ajnaM skrev:BlueBunny skrev:Alenetid skrev:LittleLemon skrev:ajnaM skrev:LittleLemon skrev:Vores søn er den ældste i fætter-kusine flokken, så han bliver den første til at blive konfirmeret.
Til vores bedste venners datter gav vi en gave for 500kr og jeg kunne forestille mig at det vil være det samme eller lidt mere til fætter og kusiner.
Børnenes kusiner mangler absolut ikke noget. Forældrene har betydeligt flere penge end os og pigernes værelser bugner, deres børneopsparinger bugner, der er 2-3 store rejser om året osv.
Omvendt har børnenes fætter ikke ret meget. Forældrene sidder noget strammere i det end os. De har et dejligt hjem (i et billigt område af landet) og får fint mad på bordet hver dag, men der er ingen luksus, ingen rejser og ingen børneopsparing. Samtidig er der næsten ingen familie.
Jeg ved da godt hvem jeg har mest lyst til at prioritere at give et større beløb. Hvor det vil bringe mest glæde og gavn.
Men man kan jo ikke sådan gøre forskel, så vi ender nok på 500-1000 kr til alle.
Kan man ikke?
Jeg ville klart gøre forskel.
Der kommer helt sikkert til at være forskel alligevel - kusinerne får med al sandsynlighed langt flere penge på dagen samlet set, end fætteren gør. Også selvom I vælger at prioritere.
Det kan man måske godt…jeg har bare tænkt at det risikerede at skabe spild i familien.
Man kunne måske give ham et beløb svarende til det, de andre får, under selve festen.
Og så en konvolut, der først må åbnes efter festen, med
en ekstra kærlig hilsen og et supplerende pengebeløb.
Med mindre der er et ekstra kærligt forhold til nevøen, så synes jeg man skal være varsom med den slags forskelsbehandling.
Hvorfor?
I min familie giver vi ikke pengegaver, men jeg er vokset op med, at gaver kan have vidt forskellig monetær værdi. Pointen er netop, at man kan blive glad for noget, der koster 200 kroner eller 2000 kroner. Den gode gave handler ikke om, hvad den har kostet.
Måske derfor har jeg aldrig gået op i, hvad andre har fået. Og jeg ser ingen grund til, at gaver skulle være ‘forskelsbehandling’ - eller at der skulle være noget særligt i vejen for at give den ene to gaver og den anden én, eller at give den ene for 1000 kroner og den anden for 500.
Jeg synes, det er dybt spøjst at se gaver som en eller anden form for ‘ligebehandling’, og jeg sætter en lille ære i at lære børnene i min familie, at gaver er personlige og ikke skal sammenlignes, og at deres værdi ikke handler om, hvor mange penge de har kostet.
Jeg anerkender, at man kan have forskellige værdier i forskellige familier, men jeg forstår ikke, at det, lader det til, nærmest kommer bag på dig, at mange mennesker rigtig ofte støder på en gavekultur, hvor prisen spiller en rolle, og hvor det kan skabe spekulationer og deciderede konflikter, hvis man uden videre vælger en anden tilgang.
Som du selv skriver, er du blevet opdraget med et andet syn på gavegivning. Det kan giver i dette tilfælde ikke gå ud fra, at de pågældende unge mennesker (med tilhørende forældre) er. Tværtimod ville giver vel ikke tvivle på, at man kan tillade sig det og det, hvis normen i familien var, at beløb ingen rolle spiller. Og det er svært at køre en fuld opdragelse til andre værdier igennem, når man egentlig bare har en enkelt gavegivning til rådighed og, gætter jeg på, tidligere har praktiseret, at alle får for lige meget.
Det er en god pointe, at uligheden allerede findes i de unges forskellige monetære livsvilkår, og det er jo muligt, at de velstillede godt kan læse mellem linjerne på den måde, som forskellen på gaverne er tænkt, men jeg synes, at det giver god mening, at giver tøver og gør sig tanker om, hvordan budskabet vil blive tolket, når det vil være en ny gavekultur, der indføres.
