Hvor længe kan man tillade sig at søge jobs inden for ens uddannelsesfelt?

[Akehurst2]

Men netop her er der en relevant diskussion. Jeg er fx uddannet i statskundskab. Det er relevante stillinger til os over det hele, og hvor bredt skal man så søge?

I faget er der måske størst prestige i at være i centraladministrationen - med finans-, udenrigs- og statsministeriet i spidsen. Man kan søge de stillinger, hvis de er der. Dernæst måske de andre ministerier og styrelser. Det kan man måske godt få tiden til at gå med.

Omvendt er der ofte bedre muligheder for ansættelse, hvis man søger jobs i kommunerne eller måske andre offentlige myndigheder. I hvor høj grad skal man så satse på det, man havde forestillet sig kontra det, man måske kunne være tættere på?

Da jeg var ved at være færdig som jurist, så lagde jeg mest energi i de ansøgninger, hvor de faktisk krævede en jurist, og prioriterede at nå at søge dem. Men jeg kiggede ikke meget efter hvilken slags jurist, de søgte - altså så jeg ikke absolut ville være et sted, der havde med de fag, jeg interesserede mig for, at gøre. Så "indenfor mit fag" betød jurist over en bred kam.

Jeg søgte også generaliststillinger, hvis jeg vurderede at de var bare nogenlunde opnåelige, men havde altså fokus på mit eget fag.

[Rapfisk]

Men netop her er der en relevant diskussion. Jeg er fx uddannet i statskundskab. Det er relevante stillinger til os over det hele, og hvor bredt skal man så søge?

I faget er der måske størst prestige i at være i centraladministrationen - med finans-, udenrigs- og statsministeriet i spidsen. Man kan søge de stillinger, hvis de er der. Dernæst måske de andre ministerier og styrelser. Det kan man måske godt få tiden til at gå med.

Omvendt er der ofte bedre muligheder for ansættelse, hvis man søger jobs i kommunerne eller måske andre offentlige myndigheder. I hvor høj grad skal man så satse på det, man havde forestillet sig kontra det, man måske kunne være tættere på?

Da jeg var ved at være færdig som jurist, så lagde jeg mest energi i de ansøgninger, hvor de faktisk krævede en jurist, og prioriterede at nå at søge dem. Men jeg kiggede ikke meget efter hvilken slags jurist, de søgte - altså så jeg ikke absolut ville være et sted, der havde med de fag, jeg interesserede mig for, at gøre. Så "indenfor mit fag" betød jurist over en bred kam.

Jeg søgte også generaliststillinger, hvis jeg vurderede at de var bare nogenlunde opnåelige, men havde altså fokus på mit eget fag.

Sådan for argumentets skyld: Hvis du havde en studiekammerat, der gerne ville være advokat, hvor længe synes du så, vedkommende skulle søge fuldmægtigstillinger, før han begyndte også at se på offentlige juriststillinger (fx i styrelser eller kommuner)?

[Akehurst2]

Sådan for argumentets skyld: Hvis du havde en studiekammerat, der gerne ville være advokat, hvor længe synes du så, vedkommende skulle søge fuldmægtigstillinger, før han begyndte også at se på offentlige juriststillinger (fx i styrelser eller kommuner)?

Det er et meget godt spørgsmål

Som nyuddannet uden arbejde ville jeg selv vægte det ret højt at komme i gang - man kan ikke forvente at starte i drømmejobbet, og den erfaring man får andet steds fra er jo brugbar, også i forhold til at nedsætte fuldmægtigtiden siden hen, så jeg ville synes det var dumt at afvise offentlige stillinger.

Men hvis det virkelig bare kun var advokat, der duede for vedkommende, og der var nogenlunde udsigter til det (karakterer, der var gode nok, og et nogenlunde antal stillinger at søge) så ville jeg synes at et halvt års tid, hvor man satte alt ind på drømmejobbet som advokatfuldmægtig, var helt rimeligt.

[Tux]

Sådan for argumentets skyld: Hvis du havde en studiekammerat, der gerne ville være advokat, hvor længe synes du så, vedkommende skulle søge fuldmægtigstillinger, før han begyndte også at se på offentlige juriststillinger (fx i styrelser eller kommuner)?

Det er et meget godt spørgsmål

Som nyuddannet uden arbejde ville jeg selv vægte det ret højt at komme i gang - man kan ikke forvente at starte i drømmejobbet, og den erfaring man får andet steds fra er jo brugbar, også i forhold til at nedsætte fuldmægtigtiden siden hen, så jeg ville synes det var dumt at afvise offentlige stillinger.

Men hvis det virkelig bare kun var advokat, der duede for vedkommende, og der var nogenlunde udsigter til det (karakterer, der var gode nok, og et nogenlunde antal stillinger at søge) så ville jeg synes at et halvt års tid, hvor man satte alt ind på drømmejobbet som advokatfuldmægtig, var helt rimeligt.

Synes også i omegnen af et halvt år eller lidt mindre er passende i forhold til drømmejobbet, hvis der er nok "drømmejob" at søge.

Jeg søgte lidt forskelligt mens jeg læste, inklusive er par jobs der lå lidt uden for drømmejob kategorien. Fik det ene (et års vikariat) og skiftede så efter det år til "drømmejobbet" (eller noget der lignede).

[Joe]

Jeg bruger i det hele tage virkelig lidt tid på at blande mig i hvad andre gør for at komme i job - den må de simpelthen tage med jobcenteret og a-kassen. Systemet har i forvejen lavet krav, de ledige skal leve op til, så kan jeg ikke se hvorfor jeg eller din ven eller Erna nede fra nr. 4 skal begynde og lave vores egne krav til hvad de ledige skal gøre for at komme i job. Jeg går som udgangspunkt ud fra at folk der har taget en uddannelse af en vis varighed, rent faktisk også gerne vil arbejde.

Men tager jeg udgangspunkt i mig selv, så ville jeg faktisk give det hele dagpengeperioden ud, før jeg valgte at søge videre. Der er stillinger at søge inde for journalistik og kommunikation, som jeg arbejder med, og jeg er ret overbevist om at jeg ligger væsentligt bedre i feltet til de stillinger, end jeg ville gøre til stillinger i Netto. Da jeg selv var nyuddannet og ledig var jeg faktisk til et kursus i fagforeningen i at skrive ansøgninger, hvor oplægsholderen sagde noget i stil med: "Glem at søge i Netto og lignende. De vil ikke have folk som jer, for de ved I smutter med det samme, I får chancen."

Jeg synes egentlig også det fungerer bedst, hvis de ufaglærte stillinger går til ufaglærte, frem for at de går til folk der har taget lange uddannelser på statens regning.

Men jeg kan godt blive træt af at folk mener at udelukkende det faktum at de betaler skat, betyder at de har retten til uopfordret at rende rundt og fortælle folk der f.eks. modtager nogle af de skattekroner i dagpenge, hvad de skal stille op med deres liv. Måske er det bare fordi jeg er en utroligt glad skatteyder, men jeg render altså ikke rundt med fornemmelsen af at jeg forsørger Ole, der er på kontanthjælp. Jeg betaler bare min skat, og så er det op til de valgte og ansatte, der skal administrere mine skattekroner, at stå for at viderefordele mine og alle andres penge, og sætte rammerne for, hvad de skal gå til.

Så kære ledige: Jeg er personligt pisseligeglad med hvad du bruger din tid på. Jeg håber bare du har det godt.