Konfirmation og økonomi

[girl_beat]

Bliver de unge der ikke får nyt tøj eller stor fest virkelig frosset ude? Eller er det at man ikke kan tage ud og spise/shoppe med de andre på blå mandag, fordi man ikke var så heldig at få gavekort/penge i gave, dagen før?

Hvor kommer alle forventningerne fra, i forbindelse med konfirmationen?

Jeg mistænker at det ikke er fra Konfirmanden, hverken ham/hende der får en masse eller ham/hende hvor det kniber med økonomien?
Er det ikke mere forældrenes egne forventninger til dem selv som forældre der skaber "presset" ?

Det markerede bekræfter - delvist - min oplevelse. Især da vi selv skulle holde konfirmation for bonusbarn, og moderen ringede rundt til andre forældre for at spørge, hvor meget de gav deres børn for i gave I stedet for at kigge på egen lyst og formåen, blev det helt store konfirmationskørsel/morgengave/kage/fotograferingsræs kørt i stilling - indtil hun indså, at det alligevel var for meget, og så blev det meste droslet ned igen. Så ligesom børn gerne vil være 'en del af flokken' uden at skille sig mærkbart ud, tror jeg, at mange forældre fortsætter i samme rille når det gælder podernes konfirmation.

[Olaf]

Vi har afsat 50.000 pr barn og det er slet ikke i show-OFF klassen. Vi er gerne 25-35 bare til børnenes fødselsdag og da vi desværre bor småt og uden mulighed for at leje lokaler i nærheden til under 10.000 i ren leje så regner jeg med at det skal holdes ude. Min egen konfirmation kostede i 97 omkring 22.000 og jeg fik 3000 i gave Tim en ny cykel. Tøjet kostede ca 1000 (og jeg valgte endda en udsalgskjole). Kjoler koster i dag nemt 3000 kr uden at det er designerkjoler. Så jeg synes ikke at 30.000 kr er meget hvis man ikke har mulighed for at holde det selv og gerne vil have en del gæster med.

Vi skal til to konfirmationer i år. Den ene his vires guddatter og den anden hos en niece. Regner med at gaven ender omkring de 500 kr. Mine nevøer fik for 1000 kr hver da de i sin tid blev konfirmeret.

[DetSorteCirkus]

Vi havde på et tidspunkt en lignende tråd, hvor spørgsmålet var, om konfirmationer var gået over gevind.
Jeg svarede følgende, og det er stadig min holdning:

Næ, det synes jeg nu ikke, men jeg er også farvet af, at jeg engang har forsket i livets fester og derfor set flere eksempler på, graden af sus og dus ikke altid er en opretgående, progressiv kurve. Eksempelvis kan nutidens begravelser og gravøl ligge i et lille hjørne af fortidens måde at markere døden på.
Jeg synes derfor, at man skal passe på med altid at gå ud fra, at mere omfangsrige fejringer må skyldes øget materialisme, mere forkælede børn, osv., og at det nu bare vil blive vildere og vildere, som årene går.

Nu valgte jeg i sin tid selv at blive døbt og konfirmeret, hvilket jeg blev med et utvetydigt fokus på det religiøse aspekt, og det farvede i mange år min holdning til mere verdslige bevæggrunde for dåb og konfirmation i en meget negativ retning, men i dag kan jeg godt forstå, hvorfor en konfirmation, der mere har med tradition end tro at gøre, godt kan være lige så dybfølt, bare efter nogle andre parametre. Jeg kan godt se, hvorfor det er vigtigt at blive en del af store livsmarkeringer, hvis man fx. er vokset op i en familie, hvor de har været lig med hyggelige familiefester, fælles minder, højtidelighed, osv. Personligt kan jeg godt have svært ved at relatere til store konfirmationer eller bryllupper og ville derfor nok godt kunne have en tendens til at ryste lidt på hovedet af folk, der går vildt meget op i den slags, men jeg er så netop heller ikke vant til nogen af delene, husker jeg mig selv på.

[DetSorteCirkus]

Og med hensyn til social ulighed irriterer det mig, at dette emne netop oftest bliver koblet sammen med enkeltstående og sjældne begivenheder som konfirmation, børnefødselsdag og fastelavn. Som om det ikke er en faktor, der spiller ind på dagligt plan for rigtig mange mennesker.

Ressourcestærke har det privilegium, at de kan vælge materialisme til og fra, og lad det da endelig blive "fra", hvis man føler for det, men hold op med at tro, at det batter noget i forhold til dårligere stillede. Hvis man gerne vil engagere sig her og vise solidaritet, er det en bedre investering at melde sig til frivilligt socialt arbejde, tage sine værdier med i sine politiske overvejelser, støtte velgørende projekter eller noget andet med direkte virkning. Samt at have fokus på egen rummelighed og en ordentlig opdragelse af sine børn, så de også evner at gebærde sig blandt mennesker, hvis liv og vilkår på væsentlige område er anderledes end deres egne rammer.

[Joe]

Jeg tænker at det er hvad man gør det til, især hvis man har lært sit barn at bare fordi de andre får X, så kan man ikke nødvendigvis få det. Det kræver jo så også lidt, at de andre børn har lært at alle ikke kan få det samme.

Jeg blev konfirmeret for 14 år siden. Dengang var der vist også nogle af mine klassekammerater konfirmationer, der kom op i det prisleje.
Min blev holdt derhjemme i stalden (det lyder federe end det er, det var sådan set bare en tidligere stald der senere blev opbevaringsrum slash festlokale), mine forældre havde lavet alt mad, min mor havde syet min kjole, og jeg fik i kontanter sammenlagt 1600 kr i gave, hvor Marie fra min klasse fik 30.000. Mine 1600 kr blev forøvrigt brugt til at hygge mig på Blå Mandag, og så på et par pigsko. Hvad mere skal man bruge?
Og det havde jeg det ganske fint med. Min konfirmation var vildt hyggelig og sjov og lige mig, jeg kunne lide al maden, og vi var ikke nået til desserten før jeg skiften kjolen ud med cowboybukser, fordi vi skulle spille rundbold.
Til min noget yngre lillesøsters konfirmation var det i højere grad blevet en ting at hente konfirmanderne i diverse fancy transportmidler. Så hun blev hentet i min svogers autocamper og han havde taget chaufførkasket på.
Jeg har til gengæld set dyrere konfirmationer, der foregik på restauranter, hvor konfirmanden (og alle andre) så ud til at råkede sig.
Til gengæld havde mine forældre måske så mere arbejde med det end forældrene til konfirmanden på restauranten - og jeg kan sagtens forstå hvorfor man vælger at betale sig fra ikke at skulle knokle så meget op til.

Så jeg vil i virkeligheden sige, at når jeg får børn der skal konfirmeres eller bare have en eller anden tillykke-du-er-teenager-fest, så er jeg i princippet ret ligeglad med hvor meget andre bruger. Det skal handle om vores familie og ikke hvad Sofias (går bare ud fra der er sådan en) familie gør. Men sådan er det vel også i så mange andre sammenhænge, ikke kun lige en dag i hele barnets liv.

[Bimmerdyret]

... og skal der tages hensyn til dem som ikke kan følge med fest og gaveræset, og derfor kan føle sig udenfor, eller skal konfirmanderne fejres og forkæles uanset, og så må de familier der ikke har råd, leve med lavbudget versionen, eller bare springe over, og så være anderledes?

Jeg forstår SIMPELTHEN ikke hvordan man overhovedet kan stille ovenstående spørgsmål

Det svarer efter min mening til at spørge om det er ok at der er folk, der spiser på McDonalds om onsdagen, når andre spiser rester fra dagen før, hvilket iøvrigt måske er unfair, fordi der ER rester og de er bedre end andres.

Der er også folk, der er født uden arme, det betyder ikke at dem, der ønsker at spille badminton ikke skal have lov til det, fordi der er nogen der ikke kan.

[Bimmerdyret]

Min holdning er at jeg er fløjtende ligeglad med det religiøse i konfirmationsdelen.
Vi er ateister herhjemme og ungerne har haft sine overvejelser over valget, og det har de truffet.
Ligesom dem, der vælger religionen til så fejrer vi ligeledes det fravalg af religion som de har truffet.

Der er ingen ceremoni som fx. Non-firmation/borgerlig konfirmation er. De bliver derfor netop ikke non-firmeret.

Men størstedelen af forældrene til kammerater har netop sagt : ingen konfirmation = ingen fest eller gave.
Så er man da ret ligeglad med valget og sine børn efter min mening.

Og sønnike fik en stor middag på michelenrestaurent for hele familien - hans ønske og nogle personlige gaver fra den ældre del af familien og det beløb sig til 10.000 kr - hvilket er set i forhold til min "Tvangskonfirmation" langt mindre (jeg blev konfirmeret i 89 og fik en computer + en pony)
Datter har truffet valget for næste år, og vælger nej tak til religionen.
Vi tager så på familietur til Japan i år - og ja.. det er en pænt stor udskrivning.

Det er vores valg, og folk må mene om det hvad de vil. Undrer de sig, må de gerne spørge og så får de svar.
Andre vælger suppe, tarteletter/tunmousse, kalveculotte stegt som vildt m. svampesauce og så isbombe i det lokale forsamlingshus hvor "Birger og Lisbeth" spiller op til dans.
Nogle har ikke råd til konfirmation, men så kan man jo sige at valget vel for f.. er i fokus og det er ikke et mindre seriøst valg/Fravalg uanset om man bruger 5 kr eller 20.000 kr på det?????

[Slettet bruger]

Nu valgte jeg i sin tid selv at blive døbt og konfirmeret, hvilket jeg blev med et utvetydigt fokus på det religiøse aspekt, og det farvede i mange år min holdning til mere verdslige bevæggrunde for dåb og konfirmation i en meget negativ retning, men i dag kan jeg godt forstå, hvorfor en konfirmation, der mere har med tradition end tro at gøre, godt kan være lige så dybfølt, bare efter nogle andre parametre. Jeg kan godt se, hvorfor det er vigtigt at blive en del af store livsmarkeringer, hvis man fx. er vokset op i en familie, hvor de har været lig med hyggelige familiefester, fælles minder, højtidelighed, osv.

Eller også er de fleste 13-14-årige bare ikke nær så velovervejede som du var. Jeg blev konfirmeret fordi det blev udlagt som en selvfølgelighed at det skulle jeg. Ligesom jeg skulle møde op til tysk i skolen og synge med til morgensang. Jeg har aldrig været religiøs, heller ikke som barn, jeg har for længst meldt mig ud af Folkekirken, og mine egne børn er ikke døbt. Som 13-årig havde jeg bare overhovedet ikke modenhed til at vælge til eller fra selv, jeg overvejede slet ikke at det var en mulighed at gøre noget andet end hvad der var forventet, og hvad alle de andre gjorde. Sådan tror jeg det var for mange dengang, men det kan da godt være det er anderledes i dag med kirkens dalende tilslutning.

Mine egne børn må selvfølgelig selv vælge om de vil døbes og konfirmeres. Hvis de ikke vil have en fest, kan de få de 30.000,- der ville være blevet brugt på festen, i hånden og bruge dem på hvad de har lyst til. Jeg håber de vælger pengene, så slipper jeg for at skulle planlægge og afholde festen.

[AgentPixie]

Min holdning er at jeg er fløjtende ligeglad med det religiøse i konfirmationsdelen.
Vi er ateister herhjemme og ungerne har haft sine overvejelser over valget, og det har de truffet.
Ligesom dem, der vælger religionen til så fejrer vi ligeledes det fravalg af religion som de har truffet.

Der er ingen ceremoni som fx. Non-firmation/borgerlig konfirmation er. De bliver derfor netop ikke non-firmeret.

Men størstedelen af forældrene til kammerater har netop sagt : ingen konfirmation = ingen fest eller gave.
Så er man da ret ligeglad med valget og sine børn efter min mening.

Og sønnike fik en stor middag på michelenrestaurent for hele familien - hans ønske og nogle personlige gaver fra den ældre del af familien og det beløb sig til 10.000 kr - hvilket er set i forhold til min "Tvangskonfirmation" langt mindre (jeg blev konfirmeret i 89 og fik en computer + en pony)
Datter har truffet valget for næste år, og vælger nej tak til religionen.
Vi tager så på familietur til Japan i år - og ja.. det er en pænt stor udskrivning.

Det er vores valg, og folk må mene om det hvad de vil. Undrer de sig, må de gerne spørge og så får de svar.
Andre vælger suppe, tarteletter/tunmousse, kalveculotte stegt som vildt m. svampesauce og så isbombe i det lokale forsamlingshus hvor "Birger og Lisbeth" spiller op til dans.
Nogle har ikke råd til konfirmation, men så kan man jo sige at valget vel for f.. er i fokus og det er ikke et mindre seriøst valg/Fravalg uanset om man bruger 5 kr eller 20.000 kr på det?????

Jeg synes jeres måde at gøre det på, er rigtig fin og optimal!

[Studsgaard]

Vores den ældste skal måske konfirmeres næste år. Jeg skriver måske fordi han ikke helt ved det endnu. Han kommer til at gå til konfirmations forberedelse men han interessere sig også meget for de nordiske guder og jeg ønsker han tager et aktivt valg om han tror på Gud eller andre guder - han får en fest ligemeget om han tilslutter sig det ene eller det andet, eller intet.
Vi vil fejre at han tager et valg. Hvis han ønsker det, eller så får han pengen eller vi bruger dem på en familie ferie eller hvad han ønsker.

Vi kommer ikke til at bruge 30.000 på festen.
Han er slet ikke til suppe/steg/is eller mange timer ved bordet i en restaurant eller at være for meget i fokus. Derfor bliver festen meget afslappet med buffe og holdt i telt hjemme eller i svigermors sommerhus eller lignende. Tøjet vil nok koste lidt mindre end det gennemsnittet bruger da jeg sikkert ender med at sy til både mig selv og datteren - ikke af økonomiske årsager, men fordi jeg godt kan lide det.
Men han bliver så hentet i min onkels amerikaner bil, havde vi ikke haft den i familien så var han blot kørt hjem i vores egen, men muligheden er der så den oplevelse skal han have.

Selvom vi ikke kommer til at bruge så mange penge så gør det mig intet hvis folk bruger 100.000 på det. Det gør da ikke vores dag bedre eller dårligere. Og jeg tror faktisk ikke børnene vil mobbe hinanden med gaverne eller forskellen på dem. De er rigtig gode ved hinanden.

[HerErJeg]

Jeg har tænkt lidt over hvorfor der er den evige snak om høje beløb. Jeg tror det bunder i at vores børn skolegang er gennemsyret af retfærdighed og ligelig fordeling. Børnefødselsdag eller julegave til pakkeleg, alt har altid været afmålt på millimeter.
Pludselig står man foran kirken, og det hele er sparket til hjørne, for nu skal jeg dælme vise verden hvem der bestemmer her....
Det samme ville ske hvis klassen og forældrene holdt nytårsaften sammen. Der ville være alt fra heksehyl til atombomber, skyllet ned med både æblejuice og champagne til 10.000 kr.

[HerErJeg]

Dengang jeg blev konfirmeret accepterede børnene at de var børn og festen var noget som far og mor holdt. Længere var den ikke.
I dag set børn sig som voksne og vil have samme medbestemmelse som voksne. Så festen bliver noget som konfirmanden designer og bestemmer over, og far og mor skal bare rette ind til højre og betale ved kasse 1.
Penge fylder jo i forvejen alt for meget for børn, prisen er 1. faktor når der skal vises frem, om tøjet eller skoene eller cyklen så rent faktisk er god at bruge, det er mindre vigtigt.

[Akehurst2]

Dengang jeg blev konfirmeret accepterede børnene at de var børn og festen var noget som far og mor holdt. Længere var den ikke.
I dag set børn sig som voksne og vil have samme medbestemmelse som voksne. Så festen bliver noget som konfirmanden designer og bestemmer over, og far og mor skal bare rette ind til højre og betale ved kasse 1.
Penge fylder jo i forvejen alt for meget for børn, prisen er 1. faktor når der skal vises frem, om tøjet eller skoene eller cyklen så rent faktisk er god at bruge, det er mindre vigtigt.

Hvor møder du dog så mange af de børn?

Jeg er vokset op i de fine nord for København-forstæder, og selv der var den opførsel ikke den sædvanlige.

[Akehurst2]

Jeg oplever ikke prisaftaler på gaver i skoletiden som en begrænsning af de "rige"; det har været lige dele "vi skal vide, hvad man må købe for", vi skal sørge for, at vi ikke sætter nogen i forlegenhed ved at niveauet bliver så højt, at de ikke kan være med" og vi skal sikre os, at vi får lige så meget, som vi giver".

Familier lever forskellige liv, og det er naturligt, at når det kommer til arrangementer, der foregår i familieregi, er man ikke underlagt hensyn til andre, men jeg tror ikke, det handler om at afreagere pga regler omkring fødselsdage og jul i skolen. Og jeg synes, det giver meget mening, at man aftaler spilleregler i skolen.

Næ, vi havde også prisaftaler og regler om, at der var en pakkelegsgave til alle til jul, da jeg var barn i et pænt og meget homogent villakvarter og gik på den lokale folkeskole i 80'erne.

Det var efter min opfattelse ren praktik, at det hele kørte nogenlunde ensartet, og så noget almindelig solidariet omkring julepakkerne, hvor det handlede om at alle skulle have lov at få en pakke.

[LadyFox]

Dengang jeg blev konfirmeret accepterede børnene at de var børn og festen var noget som far og mor holdt. Længere var den ikke.
I dag set børn sig som voksne og vil have samme medbestemmelse som voksne. Så festen bliver noget som konfirmanden designer og bestemmer over, og far og mor skal bare rette ind til højre og betale ved kasse 1.
Penge fylder jo i forvejen alt for meget for børn, prisen er 1. faktor når der skal vises frem, om tøjet eller skoene eller cyklen så rent faktisk er god at bruge, det er mindre vigtigt.

Jeg er 55, og da jeg blev konfirmeret, havde jeg heller ikke meget indflydelse på festen. Jeg havde så heller ikke samme forudsætninger for at deltage i beslutningerne, som mine egne børn havde, fordi opdragelsen generelt har ændret sig.

Børn bliver allerede i de små klasser bedt om at "tage ansvar for egen læring", de sidder til skole-hjem-samtaler og taler om, hvilke områder de skal arbejde på at forbedre sig i. De har et helt andet udgangspunkt, end min generation havde.

Desuden er børn der skal konfirmeres ca. 14 år. Da er det i mine øjne naturligt, at man tager dem med i beslutninger, der omhandler dem. Det være sig tøjvalg, ferier, deltagelse i familiearrangementer og også deres egen konfirmation. Det betyder ikke, at de bare kan kræve ind, eller at de skal bestemme alt. Det betyder, at de har medbestemmelse. At man tager dem alvorligt og lytter til deres ønsker og meninger. - Hvis de skulle opføre sig, som du beskriver, har man fejlet i opdragelsen.

Penge betyder meget for børn (og berømmelse!), men det gjorde det nu også for min generation; der var bare knap så mange valgmuligheder. Men penge betyder jo meget for voksne også, hvorfor skulle det være anderledes med konfirmander.

Min mor er også i 50'erne, og hun fortæller om sin konfirmation som at det var noget de voksne stod for, som hun ikke havde noget indflydelse på. Gæstelisten bestod også primært af voksne mennesker, og alt forgik på de voksnes primisser og efter de voksnes interesser.
Med andre ord, det var en rigtig voksenfest, og min mor synes faktisk det var en rigtig kedelig aften.
Mine søskende og jeg har været ret meget inde over planlægningen af vores konfirmationer, uden det betyder at der ikke var ting vi fik nej til, og der også var tingder ikke var råd til. Til gengæld husker vi vores konfirmationer noget mere positivt, og vi ar da også lært noget i processen, f.eks. hvad ting koster, noget om planlægning osv.
Jeg kan slet ikke se idéen i at holde en fest for konfirmanden hvis konfirmandens ønsker og interesser ikke spiller nogen rolle for festen.