Hvor var du økonomisk, da du var helt ung?

[DetSorteCirkus]

Jeg havde en ret privilegeret barndom og fik først mit første rigtige lønarbejde, da jeg var i starten af 20'erne. Jeg havde ikke haft adgang til uanede mængder af lommepenge, men jeg har altid haft et beskedent forbrug sammenlignet med andre. Jeg skulle ikke betale for at bo hjemme, og det har naturligvis også spillet ind.

Jeg havde en børneopsparing på 125.000 kr., som blev sat i den andelslejlighed, hvor stadig bor. Det var selvfølgelig i høj grad med til at forme starten på mit voksenliv, men samtidig vil jeg helt klart mene, at det også var/er mine egne vaner, prioriteringer og valg, der førte til, at jeg fik afviklet mit boliglån til planlagt tid, aldrig optog SU-lån og ikke har haft nogen gæld de sidste 15 år. Jeg mener bestemt ikke, at gæld er lig med at være økonomisk uansvarlig; det er bare en prioritet for mig ikke at have det, medmindre jeg en dag vil flytte et andet sted hen, og det har jeg gennemført, til trods for at jeg som sagt ikke har lært decideret nøjsomhed hjemmefra. Til gengæld er jeg utvivlsomt påvirket af, at materielt forbrug og shopping som selvstændige aktivitet ikke var i højsædet blandt de voksne, som jeg voksede op iblandt, ligesom det heller aldrig har været det i min vennekreds. Mine veninder og jeg talte tidligt om, at hvis man blev god til at leve for lidt sammenlignet med andre, ville man måske kunne få større frihed i forhold til arbejdsmarkedet og fx. ikke være så afhængig af at blive på en arbejdsplads, hvor man ikke brød sig om at være, som hvis man havde mange faste udgifter eller et stort spontant forbrug.
De tanker har i den grad været med til at forme livet for os, og især min ene veninde og jeg fører på det økonomiske plan en ret anderledes tilværelse, end vores forældre gjorde, da de var på vores alder.

[LaMariposa]

Jeg var et værre økonomisk rodehoved for nu at være ærlig Ved egentlig ikke helt, hvorfor, for mine forældre havde egentlig forsøgt at præge mig til at holde styr på, hvad jeg brugte på hvad, og da jeg gik i gymnasiet noterede jeg sirligt mit forbrug ned i en bog. Da jeg begyndte at læse gik det dog lidt galt for mig, jeg havde ofte overtræk og fik aldrig rigtigt styr på det, mens jeg læste. Havde et par (fantastiske) ophold i udlandettil trods for, at jeg ikke rigtigt havde sparet op, og det bidrog heller ikke til det økonomiske overblik. Til gengæld ville jeg ikke havde været de ophold foruden.

Da jeg fik mit første job blev jeg træt af roderiet og brugte det meste af en uge på at sidde og se en masse gamle afsnit af Luksusfælden. Derefter gik jeg i banken, fik lavet kassekreditten om til et forbrugslån (som jeg begyndte at betale af på med det samme), så der ikke var overtræk konstant og fik lagt et budget og lavet en opsparingskonto. Efter det har der været helt styr på det.

Da jeg mødte min mand og vi boede billigt i hans lejlighed fik jeg banket mit studielån af på fire år, og efterfølgende har jeg ikke haft anden gæld end det vi har i hus og bil. Er stadig lidt for slem til at bruge penge på rejser, tøj og god kaffe, men jeg har en solid opsparing, og jeg bruger ikke penge, som jeg ikke har.

[NejJegErIkkeAsiat]

Jeg kommer fra en familie der ikke havde meget at gøre godt med. Min far var håndværker og min mor var i perioder butiksansat, men for det meste deltid i forskellige ufaglærte jobs. Så jeg fik ikke noget med hjemmefra da jeg flyttede som 21 årig.
Men jeg havde til gengæld tjent mine egne penge siden jeg var teenager. Både på fabrik som 16 årig og som håndværkerlærling fra jeg var 17.

Jeg har altid været god til at spare og aldrig brugt mere end jeg havde til rådighed. De eneste lån jeg nogensinde har haft, var SU lån i et års tid da jeg var 24 år, og boliglån da min kone og jeg købte lejlighed for snart 10 år siden.
Jeg har altid haft store opsparinger på flere hundrede tusinde kroner, som hovedsageligt har været investeret. Men det har altid været en god buffer at ha', når vi f.eks. skulle finde penge til store uforudsete poster på huset, eller når vi skulle ha' en ny bil.

Heldigvis har min kone samme holdning og det er rart at vi er enige om ikke at sætte os for hårdt.
F.eks. nu hvor vi er på husjagt og sagtens kunne godkendes til at købe et hus til den dobbelte pris af hvad vores nuværende koster. Men det har vi ingen interesse i. Vi sover roligt om natten når vi ved at vi kan komme relativt hurtigt ud af vores lån.

Og det "sjove" er faktisk, at min mor flere gange har sagt, hvis vi har talt om større ting vi gerne ville lave på huset, at så kunne vi jo bare låne i huset.
Det har mine forældre altid gjort, og de skylder præcis det samme som da de byggede huset for 45 år siden. De har betalt af, lånt op til grænsen, betalt af, lånt op til grænsen osv.
Det komme jeg aldrig til. I sær ikke med tanke på hvor hurtigt den verden man kender kan ændre sig. Det synes jeg de seneste år har vist ret tydeligt.
Jeg vil ikke risikere at blive stavnsbundet og ikke kunne komme af med et hus. Som det er lige nu kan vi rent faktisk slå 50% af prisen og stadig komme ud uden tab.

[Joe]

Da jeg var barn var mine forældres økonomiske ressourcer få, men de sociale ressourcer højere. Så pengene er blevet brugt fornuftigt, men jeg vidste godt at der ikke var så meget råderum. Jeg arbejdede heller ikke som teenager, jeg prioriterede træning og deltagelse i foreningslivet min sportsklub.
Jeg har altid været sådan en der brugte det jeg havde, hverken mere eller mindre. Jeg fik engang imellem et støtte beløb af min farmor som ung, det gik til rejser, og det er jeg glad for.
Jeg begyndte at tjene gode penge som 25-årig, og så fortsatte jeg egentlig bare “brug hvad du har”-stilen og satte gang i lidt af en forbrugsfest. Fordi jeg kunne, og det har jeg aldrig kunnet før. Det var sgu da fedt at kunne gå på restaurant ofte, købe alt det tøj jeg ville have, rejse, give dyre gaver, osv.
Min fordel er så at jeg har giftet mig fornuftigt og hjemmets økonomiminister (min mand) sørger for at vi bliver ved med at have styr på pengene og ikke sidder for dyrt i huset. Hvilket er en fordel nu, hvor jeg er på barselsdagpenge frem til marts.

Er fra en søskendeflok på fire. Alle med bedre økonomi end vores forældre, da de va på vores alfaer. Halvdelen er meget sparsommelige og gode til at passe på deres penge, på samme måde som vores forældre var (men med en del mere at gøre med.) Den anden halvdel (inkl mig) har i højere grad haft en fest med pludselig at have relativt mange penge.
Fælles for os alle fire er dog at eneste eksisterende lån er i bolig, så vi har da alle lært ikke at bruge mere end vi havde.

[englishchannel]

Min familie er almindelig middelklasse, men meget økonomisk fornuftige. Der har altid været lagt vægt på at man skulle sætte tæring efter næring, ikke foretage risikable investeringer og aldrig stifte forbrugsgæld. Den indstilling har præget mig ind i mit voksenliv, og siden jeg fik min første indtægt som barnepige i mine teenageår har jeg altid lagt penge til side.

Jeg havde ingen børneopsparing, men to tog sabbatår, hvor jeg arbejdede ufaglært for at spare op til studierne. Jeg mener, at jeg havde 150.000 på min konto, da jeg startede mine studier, og det tal forblev konstant under min uddannelse, selvom jeg boede i København og brugte hele min SU (og mere til) på husleje. Som færdiguddannet har den indstilling hængt ved, og nu, hvor jeg faktisk tjener gode penge, har jeg en stor opsparing og en rigtig god økonomi, og jeg er ret stolt over, at jeg har opnået det selv uden økonomisk hjælp fra mine forældre.

[POCKETKITTEN]

Jeg havde ingen børneopsparing, men mine forældre betalte mit kørekort. Jeg har haft job, siden jeg var 13 år. Først avisrute og siden i Bilka i gymnasietiden, inden jeg fik voksenjob.

Havde ikke følelsen af at mangle noget, men mine forældre havde fire børn og ikke alverdens midler, så det var rart at tjene selv.

Flyttede ind i min kærestes lejelejlighed, da jeg flyttede hjemmefra, og havde fire sabbatår, hvor jeg arbejdede og sparede op. Det var ikke aktuelt at tage SU-lån eller arbejde ret mange timer under studiet.

Jeg er ikke vanvittigt god til at spare på pengene i dag, efter jeg har fået bør. Er dog rimelig nærig på egne vegne og har altid været det.

[Delfin]

Penge havde vi få af, så det jeg fik med hjemmefra var en fornuftig holdning til økonomi og oplæring i at lægge et budget. Evnen til at få pengene til at række. At man ikke bruger penge, som man ikke har, men sparer op til det, man gerne vil have. Mange af de ting, jeg fik med mig, råber man højt om som løsningen på økonomi og klimaproblemer. Det er ikke få gange de senere år, hvor jeg har tænkt; Jamen det har jeg da altid gjort.

[.Magic.]

Jeg har aldrig lært noget som helst om økonomi da jeg boede hjemme og heller ikke da jeg flyttede hjemmefra så jeg tog en hulens masse forbrugslån da jeg flyttede hjemmefra. Jeg mente heller ikke at det var nødvendigt at betale licens, forsikringer og den slags.
Mine forældre har aldrig spurgt om det var noget jeg betalte til dengang.
Det var først da jeg mødte min kæreste at jeg blev opmærksom på at det var nødvendigt. Jeg har brugt mange år på at betale de tåbelige lån jeg tog dengang.
I dag er min økonomi fin men jeg har tendens til at bruge for mange penge på dyrene fordi nice to have.
Min kæreste er dog god til at bremse mig

[Pjeps]

Jeg flyttede hjemmefra mens jeg gik i gymnasiet 6 mdr før jeg kunne få SU, så jeg startede med et forbrugslån til at dække mine faste udgifter indtil jeg kunne få SU. Mad og fornødenheder købte jeg for den smule jeg tjente på mit fritidsjob. Jeg havde ingen børneopsparing og fik ikke en krone med hjemmefra. Jeg fik dog lov at gå på “indkøb” i mine forældres fryser og spisekammer indimellem.

Ps under fornødenheder hørte selvfølgelig både cigaretter og div. Byture hver weekend

Jeg var fuldstændig håbløs, jeg havde overtræk hver måned, købte ting på afbetaling og på et tidspunkt havde jeg også et julegave kontokort ( lyngby storcenter, city 2 og Rødovre centrum). Flot! så købte jeg julegaver , men selvfølgelig flest til mig selv på kredit. Så var jeg hele næste år om at betale dem, hvorefter jeg genåbnede kreditten og startede forfra.

Min gæld løb dog aldrig løbsk og jeg betalte altid mine afdrag og regninger til tiden.

Da jeg var omkring 30 , tog jeg et ekstra job og fik vendt skuden. Jeg arbejdede så meget at jeg ikke havde tid til også at bruge pengene win win.

I dag har jeg fuldstændig styr på mit shit, selv om det tog temmelig mange år at lære at det er pænt nice at have et ordentligt økonomisk råderum

[MrMister]

Jeg voksede op med forældre som dels agerede økonomisk uansvarligt ifølge min verdensanskuelse, dels blev ramt af en konkurs i egen virksomhed. Jeg vidste, at vi ikke havde ret mange penge, så det var mig tidligt magtpåliggende at være økonomisk uafhængig og konsolideret.

Jeg arbejdede fra jeg var 13 år. Jeg betalte selv tøj osv fra jeg var 14 år. Min børneopsparing betalte knapt et kørekort, så det var det. Jeg boede ude fra jeg har knapt 18 år. Jeg startede uddannelse som 21 årig efter aftjent værnepligt.

Jeg fik børn under uddannelse og vi var reelt fattige. Som i, at vi søgte og fik julehjælp. Jeg husker, hvordan det var at skulle prioritere mellem tandlæge og SFO, mellem vintertøj og vintersko. Men husker også, at særligt mine svigerforældre var enormt generøse og hjælpsomme, såvel som der i vores omgangskreds var mennesker, der var hjælpsomme. Dengang var vi ret koldt ift om det var hårdt. Vi prioriterede børnene > os og når jeg ser tilbage, så var vi alligevel privilegerede nok til at kunne agere rationelt midt i det. Eks gik vores børn på privatskole, min kone undlod et fritidsjob og jeg fik tilstrækkeligt gode karakterer og netværk til, at jeg landede et super job midt i forrige krise.

Vi forlod studentertilværelsen med knapt 400-500.000kr i studiegæld, hvilket jo bagefter er absurd mange penge. Men henover 5 år var det de penge, der muliggjorde at vi boede i en lille andel, havde Christianiacykel og kunne overleve (for 2 x SU til 4 mennesker var også dengang reelt umuligt i Kbh). Fortjenesten på vores andel brugte vi på hvidevarer, fjernsyn og møbler i vores første lejlighed.

Efter vi har været færdiguddannede, har vi altid været økonomisk velstillede. Ikke rige, bevares, men vi kan betale vores udgifter hver måned, har 3 måneders løn i likvide midler og en god millionopsparing i ejendom. Men jeg ved og har erfaret, at jeg ikke kan slippe min opvækst og visheden om, at jeg ikke har andre end mig selv, jeg kan regne med, hvis noget går galt.

Jeg har arbejdet med mange 2900-typer, som bare har haft en anden risikovillighed og -fravær ift deres økonomi, fordi de har haft visheden om, at mor og far altid kan redde dem. Eller at de ikke behøver bekymre sig om deres pension - den klarer arven. De har derfor også været mere risikovillige i deres karrierevalg, mens jeg i mine første år altid satte økonomisk stabilitet først.

I dag er jeg også så kedelig / fornuftig, at banken påtalte at jeg indbetalte mere end de fleste til pension, og at vi har en meget lav belåningsgrad (vi har kun <40% lån i boligen - alt andet er købt kontant inkl da vi købte bil og jeg lærte, at dankort ingen spending limit har).

Karrieremæssigt valgte jeg for nogle år tilbage at forfølge en passion og livskald, som gør at jeg i dag tjener ca halvdelen af, hvad jeg ville havde gjort i min tidligere karriere. Til gengæld har jeg mere tid med vores børn, mere tid til at mærke mig selv og mere tid til at lære at elske livet. Og jeg har måtte erkende, at jeg ikke evner at balance familieliv og arbejdsliv på den måde, som mine børn, kone og jeg kan trives med. Jeg kan godt savne de mange, mange penge og den frihed de gav, men jeg fortryder kun den sidste hverdag hver måned. Resten af tiden elsker jeg, at vores børn er nogle dejlige, søde børn, som jeg bare nyder at være sammen med.

[Wizzze]

Ifølge mine forældre, så blev jeg født med Joakim von And syndrom
Jeg drev forretning fra barns ben, forhandlede priser på opvask, kørte med aviser, var bydreng for den lokale købmand, solgte limonade, frugt osv.
De lokale spejdere havde ikke en chance i vores område, jeg sad totalt på markedet

Jeg havde min egen IT virksomhed mens jeg gik i gymnasiet, og oven i det fik jeg min børneopsparing, da jeg flyttede til KBH og begyndte at studere. Jeg fik SU-lån, men der var dengang man kunne investere dem og få højere renter, end lånet, så det var <“gratis” penge, og jeg betalte lånet ud samme dag jeg ikke længere modtog SU.
Jeg har altid lavet budgetter og investeret, og været tal/økonominørd jeg betalte allerede ind på pension som 20årig, for at udgå at skulle betale SU tilbage, så var det bedre at indbetale for meget indtægt til pension.

[Fruity]

Jeg havde ikke en krone ud over det, jeg havde sparret op fra mit fritidsjob, mens jeg betalte 3.000 kr. om måneden for at bo hjemme. En betaling, der fortsatte det første halve år som udeboende.

Jeg sov på en madras på gulvet i det værelse, jeg lejede mig ind på, ind til jeg havde sparret op til en seng. Jeg købte bøger med kvartalsvis afdrag i boghandlen, havde Magasinkort og lejede vaskemaskine og havde studielån, som jeg stadig betaler af på.

Jeg kan høre I andre af den slags har lært at spare op. Jeg har lært, jeg kan klare mig fint for meget lidt - så jeg vil sørge for at have det godt i nuet. Jeg har ingen kæmpe opsparing eller er rustet til al mulig ulykke. Til gengæld sørger jeg for at få presset så mange oplevelser ind i mit liv som muligt.

[Posedamen]

Jeg er ikke vokset op med penge-penge, men heller ikke sådan at vi ikke kunne købe de ting vi manglede.
Har ikke lært super meget om økonomi, det har jeg som voksen selv måtte regne ud.
Fik nogle penge da jeg flyttede, kan ikke huske hvor meget, men det betalte min husleje i et halvt år

Jeg synes egentligt jeg er ok fornuftig med penge, men har i start 20’erne været i situationer hvor pengene ikke dækkede mine udgifter, hvor jeg ikke kunne gøre meget for at ændre det.
Min mors mangeårige kæreste er dog loaded, så han hjalp ret tit med husleje (som jeg senere har betalt tilbage), hvilket er enormt privilegeret + en veninde også hjalp

I dag er jeg på su, har to børn og min kæreste arbejder, men vi klarer os helt fint og med nyere bil.
Vi går ikke super meget op i opsparinger, men jeg investerer alligevel lidt.
Siden vores første barn blev født har vi ikke stået så dårligt, at vi ikke har haft råd til nødvendige ting + sjov.

Jeg forsøger at lære mine børn det der koncept med at ting koster penge, men de fatter det ikke helt endnu

[MOGA]

Jeg havde ikke en krone ud over det, jeg havde sparret op fra mit fritidsjob, mens jeg betalte 3.000 kr. om måneden for at bo hjemme. En betaling, der fortsatte det første halve år som udeboende.

Jeg sov på en madras på gulvet i det værelse, jeg lejede mig ind på, ind til jeg havde sparret op til en seng. Jeg købte bøger med kvartalsvis afdrag i boghandlen, havde Magasinkort og lejede vaskemaskine og havde studielån, som jeg stadig betaler af på.

Jeg kan høre I andre af den slags har lært at spare op. Jeg har lært, jeg kan klare mig fint for meget lidt - så jeg vil sørge for at have det godt i nuet. Jeg har ingen kæmpe opsparing eller er rustet til al mulig ulykke. Til gengæld sørger jeg for at få presset så mange oplevelser ind i mit liv som muligt.

Betalte du husleje hjemme, selvom du ikke længere boede der?

[Fruity]

Jeg havde ikke en krone ud over det, jeg havde sparret op fra mit fritidsjob, mens jeg betalte 3.000 kr. om måneden for at bo hjemme. En betaling, der fortsatte det første halve år som udeboende.

Jeg sov på en madras på gulvet i det værelse, jeg lejede mig ind på, ind til jeg havde sparret op til en seng. Jeg købte bøger med kvartalsvis afdrag i boghandlen, havde Magasinkort og lejede vaskemaskine og havde studielån, som jeg stadig betaler af på.

Jeg kan høre I andre af den slags har lært at spare op. Jeg har lært, jeg kan klare mig fint for meget lidt - så jeg vil sørge for at have det godt i nuet. Jeg har ingen kæmpe opsparing eller er rustet til al mulig ulykke. Til gengæld sørger jeg for at få presset så mange oplevelser ind i mit liv som muligt.

Betalte du husleje hjemme, selvom du ikke længere boede der?

Ja. Ind til min mor flyttede til noget, hun havde råd til uden de penge, der erstattede børnepengene fra da jeg var under 18.