Lille Tommies Sul? - Debattens juleføljeton 2023

[Nicolait]

1. december

Solens sidste lys var at ane under horisonten, og bakkerne og markerne var badet i et rødligt skær. Lille Tommie sad i vindueskammen på sit værelse på første salen på gården og kiggede ud i det kommende mørke. Han prøvede at holde tårerne tilbage, men en enkelt trodsig tåre fandt alligevel sin vej ned ad kinden. Selvom det var sket i oktober måned, var det nok først nu med decembers komme, at det rigtigt var gået op for ham, hvad det havde af betydning for julen og ham. Julemanden i kæmpe skandale - Julen er aflyst. Overskriften fra avisen havde brændt sig ind i hans hukommelse. Hans forældre havde prøvet at holde ham fra nyhederne, skærme ham for de frygtede realiteter ved at lade som om, at julen ville forløbe, som den plejede, men hvordan kunne den det? Det havde været overalt i nyhederne. Det havde samtaleemnet på skolen, på arbejdspladserne og ved middagsbordene.

Julemandens slæde var fløjet ind i NATO luftrum i starten af oktober måned. Det handlede sikkert om, at julemanden ville planlægge den optimale rute til de søde børn, som skulle have julegaver 24. december. Desværre havde ikke julemandens slæde ikke en transponder på, så den var ikke blevet identificeret af NATO raderne. Danske jægerfly fra NATO-basen i Vilnius var gået på vingerne, da man frygtede russernes komme. Flyene havde mødt slæden over Østersøen mellem Sjælland og Bornholm. Da slæden ikke ændrede kurs og fortsatte mod København, samtidig med at den ikke svarede radiokald, havde flyene set sig nødsaget til at skyde slæden ned, inden den nåede København.
Slæden var styrtet ned i nærheden af Roskilde. Det var først, da forsvaret bjærgede flyresterne, at det blev klart, at det var julemandens slæde.

En hårdt såret julemand, Rudolf og et par nisser var blevet bragt til Rigshospitalet i København. Det havde ført til store demonstrationer rundt om i det ganske land, at julemanden var blevet skudt ned.
I Aarhus var folk begyndt at kaste med Thomas Helmig cd’er mod politiet og kommunen, i Aalborg blev der kastet med cement fra Aalborg Portland mod myndighederne, mens Esbjergenserne var gået amok i et voldsorgie af makrel, så byens borgmester måtte søge tilflugt på Fanø. På Fyn blev politiet angrebet af demonstranter bevæbnet med brunsviger, så det ikke længere var muligt bruge vejene omkring politistationen i Odense på grund af den ophobede sukkermasse på kørebanerne. De værste optøjer var dog sket i København, hvor folkemængden havde sat ild til deres ladcykler, så byen var indhyllet i sod, og krævet, at piloten blev stillet på skafottet på Domtorvet foran byretten.
Andre igen havde taget opstilling i fællesbøn foran Rigshospitalet, hvor de i skønsang havde sunget Eran DD’s ”Still Believing” i håb om de såredes snarlige bedring.

Efter flere uger uden lyd fra personerne i slæden, med natlige gadekampe rundt i det danske land, og med beholdningen af makrel og brunsviger ved at være tyndet godt ud, og samtlige nye ladcykler i restordre, var der endelig kommet livstegn fra Rigshospitalet. Det var dog ikke den besked, som folket havde håbet på eller forventet.
Rudolf havde politianmeldt julemanden for kvalificeret vold, da han dagligt var udsat for julemandens ridepisk, mens nisserne havde anmeldt en sag hos arbejdstilsynet og politiet, fordi de var tvunget til at arbejde under et umenneskeligt arbejdspres, hvor de skulle producere julegaver i et arbejdsmiljø præget af vold og julemusik.
Efter en kort tilståelsessag havde julemanden afgivet en fuld tilståelse og erkendt alle forhold. Julemanden var blevet idømt fem års ubetinget fængsel på vand og grød i Nyborg Statsfængsel.

Da nisserne af natur ikke er særlig høje, og samtidig med at de ikke havde gyldig legitimation var det myndighedernes opfattelse, at der var tale om børn. Der havde flere efterlysninger for at finde forældrene til børnene. Dog havde ingen meldt sig. Nisserne var derefter ved kort proces sendt på et børnehjem i Aakirkeby på Bornholm.
Værre var det gået med Rudolf. Ifølge hans udskrivningspapirer var det meningen, at han skulle sendes til Knuthenborg Safaripark for at komme sig, men på grund af logistisk fejl hos Postnord blev han i stedet sendt til Skare Meat Packers i Vejen.

Chokket og fortvivlelsen havde for længst bredt sig til alle kroge af landet, og det havde været på tale helt at aflyse julen.
Men nogle gange sker det, når det er allermørkest, og alt håb for længst synes oprandt, at en uventet helt træder ind på scenen.
Sådan havde det også været denne gang. Den tidligere fodboldspiller for AB Abdul Sule havde samlet folket og mindet om dem julens bud og næstekærligheden. Sammen med Hr. Skæg, som sidekick, og Bithe Kjær og Dorthe Kollo som baggrundsvokaler, og Lars Ulrich på trommer havde han turneret landet rundt med sit show ”Sulemanden på besøg”, hvor de sang sange som ”Jeg så sulemanden kysse mor”, ”Til sulebal i nisseland”, ”Kære sulemand”, ”Det’ sul – det’ cool” og ”Jeg kender sulemanden”.

Nede i køkkenet gik mor og far rundt. Måske kan vi redde lidt julestemning for Tommie, kunne han høre far sige. Lad os finde en dag i julemåneden, hvor vi får set ”Sulemanden på besøg”, måske kan det glæde Tommie. Vi kan gøre det en af de kommende dage, kunne han høre, mor svarer.

Bliver det jul for lille Tommie, eller må han nøjes med sul, og hvad med nisserne slipper de væk fra Aakirkeby, og får de reddet Rudolf, inden han ligger i køledisken?

[LadyFox]

2. December.

Da udrejseafdelingen i Nyborg Fængsel i midten af oktober modtog en yderst berømt indsat var det ikke uden modstand fra Fængselsdirektøren.
Det var efterhånden offentligt kendt at det var stor mangel på fængselsbetjente, og fængslet havde flere gange fået kritik for at mangen på medarbejdere førte til krænkelser på de indsattes rettigheder, at de indsatte var isoleret i for mange timer, at de indsatte ikke kunne få tilstrækkeligt med besøg og arbejde for de indsatte kunne heller ikke tilbydes i tilstrækkeligt omfang. Resocialiseringen var mere et minde end en realitet, og det var bestemt ikke blevet bedre efter at fængslet over sommeren havde fået en ny ressourcetung fokusgruppe af medlemmer af den ulovlige gruppering LTF.
Så det sidste Nyborg Fængsel havde brug for var den negative opmærksomhed det helt sikkert ville medføre at huse en så kendt og populær skikkelse som selveste Julemanden.

Over tid havde det vist sig at Fængelsdirektøren havde haft ret i sin forudsigelse om at Julemandens tilstedeværelse vakte modstand i befolkningen, og fængslet blev mødt med en massiv shitstorm og aktiviske aktiviteter så som utallige ønskelister sendt til Direktøren, kast med frosne æbleskiver mod personalet, der var sågar en gruppe der havde forsøgt at krydse muren for at bryde ind i fængslet igennem en skorsten. Han havde dog ikke forudset at Julemanden på ganske få uger med sin begavelse, sit rolige væsen og sin varme latter var gået hen og blevet en faderfigur for de øvrige indsatte på udrejseafdelingen og afdelingen på rekordtid var gået hen og blevet den mest velfungerende afdeling i hele fængslet og måske også i hele landet, så velfungerende at værkstedet for de indsatte igen var kommet op og køre, og også der viste Julemandens store erfaring med værkstedsdrift at være en stor inspiration for de andre indsatte, som med stor entusiasme fulgte med når Julemanden lærte fra sig.
På trods af massiv modstand i befolkningen tog Fængselsdirektøren ofte sig selv i at glæde sig over at Julemanden skulle afsone en lang straf på Nyborg inden udvisning.


Tommie kunne godt fornemme at hans far gjorde sit bedste da han flere gange om dagen snakkede om Sulemandens nyeste hit "Sulen har bragt velsignet bud", om den nye kogebog "Sulebordets smagfulde traditioner - Sul på 100 nytænkende måder", om alt det nye sulepynt de skulle ud og købe og hvilken en stemning Sules ansigt ville skabe når det kom op og hænge på træet og i vinduer og hvordan det ville pynte med en Sulefigur siddende på kaminhylden.
Så Tommie spillede med på begejstringen over Sulens fortræffeligheder, selvom han havde svært ved at holde masken da de i Nyhederne annoncerede at fodboldheltene (H)julmand, 2x Juel Andersen, Julius Beck og Esben RuWolf Andreasen havde tilsluttet sig Sules projekt om at redde højtiden og rejse med videre på Sules turné.

[FrøkenM]

3. december

21 dage tilbage til at redde julen. 21 dage førend Sulemanden ville være en realitet og før Julemanden ville være en figur fra fordums tid. Før hans magi var reduceret til hvad han kunne udrette på værkstedet i Nyborg Statsfængsel, inden han ville blive udvist til en usikker fremtid. Ingen vidste, hvor man på sigt skulle anbringe Julemanden. Én ting var sikkert: Han kunne ikke vende tilbage til hans kongsgård på Grønland hvor hans kone. Gertrud og deres nissebørn, Julius, Ulla og Laurids ventede ham hjemme.

Den kendsgerning at de ville være nødt til at forlade Grønland og rigsfællesskabet var ved at gå op for Gertrud. Hun havde været gift med julemanden i små 540 år og deres tre nisser var kommet i en strøm siden. Julius skulle egentlig overtage sin fars hverv når han engang ikke kunne være julemand mere, som det var sket med Julius’ farfar, den gamle pensionerede julemand, Julle. Julle var – uden sammenligning den klogeste nisse der endnu levede. Da han blev pensioneret var han emigrereret til Nordpolen som hans far før ham og havde levet der lige siden – med undtagelse af den ene gang om året hvor han besøgte sin gamle kongsgård. Måske ville det være muligt at flytte dertil? Men til Nordpolen i Julemands-eksil kunne man først komme når den nye Julemand var udpeget. Og Julius var jo kun lige knap 450 år – lidt for ung til at tage over, mente Gertrud.

Men der var ikke rigtig et alternativ: Julen ville forsvinde for altid hvis man ikke inden Lillejuleaften havde udpeget en ny til at varetage hvervet. Den proces måtte i gang. Hun måtte høre Julle hvordan. Hun fandt et ark papir og begyndte at skrive….

Alt imens dette foregik på Grønland var der også hektisk aktivitet i Nyborg, hvor Sulebandet med Birte Kjær og Dorte Kollo havde fået selskab af Kjeld og Hilda på turnéen.
De to musikere, der havde spillet sammen i en evighed ville pensioneres når Kjeld fyldte 80, men den aflysning af julen, de netop havde læst om, havde fået dem til at genoverveje situationen. I år skulle være sidste år, de ville synge deres populære julesange – også selvom de lige havde udgivet et nyt julealbum.

”Det sælger ikke længere, fordi mange tror, julen bliver aflyst”, sagde Kjeld modløs da han sad med en øl sammen med Birte Kjær og snakkede om fremtiden.

”Nej”, sukkede Birte, der sad i en kjole af rød velour med Rudolf broderet ind i stoffet, ”synger du Rudolf med den røde tud i aften?”

”Selvfølgelig gør jeg det. Det skal være en hyldest til dyret. Hvor end han så er”, sagde den gamle musiker med en trist stemme.

”Det kan jeg godt fortælle jer”, sagde en ukendt mand, ”men hvis I skal nå at redde jeres elskede Rudolf, har I travlt. Han er uden for byen på slagteriet. Og på fredag bliver han lavet om til rensdyrbøffer, medmindre I får fat i mindst fire af de nisser, der er placeret på Bornholm”.

Gode råd var dyre. Bornholm var nærmest en dagsrejse væk, fordi sneen havde gjort det umuligt for den ellers IH og ÅH så pålidelige Express 5 at sejle, så flybilletterne var revet væk. Der skulle snart et mirakel til.

[Hunkat]

Direktøren I Nyborg statsfængsel pustede på sin kop med varm kakao med et veltilfreds suk. Han have været skeptisk over alt dette Julemands-hejs men det var jo hans eget private lille julemirakel. Det væltede ind med ansøgninger til at bliver fængselsbetjent eller blive overført til netop hans Statsfængsel, de kunne dårligt følge med i HR afdelingen.

Hvis det forsatte ville hans fængsel gå hen og blive et mønstereksempel på hvordan fængselssystemet tjente samfundet gennem korrektion og genopdragelse. Mens han sad og drømte om at få overrakt Kriminalforsorgens ærespris blev han afbrudt af bank på døren.

"Uhm, Egon?" Hans sekretær stak hovedet ind før hun indså at det måske ikke var passende at bruge direktørens kælenavn når der var gæster. "Jeg mener, Direktør Olsen? De har en... gæst".
Direktøren sat sig mere op. "Ja, jamen tak Mathilde, luk dem ind."

Olsen havde ikke forventet at se et barn... eller ved nærmere eftersyn, en meget lille mandsperson. Så lille at det måtte være en nisse. I jakkesæt. Mens han prøvede at finde hoved og hale i synet foran ham rømmede nissen sig.

"Godeftermiddag Hr. Olsen. Jeg repræsenterer Julle, Julle og Jullesen, advokater." Han gjorde et lille hop og placerede sit visitkort på skrivebordet.
"Jeg er kommet for at tale med Dem om deres ulovlige tilbageholdelse af en Nisseborger, Den Suveræne Nordpolske Nissestat ønsker at indgive en klage." Sagde nissen tørt mens han trak en bunke papirer ud af sin attachemappe og lagde dem på skrivebordet i en håndfuld små hop.
"Disse er i øvrigt også fremsendt til Den Internationale Domstol I Hauge hvor vi vil påklage Danmarks behandling af vores Julemand.

"Øh bøh" sagde Direktør Olsen for han vidste ikke hvad han ellers skulle sige.


I køkkenet diskuterede Tommies mor og far situationen. Tommie havde virket til, lidt apatisk, at have accepteret Sulen som den nye højtid. De havde ellers både bage sulesmåkager og prøvet at synge med på sulesange men det havde ikke helt fungeret som ønsket. Pludselig rejste far sig op og hastede ud i entreen hvor avisen fra i går var lagt til genbrug.
"Vent, jeg så noget i avisen i går.."
mumlede han mens han bladrede igennem siderne for at finde det igen.
"Her! Her er det, det er da det vi skal!" erklærede han og viste sin kone den helsides announce som fortalte hvornår Sulemanden var at finde rundt omkring i landet.
"Se, de kommer til Bornholm i uge 51. Vi kan tage over og holde jul med Tante Oda og så se Suleshowet! Tommie bliver helt vild."

[TinaW]

5. december

Birthe, Dorthe, Keld og Hilda var gået i tænkeboks vedrørende, hvordan de skulle redde Rudolph fra Skare Meat Packers i Vejen.
De havde forsøgt at overtale Sulemanden til at lave et sidste minuts show i Vejen, men han havde ikke været til at hugge eller stikke i.
Det var vist steget den ellers så omgængelige Abdul lidt til hovedet, at skulle overtage fra selveste julemanden.

Keld og Hilda havde dog en meget loayl fan, der boede i Vejen og de besluttede sig for at alliere sig med hende i forsøget på at redde Rudolph inden fredag.

I mens havde Julemandens far, den efterhånden aldrende Julle og julemandens kone Gertrud besluttet sig for at tage til Aakirkeby og insistere på at nisserne blev udleveret i deres varetægt.
De var dog ikke helt sikre på, hvilke papirer, der skulle til, men advokatrepræsentanten fra Julle, Julle og Jullesen var på sagen og var ganske fortrøstningsfuld om, at de både fik udleveret nisserne og Julemanden i tide til at julen ikke for evigt blev til sul i stedet.
Men tiden var knap og de danske myndigheder var ikke just kendt for at arbejde hurtigt.

Tommies forældre, havde ikke helt formået at muntre Tommie op, med udsigten til en tur til Bornholm for at høre Sulemanden.
Det var som om at al barnetro og juleglæde var forsvundet fra deres søn.
Tommie kunne ikke helt forklare, hvad præcis der var galt.
Han kunne bare mærke indeni at det føltes helt forkert, når alle rendte rundt og skrålede med på "Det sul det cool" og alle de andre julesange som nu var blevet omdøbt.
Selv sneen der var faldet og som fik stor som lille ud med kælk og langrendsski, kunne ikke muntre Tommie op.
Det virkede så håbløst det hele.

[BlueBunny]

6. december

Det var tidligt onsdag morgen. Meeeeget tidligt. Og Lille Tommie lå stadig i sin seng. Tommie var vågen men ikke helt klar til at stå op endnu. Med begge hænder trak han sin store knitrende dyne op under hagen. Udenfor var der stadig helt mørkt. Tommie drejede rundt og lå nu med ryggen til vinduet. Her fra hvor han lå, kunne han se en lysstråle som sneg sig ind under døren.

Det er mærkeligt, tænkte Tommie, mor og far sover da endnu?

Forsigtigt og helt oppe på tåspidserne, listede Tommie over mod døren. Han var meget opmærksom på at den mindste knirkelyd kunne afsløre ham. Ganske stille greb han fat i dørhåndtaget og døren åbnede sig på klem. Tommie kunne se mor sidde inde ved computeren på kontoret. Hun havde sine store sorte høretelefoner på og lyset fra computeren lyste skarpt ind i hendes alvorlige ansigt. Panden rynkede og øjnene var helt sammenknebne. På bordet ved siden af hende stod en kop kaffe og en lille tallerken med rester fra den brunsviger hun havde haft med hjem den anden dag.

Tommie havde sneget sig tættere på og kunne nu tydeligt se hvad der var på skærmen. Mor sad i Teamsmøde. Nu? Klokken bæ om morgenen? Altså det her – det er virkelig mærkeligt, tænkte Tommie igen. Tommie læste navnede på de andre der var med i Teamsmødet: Gertrud – Ulla – Birthe – Dorthe – Hilda. Navnene sagde ham ikke noget. Hvem var de?

Han kunne kun høre hvad hans mor sagde:
”Jeg er helt enig Gertrud, det manglede da bare efter alle de år.”
…

”Jamen Hilda det dur altså ikke! Vi holder fast i planen”
…

”Selvfølgelig kan en kvinde da gøre det MINDST ligeså godt.”
…

”Ja, Rudolph - hende skal vi have med.”
…

”me too Dorthe, sidste år!”
…

Hvem var de kvinder mor talte med? Hvad var det for plan? Kan Julemanden virkelig være en kvinde? Og billedet der stod på bordet bag Gertrud – af ham manden med det hvide skæg – det var da ham der kyssede mor sidste jul? Tommie var forvirret …

[DetSorteCirkus]

7. december

“Jeg hører, hvad De siger”, sagde lederen af Åkirkeby Børnehjem og prøvede at bevare det rolige toneleje, hvilket ikke lykkedes særlig godt. “Men det virker til gengæld ikke, som om De hører, hvad JEG siger. Og hvad jeg EFTERHÅNDEN NU HAR SAGT 354 GANGE!”
Han pegede med en dirrende finger på Gertrud, inden han fortsatte:
“DE MÅ DA KUNNE BEGRIBE, AT VI IKKE BARE KAN UDLEVERE SAGESLØSE BØRN TIL HVEM, DER NU BARE LIGE DUKKER OP OG BEDER OM DET!!! OG SLET IKKE TIL DEM; SOM ER ASSOCIERET MED EN PERSON, DER LIGE NU AFSONER EN DOM FOR AT HAVE KRÆNKET BØRNENES RETTIGHEDER ! JA, SOM ENDDA ER DØMT PÅ BAGGRUND AF BØRNENES EGNE VIDNEUDSAGN! JEG HAR HØRT, AT DE SOCIALE MYNDIGHEDER PÅ GRØNLAND HAR RY FOR IKKE ALTID AT KØRE TIPTOP, MEN EN SÅDAN UVIDENHED HAVDE JEG DOG IKKE FORVENTET!”
Gertrud prøvede igen at få et ord indført, men knap havde hun fået åbnet munden, før døren ind til kontoret åbnede med et brag og to vagter kom løbende ind og greb fat i hende.

Tilbage i den mobilesleigh, som julemandsfamilien var ankommet i til Bornholm og som nu stod parkeret i ly af Hammershus, måtte Gertrud til alles skuffelse fortælle, at det ikke var lykkes for hende at få de fire nisser med tilbage eller blot tale med dem.
“I det mindste ville jeg gerne have spurgt dem, om det virkelig var dem, der i sin tid gik til politiet med anklagen om de dårlige arbejdsforhold på legetøjsfabrikken.”
Gertrud så på resten af familien, der kvitterede med en nikken. Det ville de også gerne have svar på. Udover at det lød så usandsynligt, at nisserne skulle have fundet på den slags, var det også en gåde, at brevet med det nødråb, som de altså skulle have sendt til myndighederne, som var blevet fremvist i retten som bevismateriale, havde haft samme størrelse som et menneskebrev med menneskebogstaver.

På samme tid stod en glad mellemleder fra det lollandske postvæsen foran et kæmpe guldindrammet spejl i Magasin på Kongens Nytorv. Hun havde taget en spontan fridag. Helt uden at spørge om lov. Skidt pyt med at hun måske mistede jobbet på den konto. “Postnord, jeg har givet dig mine bedste år,” grinede hun til sig selv i spejlet og tilføjede med en dybere, mere aggressiv stemme: “Og der er alligevel ingen fremtid i dig. Farveller!”
Grebet af en helt ny følelse af stormægtighed drejede hun om på hælen med en dramatisk bevægelse og var lige ved at falde over bunken af sulegaver til familie og venner. Det var i grunden åndssvagt, at hun havde medbragt den sækkevogn til at transportere dem på. Hun kunne da bare betale nogen for at slæbe dem over til metroen. Nå nej, betale nogen for at ringe efter en taxa og så slæbe dem ud til den, mens hun selv gik i takt bagved. Eller endnu bedre - blev båret ud i guldstol. Det kunne man vel også betale sig til, hvis bare man havde råd. Det var sjovt med penge. De kunne gøre alting let og lyst og helt overdøve erindringen om et rensdyr med triste øjne på vej fra Maribo til Vejen.

I et personalerum på flyvebassen i Vlinius stod pilot B. Sule og kneb øjnene sammen i forsøget på at skrive en fødselsdagshilsen til sin bror i Danmark. Han plejede ellers at ringe, men efter at broderen var blevet folkeeje i deres fælles hjemland, var han aldrig til at få fat i. B. Sule var glad på sin brors vegne. Det var jo ikke let allerede at skulle på pension som 29-årig, bare fordi man var fodboldspiller og kun ville nøjes med de bedste klubber i verden. Abdul var altid blevet så - rastløs, når han ikke havde noget at rive i. Det gik slet ikke. Det måtte folk have forståelse for. Og hvis det en dag blev nærmere undersøgt, om julemanden virkelig ikke havde haft lys på slæden den nat i oktober, ville B. Sule altid kunne give sin begyndende grå stær skylden for fejlen.

Sulemanden himself havde næsten selv glemt, at det var hans fødselsdag, indtil den broderlige hilsen tikkede ind. Han fik tårer i øjnene og kom i tanke om de dejlige strofer fra den kendte sulesang:

Dans, lille barn, på moders skød
en dejlig dag er oprunden
i dag blev vor kære frelser fød’
og paradisvejen fu-uu-u-nden

Smukke ord og helt passende. Sulen havde i sandhed bragt velsignet bud, og en sulemand, der både kunne narre retsvæsenet, sno postvæsenet om sin lillefinger og danne netværk på den sikkerhedspolitiske verdensscene, ville selvfølgelig så let som ingenting håndtere, at to korsangere i pensionsalderen altså nu havde vist sig at være forrædere.
Sulemanden trykkede væk fra sin brors fødselsdagshilsen og fandt i stedet nummeret på Nyborg Statsfængsel. “Hej Egon,” sagde han med sin mest energiske stemme: “Du bør nok finde plads til et par stykker mere”.

[Akehurst2]

8. december

Hvad var det dog for en december, det havde udviklet sig til? Hjerteløse mennesker holdt nisserne fanget med henvisning til anmeldelser og regler om børnearbejde og råbte op om sociale myndigheder. Og den anmeldelse altså. Den kunne en nisse aldrig have skrevet på den måde med de bogstaver. Måske kunne man undersøge den nærmere? Tommies mor, der var vant til Teamsmøder og bureaukrati lovede at kigge nærmere på det.

Mens Gertrud og de andre havde kæmpet på Bornholm, stod tiden jo ikke stille andre steder i landet. Heller ikke i Vejen.

Og nu var det pludselig fredag. Slagtedag for Rudolf. Det var ikke overraskende, at det var koldt og blæsende og overskyet, da Keld og Hildas loyale fan, der i øvrigt også hed Hiilda (dog med et ekstra i, som numerologen havde ment passede ind), slog øjnene op i Vejen. Gråvejr til en grå dag.

Hiilda havde ikke spor lyst til at skulle tage ud til Skare Meat Packers lidt uden for Vejen. Men nu havde hun jo lovet det, så hun pakkede sig godt ind i varmt tøj og tog protestskiltene med ’Red Rudolf!’ og ’Alle rensdyrliv tæller!’ under armen. Det var lidt svært at bære det hele, men det måtte gå.

Da Hiilda drejede ind på parkeringspladsen hos Skare Meat Packers blev hun overrasket over at se en lille flok af mennesker, der havde forsamlet sig ved hovedindgangen. De så lidt alternative ud i deres striksweatre og lange, filtrede skæg og de havde også skilte med. Hiilda gik derhen for at kigge nærmere på dem, da en af dem kom hen imod hende og rakte hånden venligt frem.

”Hej – vi er Veganerpartiets afdeling i Vejen og vi er her hver fredag for at protestere mod udnyttelsen af dyr. Vi kalder det ’Fridays for humanity’ og vi bliver ved, til de stopper slagteriet.”

Hiilda tænkte, at al opbakning, der kunne redde Rudolf, var godt, så hun stillede sig sammen med de andre og råbte taktfast på retfærdighed, mens de efter bedste evne blokerede vejen for de ansatte, der nu var mødt ind på arbejde og forsøgte at komme ind på slagteriet. Hiilda og veganerne fulgte efter og forsøgte igen at blokere dørene – nu dem inde på slagteriet.

Pludselig dukkede en lille bebrillet mand i strikket sweater over den ternede skjorte op med et clipboard under armen.

Uden at lade sig anfægte af balladen gik han i gang med at notere og sætte krydser i et skema, mens han mumlede for sig selv.

”Jojo, det skal nok gå, det her, men DET her, det går jo ikke. Her må skrides ind, men hvordan, tja, bum-bum…”

Det varede en rum tid inden han løftede blikket fra clipboardet og kiggede på Hiilda og veganerne, der kiggede nervøst tilbage, helt åndeløse af spænding.

”Ja, jeg er jo fra Fødevarestyrelsen, og nu har jeg afsluttet min gennemgang”, sagde han og fortsatte: ”Og det her slagteri kan under ingen omstændigheder fortsætte. Der er et utal af brud på protokollerne og forretningsgangene er tydeligvis ikke fulgt. Så slagteriet er hermed lukket indtil der indsendes dokumentation for overholdelse af alle regler i tre eksemplarer.”

Sikke en lettelse! Nu havde de da fået købt lidt ekstra tid, selvom direktøren godt nok råbte op om, at dokumentationen ville blive fremsendt pr. omgående, og at slagteriet snart ville være i fuld drift igen.

Hiilda kunne næsten ikke vente på at rapportere tilbage til Keld og Hilda, at bureaukrater også kunne have deres berettigelse. Rudolf var reddet på målstregen og nu var der tid til at få bragt orden i fragtpapirerne, så Rudolf kunne komme til Knuthenborg som hele tiden havde været planen.

Men hvor var fragtpapirskabelonerne? Hiilda havde ringet rundt til postkontoret i både Vejen og Maribo, men var begge steder blevet møde af fortvivlede udbrud fra de ansatte, der havde opdaget et syndigt rod i alle papirerne. Det var som om, nogen havde sendt alle mulige andres breve og pakker til den samme adresse i et villakvarter lidt uden for den store by.

På adressen ved siden af vågnede Tommie ved lyden af en stor lastbil, der nu bakkede ind ved siden af nabohuset og begyndte at læsse af.

”Mærkeligt”, tænkte han. ”Det hus har da stået tomt længe…”

Han trak vinterjakken over pyjamassen og sneg sig ud af huset i morgenmørket for at se nærmere på det hele. To mænd bar stakke af pakker og brev ind i huset, så mange at nogen af dem fløj fra dem og landede i Tommies have. Han løb hen og samlede dem op og stavede sig igennem det mærkelige ord. ”Sulegratiale”.

Hvor kom alle de breve og pakker fra? Og havde nogen sendt hårdtarbejdende menneskers ekstra penge til et tilfældigt tomt parcelhus i en forstad? Hvem kunne dog finde på det?

Mens Tommie tænkte så det knagede hørte han igen en uventet lyd. Det puslede i busken ved siden af ham, og han bøjede sig ned og kiggede ind mellem grenene.

”Hvad laver du dog her?” udbrød han.

[Nicolait]

9. december

Han fik intet svar, men synet af en stor rød næse mødte ham, og han kunne ane den flotte skinnende brune pels. Han hørte nogle smågrynt og en snøften. Det var et syn, han ikke havde set før. Hans ubekymrede nysgerrighed tog overhånd, og han rakte hånden ud og klemte den røde næse. Av for helvede din stjernepsykopat – lad min næse være, eller jeg smadrer dig. Rudolf, udbrød Tommie med en barnlig entusiasme. Shhh, ikke så højt kunne han høre Rudolf sige, man ved aldrig hvem, der lytter med. Du må hjælpe mig, jeg er på flugt fra julemanden. Det er vildt nøjeren. Jeg er på springtur fra et sted, der hedder Skare Meat Packers. Uden så meget betænkningstid kiggede Tommie op og sagde, at de kunne gemme sig hjemme på hans værelse på gården. Der var der ingen, der ville kigge efter dem der. Jamen vis vej jeg er lige bag dig. De to flugtkonger begav sig på vej mod gården.
På lille Tommies værelse var de endelig i sikkerhed. Du kan gemme dig i skabet eller under sengen, hvis du har behov. Mine forældre er ikke kommet hjem endnu. Er du sulten – det må være lang tid siden, at du har spist? Rudolf kunne faktisk godt mærke, at han var sulten. Du har ikke noget sælkød? Lille Tommie tænkte sig grundigt om. Det ringede ikke lige en klokke, men han troede stadig, at der noget Coco Pops. Det måtte gå an, tænkte Rudolf.

Sulemanden kiggede op fra jacuzzien. Det var nok det lunkne vand, der havde vækket ham, eller også var det de voldsomme tømmermænd. Han mærkede stadig nattens puls i kroppen som et svagt men konstant ekko. Nattens hændelser flashede for hans indre blik som enkelte klare øjeblikke i et hav af mørke. Indimellem mærkede han Dorthe Kollos varme nøgne krop mod hans. Han kunne stadig smage hendes læber på sin mund blandet med den søde duft af julebryg. Hun var en meget charmerende dame, og der var noget fantastisk, der kunne få ham helt op at ringe, når hun omtalte sig selv som mutti. Han døsede tilbage til drømmeland, hvor Dorthe Kollo lokkede med sin skønhed og varme. Det fungerede bedst for ham, hvis han havde noget at rive i, og i dette øjeblik synes det bedste bud at være Dorthe Kollo. Han skulle blot give efter for fristelserne.

På Sønderho Kro på Fanø sad Esbjergs borgmester. Hun kiggede ud over vandet. Hun drømte om de store hvide mænd, og den dag hvor hun kunne vende tilbage til dem og Esbjerg. Men hun vidste også på nuværende tidspunkt, at det var umuligt.
I et forsøg på fred havde hun sendt kommunaldirektøren til Esbjerg, men hun måtte erkende at forsoning ikke synes muligt. De vrede esbjergensere havde gjort kort arbejde af kommunaldirektøren og vendt ham i makrel og tjære, inden de havde sendt ham tilbage med færgen til Fanø. Stanken af makrel og tjære havde været så fæl, at kommunaldirektøren som en anden spedalsk var blevet placeret på Fanø Ridecenter – langt væk andre mennesker.

I Udenrigsministeriet var der også travl aktivitet. Regeringen havde nedsat en arbejdsgruppe bestående af embedsmænd fra politiet, Udenrigsministeriet og Justitsministeriet, der skulle holde styr på hele julemandsmisæren. Arbejdsgruppen havde fået en henvendelse fra direktøren i Nyborg Statsfængsel, hvor julemanden var indsat. Et advokatfirma, Julle, Julle og Jullesen havde henvendt sig direkte til fængslet og oplyst, at de repræsenterede julemanden. Det var en usædvanlig henvendelse, for normalt ville sådanne henvendelser gå gennem enten domstolene eller anklagemyndigheden.
I første omgang skulle spørgsmålet om jurisdiktion afklares. Arbejdsgruppen vidste, at det var Danmarks officielle holdning, at julemanden boede på Grønland, og derfor var undergivet dansk jurisdiktion. Derefter skulle anklageskriftet udfærdiges. Der var også usikkerhed, hvor en eventuel straffesag skulle køres. Der kunne fra dansk side være et ønske i at sende sagen til Den Internationale Straffedomstol i Haag, så Danmark kunne blive distanceret fra hele misæren, som havde tæret på Danmarks ry, men der var usikkerhed om domstolen havde kompetence, da domstolen i Haag kun beskæftiger sig med krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser for menneskeheden. Selvom julemanden kunne synes at være en slem person med de overgreb han var blevet anklaget for, var det arbejdsgruppens opfattelse, at der næppe var tale om forbrydelser mod menneskeheden. Arbejdsgruppen arbejdede derfor med et scenarie, hvor sagen enten skulle føres ved Byretten i København eller Retten i Nuuk.

Mens alt dette pågik, var der også andre ting i bevægelse. Uden af syn og ude af sind var der folk, der lagde planer, der ikke tålte dagens lys og blikkene fra de retskafne.

Du behøver ikke at gemme dig i skyggen Sorte Slyngel, jeg fornemmede allerede din tilstedeværelse, da du ankom til Danmark. Du kan ikke skjule dig for mig, jeg fornemmer alt.
Med trodsige skridt trådte Sorte Slyngel ind i skæret fra den enkelte dæmpede glødepære, der oplyste det golde rum.
Jeg har en opgave til dig. Det er derfor, at jeg har tilkaldt dig. Der er visse forstyrrende elementer, som jeg skal have hilst på og sagt tak for sidst til. Det er deres skyld, at jeg er endt i denne mildest talt uheldige situation. Jeg har brug for, at de stadig mærker mit faste greb om deres hals, at de forstår, at de ikke kan undslippe mig, og at jeg kan nå dem overalt. Der er intet sted, de kan føle sig sikre.
Jeg har brug for, at nisserne og Rudolf bliver nakket på en opsigtsvækkende og smertefuld måde. Jeg vil have, at de skal lide. Jeg har brug for at sende et signal. Jeg har brug for hævn. Spred rygtet om at jeg er villig betale den eller dem, som udfører opgaven en milliard kroner bundet i gavekort med en gyldighed på fem år til Søstrene Grene.
Og hvis det lykkedes dig at fuldføre opgaven, og du præsenterer Rudolfs hoved i en lærredssæk, Sorte Slyngel, så skal jeg sørge for at sommersolhverv tilegnes dig til al evighed, og at alle på den dag vil høre Soudgardens ”Black Hole Sun” til ære for dig.
Sorte Slyngel kiggede forundret op – ikke så meget på grund af opgavens karakter, for han var vandt til at arbejde med det lyssky, men mere på grund af opgavestillerens natur.
Åh hold op, spar mig for din ynk, sagde julemanden vredt, jeg driver en professionel organisation, hvis du har brug for aflad, vil jeg foreslå, at du henvender dig til kirken. Ingen, og jeg mener, ingen fucker med julemanden og tror, at de kan slippe levende fra det.

Julemanden udbrød i en varm ondskabsfuld latter, der rungede mod væggene i det golde rum, mens Sorte Slyngel fortrak ind i skyggen igen. Det var på tide at samle slænget. Han skulle have fat i Sorteper, Fritz Farlig og Bjørnebanden. De havde meget arbejde foran sig. Det var ikke hver dag at en så prominent person som selveste julemanden anmodede ham om hjælp og samtidig udlovede en så voldsom betaling for arbejdet.

[FrøkenM]

I Udenrigsministeriet var arbejdsgruppen atter samlet. På denne tidlige søndag morgen efter en våd julefrokost, sad de med bøjede hoveder ved et stort bord og anede hverken ud eller ind. i nattens løb var der indkommet endnu en klage over Julemanden fra Rudolf, som var flygtet for at undgå at blive slagtet. Samtidig havde Rudolf allieret sig med et barn. Tommie, der åbenlyst savnede julen og ville gøre meget for at få den tilbage fremfor Sulemanden og Det Store Suleshow, havde tegnet en tegning om alt det, han elskede ved højtiden. Det var manipulation på højt plan, men det var gået direkte i hjertet på den ellers så hårde Barbara Bertelsen, der normalt var verdensmester i at få tingene til at forsvinde, hvis det så dårligt ud for Danmark,

”Nu er det jo nødt til at blive en straffesag. Dårligt arbejdsmiljø for nisserne, mishandling af rensdyr og menneskebørn, der savner julen…. Vi er nødt til at få afklaret om det virkelig er sket, for…. Ja jeg synes da også julen er hyggelig”, sagde hun og tog en tår vand med Treo for at kurere tømmermændene.

”Det er nok meget korrekt”, indrømmede Lars Løkke med et suk, ”jeg synes vi gør klogest i at få Julemanden undersøgt, Nuuk må være stedet, for så kan vi hurtigt få ham ud af dansk territorium, hvis han viser sig at være skyldig”. Det måtte være løsningen, tænkte udenrigsministeren, der egentlig ikke anså det som sandsynligt, at Julemanden var uskyldig. Han ville med al sandsynlighed blive dømt for alle forhold og i hvert fald skulle han udenfor Danmark så hurtigt som muligt så problemet ville være alle andre steder end på hans bord.

”Fint Lars. Vi gør det i Nuuk. Om to dage, så lad os endelig få bestilt et fly og noget politieeskorte til Julemanden”, sagde Barbara og begyndte at udfærdige det dokument, som Dronning Margrethe og Kronprinsen skulle underskrive for at få tingene til at ske så hurtigt.

Et par timer senere modtog Egon i Nyborg Statsfængsel arbejdsgruppens dom med det kongelige sejl på. To dage til en straffesag på Grønland. Det ville formentlig ikke falde i Julemandens smag. Den ellers rare mand var på ganske kort tid blevet ondsindet og skummel. Som om han søgte hævn. Derfor turde Egon heller ikke andet end selv at ledsage Julemanden på turen tilbage til Nuuk. Det tvivlsomme hverv ville han ikke overlade til andre. Det var simpelthen for risikabelt.

Helt som forventet tog Julemanden nyheden om sin snarlige retssag meget tungt. Hvordan skulle han nå at ødelægge både Rudolf og nisserne på to dage. Og hvorfor fik de lige pludselig hjælp af et nævenyttigt menneskebarn?

[Purple Haze]

11. december.

Det havde været en lang weekend, Hilda var udmattet. Keld var allerede gået omkuld ved halv otte tiden, men Hilda kunne ikke sove. Der var noget der nagede hende. Hun havde talt med superfan Hiilda om hvad der var sket ved slagteriet, og det lød sært! Rudolf var løbet ud af slagteriet med blod om mulen og en svinefod imellem tænderne??? Rensdyr spiser ikke kød! Og for at gøre tingene værre lød det som om Rudolf var hjemme på Tommies værelse, Ger-truds søn. Gertrud var en af ”Damerne”, da hele denne sag om julemanden startede havde de slået sig sammen, og ville ”gøre noget”.
De arbejde på flere fronter. Hilda havde overbevist Keld om at de skulle melde sig til Sulekoret og hjælpe med at sprede julestemning. Men det hele var så sært, det var startet godt – men Sulemanden, som han insisterede på at blive kaldt, han var så…. anderledes en hvad Hilda hav-de forventet. Der var børn og de var glade, men hun havde sådan på fornemmelsen at der var noget off.
Og nu det med Rudolf, han skulle være et godt rensdyr – men han spiser grisefødder, sælspæk, bander og gud ved hvad han laver på Tommies værelse?

Julemanden var ved godt mod. Da han var kommet sig over at han skulle for retten – gik det op for ham at det kunne være en god ting. Det eneste der ikke var så godt var at hans agenter endnu ikke havde fundet den sande Rudolf. Han vidste at nogen var ude på at få ham ned med nakken. Falske breve til arbejdstilsynet, den onde Rudolf der udgiver sig for at være HANS Ru-dolf, og hvem ved hvad der ellers foregår rundt omkring af u-julelige ting. Og hvad med hans nisse-venner der var sendt på børnehjem, eller var det HANS nisser eller flere bedragere – det var nærmest umuligt at finde ud af imens han var i fængsel, og nu har han muligheden for at komme ud og få styr på det hele og redde julen. Hvis ellers hans advokat Julle ville få styr på tingene. I det mindste vidste han at hans kone arbejder hårdt derhjemme, for at finde løsnin-ger – og hvi alt gik vel kunne de snart se hinanden igen. Han savnede hende frygteligt.

Sule tid, sule tid, sule all the waaaay!
Det er i sandhed godt at være sulemanden. Det er den bedste tid i min karriere tænkte han, aldrig har jeg haft så stor en platform – ALLE lytter til mig, jeg er kongen af SoMe. Jeg kan influ-erer en hel generation, alle elsker mig, jeg kan få alt hvad jeg vil have.

[Mani]

12. december:

Da solen stod op til endnu en begivenhedsrig dag, eskalerede spændingerne i Danmark og Grønland. Julemanden, ledsaget af Egon, afventede sin transport til Nuuk til den forestående retssag. Medierne summede af spekulationer, debatter og konspirationsteorier. Men midt i alt dette kaos var en tavs, men kraftfuld bevægelse under opsejling.

"Damerne", som Gertrud og hendes enhed kunne lide at blive kaldt, samledes til et hemmeligt møde. Deres mission for at afsløre sandheden bag julemandens påståede ugerninger havde taget en uventet drejning med Rudolfs mærkelige opførsel. Hilda havde, uroligt pga mistanken, opfordrede gruppen til at undersøge dette nærmere.

"Vi er nødt til at grave dybere ned i Rudolfs pludselige forandring," opfordrede hun og hendes øjne brændte af beslutsomhed. "Rensdyr opfører sig ikke på den måde. Der er noget galt."

De besluttede at nå ud til Tommie, den unge dreng, der huser Rudolf på sit værelse. Gertrud, kendt for sine diplomatiske evner, meldte sig frivilligt til at tale med ham. Hun troede, at Tommie kunne have afgørende information om Rudolfs usædvanlige opførsel.

I mellemtiden, i skyggerne, havde Sorte Slyngel travlt med at samle sit mandskab. Sorteper, Fritz Farlig og den berygtede Bjørnebande var ved at forberede deres skumle opgave. Tilbuddet fra julemanden havde skabt en mulighed for dem, som de ikke kunne modstå på trods af den fare, det indebar.

Julemanden på den anden side overvejede sit næste træk. Retssagen ventede ham, og dermed chancen for at bevise sin uskyld. Alligevel var der tvivl om hans betroede ledsagere og deres sande troskab.

I Udenrigsministeriet var forberedelserne til julemandens overførsel til Nuuk i gang. Barbara Bertelsen følte på trods af sit hårde ydre en skyldfølelse. Hun kunne ikke ryste følelsen af, at der var mere i denne situation end man kunne se. Lars Løkke fremstod derimod beslutsom, ivrig efter at fremskynde julemandens afgang fra dansk jord.

Som dagen skred frem, hang julens skæbne i en tynd tråd. Kollisionskursen mellem sandhed og bedrag syntes uundgåelig, og midt i det hele arbejdede en lille gruppe beslutsomme personer utrætteligt for at afdække den virkelige historie.

Nedtællingen til retssagen i Nuuk var begyndt, men den virkelige kamp for retfærdighed og julens ånd var lige begyndt at udfolde sig.

[LadyFox]

I 12 dage havde Abdul Sule ubekymret solet sig i den nærmest guddommelige status han havde fået for børn i hele Danmark.
Det havde givet en rar følelse i maven hver gang publikum havde sunget med på alle Sule-sangene, ligesom han havde følt sig som noget særligt når han så sit ansigt på et nyt stykke pynt.

Men, lige så rart det havde føltes at blive hyldet som en helt, lige så ubehageligt havde det føltes den 13. December da politiet bankede uanmeldt på hans dør og hævet ham med til afhøring på politistationen.

Politiet i Grønland havde talt med enhver indbygger som kunne vide noget som helst om hvad der var op og ned omkring Julemanden - et 10 årigt vidne kunne berette om at være Julemandens muligvis største fan. Hun skrev breve til Julemanden hele året, og som regel fik hun svar. I weekenderne sneg hun sig op til Julemandens hus, for at klappe rensdyrene, snakke med de små sjove nisser, se fabrikken og måske få et hurtigt kig på Julemanden og Gertrud.

Hen over sensommeren havde hun oplevet at svarende på hendes breve blev kortere, og nogle gange udeblev. Oppe ved Julemanden var tingene også forandrede, Julemanden havde set træt og bekymret ud, rensdyrene var blevet bidske, og nisserne havde aldrig længere til at snakke.
Og hvad værre var havde hun flere gange overhørt skænderier mellem Julemanden og en person hun aldrig havde set før, men som lignede Sulemanden. Skænderier om at den fremmede mand ville ødelægge Julemandens karriere og at han havde midlerne til det. At Julemandens tid som.en stjerne snart for forbi og at alle ville foragte ham, og finde en ny at tilbede.

Og sådan var Sule endt i politiets søgelys, trods han ikke kendte noget til skænderier med Julemanden og han aldrig havde sat sine ben i Grønland. Det eneste han havde gjort sig skyldig i var at gribe en karrieremulighed da han så et hul i markedet. Men det virkede ikke som om at de to politibetjente troede på ham.

Det var i sandhed blevet fredag den 13, på en onsdag.

[Hunkat]

Var det virkelig allerede lørdag?

Både Tommie på værelset og arbejdsgruppen på Christiansborg havde en fornemmelse af at de sidste par dage var forsvundet i et sort hul af begivenheder. Barbara fandt træt en notesblok og begyndte at skrive factene ned, det hjalp altid når hun skulle have et overblik.

1 - Grønland ud af rigsfællesskabet?
Det var nok den største hovedpine lige nu. Det Grønlandske selvstyre havde stejlet totalt på hele julemanden-sagen og lufthavnen i Nuuk havde nægtet at give landingstilladelse så til sidst var flyet vendt om og Julemanden sad i sin celle Nyborg mens de grønlandske MF'er tordnede fra talerstolen i folketinget mod Danmark og hele sagen. Ja de havde endda truet med at forlade rigsfællesskabet. Så julemanden, og nisser og rensdyr var tvunget til at blive i Danmark indtil man kunne få løst sagen.

2 - Kan rensdyr tage [coke??
Hun vippede med kuglepennen i hånden. Rudolf var dukket op en aften i nyhederne for to dage siden og, udover at han talte som et menneske, så hævdede han også at han havde søgt og fået asyl hos en lille dreng der hedder Tommie. Det var selvfølgelig latterligt men politiet nægtede at forsøge at anvende magt til at hentet dyret, med henvisning til at deres image var sagt 10 år tilbage i forvejen. Fair nok egentlig.
Men jo flere interviews hun så, jo mere mærkeligt blev det. Hun havde set mange embedsmænd på coke i sin tid på Christiansborg og der var noget ved det rensdyr som føltes på samme måde. Hun stregede ordet coke, det var jo åndsvagt. Besat af en ond ånd måske? Hun noterede tanken.

3 - Julemand = Terrortrussel?
Hun kiggede kort på papiret med det røde stemple på som oplyste at materialet skulle behandles fortroligt. PET havde meddelt arbejdsgruppen at man efterforskede en stigning i mistænkelig aktivitet relateret til Julemanden men meget mere kunne de ikke sige lige nu. Man havde holdt et pressemøde på Politigården i København som et røgslør så PET kunne arbejde i fred.
Barbara rodede rundt i kaosset af papiret på bordet og fandt brevet fra Nyborg Statsfængsel om Julemandens ændring adfærd. Det passede tidsmæssigt med PETs tidslinje. Det var sært.... meget sært... Var der en forbindelse til rensdyret? Hun tegnede en streg mellem de to ord. Noget var helt, helt ved siden af.

I Tommies værelse slappede Rudolf af foran fjernsynet hvor han så nyheder, han elskede at følge med i sagen om Julemanden og se sig selv på TV selvfølgelig. Tommie var hjemme fra skole for huset var belejret døgnet rundt af journalister og mor og far havde givet ham lov til at blive hjemme.
"Hvad har du der?" spurgte han nysgerrigt da han så Rudolf rode rundt i pelsen, trække noget der lignede en hundekiks frem og putte den i munden med et tilfredssmil.
"Rensdyrsnack. Jeg tog en håndfuld med da vi tog fra Grønland, de er rocker gode." Svarede rensdyret. "Jeg troede faktisk ham Sulle var en drillenisse men han er sgu god nok. Julle har altid sagt han var en skidt-nisse men hvad ved han? Og han bager dem selv siger han. Vil du smage?"
Tommie takkede pænt nej.

Ved computeren prøvede mor at holde styr på Damerne, det var jo som at holde styr på høns tænkte hun i sit stille sind. Dorthe Kollo prøvede at lukke info ud af Sulemanden, et par af de andre prøvede at lægge planer for... ja, hun havde faktisk ikke helt hørt efter. Hun endte mødet med besked om at hun skulle lave aftensmad og loggede af. På vej til køkkenet kiggede hun forbi Tommi's værelse som efterhånden lugtede af rensdyrstald mere end drengeværelse. Og... noget andet, noget sært. Hun rynkede lidt på næsen mens Rudolf trak et eller andet ud af pelsen og puttede det i munden og smaskede løs. Hvor mange af de der snacks spiste han om dagen? Nå, det måtte bliver i morgen....

[TinaW]

3. søndag i advent.
Normalt emmede alting efterhånden af forventningens glæde og selv de mest gnavne gik og nynnede med på All I want for Christmas med Mariah Carey.
Men i år var ingenting som det plejede.
På Grønland forsøgte julemandens største fan at fortælle sin mor at hun havde set Sulemanden og Julemanden skændes og at Sulemanden herefter havde afleveret flere kasser med rensdyrsnacks til Rudolf og nogle underlige udseende nisse øl til nisserne.
Og det var efter dette, at både nisser og Rudolf ændrede karakter.
Julemanden selv var heller ikke som han plejede, men hvad præcis han havde modtaget fra Sulemanden, vidste Julie ikke.
Hendes mor var først noget afvisende overfor hendes historie. Julie havde en livlig fantasi, men som dagene gik og hele cirkusset omkring julemanden, nisserne og ikke mindst Rudolf blev mere og mere absurd, tænkte hun, at hun måske alligevel skulle tage en snak med Julie og forsøge at finde op og ned på det hele.

Hjemme hos Tommie var Rudolf tæt på at løbe tør for snacks. Det påvirkede hans humør meget fælt og Tommie begyndte at fortryde at han havde givet Rudolf asyl inde på hans værelse.
Rensdyret insisterede på at de skulle have fat på Sulemanden, men det havde Tommie på ingen måde lyst til.
Han tilbød Rudolf både vanille kranse, pebernødder og norske klejner, men Rudolf fnyste bare hånligt…

B. Sule, Sulemandens bror, havde nået et punkt, hvor hans samvittighed nagede ham.
En ting var at hjælpe hans bror med at få en karriere, efter fodbolden, men det havde taget overhånd.
Julemanden sad i fængsel og nisserne og Rudolf var fuldstændig ude af kontrol med deres anklager mod ham.
Hvad var der helt præcist i de snacks og øl, han havde bragt op til Grønland?
B. sules egne børn, der ellers så voldsomt op til deres onkel var ligefrem begyndt at sige at de savnede julemanden og at de hellere ville høre Last Christmas end i storcenteret og høre Sulemanden.
Han måtte se, om ikke han kunne bringe en smule orden tilbage i det kaos han havde været med til at skabe.
Ellers kunne han hverken se sig selv eller sine børn i øjnene i fremtiden.
Så han besøgte deres mor og fortalte hende hele historien, fra ende til anden.
Mama Sule, der altid havde sat stor pris på at være kommet til Danmark og det liv hun her havde fået og kunne skabe for sine sønner, blev (som ventet) aldeles rasende.
Hun havde ikke opdraget sine drenge til at ødelægge julens magi.
Da hun ringede til Abdel var han først afvisende med undskyldningen om, at han havde rygende travlt og desværre ikke havde tid til, at besøge sin gamle mor.
Men da gloserne på arabisk blev både højere og hurtige, gik der ikke længe, før at han sagde at han ville komme over med det samme.