Utallige billeder af de lyserøde kirsebærtræer på Bispebjerg Kirkegård har domineret Facebook og Instagram i den forgangne uge. Men mange af fotograferne bag samt deres følge overholder ikke skiltningen på stedet. Det vækker harme hos dem, der har deres kære begravet på kirkegården.
På Facebook lufter flere deres utilfredshed med, at mange lader til at blæse på, at der ligger døde i jorden. En af dem, der ærgrer sig over, at mange eksempelvis spiser mad nær gravene, er 21-årige Cecillie Jacobsen, hvis farmor er begravet på den velbesøgte kirkegård.
»Jeg kan godt forstå, at folk kommer for at se træerne, men at sidde og holde picnic op og ned ad gravpladserne er langt over grænsen. Jeg synes, det er respektløst og meget upassende,« siger hun til BT.
52-årige Susanne fra Frederiksberg har også oplevet, at mange besøgende lader til at være ligeglad med gravpladserne.
»Det er tydeligt skiltet, at folk ikke skal slå sig ned, men det blæser en hel del folk på. Folk spiser, drikker, og børn render rundt med sæbebobler. Jeg plejer ikke at slå noget op på Facebook, men jeg blev så forarget over det. Det er mangel på respekt,« siger hun.
Københavns Kommune har i forbindelse med kirsebærtræernes blomstring sørget for ekstra toiletter, affaldskurve og afskærmning af Sønder Kapel, hvor der foregår bisættelser. Centerchef for Teknik og Miljøforvaltningen, Anders Melamie, oplyser, at det ikke er tilladt at slå sig ned på de fleste af kirkegårdens græsarealer.
Hvad er din mening om, at nogle folk holder picnic på en kirkegård op og ned af gravpladserne?
Jeg har samme mening som Cecilie Jacobsen om, at det er langt over grænsen, respektløst og meget upassende, jeg ville da også nødig besøge mine forældres gravsted og opleve, at der sidder folk ved gravstedet og holder picnic og børn render rundt og leger.