Hvorfor droppede du ud af studiet?

[Mangoness]

Jeg overvejer at droppe ud af kandidaten og kunne godt tænke mig at høre andres personlige erfaringer med at droppe ud.

Som overskriften lyder:

- Hvorfor droppede du ud af studiet?
- Hvad gjorde du bagefter?
- Fortryder du, at du droppede ud? Hvorfor/hvorfor ikke?
- Hvordan fandt du din rette hylde?

[DenBruneMunk]

Hvorfor gjorde du?

[Animi]

Jeg droppede ud af mit studie, fordi det overhovedet ikke var noget, jeg havde lyst til at beskæftige mig med. Jeg blev på studiet i alt, alt for lang tid, fordi det rent faktisk at droppe ud, var et rigtig svært skridt at tage. Men alle de grunde jeg havde for at blive på studiet,det handlede kun om, hvad alle andre mon ville tænke, hvad samfundet synes man 'bør' gøre, at nu var jeg alligevel kommet så langt, så hvorfor bare ikke kæmpe mig igennem. Men fordi det heller ikke var et område, jeg kunne se mig selv arbejde i, var der virkelig ingen grund til at blive.

Derudover var jeg også bare rigtig ked af det. Det påvirkede mig virkelig meget at være på et studie, jeg ikke havde lyst til at være på. Og vendepunktet blev, da jeg sad og græd i to timer i telefonen med min søster, fordi jeg ikke kunne overskue studiet. Så kunne jeg godt mærke, at jeg blev nødt til at droppe ud.

Jeg fik arbejde i en børnehave nogle måneder senere, som jeg stadigvæk arbejder hos i dag. Det er midlertidigt, men jeg er rigtig glad for det. Og jeg fortryder ikke et sekund, at jeg droppede ud, fordi jeg er blevet SÅ meget gladere. Det er efterfølgende gået op for mig, HVOR skidt jeg har haft det de sidste par år og jeg kan virkelig bare mærke, at det var det rigtige valg og jeg burde have gjort det noget tidligere.

Jeg har ikke fundet min rette hylde endnu, ikke mindst fordi jeg venter på, at uddannelsesloftet officielt bliver afskaffet. Men lige nu er jeg glad og det er det vigtigste for mig

[billiebean]

Jeg droppede ud efter 6 uger. Det var ikke det, jeg havde håbet det ville være. Naturvidenskabelige fag er meget mere teoretiske på uni end i gym. Samtidig var man meget alene - og hvis ikke man var alene var man i konkurrence (KU..).

Siden gymnasiet havde jeg ønsket at studere noget bestemt, men var usikker pga udsigten til ikke at kunne få job. Så jeg brugte lidt tid på at undersøge og endte med at søge ind. Og det var det helt rigtige studie for mig - i hvert fald 100 gange bedre end det forrige.

Nej, jeg fortryder bestemt ikke at jeg droppede ud. Det var slet ikke en mulighed at fortsætte - ikke mindst fordi det var et studie, der krævede lidt flere/andre skills end jeg har anlæg for.

Jeg fortryder dog bitterligt i dag, at jeg ikke, under mit andet studie, sørgede for at tone det i en mere erhvervsvenlig retning og at jeg ikke havde et studiejob, der kunne glide over i en ansættelse bagefter.

Den rette hylde vidste jeg sådan set godt, hvad var inden i mig selv fra ret tidligt - jeg havde bare ikke modet, selvtilliden og selvstændigheden til at vælge det i første omgang. Og derfra skulle jeg så have tænkt lidt mere strategisk.

[JoyNips]

Jeg droppede ud fra veterinærmedicin fordi jeg nok bare ikke var parat/modig nok til rent faktisk at få min drøm opfyldt og det etellerandet sted var lettere at spænde ben for mig selv. Jeg havde desuden haft en alt for nem skolegang i folkeskole og gymnasie og aldrig lært at læse lektier, men stadig været i toppen af klassen på venstrehåndsafleveringer, og det ramte mig på 2. år af studiet, hvor min dovenskab (kombineret med kærestesorger) resulterede i et par reeksamener.
Der var desuden bare så mange kloge og målrettede 13-talspiger, der brændte for det og levede og åndede det og terpede som gale og alt muligt andet. Jeg havde virkelig svært ved at tage mig sammen til at læse og følte ikke, at jeg fortjente studiet lige så meget som de gjorde, når jeg ikke kunne tage mig sammen. I bund og grund var jeg nok massivt ramt af imposter-syndrome. Og istedet for at tage mig sammen og risikere at fejle, så traf jeg selv valget om at fejle. Det var dumt. Så efter 5 års studier, heraf det sidste hvor jeg slet ikke mødte op, skiftede jeg.

Jeg fortryder helt klart, at jeg droppede ud. For jeg brændte virkelig for mit gamle studie og jeg havde faktisk relativt nemt ved det og en god, instinktiv forståelse for det. Og selv idag, knap 10 år efter at jeg droppede ud, sluger jeg fagartikler og cases som hyggelæsning, mens jeg kun sjældent er nysgerrig på samme måde omkring min metier. Så jeg er ikke landet på rette hylde, og fordi det var så nemt for mig at blive jurist, har jeg faktisk ikke den store respekt for faget - men jeg får det bedste ud af hvad jeg har, for jeg har vel ikke rigtig andet valg.

[TomKah]

Jeg droppede ikke ud, men vil alligevel fortælle min historie.
Da jeg læste på 7.-8. Semester var jeg bare sindsygt træt af studiet, jeg kunne næsten ikke tage mig sammen og jeg kom næsten aldrig fysisk. Jeg havde mange snakke med mine veninder og min mor. Min mor er sådan rimelig "man bøjer ikke nakken"-agtig, så jeg synes det var svært at hente andet end opbakning til at fortsætte hos hende.

9. Semester startede jeg speciale og det gik helt i hegnet. Min vejleder støttede mig ikke og efter 3 måneder var jeg overhovedet Ikke kommet i gang. Jeg droppede specialet og min vejleder blev simpelt hen så sur på mig, fordi han mistede penge/spildt arbejde. På trods af at han nærmest ikke havde gidet fortælle mig hvad jeg skulle skrive om.
Jeg startede 10. Semester med nyt speciale og hen mod sommerferien synes jeg det var så hårdt at jeg nærmest græd mig igennem. Jeg skulle fortsætte halvt ind i 11. Semester pga jeg droppede det første speciale, og i september havde jeg nærmest buret mig inde. Jeg var dybt depressiv, fik et angstanfald hvor min mand tog mig til psykiatrisk skadestue fordi jeg slet ikke kunne rummes og kom slet ikke uden for en dør, men jeg arbejdede stadig hver dag.
Afleverede specialet 1. November og faldt næsten fra hinanden i krisereaktion.

Min mand tog orlov fra sit arbejde og vi rejste til i 3 måneder for at komme væk fra det hele. Havde stadig angstanfald og krisereaktioner på turen, men det at have min mand 24-7 ved min side fik mig til at få modet tilbage og da vi kom tilbage til Danmark i marts var jeg næsten ok igen.

Det er næsten 20 år siden nu, og selvom afslutningen på mit studie var så sindssygt hård og jeg tvivlede vildt meget på om den var den rigtige vej og det rigtige spor jeg havde valgt, så passer det virkelig godt til mig nu. Den der akademiske konkurrence, perfektionisme og rundsave fik mig til at miste glæden ved den praktiske del af fagligheden.
Så jeg er taknemmelig for at jeg fuldførte.

[englishchannel]

Jeg droppede ikke ud af studiet, men det skulle jeg virkelig have gjort. Jeg skiftede også totalt spor mellem bachelor og kandidat.

Allerede 14 dage inde i mit humaniorastudie var jeg klar over, at det var helt forkert for mig. Jeg røvkedede mig rent ud sagt, jeg havde intet til fælles med mine medstuderende og studiet havde absolut ingen relevans for det virkelige arbejdsliv (med en tårnhøj ledighed til følge). Set i bagspejlet burde jeg bare være droppet ud efter 2. semester, men jeg var fuldkommen paralyseret af angst, fordi jeg ikke vidste hvad jeg ville eller hvad jeg var god til.

For et gøre en lang historie kort, lagde jeg en minimal indsats på studiet over de næste tre år, mens jeg gennemlevede den ene "Åh gud, hvad skal jeg med mit liv"-krise efter den anden. Da jeg havde færdiggjort min bachelor, havde jeg kun fem kandidatuddannelser på landsplan at vælge imellem. Jeg overvejede at starte forfra på en ny bachelor, men var vanvittigt studietræt og efterhånden ret resigneret over hele studievalgsprocessen, så jeg søgte den mindst trælse kandidat og fik dispensation til at blive cand.merc. trods min humanistiske baggrund.

Fire år senere går det ret godt. Jeg arbejder indenfor min kandidatgrads område og har faktisk en rigtig spændende karriere med lederansvar, fin løn og mange udviklingsmuligheder. Alligevel kan jeg til tider godt sidde med fornemmelsen af, at der er en hylde, der ville være mere rigtig for mig. Jeg er rigtig god til mit job, men en stor del af det er ikke intuitivt for mig, og jeg brænder ikke for det på samme måde som mange af mine kollegaer gør. Samtidig er jeg på personligt plan ked af, at jeg ikke har et større netværk med mig fra studietiden.

Hvis jeg kunne ændre én beslutning i mit liv, ville det være at droppe ud af mit studie. Også selvom mit liv på mange måder har artet sig rigtig fint, trods forkert studievalg.

[Kerrigan]

Pga. stress. Jeg sov dårligt og tog otte kilo på i løbet af 1½ måned.
Vi havde to ugentlige prøver, det kunne jeg slet ikke med. Snakkede med en af mine gamle studiekammerater i april, underviseren kørte stadig med prøver på tredje år.

Jeg fortryder det på ingen måde.

Derefter tog jeg ud at rejse, og er sidenhen startet på ny uddannelse.

[catnip]

Første gang droppede jeg ud efter 2 år på biologi. Jeg var udelukkende startet på uddannelsen for at samle point til kvote 2 til at komme ind på veterinær og var gået total død i alle de obligatoriske, intetsigende grundkurser. Det gik ikke efter planen med veterinær, og jeg endte lidt tilfældigt på medicin i stedet for. Spændende nok, men ikke min passion, så jeg brændte ud efter 3 år, droppede ud og fik et 9-17 job mens jeg tænkte mig om. Det gik ikke værre eller bedre end at jeg endte tilbage på biologi, fandt min passion og mit kald, og har nu en forsker karriere. Det var absolut ikke sådan jeg havde forestillet mig det skulle være da jeg gik ud af gymnasiet (for det havde jeg ikke fantasien til), men jeg kan ærligt sige at jeg er glad for at jeg endte hvor jeg er i dag, og ikke som dyrlæge. Det var alle detours og frustrationer værd, fordi det gav mig den nødvendige perspektivering og indsigt til vælge rigtigt, selvom det virkede meget lidt konstruktivt at gå tilbage til en fuser. For mig var det i høj grad også et spørgsmål om at blive moden og intellektuelt klar til det en universitetsuddannelse kræver.

[Selina]

Jeg sprang fra sygeplejerskeuddannelsen efter 3. semester. For lidt action, for meget hønsegård og så havde jeg fået mere lyst til at arbejde med mennesker på en anden måde. I min praktik var jeg faldet i snak med ambulancefolkene og det var lige det jeg skulle være. Tog et job på et plejehjem og 4 måneder i militæret. Søgte ind til Falck året efter og blev optaget. Har nu kørt ambulance i 1,5 år og satser på at gå hele vejen til paramediciner. Bedste beslutning jeg længe har truffet.

[Little_Woman]

Jeg læste på biblioteksskolen, men droppede ud på 2. semester. Jeg kedede mig bravt og fandt ud af, at det slet ikke var mig. Så inden vi skulle skrive en stor opgave, stoppede jeg.

Et par dage efter havde jeg fået et job, som ledte mig på sporet af min nuværende profession.

Det var en god beslutning!

[fisken80]

Jeg droppede ud af mit første studie, fordi det var for svært. Jeg sad dag efter dag og fattede ikke et klap og mit hjemmearbejde var konsekvent forkert. Det orkede jeg ikke så efter et år droppede jeg det.

[MrMister]

Overvejede det og havde besluttet mig efter bacheloren, at jeg ville skifte til en anden retning. Men lod mig overtale af, at det var bedre for familien, hvis jeg blev, hvor jeg var. Økonomisk på kort og mellemlang bane. Fortryder det engang imellem, fordi den anden branche havde været mere “mig”. Men står ved mit valg om, at det var det, der var valget jeg traf.

[cola]

- Hvorfor droppede du ud af studiet? Flere forskellige uddannelser har jeg startet, men alle har næsten haft samme grund, kun en var fordi det var noget helt andet end hvad jeg forventede, og at jeg bare ikke kan tegne, alle andre var fordi det ikke var noget der "tændte" mig
- Hvad gjorde du bagefter? Jeg gik videre til næste studie.
- Fortryder du, at du droppede ud? Hvorfor/hvorfor ikke? Nej det gør jeg ikke, for de var ikke for mig
- Hvordan fandt du din rette hylde? jeg tog min oprindelige uddannelse færdig, bare for at have noget at falde tilbage på, og det viste sig at det rent faktisk var der jeg hørte hjemme, selvom min studievejleder flere år før havde sagt at det ikke var for mig.

[LaMariposa]

Jeg har en bachelor i sprog fra ASB (det var før fusionen med Aarhus Universitet), og besluttede mig for at prøve med en kandidat i humaniora på universitetet.

Det var simpelthen så røvkedeligt, og jeg havde virkelig svær ved at se, hvad en kommende arbejdsgiver skulle få ud af, at jeg f.eks. havde læst Don Quijote på originalsproget. Da jeg så dumpede en eksamen fordi min opgave var for målrettet, opgav jeg og vendte tilbage til ASB og tog en kandidat i markedskommunikation der.

De første år brugte jeg ikke sprog ret meget i mit job, og jeg fandt også ud af, at markedskommunikation i sig selv er ret kendeligt. Så nu er jeg endt med at lave noget, der er relateret til kommunikation, men som også har en masse andre andre ting, og det er jeg rigtig glad for.