OK. Det blev en dansk stil. Jeg undskylder på forhånd for længden.
Jeg har været til 10 samtaler i mit liv, som jeg lige kan huske. Af dem har 8 været ufaglært ungdoms/studiearbejde, hvor jeg fik 4, og to har været som "faglært" på studiet og senere som færdiguddannet, hvor jeg fik dem begge. Det viste sig, at i det næst-sidste job havde chefen tidligere arbejdet sammen med et familie-medlem, og det sidste fik jeg gennem mit netværk, så jeg har ikke rigtig prøvet at få et job udelukkende på mit eksamenbevis, min ansøgning og i øvrigt mit glatte ansigt.
Jeg har heller aldrig prøvet at være til samtale med en HR-person. Jeg er også uvant med at skrive mange ansøgninger. Sidste gang jeg ledte efter arbejde skrev jeg to ansøgninger, blev kaldt til samtale begge steder, men fik det ene, før jeg nåede at komme til samtale det andet sted. Jeg er derfor muligvis ret atypisk, og derfor skal man nok tage nedenstående med en ordentligt gran salt. Jeg arbejder indenfor en branche, hvor der altid har været rigtig meget brug for (kompetente) folk, så jeg har haft følelsen af, at jeg kunne vælge og vrage.
Interessant nok synes jeg ikke selv, at jeg er særlig god i en eksamenssituation (og det bærer mine karakterer også præg af), men i jobsamtale-situationen føler jeg mig sikker i min faglighed.
Det betyder, at jeg har en god portion selvtillid, når jeg søger job. Jeg forventer sådan set, at komme til samtale, når jeg søger, og jeg forventer at få jobbet, hvis jeg kommer til samtale, for det er hvad der "plejer" at ske. For mig er samtalen en gensidig vurdering, hvor virksomheden selvfølgelig skal vurdere, om de kan bruge mig, men hvor jeg også skal vurdere, om det er et sted jeg kunne tænke mig at arbejde. Typisk har jeg sat mig grundigt ind i, hvordan virksomheden arbejder, og da det ikke er verdens største branche, kender jeg typisk nogen, der har arbejdet der (eller kender nogen, der kender nogen).
Jeg tror, at jeg opfatter samtalen noget mindre holistisk, end mange giver udtryk for her i tråden. Når jeg bliver spurgt om mine stærke og svage sider (og det er tilsyneladende et standardspørgmål i alle brancher), så tænker jeg på det i relation til mit arbejdsliv. Jeg har efterhånden 10 års erfaring i branchen, og mener derfor at kende mine stærke og svage sider på arbejdet ret godt, så for mig er det ikke et svært spørgsmål. Det ville det uden tvivl være, hvis jeg var mere grøn. Jeg synes egentlig, at det er et lidt unfair spørgsmål at stille til en nyuddannet; ens stærke sider har man nok et nogenlunde godt billede af, men svage sider er nogle, som man (forhåbentlig) opdager undervejs på arbejdet, og forsøger at kompensere for. Mine svage sider på arbejdet har egentlig mest at gøre med nogle personlighedstræk, som ikke i sig selv er negative, men som udmønter sig i både stærke og svage sider på mit arbejde.
Lad mig komme med et eksempel: Jeg er lettere perfektionist. Der er et personlighedstræk, som i sig selv hverken er positivt eller negativt, men det betyder, at jeg har en ret høj tærskel for, hvornår jeg mener, at mit (og andres) arbejde er i orden. Man har dog sjældent uendelig meget tid til at færdiggøre en opgave på arbejdet, så det betyder at jeg aktivt arbejder imod den tendens, fordi at det sagtens kan være godt nok, selvom det ikke er perfekt. Det betyder også, at jeg har svært ved at prioritere, fordi jeg synes, at alt er lige vigtigt, og derfor er det noget, som jeg diskuterer rigtig meget med mine kolleger. Det er en svag side, men det er noget, som jeg er opmærksom på og åben omkring, og derfor er det som sådan ikke et problem. Udfordringen er, at det først er noget jeg er blevet opmærksom på, efter at jeg begyndte at arbejde indenfor faget.
Jeg tror, at hvis jeg skulle give "grønne" mig et råd, omkring hvordan man besvarer det spørgsmål, så ville det for det første være, at lade være med at bullshitte. Lad være med at finde på en svag side, som måske på papiret er svag, men som lyder godt for virksomheden ("Jeg går nogen gange lidt for meget op i mit arbejde" er vist en klassiker, har jeg hørt). Jeg tror at jeg i stedet ville bringe det lidt op på meta-niveau og sige, at jeg egentlig mener, at man først lærer sine svage sider at kende på arbejdet, og eftersom jeg er nyuddannet, så kender jeg dem ikke endnu. Så hvis jeg endelig skulle tale om en svag side, så ville det være, at jeg er uerfaren. Det synes jeg sådan set også er et reelt svar, for bare fordi man har en svag side, så behøver det jo ikke at betyde, at man så er svag der resten af sit liv. Til gengæld synes jeg at jeg har en stærk side i løbende at evaluere, hvordan jeg synes jeg klarer mig på arbejdspladsen og ikke er bange for at spørge mere erfarne kolleger til råds. Det er også steder i mit nuværende arbejde, hvor jeg føler mig ret grøn, men det kan man kompensere for, hvis man er opmærksom på det.
Så for at opsummere, føler jeg sådan set ikke, at en samtale handler om mig som person, men derimod om mig som arbejdsperson (der er naturligvis er betydeligt sammenfald, men det er ikke det samme), og det er betydeligt vanskeligere at sige noget fornuftigt om sin arbejdsperson, når man er nyuddannet, men det kan man jo så snakke om