At være invitert til bryllup - uden ens partner.

[avdotja]

Ja det er lidt sjovt. Normalt er der stor forståelse for at man fravælger at invitere perifere kusiner/tanter/onkler, udelukkende vælger at invitere familien eller vælger med hård hånd i vennekredsen af hensyn til økonomien - og ja, generelt planlægger lige præcis det bryllup man selv ønsker, uden at tage hensyn til diverse gæsters forventninger; men at undlade at invitere en person man aldrig har mødt/intet har at gøre med normalt, men som tilfældigvis deler seng men en af ens venner - det er virkelig kontroversielt

Under alle omstændigheder håber jeg du får et fantastisk bryllup.

[Joe]

Jeg kunne sagtens finde på at cutte partnere fra, jeg ikke kender. Der ville jeg til enhver tid vælge at prioritere folk, jeg holder af.
Jeg ville også have det ganske fint, hvis min kæreste ikke blev inviteret til et bryllup, jeg var inviteret til. Jeg kan sagtens more mig uden ham, og hvis han ikke kender personerne der bliver gift, går han nok heller ikke glip af noget.

[Fru Sunshine]

Men hvis det er sådan vennekredsen gør, er det vel OK? Hos os er det ikke kutyme og heller ikke hos vores venner.
Så virker det underligt.

[Delfin]

Derudover bliver jeg en lille smule stødt over, at nogen af jer kalder det et "kærlighedsbryllup" når alle er inviteret med.
Det bliver lidt implicit at det så ikke er et kærlighedsbrylllup, når alle ikke er inviteret.

Tvært imod. Det er altid en fejring af kærligheden, og det kan blive svært for visse af gæsterne at leve sig ind i, hvis deres elskede ikke er inviteret.

Det forstår jeg vist ikke rigtigt. Det er en fejring af brudeparrets kærlighed, vel ikke en fejring af alle de andre pars kærlighed?

Det er selvfølgelig en (stor) del af det, men jeg synes, der er en ekstra dimension på bryllupper, som ikke handler om det konkrete par, som er i centrum, men om noget større. Nej, man fejrer ikke de andre pars kærlighed, men man fejrer livet, glæden og kærligheden. Jeg synes modsat fødselsdage, jubilæer osv. ikke, at et bryllup udelukkende handler om festens midtpunkt.

Ok det kan jeg godt følge lidt, men det mener jeg så ikke afhænger af, hvem der deltager i brylluppet.

[StripesAddict]

Jeg bliver ikke fornærmet over at blive inviteret til arrangementer uden min kæreste (snart mand) - eller at han bliver inviteret uden mig. Og det ville jeg heller ikke gøre, hvis invitationen var til et bryllup. Jeg synes ærligt talt, at det er en kende flabet at ville gøre sig til herre over hvem en vært vælger at invitere - om det så drejer sig om en chill aften med vennerne, en barnedåb, et bryllup eller whatnot. Jeg opdager dog ofte at andre selv inviterer deres partner med, særligt til mere uformelle arangementer, og udover at jeg egentlig synes det er ret uhøfligt, så forstår jeg heller ikke behovet for det. Jeg kan sagtens hygge mig uden min kæreste - jeg synes det er hyggeligt at have ham med, men jeg synes også det er hyggeligt at kunne koncentrere mig om resten af selskabet. Og som en anden er inde på, så ville jeg nok have mere travlt med at sikre mig at han hyggede sig, end at hygge mig med brudeparret og de respektive gæster, hvis vi var inviteret til bryllup og han ikke rigtigt kendte nogen andre end mig, til festen.

At han ikke skulle med ville i øvrigt heller ikke være afgørende for hvor længe jeg blev - jeg kan sagtens være længe ude, uden at han er med - så hygger vi os sammen på et andet tidspunkt.

Jeg tænker at det sjældent handler om at brudeparret ikke vil se vennernes kærester til deres fest, men om at man er nødt til at prioritere, og det synes jeg egentlig er fuldt ud forståeligt.

[Fru Sunshine]

^Det oplever jeg overhovedet ikke.
Og jeg synes da ikke, der er nogen, der vil gøre sig til herre over noget som helst, men ligesom det står værten frit for at invitere hvem de vil, står det da også mig frit for at sige nej tak.

Jeg kan godt foretage mig ting uden min mand, men ved større begivenheder har jeg det skidt, hvis jeg skal alene afsted, og ville derfor ikke feste igennem.

[BlueBunny]

Jeg synes at lige præcis bryllup er en parting.
Da vi skulle giftes sikrede jeg mig at der ikke kom nogen jeg ikke havde mødt før.
Dvs vi sås inden til en middag eller noget hvis der var mænd/koner/kærester vi ikke havde set.

Vi inviterede ikke en helt nye kærester med. Feks havde min mands lillesøster mødt en måneden forinden, og han var ikke inviteret. Det var også fordi det ikke var til at vide om det holdt eller ej, og jeg gad ikke give 1000kr for en eller anden gut som bare tog hendes opmærksomhed og nok helst selv var fri (groft sagt).

Hvis det drejer sig om en gruppe som er lige på grænsen til bekendte og ikke tætte veninder, så ville jeg synes det var ok. Men det sender et afstandssignal synes jeg; "Jeg betaler gerne din kuvert, men det er for dyrt at du skal have kæresten med, og så meget er du/han ikke værd".


.... og så mens jeg sidder og skriver så tænker jeg at hvis nu en af min mands perifære venner skulle giftes, og jeg ikke kendte brudgom eller brud - og heller ikke ville få noget med dem i fremtiden, så var jeg faktisk helst fri Hvis feks det var en fra hans sportsklub, som han måske kender godt, eller en fra arbejdet.

Så alting er ikke så enkelt. Grundlæggende tænker jeg at det gør en forskel om I vil have noget med hinanden at gøre i fremtiden (altså med partneren)? Hvis ja, så inviter med. hvis nej, så er det ok at lade være.

... jeg har faktisk ikke noget klogt at sige, men nu har jeg skrevet et laaangt svar, og det er måske rart at vide at andre (ihvertfald mig) godt kan se at det ikke er så enkelt. Så nu får du en lang sludder for en sladder (også fordi jeg sidder og keder mig lidt og der er INTET i fjernsynet )

[Fru Sunshine]

Der var et par stykker med til vores bryllup, som jeg ikke havde mødt før.
Bl.a. min mands fætter, som han virkelig gerne ville have med.

Der var også et ægtepar, som han har haft rigtig meget med at gøre både privat og som kolleger. De spillede også i kirken.

Det gjorde mig slet ikke noget. Den eneste, jeg var i tvivl om, var min venindes helt nye kæreste, men vi valgte at invitere ham, fordi vi begge havde mødt ham og fordi vi havde råd.

[hotlips]

Jeg ville tænke det var virkelig uopdragent.
Helt nye kærester behøver man ikke inkludere.

Jeg betragter det ikke som et spørgsmål om hvad brudeparret eller hvem der nu holder en større fest mener ,men om at de her mennesker har valgt at leve sammen og med det kan man også forvente at blive inviteret til den slags som en enhed.

[Daflo]

Jeg har flere gange været inviteret til bryllup uden min kæreste. Det har aldrig været et problem, jeg kan godt forstå at kuvertprisen til bryllupper er dyr, og brudeparret vælger at prioritere f.eks. lidt fjernere familie før min kæreste.

Et par gange har brudeparret oplevet afbud med begrundelsen at partneren ikke var inviteret. For mig ville det føles lidt som afpresning; Hvis min partner ikke må komme, kommer jeg heller ikke. Jeg kan helt ærligt ikke forstå man vil være det bekendt på en ven/venindes store dag.

[dykkersild]

Man er, efter min mening, nødt til at trække en streg i sandet og så invitere derefter. Dvs. når invitationerne sendes ud - derefter må man jo så efterevaluere m.m. hvis nogle er blevet alene igen og lignende.

Til vores surpricebryllup som var forklædt som rundt fødselsdag - var der to kvinder med, som jeg aldrig havde mødt. De var begyndt at se 2 af mændene i den ene af min mands drenge-klubber. Det var da lidt underligt men jeg syntes, at man skylder vennen/veninden at stole på, at de "i ivitationsøjeblikket" er i fast forhold med den person, og den person så fremover skal være en del af venne-kredsen. De er så fortsat sammen - 8 år efter - jeg er glad for at vi havde den gode oplevelse første gang vi mødte hinanden. Til gengæld er der et vennepar med som vi troede vi skulle ses med forever - vi ses ikke længere.

Moralen - invitér i nuet sådan som det nu engang må se ud - og tag så resten som det kommer. Det er mange penge - men så må du sgi undvære 1 uge eller to - på en af jeres fremtidige rejser

[Akehurst2]

... og så mens jeg sidder og skriver så tænker jeg at hvis nu en af min mands perifære venner skulle giftes, og jeg ikke kendte brudgom eller brud - og heller ikke ville få noget med dem i fremtiden, så var jeg faktisk helst fri Hvis feks det var en fra hans sportsklub, som han måske kender godt, eller en fra arbejdet.

Så alting er ikke så enkelt. Grundlæggende tænker jeg at det gør en forskel om I vil have noget med hinanden at gøre i fremtiden (altså med partneren)? Hvis ja, så inviter med. hvis nej, så er det ok at lade være.

... jeg har faktisk ikke noget klogt at sige, men nu har jeg skrevet et laaangt svar, og det er måske rart at vide at andre (ihvertfald mig) godt kan se at det ikke er så enkelt. Så nu får du en lang sludder for en sladder (også fordi jeg sidder og keder mig lidt og der er INTET i fjernsynet )

Jeg synes nu det her er meget klogt.

Hvis man alligevel aldrig skal se kæresten, så giver det rigtig god mening, at man ikke inviterer denne med - og jeg ville heller ikke selv blive ked af ikke at blive inviteret i den situation, selvom jeg ellers ville synes det var mærkeligt at min mand blev inviteret uden mig.

Skal man ses efterfølgende som par, så inviterer man som par, synes jeg.

[Karkluden]

Hvis jeg skulle til en venindes bryllup uden at kende så mange andre, ville jeg nemlig ikke synes det var fedt, at min kæreste ikke måtte komme med...

Det ville jo være vilkåret for dem, hvis de ikke havde kærester. Jeg kan sagtens se, at det er tryggere at have en kæreste med, men jeg synes ikke, det holder som argument for at skulle invitere kærester med.

@Anni: Det er en kæmpestor udskrivning at invitere kærester med, og jeg kan godt forstå, at man tænker tanken. Omvendt synes jeg, at et bryllup er en kærlighedsfest, og at det ville være synd at splitte parrene. Personligt ville jeg hellere gå lidt ned i standard og så kunne invitere alle. Ikke for mændenes skyld, men for dine veninders.

Derudover også for din egen skyld. Det gør noget ved en fest, når der sidder en stor gruppe kvinder i fast parforhold, der bruger deres lørdag dag og aften uden kæresten. De vil helt klart være mindre tilbøjelige til at feste og danse og mere tilbøjelige til at tage hjem efter brudevalsen. Kunne de derimod dele oplevelsen med kæresten, er chancen for god stemning og fest enormt meget større. Hvis I regner med at lukke festen klokken 1, betyder det nok ikke alverden, men vil I have musik, dans og drinks bagefter, ville jeg invitere dem med.

Sjovt, mit indtryk er typisk det modsatte. At folk er mere tilbøjeligt til at feste længere og vildere hvis partneren ikke er med

Jeg mener det er helt op til brudeparret. At man fravælger at bruge en masse penge på en folk mennesker man ikke kender, ville jeg aldrig blive fornærmet over.

Det er nok meget individuelt. Jeg er helt klart tilbøjelig til at blive meget længere til fester og i byen, hvis min kæreste også er der - også selvom vi sidder i hver sin ende, og er sammen med helt forskellige mennesker. Men i en presset hverdag, hvor vi faktisk ikke ses sindssygt meget, og en del weekender, hvor han er ude at dømme, jeg er hos familien på Sjælland etc, så ville jeg føle, at hele weekenden var gået uden vi havde set hinanden, og ville nok gå til midnat. Hvorimod hvis han var med, ville jeg sandsynligvis være med til at lukke festen, selvom vi ikke sidder og hænger på hinanden. Sådan plejer det at være.

Jeg ville stadig komme, hvis min kæreste ikke var inviteret, men jeg ville som sagt sandsynligvis gå tidligere. Og jeg ville helt ærligt undre mig.
Og det er faktisk netop derfor jeg ikke har lyst til at holde et traditionelt klassisk bryllup til dén tid. Jeg synes, at det er "all or nothing", og det som dét koster, ahr jeg ikke lyst til at bruge (kombineret med mange andre ting ved bryllupper jeg ikke er vild med).

[Karkluden]

Men ja, det handler om kutyme. Jeg ser fx aldrig min kusines kæreste (fordi han altid melder afbud. Eller det gør han ikke engang, han svarer bare ikke.. flinker fyr ), men alligevel inviterer jeg ham altid, når der er noget, for det gør man i min omgangskreds. Min venindes kæreste er også inviteret til noget, jeg holder i januar, selvom jeg kun ser ham, når jeg er hjemme hos dem. Han har takket nej, og det er helt fair, men det er sådan jeg er opdraget. At man som udgangspunkt ikke sorterer dele af familier/par fra.
Til gengæld kunne jeg ikke drømme om at invitere min mors fætre og deres familier til noget. Vi ser dem måske hvert 5. år altså.

Hvis nogle af dine veninder, har inviteret uden partnere før, synes jeg sagtens, du kan følge deres eksempel - så er det jo jeres interne kotyme.

(jeg hører i øvrigt tit den med, at hvis man har partneren med, fester man mindre. Også fra min veninder. Det er ret ironisk, at de aldrig fanger, at når vi er i byen alene sammen, tager jeg hjem kl 1, for så sidder de og snaver med hver sin scoring. Hvis min kæreste er med, lukker vi ofte baren kl 5-6 stykker, og det er på ingen måde, fordi vi sidder og gnaver i hinanden...)