig mor, så må man undvære at få børn. Så svært er der vel heller ikke at trumfe..

Hellere donor end at kvinderne får et barn med en mand de egentlig ikke har lyst til at få barn med.

[LaScrooge]

Især ikke, når det for en 70 årig mand, kræver en kvinde der er 35 år yngre. Det er nok begrænset hvor mange kvinder i den alder, ønsker et barn med en 70 eller 55 årig mand.

Netop det er mere en teoretisk mulighed end i praksis, med mindre at man er rig og berømt.

Ja. Mandens 20-30 år længere som mulig far, er nok mere teoretisk end noget der foregår ret meget i praksis.

Men selv 5 år gør en forskel, ikke? Kvinde på 45 = meget svært at undfange naturligt. Mand på 45? Umiddelbart ikke nødvendigvis uattraktiv for en kvinde på 30-40, hvor 40 stadig kan resultere i et biologisk barn man selv føder, omend risikofyldt både ifht misdannelser og ifht skader på kroppen og langvarig, dyrebar og omkostningsfuld fertilitetsbehandling.
En mand på 50 kan ligeledes sagtens være attraktiv for en kvinde mellem 30 og 40.

Når I skruer tallet op til 70 slører det betydningen af de ekstra 10-15 år mænd relativt uproblematisk har som realistisk mulighedsrum, som kvinder ikke har.