Har du også været en stresset ledig?

[.s.]

Dagen er kommet. Dagen hvor 20 års skolegang, knoklen og planlægning af min tilværelse som studerende kommer til ende. Specialet er afleveret, nu venter jeg bare på min fuldbyrdede titel som cand.public.

Der er gået en halv måned, siden jeg ved et enkelt klik afleverede min 400 siders opgave. Det er halvanden måned endnu til det endelige resultat skal dukke op på en mail fra min studieadministration. Der er gået en halv måned med at skrive de første ansøgninger, fejre og prøve at finde sig til rette som ledig-næsten-nyuddannet. Men indtil videre er det blevet til flere bekymringer end festlige lejligheder og fejring af, at 20 år på skolebænken endelig kulminerer i en fin titel.

For hvad så nu? Hvad skal der nu ske med mig, hvor ender jeg mon? Jeg er ikke den første på studiet, der er færdig, og jeg kan se mine dygtige og ressourcestærke medstuderende kæmpe med de mange etablerede mediefolk om de få stillinger, der længere findes i vores branche. Jeg kan se, det er svært, og det bliver svært - også selvom studiejobs, flere flotte praktikantstillinger og frivilligt arbejde pryder CV'et. Jeg ved, det bliver svært at få foden indenfor, og det stresser mig allerede.

Næsten-nyuddannet-journalist-søger-job. Hvad fanden kan jeg, som der ikke er 1000 andre veletablerede mennesker med 10 års erfaring, der kan? - det er den ene side af sagen. Den anden side er det nye liv og den nye hverdag som næsten-ledig, jeg pt forsøger at navigere i. Engang havde jeg forelæsninger, studiejob og gruppemøder at stå op til, og hvis jeg ikke havde, så kunne jeg i hvert fald lade som om. Nu forsøger jeg at fylde det store sorte, grumme ledighedshul i maven med at sende ansøgninger, løbe ture i mine hvide løbesko, kaffe med gamle bekendte, at lære at spille ukulele, genoptage gamle hobbies, gå til kurser i CV og ansøgninger, netflix på sofaen og overvejelser om hvorvidt jeg kan skjule en frivillig stilling overfor min A-kassen, når dagen for dagpenge og den rigtige ledighed dukker op om halvanden måned.

Men selvom jeg prøvet at hælde ting ned i hullet, og selvom jeg prøver så godt jeg kan at plastre det til med alverdens opfindesomme og nyttige påfund for at fordrive tiden, så bliver hullet bare ikke mindre. Sandheden er jo, at jeg ikke længere er en del af noget, som jeg var som studerende. Jeg er ikke en aktiv del af samfundet omkring mig længere, selvom jeg faktisk gerne vil!

Engang var vores lokalsamfund og familie en stor del af vores identitet. Engang havde vi pligt overfor vores nærmeste, men i dag driver vi rundt som små ensomme øer, hvor vi alle er alene og vores egen lykkes smed. Vi skal realisere vores egne drømme og håb, for ingen andre gør det for os, og ingen ønsker at skabe et fast fællesskab med os, så vi kan forene øernes ressourcer - ikke engang vores nærmeste, for de er sgu lige så påvirket af den måde, vi lever på i dag, som vi selv er, og det er vidst også helt okay.

Jeg er min egen vare - en vare jeg skal sælge til en arbejdsgiver, men hvordan forklarer jeg dem, at min vare er meget bedre end de 500 andres, der søger den samme stilling som jeg?
Og hvordan stopper jeg mig selv i at blive helt og aldeles ensom og ramme bunden af følelsesregisteret imens jeg forsøger at kamuflere mit lave ledigheds-selværd til at være højere end højest på glædesskalaen for at imponere en kommende chef? - jeg ved det ærlig talt ikke.

Jeg er næsten-nyuddannet-ledig. Og jeg er bekymret for min fremtid.

Dette er min historie, og jeg håber på at høre, hvordan I andre tackler eller har tacklet deres tid som ledig. Hvordan finder I værdi i hverdagen som ledig? Jeg ved jo godt, den store jobroulette også handler om at være det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt, kende nogen eller være lidt heldig. Men indtil da er jeg næsten-ledig, og det synes jeg faktisk allerede er svært, inden det rent faktisk begynder.

[Luffegås]

Jeg er nu ude i 6 mdrs. ledighed, render i noget frivilligt arbejde der skal se godt ud på CV'et, men indtil videre ser det bare godt ud mere end jeg har lært noget.. Tankerne kredser, alle siger jeg kan blive selvstændig, men det er fandme svært at skulle blive selvstændig og tage penge for noget andre tilbyder gratis, som har erfaringen. Jeg har ingen erfaring, og det kan ikke passe ingen vil være villige til at give mig den.
Er bare så ked af det, jeg er 28 år, og jeg vil fandme gerne snart have børn, og jeg vil opleve livet, for har spildt en masse år på en båtnakke der gjorde jeg aldrig havde penge, fordi jeg skulle forsøge ham og mig.
Så føler mig sgu som en flaskedreng på 16 år indimellem, men jeg ved bare jeg kan en masse, jeg ved det er mit kald, og jeg er så meget desperat efter de jobs jeg søger.. Men det må man jo ikke skrive... "I skal ansætte mig, fordi jeg sindsygt gerne vil have et arbejde!! Pleaaaase! Jeg aner intet om jeres firma, I er sikkert mega søde, vi skal nok lærer hinanden at kende med tiden...".

Har sendt en masse uopfordrede, hvor jeg også både lover jeg kan komme i en uforpligtende virksomhedspraktik.. "Vi mangler ikke en kollega i øjeblikket, hold øje med vores jobopslag" får man tilbage hver gang...

[Guldfisk]

For det første: man må godt have frivilligt arbejde som dagpengemodtager, så længe det ikke er et job, nogen kunne få løn for (frit omskrevet - tjek reglerne ved din a-kasse).

[Guldfisk]

For det andet hjalp det mig at have en plan:
- hvilket område skal jeg søge i med det samme - hvor mange mdr skal der gå, før jeg udvider kredsen
- hvornår skal jeg begynde at tilbyde gratis arbejdskraft i de uger, man kan det som nyuddannet
- hvilke kurser er interessante for mig nu (standardkurset fra jobcentret blev fravalgt til fordel for en coach med fokus på kobsamtalen) og hvilke kurser kan jeg evt. få på længere sigt

Skab nye rutiner - jobsøgning er dit job nu. Det er ikke mindre værd end at være studerende.

Find ud af, hvad du er bange for - og hvad du kan gøre ved det:
Jeg var bange for at gå i stå. Derfor undersøgte jeg kurser, gik til alt, hvad min a-kasse tilbød, havde frivilligt arbejde mm.
Jeg var utryg ved jobsamtaler. Derfor fortalte jeg det til jobcenteret til introen, og fik et coach-forløb som introkursus.
Andre er måske bange for økonomi, omgangskredsens opfattelse, afslag, at sælge sig selv i en ansøgning, osv.

[.s.]

Guldfisk, det er gode ideer, du kommer med. Planerne er nu lagt i forvejen, ligesom jeg ikke er kræsen mht hverken arbejdsopgaver eller område. Jeg er villig til at udvide mit område allerede fra start. Kurser kan jeg ikke komme på via jobcenteret før den dag, jeg bliver rigtig ledig og ikke bare lige ved og næsten.

[sortkaffe]

Åh jeg kender det!
Har været ledig i et år nu efter endt uddannelse, med lidt vikar jobs ind i mellem.
Sender tusinde ansøgninger og når jeg så endelig kommer til samtale så får jeg nærmest en form for præstationsangst
og bliver dermed også urolig for om jeg mon får jobbet "For det kan jeg overhovedet ikke leve op til"


Og ellers så sidder jeg bare og sumper mere og mere til. Savner i den grad studietiden.
Føler mig nærmest små depressiv

[Selma156]

Jeg kunne nærmest ordret have skrevet dit indlæg - men min situation er en smule anderledes. Jeg har været ledig (og nyuddannet) i snart tre måneder, og det gør mig mildest talt sindssyg. Jeg føler jeg har mistet min identitet, alt er ligegyldigt og at fremtiden bare ser komplet håbløs ud. Oveni min arbejdsløshed er jeg også hjemløs om en måned, hvilket jo ikke ligefrem hjælper på situationen.

Jeg har forsøgt at oparbejde en rutine, men sandheden er, at mit overskud er lig nul. Det er faktisk så grelt, at jeg skal starte til psykolog for første gang i mit liv, fordi jeg føler mig deprimeret. Det er begrænset med glæde og overskud i hverdagen, og min familie og kæreste lider godt nok også under, at jeg har det sådan.

I virkeligheden vil jeg jo bare gerne være beskæftiget og i gang med 100 projekter, som jeg har været vant til. Jeg har altid haft let ved at få studiejob og praktikpladser mv., så at sende ansøgning på ansøgning og udelukkende modtage afslag er sindssygt hårdt. Og jeg har altid været vant til at være beskæftiget med noget. Nu er der ikke længere noget, jeg "skal" stå op til. Nogle dage ligger jeg i sengen til langt ud på eftermiddagen og forsøger at sove så længe som muligt, så noget af dagen går med det. Det er forfærdeligt. Jeg går til møder i A-kassen og gør det, jeg skal, men har endnu ikke fået overskud til at søge virksomhedspraktik eller frivilligt arbejde. Jeg har dog haft et par freelance-opgaver, men ikke noget der strakte sig over flere dage. Det er en virkelig ond cirkel, for jeg VIL gerne lave noget, men jeg føler efterhånden ikke, jeg KAN. Det gør det heller ikke nemmere, at min omgangskreds stadig er studerende, allerede har arbejde eller at de to-tre stykker jeg kender, der er ledige, har det cool nok med det.

Er dog udmærket klar over, at jeg snart bliver nødt til at gøre noget drastisk for at få det bedre, for jeg græder næsten hver dag, kan ikke tage mig sammen til noget, og de mindste ting hyler mig ud af den.

Jeg føler mig virkelig svag, ligegyldig og overflødig. Det kan sgu nok ikke hjælpe dig en døjt, men jeg ville bare lige dele min ærlige erfaring og sige, at jeg sagtens kan forstå dine tanker!