Min hund er angst for fyrværkeri, så jeg skal på hotel ved lufthavnen, hvor de har en kampagne til folk med hunde. Der skal jeg så bruge aftenen og natten med hunden på et lydisoleret værelse, spise roomservice og måske smutte ned på stranden på strategiske tidspunkter.
Pt. ser der ud til, at jeg skal være alene og det er et lidt ømt punkt. For selvom jeg siden en ulykke da jeg var 18 år, aldrig rigtig har nydt nytårsaften som andre gør, så stikker det rigtig meget, at jeg skal sidde alene, mens alle andre fester med nogen. Der kunne sagtens være en mere på værelset, men jeg har ikke fundet noget som ville (af dem, jeg kunne have lyst til at dele værelse med).
Min kæreste er en festabe denne aften og vil rigtig gerne feste ude i byen. Da vi snakkede om det, sagde han, at siden jeg ikke kan tage med ud eller selv holde fin fest pga hunden, så kommer vi nok ikke til at fejre nytår sammen, før vi får børn og han "skal" være hjemme og holde et mere roligt nytår.
Den sved og jeg har stadig ikke helt tilgivet ham, for der er ikke kompromiser at hente, ud over at han kan komme og crashe, når han er fuld og træt ud på natten/morgenen. Og det er flere nytår vi snakker om, inden de børn bliver et issue, men nej, indtil da så kan jeg skyde en hvid pil efter det.
Ja, jeg ved godt at min hund er mit ansvar, men jeg vidste ikke, hun var så skudræd og man må tage ansvar for den hund, man har.
Så når jeg ikke kender nogen, der bor så langt ude på landet, at man kan være dér (udover min svigerfar, som ikke engang er hjemme til nytår, men min kæreste vil ikke låne gården og arrangere en mindre fest, ikke engang hvis jeg står for det), så er det de her alternative tiltag.
Jeg er også lidt bitter over, at det skyldes vi bor midt i Kbh, hvilket var min kærestes ønske - vi havde ikke samme problem, da jeg boede i Midtsjælland. Så på den led kan jeg nemt lige endnu mere indebrændt.
Nå, jeg har ikke brug for råd til at fikse situationen rent praktisk, bare komme med et hjertesuk og mine følelser omkring det hele.