Debattens Juleføljeton 2018

[TinaW]

Petur undrede sig over, at han tilsyneladende havde erhvervet sig en bule i baghovedet. Han huskede ikke at have slået det.
Langsomt dæmrede det for ham. Judas!
Judas arbejdede i det kongelige køkken og det var ham, der havde gokket Petur en i låget.
Han spurgte Nelly, om hunden ville følge ham til det kongelige køkken, hvor han jo havde duftet den fortryllende duft, af julemandens grød.
Nelly var skeptisk. Judas havde jo udtrykkeligt sagt, at Petur ikke måtte komme i nærheden af køkkenet, men på den anden side, så brød hunden sig ikke synderligt om den kok. Der var noget skummelt og utroværdigt over ham.
Og hendes første prioritet var at passe på dronningen, ikke at sørge for at Judas' liv var problemfrit.
Nelly indvilligede i at føre Petur til køkkenet og i, at tjekke at vejen var fri, så Judas ikke fik held til at overrumple ham, endnu en gang.
Faktisk syntes hun, det var lidt spændende med sådan et lille juleeventyr.
Nu hvor dronningen var i et usædvanligt overstadigt julehumør, var der ikke ret meget for sådan en lille gravhund at tage sig til.
Hun savnede Prinsen. han havde været meget underholdende at være omkring. Dronningen var sød nok, men helt så morsom som Prinsen var hun nu ikke.
Så lidt afveksling var kærkommen.

I mens var Magnus på vej med dagens buket blomster til Dronningen.
Dagen før havde han ikke haft mulighed for at nærme sig køkkenet, så han håbede og krydsede fingre for, at han havde mere held med sig i dag.
Han var også yderst bekymret for Petur, hvor befandt han sig dog henne?
Det var ikke nemt at løse det her mysterium med den forsvundne julegrød alene, når han også skulle passe sit arbejde i Magasin. De havde travlt og hans chef var kun modvilligt gået med til, at Magnus forlod arbejdspladsen i sin frokostpause.
Men det var jo trods alt til Dronningen at Magnus skulle levere blomster, så at nægte ham det, havde chefen alligevel ikke turdet.
Hedvig var lige så bekymret som han og udover at også skulle passe sit arbejde, havde hun sit hyr med børnene, der savnede deres far og blev mere og mere julefjollede som dagene gik.
Suk, det var heller ikke altid nemt, at leve i menneskenes verden.
De havde så travlt og opdagede ofte slet ikke, alt det magiske der foregik omkring dem, synes Magnus.

[Hunkat]

Dronningen var blevet både overrasket og glad over de smukke blomster Magnus var kommet med og nu kom med hver dag indtil jul. Det var en gave fra byens borgere og erhvervsliv, havde han løjet og alle havde købt den. Gid det var sandt, det var lidt af en udgift at købe blomster der var en dronning værdig hver dag i en uge. Men det måtte til og de havde da lidt på bankbogen til en regnvejrsdag, så de skulle nok klare den hjemme i København.
"Åh, det er jo min yndlingsjuleblomst. Og sikke smukke farver. Det er lige præcis sådan noget Henríe kunne finde på, den gamle sjover"
Sukkede Dronningen til sig selv. Henrik havde altid elsket at give hende blomster, at arrangerer så fint et set-up var lige ud af hans bog. Men ak, det var ikke Henriks ide i år, selvom det nu føltes som om han var her med hende i ånden i det mindste.
Spøgelset som Dronningen ikke kunne se smilede for sig selv og vinkede til Magnus at han bare kunne smutte ud og lede efter Petur og Grøden nu. Dronningen ville ikke opdage at han forsvandt, hun var sunket tilbage i minderne fra et langt liv.

Petur sneg sig også omkring da Nelly, som nu fulgte efter ham hvorend han gik, "for en sikkerheds skyld" standsede og vejede i luften.
"Det var som... altså, hvor mange nisser kan der egentlig være på det her slot?!"
Spurgte hun, lettere oprørt over denne nisseinvasion.
"Hvad mener du? Er det Judas?"
Spurgte Petur forvirret.
"Nej, ham ved jeg da godt er her. Det er en anden nisse. En tredje nisse." Gravhunden snusede ind. "Som sniger sig rundt ved Fruens soveværelse! Næhnej det skal blive løgn!"
Og så for gravhunden afsted med Petur i hælene.

[RavenClaw]

I mellemtiden var det blevet morgen, og datoen var nu d. 20. december. Åh, hvor skrækkeligt, der var kun fire dage til, at julen ikke længere stod til at redde. Men for Magnus handlede det kun om én ting i dette øjeblik: han måtte snige sig ubemærket rundt på Marselisborg, hvis han overhovedet skulle have en chance for at finde grøden. Han måtte gå efter sine sanser. Han vidste, at han kunne opsnuse grødens helt særlige duft. Han gik op ad trapper, ned af trapper, ned ad lange gange, gennem store døre, små døre, ja endda en lille lem, som han fandt skjult i hjørnet af en flot dekoreret væg. Men lige lidt hjalp det, han var stadig ikke kommet nærmere grøden. Han gik bedrøvet rundt, men stadig med spidse ører. Det føltes næsten helt umuligt at skulle finde grøden nu - og ikke mindst hans bror. Han satte sig ned på en skammel og tænkte på sin bror. Hvor havde han dog været dum. Han elskede jo sin bror mere end noget andet, men han havde aldrig fået sagt det til ham. Han var bare stukket af fra det hele, da tingene var blevet svære, og nu ville han måske aldrig få Petur at se igen. Han lukkede sine øjne og lod en lille tåre trille ned af sin kind. Han trak vejret dybt, og pludselig fik han færten af grøden. Det var ikke til at tage fejl af! Den var lige i nærheden. Han måtte fortsætte, han var der næsten.
Magnus hørte fodtrin nærme sig. Var han blevet opdaget? Han måtte skjule sig, finde et gemmested, bare et eller andet indtil han atter var alene igen. Han bevægede sig forsigtigt rundt på gangene, mens han kiggede sig tilbage over skulderen, og i det øjeblik han trådte rundt om hjørnet til Dronningens soveværelse, blev han torpederet af noget i en hastig fast. Han blev væltet omkuld på gulvet. Han kiggede op fra det fine røde gulvtæppe, han nu lå på, og så til sin store overraskelse sin bror stå oprejst over sig. "Petur! Hvordan...? Hvad laver...? Hvad i den søde grøds navn sker der?" "Magnus! Min bror! Åh, vi har ingen tid at spilde; jeg forklarer senere, men nu skal vi have fundet den grød!". Magnus fik rejst sig op i en fart, og de nåede begge kun lige akkurat at tage fat i grebet på soveværelsets dør, da Nelly vrissende og meget vredt udbrød: "Sacrebleu, hvad er det dog I laver? Ingen må få adgang til Fruens soveværelse! Ingen! Va faire foutre! Forsvind fra mit slot!" Både Magnus og Petur så meget forskrækkede ud. Petur havde jo forklaret hende alt om julemandens grød, og de måtte ind i det soveværelse. Duften var så gennemtrængende, at de begge var overbeviste om, at den nu befandt sig inde i Dronningens soveværelse. Men Nelly blev ved at ytre den ene franske forbandelse efter den anden, og med et hurtigt nik til hinanden, blev de to nisser enige om, at det nok var bedst at forlade slottet i god behold. Nelly måtte trods alt have tiltrukket sig en del opmærksomhed.

Nogle timer senere befandt de sig atter sammen på hotelværelset, og var det ikke for den tydelige blæst udenfor, skulle man tro, at det var deres knagende tanker, man kunne høre hele vejen ned ad gangen. De var blevet enige om, at der kun var én måde tilbage, hvorpå de kunne få grøden med hjem til julemanden. De måtte forklare Dronningen, hvad der var sket, og så måtte de for alt i verden håbe på, at hun forstod vigtigheden i det hele. Men det var ikke nemt. Hvordan skulle de overhovedet kunne komme til at tale med Dronningen, uden at andre hørte det? Og især ikke Judas. Eller vagterne. Åh, de ville jo alle sammen tro, at de var bindegale. Hvordan skulle det dog gå?

[LadyFox]

Det var blevet morgen på hotelvætelset, og Petur og Magnus delte en gryde klejner inden Magnus skulle på arbejde.
"Jeg kan simpelthen ikke regne ud hvordan vi skal komme til grøden, især ikke efter episoden med Nelly - hun var vores eneste ven på slottet, og nu er hun sur." Sagde Petur opgivende.
"Aaah, det er ikke helt sandt. Nu må du endelig ikke tro at jeg er blevet skør, men inden jeg smutter på arbejde er der en jeg skal præsentere dig for" svarede Magnus.
"Hvem?"
"Prinsgemalen"
Petur var skeptisk, men valgte ikke at give udtryk for det, Magnus ville sandsynligvis blive fornærmet og det havde de ikke tid til, så i stedet fulgte han efter Magnus til en lille fransk cafe, og til hans store overraskelse sad selveste Prins Henriks spøgelse på en stol ved vinduet.
Magnus præsenterede sin bror og prinsen for hinanden og smuttede så på arbejde.
Petur fortalte om Nellys udbrud dagen forinden og prinsen lo.
"Gode gamle Nelly.. Hun er nu min yndlings" grinede Prins Henrik.
"Ja, grin du bare. Men det er ganske alvorligt, vi har brug for hendes hjælp og nu er hun sur."
"Åh, Nelly har et fransk temperament, vi købte hende i sin tid af en dygtig fransk opdrætter, det er der hun har det fra. Men hun bliver hurtigt god igen, det er det gode ved franske gravhunde. Petur, min bekymrede ven, hvis du tager tilbage og snakket med Nelly så holder jeg ham Judas beskæftiget"

Judas havde efterhånden styr på både rødkål, vin og kirsebærsovs til den store royale julemiddag, så han var afslappet da han mødte op i køkkenet.
Han fik hurtigt øje på en seddel på køkkenbordet, som han skyndte sig at læse. "Nu har jeg aldrig..." udbrød han, da han så at sedlen var fra Prins Henrik som ønskede hele menuen lavet om, efter franske opskrifter, og med mindre pynt. Fokus skulle være på smag frem for pynt stod der.

Judas gik op til dronningen med med brevet, og forklarede hende at nogen drev gæk med ham, og endda var så frække at bruge hendes nyligt afdøde mand til det. Dronningens reaktion var dog ikke som han havde forventet. "Hvis det er det prinsen ville have, så bliver det sådan" sagde hun. Og uanset hvad Judas kom med af argumenter så var dronningens holdning at hvis det var det Henris sidste vilje så havde hun i sinde at opfylde det. Så Judas måtte starte forfra med alt fra indkøbt til kirsebærsovs, og så i sidste øjeblik...

Petur havde kun trådt ind på slottets grund før han hørte Nellys stemme "Bonjour sjove nissemand!" Nelly logrede ivrigt imens.
"Ej, nu må du lige... Sidst jeg så dig var det ikke pæne ting der fløj ud af din mund, og nu dette? Hvad er der med dig?" Vrissede Petur.
"Nå ja, det må du undskylde. Jeg var slet ikke sur at du ved det, men jeg er en kongelig vagthund, og det er mig der er ansvarlig for dronningens soveværelse, i virkeligheden vil jeg gerne lade dig gå derind hvis du er sikker på at grøden er derinde, det er jo en vigtig sag, og med det julehumør dronningen er i i år så ville hun sikkert lade dig gå ind. Men ser du, som kongelig vagthund så slår mit instinkt over når nogen prøver at nærme sig min del af slottet, også selvom min fornuft siger mig noget andet. Med andre ord, jeg kan ikke kontrollere det. Men, skulle vi redde julen, eller vil du bare stå der og være nisse-fornærmet?"

[sigge]

Petur, Magnus og Prins Henriks spøgelse havde talt sammen hele natten på det lille hotelværelse. De var dagen før nået frem til, at selv med Dronningens strålende julehumør og Nellys samarbejdsvilje ville det alligevel være for risikabelt at gå til Dronningen og fortælle hele historien for at få grøden med. Det var jo trods alt en ret utrolig historie, og Dronningen kunne være en meget nøgtern kvinde. I stedet havde de lagt en ny plan, der gik ud på, at Magnus og Prins Henrik skulle distrahere Dronningen, mens Petur listede sig ind og tog grøden. Prinsen sagde, at han havde fundet på den helt rigtige måde at gøre det på, men han var meget hemmelighedsfuld omkring det og sagde, at nisserne bare måtte stole på ham. De havde lidt svært ved det, men eftersom de ikke havde andre muligheder, accepterede Petur og Magnus, at sådan måtte det være.

Prins Henrik insisterede på, at Magnus skulle levere den daglige buket til Dronningen selv på denne lørdag, hvor de havde så meget vigtigere ting at nå, så Magnus måtte af sted til blomsterbutikken. I mellemtiden tog Petur og Prins Henrik til Marselisborg for at gøre klar til distraktionsnummeret. I parken mødte de Nelly, som igen var i strålende humør og hilste venligt på Petur. Prinsens spøgelse kunne hun hverken se eller høre – den evne tilfaldt åbenbart kun nisser, men hun fornemmede alligevel et eller andet velkendt i Peturs nærhed og blev endnu venligere stemt. Derfor gik det også som smurt at få smuglet Petur uset ind i slottet og placeret i en mørk krog på gangen tæt ved Dronningens soveværelse. Kun en enkelt gang tog Nellys vagthundeinstinkter over, og hun snappede lidt i Peturs bukseben, men hun fik hurtigt kontrol over sig selv igen og undskyldte.

Magnus ankom til slottet med dagens buket og blev straks vist indenfor. Han var efterhånden et kendt ansigt blandt personalet og PET-vagterne, og de forstod, at Dronningen stolede nok på ham til, at han kunne få lov at komme indenfor. Hushovmesteren viste Magnus op til Dronningens gemakker, hvor han bankede ærbødigt på døren. ”Entré!” lød det muntert indefra, hvor de kunne høre Dronningen nynne julesange. Hushovmesteren forlod Magnus igen og lod ham selv gå ind med buketten. Petur så spændt til fra sin mørke krog og ventede på Prinsens gode idé. Lige idet Magnus åbnede døren til Dronningens gemakker, så Petur Prinsens spøgelse dukke op lige bag Magnus for derefter at gå direkte ind i Magnus og overtage hans krop. Magnus følte en pludselig kulde risle gennem sin krop og udbrød et sagte ”sacre bleu”, inden hans egen bevidsthed blev fortrængt af Prins Henriks ånd.

Magnus gik ind i Dronningens kammer med buketten og sagde ”De smukkeste blomster til den smukkeste blomst i Danmarks have. I dag følger der en ganske særlig besked med blomsterne, hvis du vil lade mig fremføre den, min Dronning.” Dronningen syntes godt nok, tonen var blevet lidt fri, og hun undrede sig i sit stille sind over, at den unge mand, som hidtil havde talt med svag københavnsk dialekt, nu pludselig havde en fransk accent. Men snart glemte hun alt andet for at lytte til de smukke, poetiske ord, der strømmede fra hans læber. Nelly lå ved hendes fødder og lyttede også henført. Med disse to fuldt optaget kunne Petur nu liste sig ind i soveværelset og tage grøden. Hans nissenæse førte ham direkte til den, der var slet ikke noget at være i tvivl om med den skønne, søde duft, der bølgede imod ham.

Med grøden i favnen listede Petur nu ned til slottets underetage. Han var blevet enig med sig selv om, at det vigtigste her og nu var at få grøden i sikkerhed. Så måtte han stole på, at Nelly og Prins Henriks spøgelse nok skulle få Magnus sikkert ud fra slottet. Han turde ikke tage køkkenudgangen af frygt for at støde på Judas, så han måtte hurtigt lægge en anden plan. Han blev enig med sig selv om, at nogle gange var det bedst at være åbenlys og opføre sig naturligt frem for at liste sig rundt på mistænkelig vis. Han ville derfor simpelthen gå lige så afslappet (men nogenlunde hurtigt) ud i hall’en, gennem hoveddøren og ned ad alleen. Hvis bare han fik det til at se normalt ud, ville ingen vel antaste ham. Han kunne altid sige, at Dronningen havde bedt ham give grøden til de nysgerrige århusianere, der som altid stod nede ved porten.

Petur tog en dyb indånding og gik ud i hall’en. Han var halvvejs henne ved den store hoveddør, da Judas kom ud af døren fra køkkenregionerne. Han var endelig blev færdig med de ændringer til menuen, Prins Henrik havde dikteret, og havde nu fået tid til at snuse rundt efter de to andre nisser på slottet. Både Petur og Judas stoppede midt i deres bevægelser og stod og stirrede på hinanden. Judas fik øje på grøden i Peturs arme og fattede sig først. ”Hvad laver du her? Stop! STOP TYVEN! VAGTER!” råbte Judas, mens Petur så sig rådvild omkring.

[DetSorteCirkus]

Petur havde det mærkeligt.
Han var umiddelbart lettet, men samtidig var der en lille stemme, som blev ved med at minde ham om, at det her alligevel var for godt til at være sandt. Stemmen var dukket op, da det var gået op for ham, at Judas stod og råbte og skreg helt forgæves. Der var ikke kommet nogen vagter. Petur havde kunne spadsere lige ud af Marselisborg med grødskålen uden at blive antastet af nogen som helst. Judas havde helt sikkert gerne selv foretaget en civil anholdelse, men havde nok holdt sig i skindet af frygt for at påkalde sig negativ opmærksomhed fra resten af hoffet og i værste fald miste sin position.

Petur havde tilbragt natten på hotelværelset for nedrullede gardiner og med dobbeltlås på døren, og nu stod han på en stor græsplæne lidt udenfor byen med grødfadet diskret placeret i en nettopose og ventede på en delegation fra Grønland, der kunne ankomme, hvert øjeblik det skulle være. Med lidt held og de rette vejrforhold ville det stadig være muligt at nå tilbage til julemanden inden den store dag.
Magnus havde Petur bevidst undladt at kontakte. Det var en aftale, de havde indgået uden ord. Kom en af dem i besiddelse af julegrøden, måtte dette straks blive førsteprioritet. Ikke noget med at tage chancer og risikere at blive sporet og opdaget.

Petur spidsede ører. Den susen, han nu kunne opfange og som kom tættere og tættere på, kunne kun stamme fra en flyvende kane trukket af rensdyr. Selvfølgelig ikke kanen over alle kaner, men en hurtig lille slæde bemandet af to agentnisser, der rutineret fik landet lige foran Petur, som hilste dem med et ærbødigt buk.
Den ene agentnisse smilede og gjorde honnør, inden han høfligt, men bestemt bad om grøden, fik den og tog afsked igen med en hurtig forsikring om, at såvel Petur som Magnus havde noget stort i sigte. Julemanden var jo kendt for at være gavmild, når det gjaldt belønninger.

Da slæden til sidst kun var en lille prik på himlen, faldt Petur ned på knæ og jublede sin glæde ud. Missionen var lykkes!!!
Nu turde han godt ringe til Magnus...
Men det skulle hurtigt vise sig at være overflødigt, for et par sekunder senere stod Magnus forpustet og nærmest violet i ansigtet foran ham.
"Nåede jeg det?" Broderen gispede og fægtede med armene. "Har agenterne været her?"
"Bare rolig", sagde Petur og slog glad ud med armene. "Jeg huskede selvfølgelig også at nævne dig, og de sagde, at vi begge to nok skulle blive husket for vores dåd."
"Det er en KATASTROFE!!!" Nu blev Magnus nærmest mørkeblå i ansigtet. "Hele hoffet ligger med galopperende diarré, fordi Judas misforstod prinsens ordre og også gik i gang med at pifte julegrøden op! Det var derfor, du kunne slippe væk så let. Vagterne sad simpelthen på tønden!".

Petur blev liggende på knæ, mens det langsomt gik op for ham, hvad han lige havde sendt afsted til julemanden...

[FrøkenM]

Magnus og Petur var frustrerede. De troede, deres mission var fuldført, at de om få timer kunne tage Kombardo Ekspressen hjem til Hedvig og børnene og holde jul, men det så sort ud. Lige som det så sortest ud, så de to velkendte skikkelser, hofhunden Nelly og Prins Henriks spøgelse. Nelly, der over de sidste dage var blevet tryg ved spøgelsets tilstedeværelse selvom hun ikke kunne se ham førte an, mens Hans Kongelige Højhed svævede lige bag hende.
Hvorfor ser I så nedtrykte ud?, spurgte Nelly.
Fordi Judas meget vel har forbyttet julemandens grød, så han får en mere spicy udgave, sagde Magnus.
Ja, hele hoffet –undtagen min elskede Daisy og vores elskede børnebørn og Kronprinsen. sidder godt nok på toilettet. Jeg hørte hende her til morgen nynne en julemelodi, sagde Prins Henriks spøgelse.
Undtagen…. Petur spærrede øjnene op, har de lige reddet julen for os alle sammen?
Qui, jeg byttede i hvert fald grøden ud, så den kom til at stå i min Daisys sovegemakker fremfor i køkkenet hos den skrækkelige køkkennisse Judas. Sidste år ødelagde han mine Büche de Nöel og byttede nougaten ud med Nellys kongelige hundelort.
Deres Kongelige Højhed…. De og de alene har reddet julen, hviskede Magnus, hvordan skal vi nogensinde kunne takke dem?
At se min Daisy og børnene få en god jul, er det eneste jeg ønsker mig i år, svarede spøgelset, nu hvor jeg har set det ske, vil jeg tage med min nyligt afdøde ven Troels Kløvedal ud på hans sidste rejse. Vi skal opleve Asien sammen, sagde spøgelset, han klappede Nelly en sidste gang og forsvandt mod havnen. Nu ville han tilsyneladende leve et liv som skibsspøgelse.


I Grønland sad fru Jule og ventede spændt på de to agentnisser. Tiden var knap, vidste hun. Om tre korte timer skulle Julemanden sidde i sin kane, så alle verdens børn kunne følge ham på Santa Tracker.
Åh… bare de når det i tide, sagde hun, og skævede til Julemandens seng hvor han nu havde lagt hele måneden og blundet fremfor at gøre klar til julen. Heldigvis, huskede fru Jule, kunne hendes mand kun ved at kigge på hvert enkelt barn bedømme hvilken gave barnet skulle have, og så ville sækken fyldes op, men hvad nu hvis han ikke vågnede? Hvem skulle så dele julegaver ud? Så hørte hun en velkendt remse, da Julemanden satte sig op – stadig i søvne og kaldte på rensdyrene hver og én kom Danser, kom Springer, kom Rudolf og Smarte
kom Amor og Lynild og Torden og Sarte.
Nu rabler det da helt for Julemanden, tænkte fru Jule, men hun gik alligevel til vinduet, hvor hun så kanen holde parkeret med alle dyrene foran. De to agentnisser kravlede ud og hun gik dem i møde.
Fru Jule, vi har grøden. Den er ganske vist nok blevet kold af flyveturen, men det er et forsøg værd.
Selvfølgelig. Jeg begynder at tro at han er blevet skør af al den søvn. For lidt siden kaldte han på dyrene i søvne.
Så snart grøden er i hans nærhed vil han genvinde noget bevidsthed og når grøden står lige foran ham vil han få de magiske kræfter tilbage, sagde den ene agentnisse.
Fru Jule tog nettoposen og tog grøden op, bar den ind og satte den ved siden af Julemandens seng. Som ved et julemirakel vågnede Julemanden.
Hvor er det en velsignet duft, sagde Julemanden, strakte sin store krop og satte sig op i sengen, for at tage en skefuld af den magiske grød.
Ja, istemte de tre nisser, men du må skynde dig at spise for alt gik så frygteligt galt og i dag… i dag er det den 24. December.
Ved den søde Julegrød… det var som pokker…. Jeg troede bare det var en ond, ond drøm, sagde Julemanden.
Desværre ikke. Men Petur og Magnus fandt grøden, sagde agentnissen og de fik vist lidt kongelig assistance.
Så kan det godt blive jul, sagde Julemanden, slog dynen til side og stod op, hvor er min frakke Julemor, nu skal der deles gaver ud!

Sådan gik det til at vi i aften kan fejre julen 2018. Julemanden er på vej i sin kane, Prins Henriks spøgelse er sammen med Troels Kløvedal på vej ud for at opleve Asien sammen på vejen til deres sidste hvilested, Dronningen og hendes familie får en glædelig jul og vigtigst af alt – den ældgamle strid mellem Petur, Magnus og resten af nisserne er begravet. Alle ønskes en