Da jeg var nystartet projektleder på mit gamle arbejde (havde skiftet internt i organisationen, som er meget stor, så kendte ikke mange af mine nye kolleger på forhånd), sagde jeg ja til at deltage i afdelingens julefrokost. Jeg skriver "afdelingen", fordi det faktisk kun var en af dem, jeg arbejdede sammen med i det daglige, de resterende havde helt andre funktioner, og vi hørte kun til samme afdeling rent organisatiorisk, fordi det var den samme chef, der var ansvarlige for vores områder.
Jeg var eneste kvinde, og så var der seks mænd. Tilsyneladende var det en tradition, at julefrokosten foregik i den enes sommerhus, og at de drak sig fuldstændig i hegnet og havde en stripper på besøg. Det var første gang, der skulle en kvinde med til julefrokosten, og jeg havde (lidt naivt) ikke forestillet mig, at de kunne finde på at bestille en stripper, når jeg også skulle med. Det var dumt, for det gjorde de.
Det var sindssygt akavet. Jeg var temmelig ædru, for jeg havde migræne under opsejling, og jeg havde i øvrigt ikke lyst til at drikke mig i hegnet sammen med forholdsvist nye kolleger. Jeg synes i forvejen, strip er temmelig kikset, for ikke at sige decideret low-life og dårlig smag, og det er altså ikke fedt som kvinde at være til stede under et stripshow sammen med seks mandlige kolleger. For at gøre det hele værre, var stripperen (der såmænd var sød nok), max 20, og den ældste deltager (et sted i 60'erne) var meget glad for hende og meget, meget handsy, så hun måtte gentagne gange fjerne hans hænder. Jeg kunne slet ikke være i det, og jeg havde overhovedet heller ikke behov for at se mine kolleger i den situation. Heller ikke, da min nærmeste kollega som yngstemand fik æren af at være den, der fik lapdance, skulle fjerne hendes g-streng med tænderne osv. Jeg spacede ud efter bedste evne i de 15-20 minutter, det varede, men det føltes som en evighed. Set i bakspejlet skulle jeg bare være gået ud så længe, men jeg var totalt paf og tænkte ikke så langt. Det var virkelig ubehageligt.
Derudover var det tilsyneladende en tradition, at samme ældre kollega holdt en laaang tale og blev sur over at blive afbrudt, så på et tidspunkt i løbet af aftenen brugte han 30 min. udenfor, før han blev god igen. En af de andre (ældre) mænd blev så fuld, at han faldt og slog ryggen så meget, at han knapt kunne gå dagen efter. En tredje syntes, det var evigt sjovt at joke med, at vi da bare kunne have fået enten mig eller en fjerde kollegas kone til at smide tøjet, så havde de sparet pengene til stripperen. I det hele taget var tonen ret præget af det, man kunne kalde værkstedshumor, og selv om de fleste af dem var søde og rare til daglig, var det ret tydeligt, at jeg ikke passede ind i den kontekst.
Under de (ellers ret hyggelige) samarbejdsøvelser tidligere på dagen var det i øvrigt planen, at vi skulle have en tillidsøvelse, der gik ud på, at vi skulle slå søm i to og to. En skulle holde sømmet, anden hamre. Der protesterede jeg og fik lavet det om til en enkeltmandsøvelse - ikke om jeg vil holde et søm, mens en kollega efter en god portion øl og snaps forsøger at ramme det
Om natten fik jeg det eneste enkeltværelse, da jeg var eneste kvinde, men sengen var lavet på tværs af de meget korte rum og var tydeligvis lavet til et barn, så jeg lå helt sammenkrummet med et semislemt migræneanfald og fik knap lukket et øje. Til gengæld kunne jeg høre på snorkelydene fra resten af huset, at det var der andre, der gjorde
Dagen efter skulle jeg heldigvis køre hjem med en af dem, der havde holdt lidt igen med alkoholen (og i øvrigt var mindre drengerøvsagtig end resten), men nogle af de andre burde godt nok ikke have kørt bil.
Mandagen efter fik jeg tilsendt to MobilePayanmodninger: En for mad og drikke (forventet), og en for min andel af stripperens honorar (ikke forventet). Det er de mest nederen penge, jeg kan huske at have brugt.
Jeg arbejder der ikke længere, men hvis jeg havde gjort det, havde jeg nok sprunget julefrokosten over i år